Jeg kan ikke mindes at have læst et historisk videnskabeligt værk, der klart var skrevet ud af ren irritation, før jeg læste The Myth of the Andalusian Paradise: Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain af den spansk-amerikanske historiker Dario Fernandez-Morera.

Fernandez-Morera er tydeligt irriteret og ærgerlig over engelsktalende forskeres tilbagevendende undladelse af at sætte sig ind i den spansk- og fransk-sprogede forskning i middelalderens Spanien, når de skriver om middelalderens Spanien. Han er tydeligt irriteret over mange sådanne forskeres undladelse af at bruge de tilgængelige muslimske og kristne kilder; over deres tilbageholdenhed med at bruge ordet Spanien (hvilket, påpeger han, mange muslimske forfattere gladeligt bruger); over deres præsentation af middelalderens (især muslimsk-styrede) Spanien som en slags guldalder for multikulturel sameksistens; han er irriteret over den idé, at invasionen af arabisk anførte hære af overvejende berbere på en eller anden måde hævede det kulturelle niveau i det visigotiske Spanien; han er irriteret over den affærdigende behandling af kristen modstand mod muslimsk styre; han er irriteret af den positive og glødende behandling af muslimsk erobring og styre.

Vi ser hans irritation - ud over ved blot at læse teksten - i hans vane med at indlede kapitlerne med citater fra anerkendte forskere, som han dernæst klart modsiger i kapitlet ved at fremlægge passende beviser. Der er ingen tvivl om, hvem hans videnskabelige jeremiade er rettet mod: Det fortæller han os generelt i bogens Introduktion og derefter ved at citere bestemte forskere i starten af kapitlerne. Ingen stråmænd er tilladt; de er næppe heller nødvendige, når så mange store mål stiller sig så klart til skue.

Irritationen var tydeligt fremmende for motivationen til at skrive bogen, og den tilfører faktisk læsningen et vist krydderi; men den forringer på ingen måde den videnskabelige værdi af bogen, som er forsynet med et omfattende noteapparat - læsning af fodnoterne er en uddannelse i sig selv - og er fyldt med citater fra kristne, muslimske og jødiske kilder. (Bogen er en særlig informativ indgang til det middelalderlige Spaniens jødiske samfund.) Han trækker måske nogle argumenter lidt for langt, hvilket denne sympatisk indstillede anmelder mener, men en effektiv tilbagevisning ville kræve mindst lige så godt understøttede beviser.

Fernandez-Morera er også ret skarp i tonen angående visse former for åbenlys og vedvarende hykleri - som at forvandle den kristne kalender til "Common Era", og samtidig være yderst respektfuld over for den (lige så religiøse) muslimske kalender. Eller at være afvisende over for bredere kristne forbindelser, men respektfuld over for islamiske.

Virkelig, det var jihad

Det er overraskende at læse påstande fra nutidige lærde, der erklærer eller antyder, at jihad ikke var en afgørende motivationsfaktor bag den oprindelige muslimske erobring af det meste af den iberiske halvø af arabisk-berberiske hære. Fernandez-Morera påpeger, at den pæne, renskurede udlægning af jihad som "indre kamp", der findes i Vesten i dag, ikke understøttes af de muslimske eller kristne krøniker. Og han er ikke hævet over brug af en smule spids ironi:

"Nu er det bestemt muligt, at de middelalderlige muslimske lærde, der i århundreder havde tolket de hellige islamiske tekster, såvel som de muslimske militære ledere (heriblandt måske Muhammed selv, når han førte sine hære i kamp mod de vantro, der ikke ville underkaste sig) misforstod (i modsætning til nutidens eksperter i Islamiske Studier) den primært fredelige og "defensive" betydning af "jihad", og at muslimske hære, som resultat heraf, fejlagtigt drog ud og - altid defensivt - besejrede halvdelen af den kendte verden." (Kapitel 1)

Desuden, når man rådfører sig med teksterne fra maliki-skolen for ​​islamisk fiqh (retslære), der dominerede i al-Andalus, så ...

"... taler de om krig mod de vantro - en hellig kamp, eller hellig krig, eller hellig anstrengelse eller hvilket navn man end måtte vælge at give denne religiøst befalede krig mod de vantro. (...) Så det, som mange akademikere fra Islamiske Studier i dag kalder den "mindre jihad" i modsætning til den "større jihad " (den "åndelige"), viser sig at være den eneste jihad, der blev undersøgt i de malikitiske religiøse afhandlinger og reelt blev praktiseret i det islamiske Spanien." (Kapitel 1)

Jeg begyndte at læse The Myth of the Andalusian Paradise, mens jeg var ved at afslutte læsningen af Perfect Soldiers, veteranjournalisten Terry McDermotts bog om 9/11-flykaprerne. Det var slående, tilmed skræmmende, at møde den samme retorik fra islamiske kilder over et tidsspand på mere end 1300 år; den ene nutidig, den anden fra den islamiske erobrings tidlige tider. Især:

"Denne villighed til at dø udtrykkes f.eks. i ordene af det islamiske kalifats arabiske hærfører, Khalid Ibn Walid, i 633, da han gav perserne ordre til at underkaste sig islam, ellers ...: 'Ellers kommer I til at møde et folk, der elsker døden lige så meget, som I elsker livet.'" (Kapitel 1)

Den samme retorik kan høres i vores tid fra Hamas, fra Osama bin Laden, fra Fort Hood-morderen, fra jihadister i USA, i Frankrig, i Storbritannien. Alt i sidste ende afledt af Koranen 62:6.

Fernandez-Morera citerer en række maliki- og andre middelalderlige islamiske kilder, der med henvisning til Medina-suraer understreger jihad som det at bekæmpe de vantro, der ikke konverterer eller underkaster sig, og bemærker, at Bukharis hadith-samling ophøjede den form for jihad til den mest centrale forpligtelse for frie muslimske mænd næst efter at tro på Allah og hans Profet.

Fernandez-Morera bemærker også nogen uenighed om, hvor sent i islams historie tanken om indre-kamp jihad og defensiv jihad kan være opstået. I Destiny Disrupted, daterer Tamin Ansary udbredelsen af "indre jihad" som den "større jihad" til sufier i den abbasidiske periode, (s. 107) selv om nogle sufi-ordener, hvilket han også påpeger, i realiteten blev krigerordener (s. 167). (Den oprindelige forbindelse til Muhammed [af begrebet "større jihad", o.a.] sker desuden via en erklæring fra en af hans ledsagere, som er af tvivlsom autenticitet og tilsyneladende ikke forekommer i nogen af de seks autoritative hadith-samlinger.) Fernandez-Morera har helt ret, når han insisterer på, at begrebet korstog (en sen og begrænset udvikling i kristendommen, som krævede pavelig autorisation) er helt forskelligt fra begrebet jihad (en universel forpligtelse for frie muslimske mænd, der var gældende fra islams begyndelse).

De oprindelige muslimske invasioner indbefattede tabiun [generationen af muslimer, der var født efter profeten Muhammeds død, og som var samtidige med hans sahaba (følgesvende/fæller), o.a.], der var ansvarlige for oprettelsen af et korrekt islamisk styre og de første moskeer. Som med invasionerne af det sassanidiske Persien indebar det afbrænding af erobrede bøger om filosofi og logik. Beviserne for at motiverne var religiøse er omfattende og kommer bl.a. fra arkæologien:

"Mønter præget i Nordafrika kort før invasionen af Spanien påkalder Allahs beskyttelse til jihad." (Kapitel 1).

Ideen om separate politiske og religiøse motiver holder dårligt, og de islamiske historiske beretninger selv er helt klare angående de religiøse motiver bag erobringen. Muslimske krøniker nævner ødelæggelsen af kirker - sædvanligvis i triumferende vendinger og ofte for at fejre deres omdannelse til moskeer (kapitel 1). Det sydlige Spanien i dag har ingen kirker bygget før den katolske generobring (kapitel 2).

Destruktiv erobring

Hastigheden af den islamiske erobring (mindre end 10 år) var, som Fernandez-Morera påpeger, ikke historisk enestående, og blev fremhjulpet af dybe splittelser indenfor eliten i det visigotiske rige. Han bruger den arabiske erobring af Persien til at illustrere de fælles mønstre i erobringerne i hver sin ende af den Middelhavs-Mellemøstlige region. Villigheden til at tilbyde beskyttelse til gengæld for (ydmygende) underkastelse som et alternativ til krig og død eller slaveri var en del af erobringsstrategien. (Mongolerne skulle senere tilbyde et meget lignende valg; de fleste erobrere tilbyder en version af det - i islam er det helliggjort og inkorporeret som standardmåden at behandle ikke-troende på.)

Uden at benægte dets svagheder og undertrykkelse af jøder og kættere, søger Fernandez-Morera at rehabilitere det visigotiske rige og argumenterer for, at den islamiske erobring indebar ødelæggelsen af en spirende civilisation bygget på romerske, germanske og kristne fundamenter. Han bemærker at:

"Spanien var under romersk kontrol og indflydelse længere end noget andet vestligt land udenfor Italien og producerede flere latinske forfattere og kejsere end nogen anden romersk provins. (...) Visigoterne var det mest romaniserede af alle de folk, der overtog det latinske romerske imperium..." (Kapitel 2).

Det var en civilisation, der var juridisk innovativ - havde regerende dronninger - og hvis oprettelse var langt mindre forstyrrende end den efterfølgende muslimske erobring. Muslimske kilder henviser til rigdommen og pragten af det samfund, de besejrede (selvom målestokken for rigdommen hovedsagelig var det erobrede krigsbytte).

Fernandez-Morera påpeger hvor dybt umuligt det er, at en arabisk ledet hær, hovedsageligt bestående af berber-nomader, på en eller anden måde skulle have hævet det kulturelle niveau af en by-civilisation, der trak på romersk og klassisk arv. Især i betragtning af, at meget af det kulturelle raffinement, som den arabiske elite havde erhvervet, var kommet fra dens iranske og kristen-græske undersåtter. Han afviser ret bidende tanken om, at den islamiske verden "bevarede" arven efter græsk tænkning, eftersom det græsk-romerske imperium aldrig mistede den, og at det var islamisk erobring og piratvirksomhed, der dybtgående forstyrrede de tidligere forbindelser henover Middelhavet (kapitel 2).

At være romere

Fernandez-Morera deler min modvilje mod udtrykket "byzantiner" om folk, der opfattede sig selv som romere og blev kaldt således af deres samtidige:

"... udtrykket "Det Byzantinske Rige" blev opfundet i 1557 af den tyske lærde Hieronymous Wolf - der som protestant ikke kan have været sympatisk indstillet over for østlige (eller ortodokse) kristne - for at antyde, at disse kulturelt græske folk i Det Østromerske Rige ikke var romere, og på en eller anden måde ikke engang grækere ...
Lærde fra det 18. århundrede, som Montesquieu, der foragtede den ortodokse kristendom, måske endnu mere end den romersk katolske, overtog udtrykket for dermed at understrege, at disse formodentlig tilbagestående kristne grækere intet havde til fælles med de hedenske grækere, der var genstand for beundring i Oplysningstiden." (Kapitel 2).

Om den anden

Et af Fernandez-Moreras vedvarende temaer er, hvordan sidestillingen af muslimer med kristne og jøder medførte stor bekymring for (især blandt religiøse lærde, gejstlige, præster og rabbinere), at nogle af de troende skulle hoppe af ved lyden af de andre religioners lokketoner. Et af de stærkeste reaktioner på det at leve sammen med andre religiøse samfund var at markere stærkere, hvad der adskilte dem.

Hvad de jødiske samfund angår, førte dette til en stærk indsats mod de ikke-rabbinske karaitter [jøder, der afviser de mundtlige traditioner, Mishna og Talmud, o.a.], som blev marginaliseret. Rabbinerne havde klart en interesse i at skabe fjendskab mod dem, der afviste deres autoritet, men det er også klart, at deres succes delvis var baseret på deres succes med at skildre karaitterne som en vej til frafald fra det jødiske samfund (Kapitel 6).

Men der var lignende bekymringer og analoge reaktioner inden for de kristne og muslimske samfund. Bortset fra, selvfølgelig, at muslimerne var det herskende samfund, således at islamisk lov - administreret af ulama, de religiøse lærde - styrede alt. Eksistensen af betydelige kristne og jødiske samfund havde tendens til at styrke ulamaens rolle:

"Som flere spanske og franske forskere har påpeget, var der intet andet sted i det islamiske imperium, hvor de islamiske gejstliges indflydelse på det daglige liv var så stærk som i al-Anadalus." (Kapitel 3)

Al-Andalus var domineret af maliki-retsskolen, der opfattede afgørelser truffet af tidlige rashidun-kalifer, især Umar, som retskilder. Dette gjaldt også Umars Pagt eller Betingelse. Den andalusiske maliki-retslære var intolerant over for tilhængere af andre islamiske retsskoler, for ikke at tale om ikke-muslimer:

"... den islamiske praksis i Spanien var meget strengere end i Østen. Om noget, synes tilstedeværelsen af store katolske befolkninger mod nord og i deres midte, plus mange af disses konversion til islam, at have forstærket de andalusiske gejstliges iver efter at overholde maliki-reglerne. Med andre ord: I stedet for at være befordrende for tolerance, skærpede det tætte samliv med kristne islamismen i al Andalus." (Kapitel 3).

Den andalusiske maliki-retslære forbød musikinstrumenter og sang. Forbuddet slog ikke helt igennem, men var alligevel en stor hindring for udviklingen af en musikkultur. Bekymringer om streng renhed i livsførelsen stillede sig også i vejen for samliv, eftersom retsskolens grundlægger:

"... forbød at bruge vand, der var efterladt af en kristen, eller til renselse at bruge hvad som helst en kristen havde berørt, eller at spise mad efterladt af en kristen." (Kapitel 3)

Disse og andre regler om føde-renhed indebar, at det at "bryde brød sammen" ikke var en praktisk mulighed mellem en from muslim og en kristen. Som jeg tidligere har nævnt, er det ikke moral, der afstiver gejstlighedens rolle som retskaffenhedens vogtere, men moralske tabuer.

Alene det, at tre forskellige religiøse samfund levede i de samme byer og under de samme herskere, betød ikke, at der foregik megen sammenblanding ud over den, der var nyttig for handel. Offentlig fejring af ikke-muslimske religiøse fester f.eks. var forbudt. At bo i forskellige områder var en praktisk løsning på de religiøse barrierer mod blanding:

"... frygt for 'den anden' som en kilde til indflydelse og mulig omvendelse, de tre religioners markante forskelle i tilbedelse og renselsespraksis samt de religiøse loves ekskluderende diktater og advarsler mod socialt samkvem med andre grupper, gjorde det i bedste fald vanskeligt at leve samen - selv indenfor den samme boligblok." (Kapitel 3)

Efterhånden som Reconquista'en [den kristne generobring af Spanien, o.a.] skred frem, udstedte muslimske gejstlige fatwaer, der opfordrede muslimer til at forlade de kristent styrede områder. Presset på især kristne var så stort, at den sidste andalusiske stat, Granada-emiratet, i det store og hele blev en kristen-fri stat (kapitel 7). (Det katolske Spanien ville selvfølgelig i sidste ende fordrive alle dets åbenlyse jøder og muslimer.) Den sidste emir af Granada insisterede i overgivelsestraktaten på en bestemmelse om, at ingen jøde ville få autoritet over nogen muslim eller inddrive skatter fra dem (Kapitel 3). Fernandez-Morera bemærker, at Muwatta, en vigtig kilde til især maliki retslære, siger at:

"Zakat [almisseskat] pålægges muslimerne for at rense dem og for blive givet tilbage til de fattige, mens jizya pålægges Bogens Folk for at ydmyge dem." (Kapitel 1)

Alligevel er der denne vedvarende myte om andalusisk convivencia. Især under umayyaderne var der betydelig undertrykkelse internt og regelmæssige plyndringstogter og angreb eksternt:

"De fejrede umayyader hævede faktisk religiøse og politiske forfølgelser, inkvisitioner, halshugninger, spidninger og korsfæstelser til højder, som var uden sidestykke hos nogen anden hersker før eller efter i Spanien." (Kapitel 4)

Noget, som Fernandez-Morera fastslår på basis af både muslimer og katolske kilder. Konsekvenserne er ikke alt for opmuntrende for en naiv multikulturalisme:

"... det multikulturelle og pluralistiske al-Andalus var plaget af religiøse, racemæssige, politiske og sociale konflikter, således at de mest succesrige herskere måtte anvende brutal og skræmmende magt for at forhindre stedet i at gå i opløsning, hvilket det i sidste ende gjorde. (...)
I modsætning hertil præsenterede de relativt mere etnisk og religiøst forenede katolske kongeriger ikke de samme problemer for deres herskere og krævede derfor ikke de samme drastiske løsninger." (Kapitel 4).

Og efter at have afsluttet Reconquista'en, (for at fortsætte historien lidt længere end Fernandez-Morera gør), var de spanske og portugisiske katolske rigers endelige svar at bruge tvangsomvendelser og udvisninger for at genskabe en sådan enhed.

Kvinders status

Det er ikke overraskende, at bekymringen for at skabe en klar differentiering mellem de troende og andre trosretninger, ramte kvinder særlig hårdt. Jo højere den muslimske kvindes status var (en status, som var afledt af den vigtigste mand i hendes liv), jo strengere var kravene til differentiering.

De andalusiske kvinders kulturelle og andre aktiviteter, som nævnes af dem, der er ivrige efter at udbrede convivencia-fortællingen, var enten udført af slavepiger (eller blev tilskrevet slavepiger i den højt priste kærlighedsdigtning) eller på anden måde begrænset til den private sfære. Samtidig, som man kunne forvente i et samfund med flerkoneri, hvor tyveri af vantro kvinder var helliggjort, var seksuelt slaveri almindeligt. Så almindeligt, at der (i kombination med de ovennævnte udvisninger) er meget få arabiske eller berberiske genetiske aftryk i den nuværende spanske befolkning. Omvendt var situationen for katolske kvinder i det katolske Spanien markant bedre end for muslimske kvinder i al-Andalus (Kapitel 5).

Underkastelse og herredømme

Angående dhimmi-systemet for kristne og jøder der i convivencia-modellen præsenteres som oplyst tolerance:

"'Beskyttelsessystemet' var således i virkeligheden et udnyttelses- og underkastelsessystem." (Kapitel 7).

Med muslimske historikere, der understreger, at de forskellige betingelser og krav var struktureret til at ydmyge jøder og kristne. Vi kan heller ikke finde denne påståede andalusiske tolerance andre steder:

"Der var ikke mere tolerance-kultur i det, der var tilbage af det kristne samfund i islamisk Spanien, end der var i de muslimske eller jødiske samfund." (kapitel 7)

Et problem, der eksisterede forud for den muslimske erobring. Efter omvendelsen af kong Reccared (r. 588-601) til katolicismen (589), forfulgte visigotisk lov arianismen og jødedommen i den hensigt at udrydde dem begge. Dette havde den ikke held med, men det jødiske samfund blev i den grad fremmedgjort, at de invaderende muslimer med succes kunne bruge dem som allierede mod de kristne. Fernandez-Morera bemærker forskellige paralleller mellem kristnes, muslimers og jøders love og regler for udelukkelse (kapitel 7).

Det andalusiske muslimske samfund var lagdelt:

"Araberne var øverst på den sociale rangstige, med berberne i midten, efterfulgt af frigivne hvide muslimske slaver, der var blevet mawali; muladierne, yderligere inddelt i første-generations konvertitter og resten, besatte et lavere trin, over dhimmier og slaver nederst." (Kapitel 7)

Med muladierne som en tilbagevendende kilde til uro og oprør.

Noget, der tydeligt irriterer Fernandez-Morera særligt, er, hvordan islamisk imperialisme i Spanien ofte får en bemærkelsesværdig gunstig behandling af engelsktalende forskere, mens katolsk modstand ignoreres eller bagatelliseres. Han bemærker ...

"... den relative videnskabelige forsømmelse af de kristne kilder til den islamiske erobring som vidnesbyrd om de kristnes tab - en forsømmelse af vision de los vencides ("de overvundnes synspunkter eller vidnesbyrd"), der eksempelvis ikke forekommer i studier af den spanske erobring af Amerika." (Kapitel 7)

Han fortsætter:

"Konsekvensen er klar: Disse mennesker burde være taknemmelige over for de tolerante muslimske autoriteter for så nådigt at tillade dem at praktisere deres religion. Lige meget med den lave status, som kristne dhimmier og endda muladier havde i det muslimske samfund; de hårde restriktioner, de levede under; den afpresning og ydmygelse de led under gennem deres særlige 'skatter' (jizya); ødelæggelsen af deres gamle kirker (...) eller endda de hårdere straffe, som kristne fik for at overtræde islamiske love. Disse straffe omfattede drastiske indgreb såsom etnisk udrensning (...). Straffene omfattede også, som vi har set gentagne gange, henrettelser på de mest smertefulde og offentlige måder.
Sådan var ånden af det islamiske Spaniens 'convivencia', hvilken Norman Roth hylder som 'en af de mange ting, der gjorde Spanien stort, og som resten af Europa kunne have lært af til egen gavn'." (Kapitel 7)

Fernandez-Morera samler trådene i epilogen, herunder bogens centrale tese:

"Få perioder i historien har været mere urigtigt fremstillet end det islamiske Spanien."

En forvanskning, der vildt overdriver islamisk tolerance og behandler visigotisk Spaniens resultater - samt underkuelsen af kristne og jøder - bemærkelsesværdigt affærdigende. The Myth of the Andalusian Paradise er på én gang et informativt korrektiv til megen historisk forvanskning og en bekymrende dokumentation af forskning, der systematisk går galt.

Motiveret forvanskning

I sin Introduktion kæmper Fernandez-Morera med spørgsmålet om, hvorfor denne vedholdende videnskabelige mytologisering har fundet sted. Han nævner forskellige muligheder, herunder de betydelige strømme af muslimske oliepenge til finansiering af akademisk aktivitet - med tilhørende pression:

"Uden tvivl har professionel selvbevarelse samt politisk korrekthed og økonomi påvirket akademisk forskning inden for visse fagområder - i modsætning til den frygtløshed, som professorer har demonstreret, når de afslørede rædsler indenfor sådanne sprængfarlige forskningsområder som det kristne Europa (afbrændingen af hekse! kolonialisme!) og det katolske Spanien (den allestedsnærværende spanske inkvisition!). Islamisk Spanien er ingen undtagelse fra denne regel. Universitetsforlag ønsker ikke at komme i vanskeligheder ved at præsentere et islamisk herredømme - end ikke fra århundreder tilbage i tiden - som andet end en positiv begivenhed, og akademiske specialister undlader helst at give en negativ skildring af et emne, der giver dem smør på brødet. Derudover har frygt for at blive beskyldt for 'islamofobi' lammet mange akademiske forskere." (Introduktion)

Farcen i forbindelse med, at Yale University Press udgav et værk om Muhammed-tegningerne uden tegninger, giver ham et glimrende illustrativt eksempel. Det er ikke overraskende, at bogens introduktion også indeholder en kraftig opfordring til at fokusere på, hvor beviserne fører os hen, samtidig med at vi er opmærksomme på konteksten af det, vi bruger som bevis.

Der eksisterer også, som Fernandez-Morera påpeger, noget af en fordom mod religiøse motiver som forklaringer:

"Undladelse af at tage den religiøse faktor i de islamiske erobringer alvorligt, er karakteristisk for en bestemt type materialistisk vestlig historieskrivning, som finder det ubehageligt at acceptere, at krig og viljen til at dræbe og dø i den, kan være resultatet af en persons religiøse tro - en hindring for forståelse, der kan afspejle den rolle, som religiøs tro spiller i mange akademiske historikeres liv." (Introduktion)

Og endnu mere i andre grene af humaniora og samfundsvidenskab.

Der er selvfølgelig noget af en tradition i engelsk-sprogede skrifter for at være på nakken af det katolske Spanien; en tradition holdt i live, i det mindste i den folkelige bevidsthed, af fortællingerne om Gloriana [dronning Elizabeth 1, o.a.] og Den Spanske Armada.

Efter at have noteret "interessent"-problemet, foreslår Fernandez-Morera at:

"Eller måske har den betænkelige konstruktion - siden det 18. århundredes Oplysning - af et varieret, tolerant og lykkeligt islamisk Spanien været en del af et forsøg på at sælge en bestemt kulturel dagsorden." (Introduktion).

Ja, afgjort. Desuden:

"I de sidste par årtier har denne ideologiske mission taget form af 'presentisme', en akademisk sponsoreret bestræbelse på at udtrykke fortiden i nutidige termer, og således genfortolke den for at tjene nutidige studier i 'multikulturalisme', 'mangfoldighed' og 'fred', der nødvendiggør afvisning af ethvert syn på fortiden - under betegnelser som retrograd, chauvinistisk eller værre, 'konservativ' - der måtte være i konflikt med den progressive dagsorden." (Introduktion)

Noget, som den akademiske verdens svindende ideologiske mangfoldighed (især i humaniora) har tendens til at forværre.

Men alligevel: så længe forskere som Fernandez-Morera er villige til at svinge den videnskabelige økse mod prætentiøs fromhed, er der håb.

---

Oversættelse: Bombadillo