Somaliske jihad-pirater

Efterhånden som nyheden om US Navy SEALS' vellykkede redning af kaptajn Richard Phillips - i sidste uge taget som gidsel af muslimske pirater ud for Somalias kyst - forsvinder fra overskrifterne og går i glemmebogen, kan vi begynde at bore dybere i spørgsmålet om piratvirksomheden ud den østafrikanske kyst.

Hvad der er klart, er, at den amerikanske regering behandler sagen som en kriminalsag, fordi embedsmænd "ikke har fundet noget direkte bånd" mellem de østafrikanske pirater og regionale eller internationale terrorgrupper.

Men i virkeligheden er de, der betegnes som blot "kriminelle", faktisk jihadistiske, muslimske pirater, og det gør de klart for enhver, der vil lytte. Først og fremmest - de somaliske pirater opfatter ikke sig selv som "pirater", men betragter i stedet sig selv som hengivne muslimer, der beskytter Somalia mod det vantro Vesten. Som en pirat udtrykte det for en Reuters-journalist for blot få dage siden: "Vi er muslimer. Vi er marinesoldater, kystvagter - ikke pirater."

Ifølge en nylig rapport i Radio Garowe, en lokal radiostation i Puntland i det nordlige Somalia, er muslimske pirater blevet rost for "at beskytte kysten mod Allahs fjender" af sheik Mukhtar Robow ("Abu Mansur"), en terroristleder og talsmand for den radikale islamistiske og al-Qaeda-forbundne gruppe, al-Shabaab al-Mujahedeen (klassificeret af det amerikanske udenrigsministerium som en global terror-organization). Den 12. april udtalte sheik Hassan Abdullah Hersi al-Turki, leder af det al-Shabaab-forbundne Mu'askar Ras Kamboni (også klassificeret af det amerikanske udenrigsministerium som en terror-organisation) til Somalisk radio: "Jeg kan sige, at piraterne er en del af mujahedeen [religiøse krigere], fordi de er i krig med kristne lande, der ønsker at misbruge den somaliske kyst."

Ifølge et Reuters-interview sidste sommer med Andrew Mwangura, leder af Det Østafrikanske Søfarendes Assistance Program, er "hele den somaliske kyst nu under islamisternes kontrol (...). Ifølge vores oplysninger, går de penge, de får ind gennem pirateri og løskøbelse, til at støtte al-Shabaab-aktiviteter på land." Med andre ord bidrager muslimske piraters aktiviteter ud for Somalias kyst til at støtte den større jihad, der finder sted i Østafrika.

Al-Qaeda-leder Osama bin Laden lovpriste de oprørske somaliske jihad-gruppers bestræbelser i sin tale på bånd til det somaliske folk den 19. marts 2009, og sagde, at de er involveret i "en krig mellem islam og det internationale korstog". Han beskrev de somaliske jihadister som "en af de vigtige hære i den islamiske mujahidin-bataljon, og er den første linje i forsvaret for den islamiske verden i dens sydvestlige del". Udskriften af lydbåndet er netop blevet frigivet af NEFA Foundation.

Intet af dette er faktisk nyt. Den 10. marts 2009, før det seneste piratangreb, der bragte dette spørgsmål på forsiderne, fordi det var et angreb på et amerikansk-flagende fartøj, var Somalia allerede et amerikansk nationalt sikkerhedsproblem. Som en del af "Efterretningstjenestens årlige trusselsvurdering" vidnede Dennis Blair, direktør for National Intelligence, og generalløjtnant Michael Maples, direktør for Defense Intelligence Agency, for Senatets Armed Services Committee om den hastigt forværrende sikkerhedssituation i Somalia og omgivende regioner, samt etableringen af al-Qaeda og dets allierede i Østafrika. Som Blair kortfattet udtrykte det: "Vi vurderer, at terrortruslen mod amerikanske interesser i Østafrika, primært fra al-Qaeda og al-Qaeda-relaterede islamiske ekstremister i Somalia og Kenya, vil stige i det kommende år, fordi al-Qaedas østafrikanske netværk fortsætter med at planlægge operationer mod USA samt vestlige og lokale mål, og fordi den Somalia-baserede terrorgruppe, al-Shabaabs indflydelse vokser." Generalløjtnant Maples fremhævede al-Shabaabs og al-Qaedas langvarige alliance og uddybede Efterretningstjenestens bekymring: "Samarbejde mellem al-Qaeda-inspirerede ekstremister i hele regionen styrker al-Qaedas fodfæste i Afrika." Maples gjorde det også klart, at efterretningsanalytikere forventer, at al-Shabaab inden længe officielt vil fusionere med al-Qaeda. De deklassificerede vidnesbyrd er blevet frigivet.

Der er endda voksende bekymring over den stigende islamistiske fundamentalisme blandt somaliske samfund i USA. En CBS nyhedsudsendelse rapporterede den 3. marts 2009, at mindst 20 somalisk-amerikanske mænd fra Minneapolis, der rummer et somalisk indvandrersamfund på 70.000 mennesker, forlod USA i 2008 for at slutte sig til al-Shabaabs rækker, for at blive trænet i deres terrorist-lejre i Somalia og føre jihad. Et eksempel er Shirwa Ahmed, en uddannet fra Minnesotas Universitet, der gik over i historien ved, ifølge FBI-direktør Robert Mueller, at være det første registrerede tilfælde af en amerikansk statsborger, der er blevet selvmordsbomber - han sprængte sig selv i luften i det nordlige Somalia den 28. oktober 2008 og myrdede mindst 30 civile.

Truslen fra muslimsk jihad-pirateri er lige så gammel som Amerika selv. I London i 1786 mødtes Thomas Jefferson og John Adams med Sidi Haji Abdul Rahman Adja, den tripolitanske ambassadør i Storbritannien, om spørgsmålet. De amerikanske ambassadører i hhv. Frankrig og Storbritannien, Jefferson og Adams mødtes med ambassadør Adja for at forhandle en fredsaftale i stand og for at beskytte USA mod truslen fra det pirateri, der udgik fra Barbaresk-staterne. Barbaresk-staterne, nutidens Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen, kendes kollektivt i den arabiske verden som Maghreb ("Solnedgangens Land"), og angiver islams territoriale besiddelser vest for Egypten.

De to kommende USA-præsidenter spurgte ambassadøren, hvorfor hans regering var så fjendtlig over for den nye amerikanske republik, selv om Amerika ikke havde gjort noget for at fremkalde et sådant fjendskab. Ambassadør Adja svarede dem i utvetydige vendinger, hvilket blev indberettet til Den Kontinentale Kongres: "... at det var baseret på deres Profets love, at det var nedskrevet i deres Koran, at alle nationer, der ikke havde anerkendt deres autoritet, var syndere, at det var deres ret og pligt at føre krig mod dem, uanset hvor de kunne findes, og at gøre alle, de kunne tage som fanger, til slaver, og at enhver Musselman [muslim], der måtte blive dræbt i kamp, var sikker på at komme i Paradis."

Denne tripolitanske ambassadørs åbenhed er beundringsværdig på sin egen måde, fordi den bebuder de lige så oprigtige erklæringer fra, lad os tage den shiitiske ayatollah Ruhollah Khomeini i 1980'erne og sunnitten Osama bin Laden i 1990'erne, samt de tusinder af udtalelser fra deres håndlangere, beundrere og tilhængere. Amerikas Barbaresk-erfaringer fandt sted længe før vestlig kolonialisme trængte ind på islams område, før nogen olieinteresse trak USA ind i kampen og længe før grundlæggelsen af staten Israel.

Amerika blev viklet ind i den islamiske verden ved sin fødsel og blev trukket ind i en krig med Barbaresk-staterne, simpelthen på grund af den religiøse forpligtelse inden for islam til med magt at bringe troen til dem, der ikke deler den. Historisk set var konfrontation ikke med "radikale" eller "fundamentalistiske" muslimer, men med den islamiske mainstream, der befandt sig en verden væk for mere end to århundreder siden.

Det islamiske grundlag for pirateriet i Middelhavet kommer af en gammel doktrin om fysisk eller væbnet jihad, eller kamp. Selv om de barbareske pirat-aktiviteter virkelig degenererede gennem århundrederne, fra renfærdige betragtninger over jihad-aktiviteternes herlighed og ære til mindre grandiose visioner om rov og statsindtægter, er det vigtigt at huske, at det underliggende religiøse fundament under pirat-institutionen forblev det centrale. Selv efter at det blev almindeligt for piratkaptajner eller deres besætninger at optage frafaldne europæere, var det afgørende, at disse tidligere kristne "blev tyrkere" og konverterede til islam, før de kunne blive tildelt æren af at deltage i "al-jihad fil-bahr" dvs den hellige krig på havet.

Faktisk fortsatte befolkningerne i Berberiet med at betragte piraterne som hellige krigere, selv efter at de barbareske herskere begyndte at tillade ikke-religiøse interesser at styre deres strategiske brug af pirateri. De ændringer, som den religiøse pirat-institution undergik, var naturlige, skønt patologiske. Ligesom begrebet jihad påberåbes af muslimske terrorister i dag for at legitimere selvmordsbombning af nonkombattanter af politiske grunde, således tjente også al-jihad fil-bahr, den hellige krig på havet, som hjørnestenen i Barbaresk-staternes interaktion med kristendommen.

Tiderne skifter, og århundreders nederlag og militær underlegenhed har ændret den muslimske pirat-institution fra primært at være al-jihad fil-bahr, eller hellig krig på havet, til den mere givende al-jihad bi-al-mal, eller den finansielle hellige krig (at rejse penge til muslimer og jihad-krigere). Muslimske pirater for århundreder siden havde meget gammeldags aspirationer og endnu mere gammeldags redskaber og teknologier. Men grundlæggende har kun lidt ændret sig angående deres motiver eller deres strategi.

Hvad har ændret sig i to århundreder, er den vestlige verden. USA synes at have mistet evnen til effektivt at bekæmpe nutidens muslimske pirater. Somalia har været en "mislykket" og lovløs stat siden 1991, så det er blevet alt for bekvemt at bebrejde efterretningstjenesten for dens manglende evne til at pege på klare, utvetydige og uangribelige forbindelser eller alliancer mellem pirater, stamme-krigsherrer, landsbyhøvdinge og kendte terror-netværk. Så længe piraterne officielt opfattes som intet andet end organiserede kriminelle iværksættere, der får mest muligt ud af Somalias mangel på sikkerhed og politi-infrastruktur, vil det muslimske jihad-pirateri fortsætte.

Mange iagttagere føler, at det muslimske pirateris svøbe ikke kan overvindes ved defensiv politipatruljering i Adenbugten og Det Indiske Ocean eller præcisionsangreb, blød magt, smarte sanktioner, eller gulerod og stok metoder, eller ved nogen anden relateret halv løsning. De hævder, at situationen kalder på overvældende offensiv magt til at knuse jihadisterne til lands og til vands i selve deres fæstninger.

Den samme politiske debat fandt sted tidligere i vores historie under den hurtige udvikling af den spirende amerikanske republik, og fortsatte derefter med at plage præsidenterne Washington og Adams. Thomas Jeffersons tilbageholdenhed gjorde det af med ham, og det var ikke før præsident Madison gjorde arbejdet færdigt i 1815, at den tids muslimske pirater ophørte med at true amerikanske interesser.

Præsident Obama er blevet kendt for at efterligne Lincoln. For at besejre muslimsk pirateri bliver han nok nødt til at efterligne Madison.

---

Den Washington-baserede Joshua E. London er forfatter til Victory in Tripoli: How America’s War with the Barbary Pirates Established the U.S. Navy and Shaped a Nation (John Wiley & Sons, september 2005). Køb den her. London er meddirektør af ZOA Division of Governmental Relations.

---

Oversættelse: Bombadillo