Nazisterne opfandt den jødiske boykot, og fortsatte derfra til Holocaust.

Verden undskylder islamiske mord, men fokuserer på fejl, ofte indbildte, begået af Israel.

Denne er den forkerte boykot, på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Alle hader Israel. Dette er ikke blot accepteret visdom, men en realitet, som kvæler al rationel debat om konflikten mellem israelere og palæstinensere. Der er undtagelser, selvfølgelig, som f.eks. Canada, men det meste af Vesteuropa er gledet fra støtte til Israel til at støtte den palæstinensiske sag, som om begge parter ikke havde gyldige krav til den omstridte jord.

De fleste amerikanere er begejstrede for Israel, men den amerikanske regering under Barack Obama har i de seneste år vist stigende fjendtlighed. Ikke overraskende kan ikke et eneste muslimsk land lide Israel overhovedet.

Mange hader den jødiske stat, netop fordi den er en jødisk stat. Der synes ikke at være nogen anden grund til, at de hader den. Mange, som en udstilling af ægte fordomsfuldhed, har ikke engang besøgt landet.

I verden i almindelighed og i Europa i særdeleshed, vokser antisemitismen med en hastighed, der ikke er ulig 1930'ernes. Der skal ikke meget mentalt overblik til for at se sammenhængen mellem denne eskalering af det "ældste had" og den raffinerede politiske og religiøse afvisning af Israel som den eneste stat i verden, der fortjener at blive afskaffet. Eller som Mahmoud Ahmadinejad engang sagde det på farsi, "udryddet" (Umam-e Eslami bayad Isra'il-ra qal' o qam' kard: Islams nationer skal udrydde Israel)

I en fredagsbøn kom den tidligere iranske præsident Rafsanjani også med udtalelsen: "Hvis den islamiske verden en dag, en meget vigtig dag selvfølgelig, også vil blive udstyret med de våben, som Israel har til rådighed nu, vil den imperialistiske strategi komme ind i en blindgyde, fordi eksplosionen af blot én atombombe i Israel vil fjerne det fra jordens overflade, mens den islamiske verden kun vil blive skadet." [1]

Mens verden fokuserer på Israels fejl (ofte indbildte), er der i Saudi-Arabien særlige veje for ikke-muslimer, som sikrer, at de ikke kan komme ind i Mekka eller Medina.

Men hvis alle hader Israel, kunne man spørge, ville det så gøre den ringeste forskel, hvis det faktisk blev udslettet fra jordens overflade? Ville det betyde noget, hvis yderligere seks millioner jøder bliver gasset eller drevet ud i Middelhavet? Hvis de fleste mennesker på planeten hader Israel og ønsker at se en massiv palæstinensisk stat indtage dets plads, hvem vil så græde, hvis jøderne forsvinder og araberne kommer og tager over, som så mange mennesker nu siger, at de har al mulig ret til? Ville det ikke være en sejr for humanitet, retfærdighed og mennesker overalt, hvis den undertrykkende og voldelige jødiske apartheidstat blev fjernet fra jorden?

Begynder du at føle en smule ubehag ved dette?

Nogle vil måske holde sig tilbage fra at ønske død over jøderne, men vil ikke nære betænkeligheder, hvis nogen anden skulle dræbe dem - eller tvinge dem til at pakke deres tasker og forlade deres hjem for at give plads til en hær af palæstinensiske "flygtninge". Hvis du hader jøder tilstrækkeligt, vil intet synes for dårligt for dem, og ingen historie om pogromer og Holocaust vil være nok til at afskrække dig og dine venner fra at gøre det hele igen, eller fra at glædes over, at andre gør det for jer.

Behandlingen - eller rettere mishandlingen - af jøderne skiller sig ud i den moderne æra som det største enkeltstående billede på menneskets umenneskelighed mod mennesket. Fra det kristne (og post-kristne) vest til den islamiske øst, har had til jøder ført til uhæmmet grusomhed og en fortsat afvisning af at acceptere nogen form for moralsk eller etisk begrænsning. Uanset hvor meget jøder lider, vil antisemitter have dem til at lide mere. Uanset hvor langt væk jøder prøver at løbe, vil deres selvbestaltede overherrer forsøge at jage dem ned og starte processen med had og forfølgelse forfra igen. Uanset hvor meget jøder bidrager til den menneskelige civilisation - får Nobelpriser, udvikler kure mod sygdomme, skaber bemærkelsesværdige film, etablerer hospitalsenheder verden over for at behandle syge, overrisler markerne for de fattigste bønder og ændrer vore liv til det bedre - vil haderne spotte og lyve og dræbe jøder med de samme knive som før; og hver gang en jøde bliver dræbt eller såret, vil de komme tilbage og danse på det samme sted.

Og hvad har jøderne nogensinde gjort for at fortjene alt dette? Er jøderne virkelig hjernerne bag enhver krig, enhver revolution, enhver økonomisk katastrofe, ethvert plot og tilmed Holocaust selv?

Ja, ifølge antisemitter er der to muligheder: Enten fandt Holocaust aldrig sted og blev fabrikeret for at sikre Israel som et land for jøderne, eller også iværksatte jøderne selv Holocaust for at tvinge andre jøder til at flygte fra Europa til Palæstina-mandatet for at overtage det. Bare læs et par kommentarer på YouTube for at få en fornemmelse for denne psykiske sygdom.

Selvfølgelig ved jeg, at Zions Vises Protokoller siger alt dette (bortset fra Holocaust-tilsløringerne), men Protokollerne er en forfalskning; [2] og ikke blot en forfalskning, men et billigt og tarveligt produkt af zarens hemmelige politi før 1. Verdenskrig. Selvom der nu er gået mere end et århundrede, behandler nogle mennesker stadig dette smædeskrift som et evangelium og skriver kommentarer på YouTube for at bevise, at jøderne er de værste af menneskeheden.

I de arabiske lande er Protokollerne efter mange år stadig en bestseller. Og Hitlers Mein Kampf, tagget i 2011 af Waterstones i Storbritannien som den "perfekte julegave" i dens elektroniske udgave, går som varmt brød. Hvor sårende - og dybt uretfærdigt - er dette ikke for jøder, der netop har gjort kritiske fremskridt inden for medicin, eller reddet et palæstinensisk barns liv på operationsbordet på et israelsk hospital, eller rejst til Afrika for at undervise i bedre landbrugsmetoder, eller rejst med et israelsk nødhjælpshold til Haiti eller Filippinerne for at redde endnu flere liv.

Jøderne er ikke de værste af menneskeheden; de er ligesom resten af os, nogle dårlige, nogle gode og nogle så talentfulde, de har sat uudslettelige præg på alle områder af menneskelig stræben. De har altid været en for ringe påskønnet kraft, frem for alt på etikkens område. Ingen religion har udviklet sig på en så velstruktureret måde som jødedommen; dens indvirkning på kristen og islamisk etik er veldokumenteret. Uden jøderne, ville en stor kraft for det gode og et barometer for moralsk hensyntagen helt blive fjernet fra civilisationen - eller er moralsk hensyntagen noget, som verden i al hemmelighed hellere vil være foruden?

Det ironiske er, at det netop er disse fordomsfulde, listige og racistiske jødehadere - heriblandt dem, der drømmer om ødelæggelsen af den eneste jødiske stat, og dem, der fremmaner en realistisk trussel om endnu en Holocaust - som har den arrogance at behandle jøderne, herunder israelerne, som om netop de er de mest fordomsfulde, de mest listige, de mest racistiske af hele menneskeheden - og de mest umoralske - og naturligvis som om de er kristne eller muslimer dybt underlegne.

Den falske fromhed ved megen kristen fordømmelse af Israel matches kun af islams tilhængeres billige moraliseren i deres angreb, både fysiske og verbale, på den jødiske stat; eller af deres manglende evne til at erkende, at Jerusalem altid har været en jødisk by; at der var to jødiske templer dér; og især af den neurotiske palæstinensiske afvisning af at anerkende nogen del af Israel som en jødisk enhed, eller at slutte fred med Israel, eller endda at erkende, at der har været en vedvarende jødisk tilstedeværelse i Det Hellige Land gennem tre tusinde år.

Tabet af Israel - bragt i stand som et sådant tab ville være af en koalition af "progressive" muslimer og vestlige sekularister, sammen med antisemitiske kristne og uforsonlige islamister - ville ikke være en sejr for nogen af de værdier, vi sætter højt. Tværtimod ville det være en af de største katastrofer, der kunne overgå menneskeheden. De værdier, vi sætter højest - såsom fredsskabelse, godt naboskab, samarbejde, omsorg for de mindre heldigt stillede og folk af forskellig religion og etnicitet, samt fælles forsvar mod aggression - ville begynde at smuldre, og vores sans for menneskelig udvikling ville svækkes og miste sit greb om vore sind og hjerter. Hvis vi kunne gøre dette mod jøderne, et fortjenstfuldt folk, der har gjort så meget for os, hvad kan vi så ikke finde på at gøre mod andre? For selv om jøderne var væk, ville der stadig være andre, svagere folk tilbage, vi kunne forfølge og udrydde.

Virker sådan en prognose oppumpet og uden respektabilitet? Israel dukkede imidlertid ikke op på samme måde, som de fleste andre lande gjorde - som et udtryk for traditionsbestemte grænser, som en afgrænsning af et eller flere bestemte sprog eller som opholdsstedet for en enkelt kultur. Det dukkede heller ikke op som et sted, styret af én konge, én dominerende hellig mand, ét parlament, eller én samling love. Israel har selvfølgelig haft flere af disse ting, begyndende med etableringen, på det selv samme stykke land, af det ældste sæt love næst efter Hammurabis lov, nemlig de Ti Bud, og af det tidligste sæt sociale velfærdslove.

Det moderne Israel blev oprindeligt hyldet af meget af det internationale samfund. Det oprettede et demokratisk parlament, etablerede et sæt af grundlæggende love, og var, mens andre lande lod bådfulde af flygtninge synke i havet, det eneste tilflugtssted for jøder, hvor de kunne leve i frihed fra en forfølgelse, som stadig eksisterer den dag i dag, og som desværre igen bliver orkestreret af mennesker, der angiveligt skulle være uddannede nok til at vide bedre.

For at civilisation - enhver civilisation - skal fungere, må der være et sæt af kerneværdier, der går fra den ene kultur til den anden og hen ad vejen opnår en slags universel gyldighed. Små forskelle kan eksistere mellem ét land og et andet, ét sprog og et andet, og endda én religion og en anden. Med få undtagelser mener folk, der tilhører den vestlige civilisation, at det er absolut forkert at tage et menneskeliv (undtagen i sager om liv eller død eller i selvforsvar). Vi tror fuldt og fast på menneskerettighederne, selv om vi ikke altid overholder dem. Generelt kæmper og lovgiver vestlige lande for ligestilling mellem mænd og kvinder, lighed for loven, et uafhængigt retsvæsen og frihed til at tro på en bestemt religion eller lade være. Vi forsøger at fjerne racismen i dens forskellige former fra vore gader og virksomheder. Vi forsvarer minoriteter - religiøse, politiske eller kønsbaserede. Og ytringsfrihed forsvarer vi også, selv når det smerter os at gøre det.

Islamisk civilisation hylder værdier, der ofte er markant forskellige. En mands eller kvindes liv kan tages, ofte ved halshugning eller stening, for en bred vifte af "synder", fra kætteri (realistisk fri tænkning; dér kaldet blasfemi) til utroskab og videre til apostasi (mere fri tænkning). En muslim kan også undgå at blive straffet for at dræbe en ikke-muslim, eller endda en anden muslim, hvis hans hensigt var at fremme islams sag. Og selvom de ikke er islamiske i egentlig forstand, er kvindelig omskæring og æresdrab langt fra usædvanlige. De sker i England og USA, primært i de muslimske samfund - såvel som i muslimske lande.

Den islamiske civilisation vil måske opfatte den jødiske stats forsvinden som en velkommen gave. Men den vestlige civilisation vil nok ikke tage det så pænt, bortset fra den del, der betragter sig som medlemmer af det yderste venstre - stalinister trotskister, anarkister og antisemitiske kristne, som tror de gør Guds vilje, og selv Quisling-jøder - når de forbander jøder og boykotter Israel.

Da nazisterne tog magten, virkede Tyskland som et af de mest civiliserede lande i verden, med en rig kultur, en dyb forståelse af det akademisk livs krav og en voksende beherskelse af videnskab og teknologi. Indenfor få år blev landet reduceret til det mest barbariske land, den største krænker af menneskerettighederne og den måske mest brutale politiske enhed i historien. Og ikke mange år derefter, lå Tyskland i ruiner, ødelagt af den selv samme totalitarisme, det havde brugt til at påtvinge sig resten af Europa.

Over hele verden fordømte folk de store forbrydelser, tyskerne havde begået mod menneskeheden. Tyskerne genrejste kun deres nation ved strengt at udelukke denne tendens til totalitarisme. Men i dag marcherer unge tyskere mod Israel, og ved at bekæmpe Israel, bekæmper jøderne. Hvilken tænkeligt ret har ætlingene efter denne sorte periode og årene med wiedergutmachen [gøre godt igen] til igen at behandle jøderne som Untermenschen [undermennesker], til at marchere i de gader, hvor SS marcherede, til at brøle som deres bedstefædre brølede: "Juden Raus", "jøder ud" - ud af "Palæstina", ud af Mellemøsten, ud af alle steder.

Uanset hvad dets bagvaskere måtte sige, erklærer Israel højt og tydeligt, at det er et land, hvor de bedste vestlige værdier holdes i hævd, hvor der forlanges demokrati, retsstat, vedtagelse af nye love gennem et folkevalgt parlament, retfærdig behandling af alle mindretal, rettigheder for kvinder, for bøsser, for alle borgere - både jøder og ikke-jøder. Men sig, at det også er et jødisk land baseret på jødisk etik, og en eller anden af begrænset intellekt vil komme forbi, klyngende sig til et eksemplar af Tora, Talmud, Zions Vises Protokoller eller hvad som helst, de har kunnet få fingre i, og højtideligt erklære, at de kan bevise, at jødedommen er en blodtørstig religion, der altid har stræbt efter at besejre og mishandle ikke-jøder. I de seneste år har jeg kun kendt en voldelig og vred islam; alligevel er verden tav. Verden undskylder islamiske mord, men fokuserer på fejl, ofte indbildte, begået af Israel.

Selve oprettelsen af en jødisk stat stod for mere end selv dets grundlæggere kunne gætte. Den var en åbenlys trods mod den universelle trang til at forfølge og dræbe jøder.

Kun i deres hellige land kunne jøderne omsider væve deres egen skæbne - og det gør de. Israel trives. Israelerne har vundet Nobelpriser og gjort nogle af de største fremskridt inden for videnskab, teknologi og medicin. Israelere skaber hospitaler og universiteter i verdensklasse. De har skrevet flere videnskabelige artikler per indbygger end nogen anden nation; har reddet børns liv - palæstinensiske børns liv - på en halv snes operationsstuer og har sendt nødhjælpshold rundt i verden for at redde endnu flere liv. Israelsk "apartheid"? Langt fra. Alle faciliteter og muligheder er lige åbne for alle israelere: Sorte, hvide, arabere, kristne, jøder - alle. Langt mere end i f.eks. Saudi-Arabien, hvor der er særlige veje til ikke-muslimer for at sikre, at de ikke kan komme ind Mekka eller Medina, eller hvor en bibel end ikke er tilladt. Eller alle moskeerne, hvor menigheden hver fredag får at vide, at jøder er sønner af aber og svin. Som det ser ud: Dette er racisme - dette er apartheid.

Hvad Israels ødelæggere vil gøre, er at ophæve hver eneste af Israels resultater og flere til, og efterlade et hul i verden, i deres egen verden. Hvad ville træde i stedet for Israel? Endnu en fejlslagen stat, sønderrevet af stridigheder, kendetegnet ved fiasko, ludfattigt, afhængigt - endnu et offer for den autoritære arabiske styreform? Er det noget, der vil sætte civilisationen på kurs mod nye horisonter? Det er op til os at holde lysene tændt, at sætte civilisation op mod barbari, at stille vore legemer og sjæle ind mellem Israel og alle dem, der ønsker det ondt.

Noter

[1] "Iran Calls for the Destruction of Israel" ["Iran opfordrer til ødelæggelse af Israel"], Intelligence and Terrorism Information Center, Center for Special Studies, Special Information Bulletin, november 2003, der citerer Khabar TV, 14. december 2000. Citeret i Joshua Teitelbaum, What Iranian Leaders Really Say About Doing Away with Israel [Hvad iranske ledere virkelig siger om at udrydde Israel], Jerusalem Center for Pubic Affairs.

[2] Se David Aaronovitch, Voodoo Histories: The Role of the Conspiracy Theory in Shaping Modern History, London, Jonathan Cape, 2009, pp. 22-48.

---

Denis MacEoin er en Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute. Han dimitterede først med en BA og en MA i engelsk sprog og litteratur fra Trinity College i Dublin, efterfulgt af endnu en 4-årig MA i persisk, arabisk og islamstudier fra Edinburgh samt en ph.d. i persisk/islamstudier fra Cambridge (King's College).

Han har undervist i arabisk og islamstudier ved Newcastle University, og skrevet flere akademiske bøger og talrige artikler - akademiske såvel som journalistiske. Senest har han skrevet om hadlitteratur, sharia-lov og islamiske skoler.

Han har arbejdet som skriftlig vejleder i egenskab af Royal Literary Fund Fellow ved Newcastle University, hvor han også har holdt et kort kursus i kreativ skrivning ('Writing in Genre'). Han var i nogle år redaktør af det USA-baserede tidsskrift, The Middle East Quarterly. I 1992 udgav HarperCollins et bind af hans journalistik under titlen New Jerusalems: Islam, Religious Fundamentalism, and the Rushdie Affair.

Han driver en lille virksomhed, der tilbyder redaktionel assistance og korrekturlæsning for bachelor- og ph.d.-studerende og akademisk personale. Kilde: Gatestone Institute

---

Oversættelse: Bombadillo