Et billede taget i 1943 af stormuftien af Jerusalem Hajj Amin el-Husseini der inspicerer bosnisk-muslimske tropper - en enhed af "Handschar (Krumsabel)-divisionen" i Waffen SS, som han personligt rekrutterede for Hitler.

Arabiske ledere og medier har længe haft travlt med at sammenligne Israel med naziregimet, samtidig med at de har reduceret omfanget af Holocaust. Denne besættelse af at bagvaske og modarbejde det jødiske folk og den jødiske stat har været under fuld udfoldelse de seneste måneder [omkring år 2000], og nåede et højdepunkt - eller snarere et lavpunkt - dagen før pave Johannes Paul II besøgte Tempelbjerget under hans pilgrimsfærd til Det Hellige Land. Stormuftien af Jerusalem, sheik Ekrima Sabri, holdt, blot nogle timer før han var vært for paven, en række presse-interviews, hvor han først fortalte AP: "Tallet på 6 millioner jøder dræbt under Holocaust er overdrevet, og bruges af israelerne til at vinde international støtte (...). Det er ikke mit problem. Muslimer gjorde ikke noget i den forbindelse. Det var et værk af Hitler, der hadede jøder," hævdede den skarp-tungede mufti - en person, der er udnævnt af den palæstinensiske leder Yasser Arafat. "6 millioner? Det var langt mindre," gentog Sabri for en italiensk avis. "Det er ikke min skyld, hvis Hitler hadede jøderne. Men uanset hvad, så hader de dem stort set overalt." Muftien afsluttede dagen med Reuters og anklagede: "Vi fordømmer alle massakrer, men jeg kan ikke se, hvorfor en bestemt massakre skal udnyttes til politisk gevinst og afpresning." Men det er en kendsgerning, at der var et veldokumenteret, blomstrende forhold mellem den arabisk/muslimske verden og Nazi-Tyskland, hvor den måske mest markante figur, der forbandt Hitler med Mellemøsten, var ingen anden end Sabris egen forgænger, stormuftien af Jerusalem, Hajj Amin el-Husseini. [1] Her er en kort gennemgang af dette mørke, oversete kapitel i historien:

Førerens mufti: Efter 1. Verdenskrig kappedes Europas stormagter om kontrol over Mellemøstens oliefelter og handelsruter, med Frankrig og Storbritannien i besiddelse af mandater over det meste af regionen. I 1930'erne søgte de fascistiske regimer, der opstod i Italien og Tyskland, større indflydelse i området og begyndte at opmuntre arabiske ledere til at gøre oprør mod deres britiske og franske vogtere. Blandt deres mange villige sammensvorne var Jerusalems mufti Hajj Amin el-Husseini, der flygtede fra Palæstina efter at have agiteret mod briterne under Det Arabiske Oprør i 1936-39. Han fandt tilflugt i Irak - et andet af Hendes Majestæts mandater - hvor han igen toppede den britiske liste over mest efterspurgte efter at have trukket i trådene bag det irakiske statskup i 1941. Opstanden i Bagdad blev orkestreret af Hitler som del af en strategi om at sætte regionen under pres mellem Rommels tropper i Nordafrika, tyske styrker i Kaukasus og pro-nazi styrker i Irak. Men i juni 1941 slog britiske tropper oprøret ned, og muftien undslap via Teheran til Italien og til sidst til Berlin.

Vel ankommet til Berlin fik muftien en entusiastisk modtagelse af "Islamische Zentralinstitut" og hele det tyske islamiske samfund, der hilste ham velkommen som "den arabiske verdens Führer". I en indledende tale kaldte han jøderne "muslimernes mest rasende fjender" og et "stadigt korrumperende element" i verden. Husseini blev snart en æret gæst hos nazi-toppen og mødtes flere gange med Hitler. Han lagde personligt pres på Føreren imod planen om at lade jøder forlade Ungarn, af frygt for at de ville tage til Palæstina. Han greb også kraftigt ind, da Adolf Eichman forsøgte at lave en aftale med den britiske regering om at udveksle tyske krigsfanger med 5000 jødiske børn, som også kunne være flygtet til Palæstina. Muftiens protester overfor SS lykkedes, da børnene i stedet blev sendt til dødslejre i Polen. En tysk officerer bemærkede i sin dagbog, at muftien ville have foretrukket, at jøderne "helst alle blev dræbt". Under et besøg i Auschwitz formanede han angiveligt vagterne, der drev gaskamrene, til at arbejde mere flittigt. Gennem hele krigen optrådte han regelmæssigt i tyske radioudsendelser til Mellemøsten, hvori han prædikede sit pro-nazistiske, antisemitiske budskab til de arabiske masser derhjemme.

For at vise taknemmelighed overfor sine værter rejste muftien i 1943 flere gange til Bosnien, hvor han på ordre fra SS rekrutterede den berygtede "Handschar-division", en særlig bosnisk Waffen SS-enhed, der slagtede 90% af Bosniens jøder og nedbrændte utallige serbiske kirker og landsbyer. Disse bosniske muslimske rekrutter vandt hurtigt yndest hos SS-chef Heinrich Himmler, der oprettede en særlig Mullah Militærskole i Dresden.

Den eneste betingelse, som muftien stillede for sin hjælp, var, at når Hitler havde vundet krigen, så skulle hele den jødiske befolkning i Palæstina likvideres. Efter krigen flygtede Husseini til Schweiz og derfra via Frankrig videre til Cairo, hvor han blev varmt modtaget. Muftien brugte penge-midler, der tidligere var modtaget fra Hilter-regimet, til at finansiere den nazi-inspirerede Arabiske Befrielseshær, der terroriserede jøder i Palæstina.

Den arabiske tilslutning til nazismen: Husseini repræsenterer den fremherskende pro-nazistiske holdning i den arabisk/muslimske verden før, under og endda efter Holocaust. Den nazi-arabiske forbindelse eksisterede allerede, da Adolf Hitler først greb magten i Tyskland i 1933. Nyheden om den nazistiske magtovertagelse blev med stor entusiasme hilst velkommen af de arabiske masser, da de første lykønskningstelegrammer, som Hitler modtog efter udnævnelsen til kansler, kom fra den tyske konsul i Jerusalem, efterfulgt af dem fra flere arabiske hovedstæder. Kort efter blev partier, der imiterede nationalsocialisterne, grundlagt i mange arabiske lande, som f.eks. "Hisb-el-qaumi-el-suri" (PPS) eller Syriens Socialnationalistiske Parti. Dets leder, Anton Saada, førte sig frem som den syriske nations Führer, og Hitler blev kendt som "Abu Ali" (i Egypten var hans navn "Muhammed Haidar"). PPS-banneret viste hagekorset på en sort-hvid baggrund. Senere var en libanesisk gren af PPS - som stadig modtager ordrer fra Damaskus - involveret i mordet på den libanesiske præsident Pierre Gemayel.

Det mest indflydelsesrige parti af dem, der efterlignede nazisterne, var "Unge Egypten", der blev grundlagt i oktober 1933. De havde stormtropper, fakkeltog og bogstavelige oversættelser af nazistiske slogans - som "Ét folk, ét parti, én leder". Nazistisk antisemitisme blev kopieret med opfordringer til at boykotte jødiske virksomheder og fysiske angreb på jøder. Storbritannien havde en bitter oplevelse med denne pro-tyske stemning i Egypten, da den officielle egyptiske regering undlod at erklære krig mod den tyske Wehrmacht, da tyske tropper var på nippet til at erobre Alexandria.

Efter krigen, i juli 1952, var et medlem af Unge Egypten ved navn Gamal Abdul Nasser blandt de officerer, der ledede revolutionen i Egypten. Deres første handling - helt i Hitlers fodspor - var at forbyde alle andre parter. Nassers Egypten blev et sikkert ly for nazistiske krigsforbrydere, heriblandt den SS-general, der var ansvarlig for mordet på det ukrainske jødiske samfund; han blev Nassers livvagt og nære kammerat. Alois Brunner, en anden ledende nazistisk krigsforbryder, fandt ly i Damaskus, hvor han i mange år tjente som seniorrådgiver for den syriske generalstab.

Sami al-Joundi, en af grundlæggerne af det regerende Syriske Baath-parti, husker: "Vi var racister. Vi beundrede nazisterne. Vi var opslugt af at læse nazistisk litteratur og bøger (...). Vi var de første, der tænkte på en oversættelse af Mein Kampf. Enhver, der levede i Damaskus på det tidspunkt var vidne til den arabiske hældning mod nazismen."

Disse tilbøjeligheder forsvandt aldrig helt. Hitlers Mein Kampf rangerer i øjeblikket [2000] som nummer 6 på best-seller-listen blandt palæstinensiske arabere.

Luis Al-Haj - [nazistisk konvertit til islam og] oversætter af den arabiske udgave - skriver glødende i forordet om, hvordan Hitlers "ideologi" og hans "teorier om nationalisme, diktatur og race (...) har fremgang især blandt vore arabiske stater." Da det palæstinensiske politi først hyldede Arafat i selvstyreområderne, gav de ham den berygtede nazi-hilsen - højre arm strakt skråt opad.

PLO og især Arafat selv gør ingen hemmelighed ud af kilden til deres inspiration. Stormuftien el-Husseini æres af PLO som en helt. Det skal bemærkes, at PLO's ledende skikkelse i det østlige Jerusalem i dag [år 2000], Faisal Husseini, er barnebarn af Førerens Mufti. Arafat betragter også stormuftien som en respekteret lærer og leder, og i 1985 erklærede det for en ære at følge i hans fodspor. Ikke underligt. I 1951 indskrev en nær slægtning af muftien ved navn Rahman Abdul Rauf el-Qudwa el-Husseini sig ved universitetet i Cairo. Studenten besluttede at skjule sin sande identitet og indskrev sig som "Yasser Arafat".

Noter

[1] Muftien af Jerusalem, Hajj Amin al-Husseini var den senere berygtede nazist, der blandede nazistisk propaganda sammen med islam. Han var af ​​Jugoslavien eftersøgt for krigsforbrydelser i Bosnien. Hans blanding af militant propaganda for islam var en inspiration for både Yasser Arafat og Saddam Husein: Han var også en nær slægtning til Yasser Arafat og bedstefar til den nuværende mufti på Tempelbjerget. "Arafats rigtige navn var Abd al-Rahman abd al-Bauf Arafat al-Qud al-Husseini. Han forkortede det for at skjule sit slægtskab med den berygtede nazist og eks-mufti af Jerusalem, Hajj Muhammed Amin al-Husseini." Howard M. Sachar, A HISTORY OF ISRAEL (New York: Knopf, 1976). Bet Agron International Center i Jerusalem interviewede Arafats bror og søster, der beskrev muftien som en fætter (et familiemedlem) med enorm indflydelse på den unge Yassir, efter at muftien var vendt tilbage til Cairo fra Berlin. Yasser Arafat selv hemmeligholdt sin nøjagtige afstamning og fødeby. Saddam Hussein voksede op i huset tilhørende sin onkel Khayrallah Tulfah, der var leder af muftiens pro-nazistiske kup i Irak i maj 1941.

---

Oversættelse: Bombadillo