Af
THE WIENER LIBRARY BULLETIN
1976 Vol. XXIX, New Series Nos. 37/38
Trykt i Storbritannien af The Eastern Press Ltd.
London and Reading
Kilde: Dhimmitude
Udgivet på myIslam.dk: 8. december 2011
Den historiske ramme om disse breve, i form af en kort introduktion, skulle have været skrevet af den nu afdøde professor H. Z. Hirschberg. Tragisk nok, kun fire dage efter at han havde modtaget Ben Zvi prisen 1976 for hans livsværk om jødernes historie i islamiske lande, afgik professor Hirschberg ved døden i Jerusalem. Denne dokumentation, baseret på breve med forbindelse til det første årti af det tyvende århundrede i Marokko, fra arkiverne hos Alliance Israélite Universelle, er dedikeret til det skattede minde om en højt anset forsker, underviser og ven.
Alliance lsraélite Universelle blev grundlagt i Paris i 1860.
De vigtigste mål for dens grundlæggere var at arbejde overalt
for frigørelse og moralsk fremgang for jøderne, og at
bistå dem, der lider under diskrimination. I 1914, modtog omkring
50.000 drenge og piger undervisning i grundskoler og på erhvervsskoler
spredt over hele Osmannerriget, Persien og Maghreb.
Breve og rapporter strømmede ind til Alliancens centrale kontor
i Paris fra repræsentanter for de regionale Alliance-komitéer
og AIU skoleledere, fra samfundsledere såvel som enkeltpersoner,
og lejlighedsvis fra franske og udenlandske diplomater. Disse dokumenter
var almindeligvis skrevet på fransk, selv om nogle var på
andre europæiske sprog eller på hebraisk, arabisk og jødisk-arabisk
- ofte med en ledsagende oversættelse til fransk. Brevene, der
her offentliggøres for første gang er alle blevet specielt
oversat til engelsk.
Dette sjældent anvendte kildemateriale maler ofte et dystert billede af jødernes vilkår i den tidlige del af det tyvende århundrede, i hvad der var et generelt fjendtligt miljø. Hundredvis af breve bekræfter på levende vis de samtidige beretninger fra europæiske rejsende i liberalismens og frigørelsens tidsalder, som næsten enstemmigt fortæller om ’jødernes nedværdigede og usikre situation i muslimske lande, og de farer og ydmygelser, de blev udsat for'. [1]
Materialet i AIU’s arkiver fra Marokko er måske det mest fuldstændige fra noget muslimsk land. Marokko havde altid bevaret sin selvstændighed, men anarki var hyppigt forekommende og jøderne var dem, der led mest under det, især når en sultan døde eller blev skiftet ud. Traditionelt var intet lettere for oprørere eller fanatikere end at angribe det svageste og mest foragtede element i samfundet. [2]
Det er helt rigtigt, at den almindelige muslimske marokkaner også led i disse perioder af ustabilitet, men jødernes fornedrede minoritetsstatus, som vantro og dhimmier, gjorde dem til de mest sårbare ofre for enhver brutal udskejelse fra en grusom qaid, en hensynsløs pøbel, eller et stammefolk i oprør. Fra tiden for Addisons beskrivelse af deres elendige tilstand i det syttende århundrede, til Budgett Meakins beretninger i begyndelsen af det tyvende århundrede, [3] har europæiske rejsende og diplomater sjældent undladt at bemærke jødernes ynkelige tilstand i Sheriffian Empire.
Den klassiske tekst om deres tilstand i slutningen af det nittende århundrede, er skrevet af Charles de Foucauld. Forklædt som Jerusalem-rabbiner, for at udføre sin 'Reconnaissance au Maroc’ [4] [’Rekognoscering i Marokko’] i 1883, var denne unge franske aristokrat og officer nødt til at høre denne umotiverede fornærmelse fra hver eneste muslim, der passerede ham vejen til Chechuan: ’Que Dieu fasse brûler éternellement le père qui t'a engendré, Juif!’ [5] [’Må Gud for evigt brænde den fader, der avlede dig, jøde!’] Enogtredive år senere, under sin beskrivelse af jøderne i Arr'en i det sydlige Marokko, skrev Edmond Doutté,:
On reste confondu que sous une pareille tyrannie un peuple ait pu conserver intacte la foi qui lui valait ce martyre. On conçoit encore la haine inspirée aux vainqueurs par la résistance de ces malheureux et les massacres périodiques qui les décimaient. [6]
[Det er overraskende, at et folk, under et sådant tyranni, har kunnet bevare den tro, der gav det dette martyrium. Vi kan stadig forstå det had, der har besjælet de sejrende ved modstanden fra disse elendige og under de periodiske massakrer, der decimerede dem.]
Brevene og rapporterne som følger, illustrerer levende den ydmygelse, elendighed og udsathed for fysisk vold, der stadig var den almindelige marokkanske jødes lod i det første årti af det tyvende århundrede.
Liste over hovedbegivenheder
September 1902
Bu Himara (Jilali b. Idris al-Zarhuni) gør oprør mod sultan
Abdul-Aziz.
April 1904
Fransk-britisk entente. Frankrig frafalder alle dets rettigheder og
interesser i Egypten, og Storbritannien accepterer et fransk protektorat
i Marokko.
Oktober 1904
Fransk-spansk aftale om deres fremtidige respektive indflydelseszoner
i Marokko. Fransk bankkonsortium yder stort lån til sultanen.
1905
Si Madani El Glaoui, en sydlig berber-høvding, trækker
støtte til Abdul-Aziz tilbage.
Marts 1905
Kejser Vilhelm 2. besøger Tanger med det formål at blokere
for franske ambitioner.
April 1906
Resultatet af Algeciraskonferencen, indkaldt af Tyskland, blev Algecirasloven,
accepteret af sultanen, som, på grund af britisk støtte,
konsoliderede den fransk-spanske aftale fra 1904.
19 marts 1907
Dr. Mauchamp, fransk læge og filantrop, myrdes i Marrakesh. Franskmændene
indtager Wajda på den algeriske grænse.
1 August 1907
Ni europæere dræbt i Casablanca. Den jødiske mellah
hærget og plyndret. Frankrig intervenerer militært i hele
Shawiyya-området omkring Casablanca. Med hjælp fra El Glaoui
gør Abdul-Hafiz med held oprør mod hans bror Abdul-Aziz.
5 januar 1909
Abdul-Hafiz accepterer Algecirasloven og anerkendes af franskmændene.
Februar 1909
Tyskland anerkender Frankrigs ’særlige ansvar’ i Marokko.
1909
Bu Himara tages til fange af Abdul-Hafiz.
Spanien begynder besættelsen af det nordlige Marokko.
1910
Stammer omkring Meknès rejser sig i oprør under ny prætendent;
de bliver besejret af franskmændene.
1 juli 1911
Den tyske kanonbåd, Panther sendes til Agadir, hvorefter franskmændene
afstår en afgørende del af Fransk Congo til Tyskland.
30 marts 1912
Sultan Abdul-Hafiz underskriver traktaten med Frankrig, der opretter
det franske protektorat over Marokko.
17-19 April 1912
Opstand i Fez mod franskmændene, den jødiske mellah hærget
og plyndret.
11 August 1912
Abdul-Hafiz abdicerer. Mouley Yusuf efterfølger ham.
Dokumenter
1903 Jizya (hovedskat) pålægges fortsat alle marokkanske jøder
Jeg har med stor fornøjelse læst artiklen i Journal des Débats om jøderne i Marokko. Aldrig før er et så præcist og upartisk studie af vore trosfæller i dette land blevet offentliggjort. Der kan ikke være tvivl om, at forfatteren til denne artikel har boet i landet, at han har observeret og vurderet, hvad han har set, uden at lade sig påvirke af andre publikationer eller diplomatspirerne, der hjemsøger legationerne i Tanger. Det er ikke overraskende, i et værk af dette omfang og betydning, at forfatteren har gjort sig skyldig i nogle fejl. Således oplyser han, at jizyaen eller de jødiske samfunds skat til sultanen er blevet afskaffet i mange byer. Denne skat er stadig i kraft, og der er en tendens til, at den øges. Bortset fra denne tunge skattebyrde, er jøderne forpligtede til at give kostbare gaver til qaiden og til vigtige muslimer, der kommer gennem byen; i krigstid, som er den normale tilstand i landet, er de tvunget til at bidrage til bespisning og vedligeholdelse af [stamme] høvdingene og deres soldater. Jøderne fra Riff-området og dem, der er underkastet de mere eller mindre uafhængige kabylere, har også forpligtelser over for deres herrer og mestre.
Desuden ville det være forkert at generalisere, når man taler om jøderne i Marokko. Dem fra Tetuán er helt anderledes end deres trosfæller i Fez, og de jøder, der lever i byerne har sædvaner helt forskellige fra dem, der bor på landet, som i det væsentlige ikke kan skelnes fra nomadestammer. Et par kilometer fra Tetuán ligger byen Chechuan, hvor ingen europæer nogensinde er trængt ind, og hvor to eller tre tusinde af vores trosfæller lider under den mest frygtelige forfølgelse og chikane fra muslimernes og fra magthavernes side ...
Brev (12.6.1903) fra E. Carmona, leder af Tetuán AIU Drengeskole til formanden AIU Paris (AIU MAROKKO I.C.1).
1903 Jøder overfaldet i Rabat og falsk anklaget for at bespotte islam
... De begivenheder, der i det sidste år har fundet sted i Marokko har haft deres konsekvenser for jøderne i Rabat (...) vores frygtindgydende fjender, zairerne og zemmourerne [stammer] forberedte sig på et indfald i mellahen for at plyndre den.
Hr. Meana, den spanske konsul og doyen for det diplomatiske korps i Rabat, er en god og yderst velgørende mand, begavet med en beskedenhed, der forhøjer hans fine karakter. Han er de svages beskytter og dermed en ven af jøderne, for hvis skæbne han har en dybtfølt interesse (...) Han sendte straks sin udsending til guvernøren og rådede ham til at opstille de nødvendige vagter til beskyttelse af vores trosfæller og de spanske borgere bosiddende i vores kvarter (...) senere sendte han indtrængende begæringer gennem den spanske legation i Tanger og brudene i mellahens ydermur blev repareret. Siden da har vi nydt godt af lidt ro. Desværre varede det ikke ved.
En jøde ved navn David Benzaquen, under brasiliansk beskyttelse, var på vej hjem fra Salé med sin kone. For at nå tidligere frem til mellahen, tog parret en genvej, hvor deres vej frem blev spærret af en gruppe af garvere, der arbejdede i området. Da Benzaquen insisterede på at fortsætte ad denne rute, sprang fanatikerne på ham, slog ham som rasende med stokke og svor at myrde ham på dette isolerede sted. Han reddede sig ved at tage flugten.
For at forklare deres adfærd, bryggede araberne et dokument sammen, falsk i enhver henseende, der forklarede, at vores trosfælle havde spottet den muslimske religion. Den qadi, der førte forsæde med sagen, tog anklagen alvorligt og fik den ulykkelige mand pågrebet ved hans sbirerer og, trods stærke protester fra hr. Benatar, Brasiliens vice-konsul, blev manden kastet i fængsel. Gennem en forfinet form for grusomhed, etablerede qadien, af princip og temperament en fjende af vores race, et strengt adgangsforbud til fængslet for Benzaquens mor og brødre, der naturligvis var ivrige efter at gøre hvad de kunne for at hjælpe dette offer for arabisk fanatisme. Denne hændelse havde et efterspil. Efter at have set, at en beskyttet jøde kunne spærres inde med straffrihed, gik muslimerne ud fra, at alt var tilladt mod jøderne, og i flere dage gav de frit løb for deres had, slog dem på gaden, spyttede dem i ansigtet, og påførte dem de groveste uretfærdigheder. Hvis en af os hævede stemmen i protest mod disse overgreb, var der altid en skare arabere til stede, som var klar til at vidne til fordel for den skyldige og påstå, at pågældende jøde havde begået blasfemi mod den muslimske religion. Den omstændighed, at de arabiske domstole ikke accepterer vidneudsagn fra en jøde, gjorde kun situationen mere utålelig.
Min indgriben var blevet absolut nødvendig. Lørdag den 12. juni besøgte jeg hr. Méana (den spanske konsul) og tog derefter en tur rundt til de andre vice-konsulater, hvor jeg informerede dem om situationen og bad dem om deres samarbejde, hvilket de venligt indvilliget i at give mig. Den følgende aften, ledsaget af soldater fra de spanske, franske, britiske, tyske, østrigske og belgiske ambassader, mødte jeg frem hos guvernøren for at protestere mod grusomhederne begået af araberne. Mine ord blev hørt, og den 14. juni, gik to soldater gennem byen fra den ene ende til den anden og opfordrede alle de handlende og regionale ledere til at beskytte jøderne og pågribe og bringe for guvernøren enhver, der mishandlede en jøde.
Efter dette blev situationen for jøderne i Rabat betydeligt forbedret ...
Fra en årlig rapport (20.10.1903) til AIU Centralkomité, Paris, ved J. Conquy, leder af den nystiftede Rabat Drengeskole (AIU FRANKRIG XIV F 25).
1903 Den jødiske befolkning i Fez viser loyalitet over for sultanen
Den politiske situation for vore brødre i Fez er hverken god eller dårlig. Så længe Marokko opretholder status quo, vil deres situation ikke forbedres. I byerne i det indre Marokko, vil vilkårene for vore brødre ikke ændres, før der kommer en europæisk okkupation. Jøderne kan ikke håbe på noget som helst fra det nuværende regime, som er uvillig til at ryste marokkanerne ud af deres træghed eller udrydde deres dybe uvidenhed, der ser på alt europæisk med afsky. Enhver radikal ændring i Marokko vil kun have gunstige og gavnlige virkninger for vore trosfæller.
Bu Himara. En begivenhed, der rystede hele Marokko og for en tid truede med at vælte det nuværende dynasti var fremkomsten af den kun alt for velkendte agitator, Bu Himara.
Vi hørte første gang om Bu Himara i september sidste år [1902], for et år siden i dag. Ikke engang hans navn, fødested eller oprindelse var kendt. Der var uklare historier om, at en helgen, en budbringer fra Gud, en af disse mystikere, der så ofte opstår i Sudan, Sahara og i Nordafrika - vækket af de reformer, som Sultan Abdul-Aziz ønskede at skabe i landet - snedigt forsøgte at udnytte den generelle utilfredshed, og havde sat sig i spidsen for de utilfredse. For at få de uvidende og fanatiske bjergfolk over på sin side, præsenterede han sig selv som en troldmand, en magiker - altid ridende på et hun-æsel. Af denne grund, gav den folkelige fantasi ham navnet Bu Himara (hun-æselets fader) (...). Det blev således fra Taza, en lille by beliggende to dages ridt fra Fez, en slags piratrede oppe på toppen af Kiatha bjergene, at Bu Himara hævede oprørets fane ...
Bu Himara er nu ikke andet end en legendarisk figur som så mange andre, der er skildret i populære historier og sange. Den terror, han engang inspirerede, er væk. Hans navn har givet ophav til en helt ny litteratur, som er meget yndet af araberne i Fez. Fortællingerne og sangene, der er skrevet til ære for Bu Himara, er talløse. Denne mystiske personlighed har, så at sige, fascineret og charmerede de mest magtfulde berberiske stammer med sine overbevisende ord og sin vidtfavnende personlighed. Desuden er hans mindste udtryk og gestikulationer blevet så opforstørrede, hans såkaldte mirakler blevet blæst op i så idiotiske proportioner, at han allerede betragtes, ikke som en bedrager, men som en æret marokkansk helgen, særlig i det indre af landet mod bjergene, og i de vilde regioner, der strækker sig fra Taza til Riff-området ...
I disse stammers øjne, er Bu Himara en helgen i dobbelt forstand, fordi han kæmpede for den muslimske tro, og fulgte eksemplet fra Moulai Idris, grundlæggeren af Fez. Det var således for den gode sags skyld, at han satte sit liv på spil; han ønskede blot at fjerne, fra Fez’ hellige jord, en konge med europæiske tendenser - og europæerne selv.
Som De nok kan forestille Dem, var vores trosfællers tilstand i disse sørgelige dage ynkelig. Vi vidste alle, at Bu Himara ville blive fatal for det jødiske samfund i Fez. Makhzenen [regeringen] selv skjulte ikke sin frygt angående dette. Mellahen var således reelt blevet et barometer for den politiske situation i Marokko. Alle krigens omskiftelser, gode eller dårlige, havde deres følgevirkninger i mellahen.
Panikken og klageråbene varede indtil 29. januar [1903], den dag, da Bu Himara blev besejret. Fra da af blev alt forandret i mellahen. Klage blev afløst af glæde. Råbene og larmen kunne igen høres i gaderne, men det var udbrud af begejstring, som blev helt ustyrlige, da kanonskuddene meddelte nyheden - desværre falsk! - at Bu Himara var blevet taget til fange.
Jeg skal aldrig glemme den eksplosion af ren glæde i mellahen, da nyheden blev annonceret. Hele dagen igennem var gaderne i mellahen proppet med mennesker. Fra terrasserne kunne man se strømmen af mennesker, der gik fra den ene ende af mellahen til den anden, mens de råbende gav udtryk for deres glæde til himlen og sang hymner og salmer. Tusindvis af lunger gav luft til deres lovprisning af Gud, og deres velsignelser af sultan Abdul-Aziz.
Aftenen blev endnu mere farverig. Hele den jødiske befolkning gik med lanterner og tændte lys til Dar-El Makhzen [sultanens palads], og sang salmer som: Adou Olam, Igdal, Az-Yashir Moshe og så videre. Dér stod de i timevis, mens de råbte, sang, lo og græd, og nedkaldte velsignelser fra himlen til den unge sultan. Og til sidst rettede alle den sakramentale velsignelse til sultanen. Allah-Harak-Amar-Sidi (Gud velsigne livet for Sultan), gentaget fem, 10, selv 15 gange af disse tusinder af jøder, mænd, kvinder og børn. De vidste ikke, hvordan de skulle udtrykke deres glæde den aften. Denne uhyre kompakte menneskemængde, som sang og råbte i natten, kun nogle få skridt fra sultanens palads, hver med en lanterne i hånden, havde en eventyragtig, gribende effekt. Makhzenen var ikke uberørt af denne imponerende demonstration af loyalitet fra jødernes side. For at udtrykke sin taknemmelighed, blev fyrværkeri i tusindvis affyret over mellahen.
Paraderne blev genoptaget i stor stil den følgende dag, men denne gang var vore brødre dristigere, og fulgte en skik, bevaret gennem århundreders tradition. De gik ind i paladset for at udtrykke for sultanen selv deres umådelige glæde som følge af sejren over Bu Himara. Mere end 3.000 jøder, blandt dem mange kvinder og børn, med musikere i spidsen og løftede bannere (bannere bestående af store guld- eller sølv-skærfer båret af kvinder) gav deres varmeste lykønskninger til sultanen og Menebhi [hans minister] for den strålende sejr den 29. januar.
Det siger sig selv, at vore trosfæller blev modtaget med stor venlighed. El Menebhi selv, på opfordring af sultanen, nedlod sig til at holde en kort tale, hvori han opfordrede sine tilhørere til at udtrykke deres glæde frit, til at dekorere og belyse mellahen, for, som han sagde, Bu Himara havde et særligt had til jøderne. Faktisk var mellahen belyst og dekoreret i to dage og to nætter.
I dag (syv måneder senere) er alt forholdsvist roligt. Ingen taler længere om Bu Himara med frygt. Når man ser den ro, der hersker i byen, er det svært at tro, at der på noget tidspunkt har været nogen ængstelse, og at Bu Himara nogensinde udgjorde en fare for vort folk.
Gud give, at denne ro [Se brevene af 1912 om plyndring af Fez] vil vare længe, og at der ikke vil komme nogen gentagelse af de rædsler, som skabte ruin og ødelæggelse for det ulyksalige samfund i Taza (...) [over 60 jøder var blevet dræbt og mange såret i Taza et år tidligere].
Fra en årlig rapport (1.9.1903) til AIU Centralkomité, Paris, af J. Valadji, leder af Fez Drengeskole (AIU FRANKRIG XIV F 25).
1907 Katastrofal ødelæggelse og plyndring af Casablanca-mellah
Den 1. august angreb en flok på omkring 100 kabylere, godt hjulpet af nogle arabere fra byen, værftet ved havnen, afsporede et lille tog, dræbte ni europæere og ødelagde en stor del af anlæggene. En øjeblikkelig panik spredtes i byen; det var en forvarsel om ting, der skulle komme. Tirsdag og onsdag var dage af ubeskrivelig anspændthed. Den jødiske befolkning, der forudså massakrer og plyndringer uanset hvem, der ville ende som sejrherrer, styrtede i fortvivlelse til handelsbådene, der lå tynget af gods i havnen. Næsten alle de rige og velstående familier, der var i stand til at samle mønter og personlige ejendele, gik om bord, og betalte skyhøje beløb enten til kabylere for at lade dem gå om bord, eller for deres tur ned til bådene. Der var scener af uro og forvirring: mødre, som havde mistet kontakten med deres børn, rige mennesker, som havde lagt hele deres formue i en madras, kun for at se den forsvinde i vandet.
Krydseren "Galilæa" dukkede op ud for kysten torsdag den 3. august. Dens ankomst spredte lidt ro i byen og indtil den følgende tirsdag, virkede situationen mindre foruroligende, til trods for de 5 til 6.000 ryttere, der omringede byen. Pludselig ændrede det sig. Natten mellem mandag og tirsdag, enten fordi "Galilæa" havde fået ordre til at bombardere byen, eller fordi Moulai-Amin, sultanens onkel, følte sig overmandet, og bad den franske krydser om beskyttelse, blev europæerne klokken to om natten advaret om at skynde sig til deres konsulater. Klokken 5 om morgenen gik en forpost på 75 søfolk fra borde. De kender efterspillet: Makhzenens soldater skød på dem; de trængte gennem byen og efterlod sig et antal døde, ankom til det franske konsulat og gav signal til, at bombardementet kunne begynde.
Ved det første kanonskud, som om araberne blot ventede på dette tegn, styrtede Makhzenens soldater ind i mellahen, fulgt af hele befolkningen, og begyndte plyndringen. De 5 til 6.000 mand, der ventede ved portene, trængte ind i byen og bredte sig ud gennem mellahen og medinaen hvor de røvede, plyndrede, voldtog, dræbte og brændte ned, og i tre dage, indtil de franske tropper gik fra borde, såede rædsel i hele byen. Ikke et hus, ikke en familie, ikke en person blev sparet. Kun fem til seks jødiske huse forblev intakte, fordi de lå i nærheden af konsulaterne. Kaiseria, de jødiske købmænds kvarter, med mere end 500 butikker, blev brændt ned; intet andet end ruiner er tilbage. Fra den ene ende til den anden, uden undtagelse, blev mellahen plyndret: døre og vinduer smadret, møbler og indbo væk; alt er blevet tømt, revet ned; vore skoler er blevet slået i småstykker; bænkene og bordene smadret, udstyret, pengene stjålet, bøgerne brændt.
På Talmud-Tora, hvor min assistent, hr. Soussana boede, blev alt ødelagt. Hr. Soussana var meget syg; de tog alt fra ham, selv hans madras og hans natskjorte; han blev efterladt nøgen på hans jernseng (...) alle synagogerne, bortset fra to små oratorier, er blevet plyndret, sølvet stjålet og hekalet [alteret] skændet. Til vores trosfællers ære, fik de reddet sepharim [lovens ruller]. Overalt er der ødelæggelse og hærgen. Man skulle ikke tro, at mennesker kunne være årsag til så meget ødelæggelse, men snarere, at byen havde været offer for en naturkatastrofe.
Men plyndringerne, ildebranden er ingenting. Jaget ud af deres hjem, blev jøderne spredt i alle retninger, omkring konsulaternes enemærker, især det franske konsulat. Der var kampe mellem arabere og europæere, som var belejret i deres konsulater. Efter at have lidt store tab, overfaldt araberne de svageste: Jøderne. En veritabel menneskejagt begyndte. Jøderne skjulte sig i huler, under murbrokker, i tomme tanke. Familier levede i tre dage under halm, uden mad. Mændene blev forfulgt og slået med knipler eller stukket ned; kvinderne voldtaget, når der var tid, eller bortført med deres børn. Skrækkelige scener fandt sted. Beretningerne fra ofrenes egen mund er hårrejsende ...
Efter mine tredages undersøgelser, har jeg lavet følgende skøn, som myndighederne mener sandsynligvis er korrekt: 30 døde, 60 sårede, heraf 20 alvorligt, og et uendeligt antal voldtægter (jeg vover ikke at spørge familierne, og de ville heller ikke vove at indrømme det), mere end 250 unge kvinder, piger, børn bortført ...
Brev (15.8.1907) fra Isaac Pisa, leder af Casablanca Drengeskole til formanden for AIU, Paris (AIU MAROKKO II C 3).
1907 Sultende jødiske flygtninge fra Casablanca
Men de mest ynkværdige er dem, der blev grebet eller taget til fange under deres flugt. Stakkels, bedrøvede menneskehed! Mange havde ikke fået mad i fire eller fem dage. For at komme tilbage til byen, er de tvunget til at bruge alle tænkelige slags tricks og bedrag. Nogle har afleveret alt, hvad de tilfældigvis havde med dem; andre flygtede i ly af natten; opsnappet på åben vej, erklærede de, at de var muslimer på vej for at kæmpe hellig krig mod franskmændene. Da de blev løsladt, blev de sendt tilbage helt nøgne. De blev samlet i lejren og givet sække til at dække sig med, og senere kom de til mig. To eller tre nye familier ankommer hver dag: blege, udmagrede, som skeletter, hule i ansigterne, indsunkne øjne. Jeg hilste dem velkommen på Talmud-Tora og varmede dem op med den rom, jeg havde med mig. Jeg fik dem vasket og gav dem mad, og de vendte tilbage til byen, hvor de forøgede antallet af nødlidende - og mine lagre af fødevarer er ved at være tomme! Ved midten af næste uge vil der ikke være noget tilbage. Og hvad skal disse stakler så gøre?
Der er i øjeblikket 350 til 400 fattige familier i byen, hvoraf 50 familier engang var velstående, men nu lever i elendighed, og hundrede andre, der har beholdt en lille smule, som de snart vil have forbrugt.
Fra et brev (23.8.1907) fra Isaac Pisa, Casablanca til formanden for AIU Paris (AIU MAROKKO II C 3).
1907 400 nødlidende flygtninge ankommer til Settat
Dette for at meddele Dem, at Deres familie ankom her i god behold, takket være Gud, men Deres søster døde ved ankomsten til Settat og blev begravet som en helgen, da hun ikke bukkede under på vej hertil.
De vil vide fra dette brev, at der er mere end 400 jøder fra Casablanca her. De er alle uden tøj. Jeg gør alt, hvad der er muligt, for at give dem mad, men jeg har intet tilbage. Alle de unge piger blev voldtaget. Du kender Israels, din nabos datter, som er smuk; alle araberne tog hende. Gifte kvinder led samme skæbne; deres mænd vil ikke længere have dem og der er stor skandale. Alle er ved at dø af sult. Jeg beder Dem derfor om at forsøge at påvirke notabiliteterne i Casablanca og Alliancens lærer, for at få dem til at gøre noget for dem, for ellers vil de alle dø af sult og af deres lidelser.
Brev på jødisk-arabisk (22.8.1907) fra David Amar, købmand i Settat, til Selam Edery, fremtrædende skikkelse i Casablanca, oversat og fremsendt af Pisa til AIU Paris, registreret 4.9.1907. (AIU MAROKKO II C 3).
1907 Tvangskonvertering til islam af kidnappede piger
Undertegnede sender sine hilsener til Dem, hr. Ben Eli, hr. Zagury og baron de Rothschilds søn [Dr. Henry].
Jeg er nødt til at meddele Dem, at den torsdag, da De sendte mig ind i det indre af landet, tilbragte jeg natten med Oulad-Zyan; jeg fandt ingen jøder der. Fredag aften, nåede jeg til Mdakras territorium hvor Ouled-Zidan holder til. Der ville de slå mig ihjel; araberen De sendte til at ledsage mig, reddede mit liv. Jeg fandt mange unge jødiske piger der; nogle er forblevet jødiske, andre er blevet tvunget til at konvertere. Blandt dem, der er konverteret, er der en datter af hr. Benchimol. Hende har en araber taget til sig. Om lørdagen, kom jeg til Magouch blandt de jøder, der bebor dette sted. Disse stakkels mennesker modtog mig venligt og lovede at hjælpe mig med at redde alle disse unge piger. Jeg vil derfor bede Dem gå til hr. Benaroche og bede ham om at skrive et anbefalingsbrev for Dem til Lfakra (shariferne) af Magouch, som er hans protegéer. De har en stor indflydelse på Mdakra stammerne. Send venligst dette brev til mig hos Joseph Benbaruh, som jeg bor hos, og som har betalt den kurér, der bragte Dem dette brev.
Brev på jødisk-arabisk (29.9.1907) fra Abraham Amstet i Margouch til Isaac Pisa, Casablanca, oversat og sendt til AIU Paris, registreret der den 8.10.1907. (AIU MAROKKO II C 3).
1907 Settat plyndret, jøder på hovedkulds flugt
Jeg har den ære at bekræfte for Dem min depeche af i dag, som siger: ”Settat plyndret af Mzanza-stammen. Den jødiske befolkning er flygtet.” En sendebud bragte mig denne triste nyhed i morges ...
For et par dage siden, gav jeg Dem nogle oplysninger om Settat. Med den forbavsende vitalitet, som er et kendetegn for vores race, havde samfundet hurtigt reorganiseret sig efter plyndringen for fire år siden. For at give Dem en idé om omfanget af den nye katastrofe, der har ramt den jødiske befolkning i dette land: 300 til 400 familier er igen uden tag over hovedet og uden mad, og dette uden at medregne de familier fra Casablanca, som stadig er der, og som nu har måttet udholde rædslerne af en anden plyndring.
Brev (19.11.1907) fra I. Pisa til Pres. AIU Paris (AIU MAROKKO II C 3).
1908 Øjenvidneberetning om ødelæggelse af Settat-mellahen
Jøderne i Settat. Igen jøderne i Settat! I går aftes blev jeg hasteindkaldt af hr. Malpertuy, den franske konsul, som informerede mig om følgende meddelelse fra general d'Amade: '80 jøder fra Settat, der har fået fransk beskyttelse, er på vej til Casablanca; gør klar til at modtage dem’ (...). Denne morgen klokken 11 ankom de, under ledelse af folk fra generalens stab, 135 af dem i den ynkeligste tilstand. Mændene så ud som spøgelser, hår og skæg i uorden, tildækket af stinkende sække, hvorigennem man kunne se deres nøgne legemer, med fødderne opsvulmede og dækket af mudder og sår. Kvinderne var knap nok dækket af et stykke farveløs linned, der afslørede deres fantom-lignende nøgenhed, deres udtærede træk, og de fleste måtte tilbyde udtørrede bryster til syge spædbørn og blev fulgt af en sværm af støjende småbørn. Det er umuligt at skelne de unge fra de gamle, så meget har deres elendighed givet dem et ensartet udseende. Vi udstyrer dem med høsenge og giver dem vand, vi giver dem brød og appelsiner og lytter til historien om deres trængsler i de lange måneder, den nuværende situation har varet.
'Ved du’, fortalte en ung kvinde os, 'hvad vi måtte igennem for fire år siden? (for dem er udplyndringen i [27 december] 1903 et ulykkestegn). Vi var vendt tilbage til vores hjem og vort arbejde, den ene som korndyrker, den anden som skoflikker. De følgende år var hårde. Der havde ikke været regn, og der var ingen høst. For os betød det sult. Men vi var altid i stand til at klare os, så længe vi blev ladt i fred i mellahen. I seks måneder havde vi vidst, at det gik i den gale retning, og at araberne tænkte på at skabe problemer. Så hørte vi om plyndringen i Casablanca. De jøder, der var flygtet derfra, havde søgt tilflugt hos os. Vi modtog dem alle i vores hjem og vores hytter. Lidt efter lidt vendte de tilbage, nogle til Mazagan, andre til Rabat. Da vi så Mouley-Rachids mehalla [hær] ankomme, fik vi en forudanelse om plyndringen, for uanset om det var mehallaen eller stammerne, der havde brug for penge, ville de altid overfalde os.
For tre måneder siden havde Mzanza [stammen] faktisk plyndret en del af mellahen, idet de drog fordel af uenigheden, der herskede mellem stammerne. De tog alt, hvad vi havde, hvilket svarer til næsten ingenting, og vi har sandsynligvis kun vores elendighed at takke for, at vi er i live. Efter de forsvandt, var det sultedøden for os. Vi kunne ikke tage til Casablanca, fordi araberne havde spærret vejen; vi kunne ikke gå tilbage af frygt for at falde i hænderne på hafidienne-mehallaen, og vi kunne ikke begynde at arbejde i de øde douarer. Heldigvis ankom en kurer fra skolens leder i Casablanca med et brev til Sheik Ben-Omar, hvori vi blev anbefalet til ham. Denne rige araber modtog os alle, gav os mad til nogle uger med en sådan godhed, at vi næsten ikke kunne tro, at han var araber.
For en måned siden ankom franskmændene til Settat. Alle araberne flygtede, og mange jøder med dem. Omkring 300 af os blev i byen i håb om, at franskmændene ville tage den. Men efter et ophold på et par timer, forlod de den pludselig. De var kun kommet et par kilometer væk - vi kunne stadig se deres lys - da araberne kom tilbage fra bjergene. De to uger, der fulgte, var grufulde, og jeg spørger mig selv, hvordan vi stadig kan være i live (…). Alle de velhavende folk forlod byen og tog om bag bjergene til Rebi Ayouch-ben-Malca, der nyder arabernes respekt. Vi forblev i byen og levede i en tilstand af konstant anspændelse, hele tiden i en forventning om at blive plyndret.
Et par dage senere vendte franskmændene tilbage til udkanten af Settat. Da de indså, at franskmændene denne gang ville blive, plyndrede araberne byen for en sidste gang, og tog nogle af os med dem. De, der var tilbage, blev samlet op af de franske tropper, der gav os mad. De udspurgte os, og vi fortalte dem, hvad vi vidste, at mehallaen ikke længere ønskede at kæmpe, og at der var uenighed mellem stammerne. Til sidst blev vi ført til Ber-Rechid, sov en nat i Medionna og her befinder vi os uden håb om at vende tilbage til vore hjem.’
’Hvad er der sket med de andre jøder?’ spurgte vi bekymret, ’for I er kun 150, og i Settat og i douarerne var I mindst tusinde?’ ’Vi ved det ikke,’ lød svaret, ’mange er i Casablanca med deres forældre; andre er bag bjergene, og mange er formentlig blandt araberne.’
Alle disse flygtninge er chleuh. Det er udelukket at hjemsende dem. Vi organiserer hjælp til at beklæde og bespise dem, dernæst vil vi finde dem bolig og arbejde, hvorefter de vil blande sig med befolkningen.
Brev (9.2.1908) fra I. Pisa, Casablanca, til Pres. AIU, Paris (AIU MAROKKO I B 2).
1908 40 Settat-jøder dræbt, resten modigt beskyttet af arabisk sheik
... I dag fik jeg besøg af sheik ben-Omar, der beskyttede jøderne så effektivt på min anbefaling, og på anbefaling af Karl Tieke, som er doyen for den tyske koloni. Han bekræftede punkt for punkt den beretning, som jeg sendte Dem i forgårs, og tilføjede nogle detaljer, som jeg har verificeret. Da franskmændene trak sig væk efter den første besættelse af Settat, kastede araberne sig over mellahen i den hensigt at udrydde dem [jøderne], fordi de havde hyldet de franske tropper. Omkring 40 jøder blev dræbt og nedslagtningen ophørte kun, fordi sheik Omar personligt greb ind for at beskytte mellahen og med egne hænder dræbte en plyndringsmand, for at demonstrere sin vilje til at stoppe plyndring. Det var takket være hans indsats, at den resterende del blev skånet og overlevede indtil franskmændene vendte tilbage. Han fortalte mig, at mange jøder blev tilbage i Settat, og at de, ifølge ham, må være blevet dræbt efter franskmændenes anden tilbagetrækning.
Sheik ben-Omar blev taget til fange af de franske tropper, men blev løsladt på grund af sin loyalitet og vender tilbage til Settat. Han vil skrive for at lade mig vide, om det vil være muligt for jøderne at vende tilbage.
Brev (13.2.1908) fra I. Pisa til Pres. AIU, Paris (AIU MAROKKO I B 2).
1908 Jøder i Fez ydmyget og truet med plyndring
Jeg har den ære at meddele Dem, at efter de seneste begivenheder i Marokko, og især i Fez, er situationen for vores ulykkelige trosfæller i denne by blevet uudholdelig i enhver henseende.
Jeg vil ikke tale om den rædsel og panik, der hele tiden hersker, eller om de farer, vi til stadighed trues med. Det er tilstrækkeligt at fortælle dig, hvad du allerede ved, at vi lever blandt vilde, der allerede har forsøgt at tilfredsstille deres rovbegærlige had ved at massakrere alle jøderne, og kun venter på den næste mulighed for at prøve igen. Hver gang der er optøjer i byen, tales der om at bryde ind i mellahen og plyndre den.
Andre plager er nu blevet tilføjet dette liv i konstant ængstelse. Siden proklamationen af Mouley Hafiz som sultan i denne hovedstad, har vores folk fået forbud mod at gå ind i medinaen, det muslimske kvarter, som er handelscentret, hvor både rige og fattige jøder, håndværkere og forretningsfolk tjener til føden - under trussel om at blive slået og grundigt mishandlet. De få overhoveder af fattige familier, som risikerer deres liv og går ind i medinaen for at tjene et par pence til mad for deres børn, kommer tilbage udmattede og desperate efter deres lidelser i muslimernes hænder. De er udsat for alle former for ydmygelser. De bliver tvunget til at tage deres sko af og gå barfodede. De tvinges til at hoppe og danse, for derved at vække muslimernes munterhed og tilfredsstille deres foragt for jøderne. De påføres alle tænkelige former for tortur uden nogen medlidenhed, og enhver, der vover at yde nogen form for modstand mod disse barbariske handlinger, bliver slået og mishandlet ...
Brev (13.2.1908) fra Rahamin Benzimra til Pres. AIU, Paris (AIU Marokko?).
1908 Mellaher i Mzab fuldstændig ødelagt, mange jøder massakreret af stammefolk
Jøderne i Mzab. En anden katastrofe, som jeg har den smertefulde pligt at meddele Dem, i hvilken vore trosfæller i Mzab er blevet ofre. General d'Amades kolonne, der opererer imod Mdakras [stammerne], ankom den 17. februar til foden af højdedragene i nærheden af Mzab. Ben-Ahmed, som er qaid i casbahen - den mest folkerige i Mzab og den, der har det største antal jøder – tog hen for at meddele sin lydighed mod de franske myndigheder. Den næste morgen, som gengældelse, plyndrede de andre borgere i Mzab casbahen og ødelagte sten for sten de to mellaher, massakrerede et antal jøder og jagtede de andre, som en flok dyr, udover markerne. Disse oplysninger er blevet bekræftet for mig officielt.
Af lokale kilder fremgår det, at de jøder, der levede i denne casbah - flere hundrede sjæle - er på vej til Casablanca. Et stort antal må have fundet tilflugt i andre casbaher. I går modtog jeg en første gruppe på 90 personer.
Jøderne i Settat. En tredje gruppe ankom den 16. februar, hvilket bringer deres antal op på 315.
Hr. S. D. Levy fra Mauricio fortæller mig, at det ikke er 12.000, men 29.000 francs, som jøderne i Buenos Aires har sendt til Tanger ’til ofrene fra Casablanca' ...
Brev (25.2.1908) fra I. Pisa til Pres. AIU, Paris (AIU MAROKKO I B 2).
1908 Beskrivelse af behandlingen af Meknès-jøder af rabbiner Abraham Amar
Fordi jeg kender Alliancens højsindethed og dens formål, at komme jøderne til hjælp og forsøge at redde dem fra undertrykkelse i alle de lande, hvori de er spredt, har jeg vovet at gøre Dem bekendt med nogle af de begivenheder, der for nylig har ramt os og spørge, i den gode og mægtige Herres navn, om De vil rette henvendelse til de jødiske notabiliteter og medlemmer af Alliancen; for vi er klodsede og kejtede til at udtrykke vores følelser - varigheden og hårdheden af vort fangenskab har kvalt vores ånd. Derfor beder vi Dem om at være vores tolk og vores værdige mellemmand.
Fra den dag, da revolutionen startede i vores by (den revolution, som muslimerne i byen fører mod vores gode konge, Hans Majestæt Abdul-Aziz), har vi levet i meget stor nød.
Vores fjender startede med at tvinge os til at spise jord og udsætte os for hån og foragt. De tvang os til at gå barfodede, hvorved vores anseelse blev fuldstændig ødelagt. Flere tusinde er uden mad, fordi vores trosfæller ikke var villige til at gå barfodede eller underkaste sig den skam og chokerende behandling, som disse vilde påførte dem.
Desuden inddriver de dagligt skatter fra os, som er svære at
udholde. Ved én lejlighed betalte vi 1.000 douro og der går
ikke en dag, uden at vores elendige og forpinte samfund bliver tvunget
til at betale en ny skat, for at bringe de tusinder af vore fjender
og undertrykkere til tavshed.
De har også været snedige nok til at lukke enhver flugtvej
- og således forhindre os i at finde frelse i flugt - for at undertrykke
og udbytte os, indtil vi står nøgne tilbage ...
Hebraisk brev (26.2.1908) fra Abraham Amar, en af overrabbinerne i Meknès, til A. Ribbi, leder af samtlige AIU Drengeskoler i Tanger; oversat og sendt til AIU, Paris, hvor det er registreret den 15.3.1908 (AIU MAROKKO IV C 11).
1908 Bekræftelse af rabbiner Abraham Amars klage
Jeg har den ære at vedlægge det originale brev og dets oversættelse, som jeg netop har modtaget fra Meknès. Underskriveren, hr. A. Amar, er en af samfundets ledende rabbinere. Alt, hvad der står angående tvangsydelser og den dybe elendighed, som vores trosfæller lever i, er fuldstændig sandt. Vores overrabbiner og forskellige medlemmer af vores samfund har modtaget andre breve, der bekræfter, hvad hr. Amar skriver. Jøder fra Meknès, der bor i Tanger siger, at de med hver post-ankomst får de samme nyheder fra deres slægtninge og venner.
Brev (10.3.1908) fra A. Ribbi, Tanger, til Pres. AIU, Paris (AIU MAROKKO IV C 11).
1908 Ydmygelse og undertrykkelse af jøder i Wazzan
Dette for at meddele Dem, at nyheder modtaget her til morgen fra Wazzan viser, at situationen for vores trosfæller i denne by er desperat. Efter Mouley-Hafizs proklamation [som sultan] i denne region, er perioder med forfølgelse begyndt for disse stakkels mennesker. De er udsat for den værst tænkelige behandling og lider de mest nedbrydende ydmygelser. Sidste onsdag blev tre af de [jødiske] notabiliteter anholdt, frataget alle deres ejendele og kastet i fængsel. Bagefter trængte en flok arabere ind i mellahen, plyndrede en synagoge, krænkede hellige genstande, sønderrev Lovens Ruller og smed dem ud på gaden. De skræmte jøder barrikaderede sig i deres huse. De er i den største bestyrtelse. Et møde af ulama [muslimske retslærde] skal holdes, for at fastsætte de betingelser, hvorunder deres liv kan blive skånet, og hvad der vil blive deres skæbne. Da der mangler detaljer om disse sørgelige begivenheder, ventes der spændt på morgendagens post.
Nogle købmænd herfra [Larache], der er under europæisk beskyttelse, med interesser i Wazzan, har givet nærmere oplysninger om situationen til de [fremmede] konsuler, som har lovet at indbringe sagen for deres ministre [ambassadører] i Tanger.
Også i Alcazar bliver jøderne groft mishandlet. De påføres alle former for forfølgelse: de skal tage deres sko af foran moskéer, finde sig i alle de samme ydmygelserne som fra i fjor og endog acceptere slag, uden at kunne klage til myndighederne. Guvernøren i byen, til hvem de har betalt 1.000 pesetas for hans beskyttelse, har fortalt dem, at han er magtesløs overfor befolkningens raseri, og har anbefalet dem at undgå at gå ud af frygt for, at de kunne blive massakreret. Der hersker stor panik i dette ulyksalige samfund. Nogle familier er kommet til Larache for at søge tilflugt.
For araberne i det indre af landet, betyder indsættelsen af Mouley-Hafiz en strålende sejr over europæerne, og må, som den umiddelbare konsekvens, give dem frihed til at ydmyge og hensynsløst undertrykke jøderne - i islams befriers navn.
Brev (21.6.1908) fra Bensimon, leder af Larache AIU Drengeskole til AIU, Paris.
1908 Huse tilhørende Wazzan-jøder konfiskeret, vinduer blokeret
Efter mit brev af den 21., kan jeg give Dem nogle detaljer om begivenhederne i Wazzan, taget fra et brev modtaget her i går af en [jødiske] notabilitet.
Efter tre dage med ubeskrivelig frygt, har vores trosfæller været i stand til at redde deres liv på følgende betingelser. Undertrykkende foranstaltninger, oprørende grusomme, blev dekreteret af ulama-mødet og deres indførelse vil gøre situationen for disse stakler meget usikker. Døm selv:
Først og fremmest er det ikke tilladt dem at gå omkring i gaderne med sko på og at bære hvide klæder; de er endda nægtet lys og luft - alle vinduer, der åbner mod gaderne, skal blokeres. En synagoge, i nabolaget til en sharif [adelig, efterkommer af Muhammed] er lukket. De har ligeledes forbud mod at ryge, drikke eller destillere spiritus. Alle lagre af tobak og cigaretter, der blev fundet i deres butikker, er blevet beslaglagt og brændt. De ville resigneret have accepteret alle disse forfølgelser, hvis deres huse ikke var blevet angrebet. Fra den ene dag til den anden, fandt de sig berøvet deres hjem. Enhver, der besidder nogen form for ejendom, skal lægge det i sharifens hænder. De tre notabiliteter, der blev anholdt, har kun fået deres frihed mod at betale en løsesum på 1.500 pesetas, et enormt beløb i betragtning af fattigdommen i dette lille samfund. Hvad der gør situationen for disse ulykkelige mennesker endnu mere elendig er, at de ikke har lov til at forlade byen, hverken for at drive deres forretning, eller for at undslippe disse fanatikeres grusomhed. De kan ikke engang håbe på at forbedre deres situation. Hvem kan de klage til, hvem vil gribe ind på deres vegne?
Brev (24.6.1908) fra Bensimon til AIU Paris.
1908 Godgørenhed vist mod jøderne af storvisir El Glaoui
Jeg har den ære at bekræfte modtagelsen af Deres brev af den 16., som De har sendt mig gennem vores trofaste ven, M. Joshua Corcos. [Levens brev til El Glaoui og hans svar var tilskyndet af Joshua Corcos, en jødisk købmand i Marrakesh, og bankmand for sultanen.]
Jeg har noteret mig alt, hvad De har fortalt mig, og har den glæde, for det første at meddele Dem, at jeg ikke er fanatiker, som det fremgår af de europæiske aviser. Tværtimod forsvarer jeg reel og fair lighed over for alle ansete mænd, uden hensyn til deres race eller religion. De har uden tvivl fået oplyst, at jeg, efter min tilbagevenden til Marrakesh, har taget alle nødvendige forholdsregler for at ophæve de seneste ærgerlige foranstaltninger mod jøderne, og har, Gud være lovet, haft held med dette. De er på nuværende tidspunkt lige så ugenerede og højt respekterede i medinaen (det arabiske kvarter) som i deres mellah. De kan bære deres baboush [en tung tøffel] i medinaen og kan desuden tilmed ride på dyr uden for mellahen, dvs. i medinaen. Kort sagt, de har nu al frihed til at gøre alt, hvad der tidligere var forbudt for dem. Vi håber, at de vil fortsætte med at være tilfredse, og vi beder den almægtige Gud om at hjælpe os til gavn for det almene vel.
Med hensyn til genåbning af Deres skoler her, kan De være sikker på, at jeg vil give al mulig bistand til de lærere, De vil sende, således at de kan åbne skolerne uden vanskeligheder. Så send blot lærerne, for de vil være velkomne. Jeg vil også meddele Dem, at jeg er meget tilfreds med de skoler, De har i vores rige og at jeg har altid værdsat den uddannelse, der gives dér til jødiske børn. Jeg ved allerede, at det eneste formål med Deres skoler er den intellektuelle og moralske højnelse af alle deres elever, og at de har stor respekt for alle religioner. M. Corcos vil utvivlsomt meddele Dem, at jeg, efter at have læst Deres brev, indkaldte de to pashaer for byen og pashaen for omegnen af Marrakesh, hvor der er mange jøder, og, i overværelse af M. Corcos, indskærpede dem at gøre alt, hvad de kunne for at sikre, at jøderne ikke blev dårligt behandlet, og at de ikke måtte udsættes for nogen plage på noget tidspunkt. Jeg anbefalede også skolerne, lærerne og eleverne til dem.
Jeg gentager, at jeg elsker kun sandheden og ligheden mellem alle skabninger. Vi forbliver trofaste venner af alle europæere og især af vores ærværdige naboer, franskmændene. Jeg vil også meddele Dem, at vores ærede regent, Hans Majestæt Sultan Mouley Abdul Hafiz, ønsker godt for enhver og alles bedste, og at alt, hvad aviserne skriver om ham, er falsk.
Brev (26.10.1908) fra Si Madani Elmezouar El Glaoui (storvisir for Hans Sharife Majestæt, Mouley Abdul Hafiz, sultan af Marokko) dengang i Marrakesh, til Narcisse Leven, præsident for AIU, Paris.
1909 Sultanen lover beskyttelse til jøderne i Fez
Denne intervention og de skridt, der er taget, kunne ikke være kommet på et mere belejligt tidspunkt. Midt i forvirringen af marokkansk politik, var De i stand til at forudsige det øjeblik, hvor en afspænding var sandsynlig, for dér at rette en vel anbragt forbøn på vegne af vores trosfæller i Fez. Dette er, hvad der skete: Sultanen læste yderst omhyggeligt talerne om Marokko holdt i Kammeret [Deputerekammeret] i de sidste få dage. Når og hvornår aviserne ankom til Tanger, bragte særlige bude ham oversættelserne. De husker den rapport om situationen i mellahen, som jeg sendte til M. Gaillard, den franske konsul i Fez, og som blev sendt videre til udenrigsministeren, og De så, hvordan M. Pichon, da han talte i Kammeret om jødernes situation i Fez, var ansporet af denne rapport og citerede dele af den. Desuden gjorde M. Pichon indsigelser angående dette til [Si Taieb] El Mokhri [udenrigsminister], som bragte dem videre til sultanen. I går indkaldte El Glaoui, som følge af disse indsigelser, de ledende rabbinere og notabiliteter i vores samfund, og sagde, på vegne af sin herre, til dem:
Det er kommet til vort kendskab, at lederen af jeres skole ved flere lejligheder, på jeres vegne, har skrevet til Alliance Israélite. Jeg er instrueret af min herre til at fortælle, at I aldrig igen vil blive nødt til at bøje jer for nogen uretfærdighed fra Makhzenens [regeringens] side, at tvangsarbejde ikke længere vil blive pålagt jer, at jeres fester og sabbatter fremover vil blive respekteret; jeg bringer jer disse velvillige løfter fra sultanen, som elsker jer lige så meget som hans mest trofaste undersåtter. Dørene i Dar el Makhzen [paladset] står fra i dag og fremefter vidt åbne for jer, og I kan altid bringe jeres klager og sorger frem for os; de vil blive hørt med retsindighed.
Dette er mere eller mindre, hvad El Glaoui fortalte repræsentanterne for mellahen. Kort efter at samfundets ledere havde forladt storvesiren, forestillede jeg mig for ham og rakte ham Deres brev, som gjorde et betydeligt indtryk på ham. El Glaoui var meget smigret over Deres synsvinkel og viste det ved den særdeles charmerende måde, han modtog mig på. Efter at have gentaget for mig personligt de løfter, der blev givet til mellahens ledere et par minutter før, rejste han sig for at gå hen til sultanen for at oplæse Deres brev, som jeg havde taget den forholdsregel på forhånd at oversætte til et elegant, litterært arabisk.
Brev (7.12.1909) fra Abraham Elmaleh, leder af Fez AIU Drengeskole, til AIU, Paris.
1911 Kun Alliancen er i stand til at beskytte jøderne i Marrakesh
Det store flertal af folk har ingen anden beskyttelse end den, der gives af Alliancen. Vi gør alt, hvad vi kan for dem. Hvis jøder bliver uretfærdigt fængslet, forulempet og holdt som gidsler af myndighederne eller fanatiske muslimer, så gør en repræsentant for Alliancen det til sin pligt at tale deres sag for den ansvarlige myndighed, og i de fleste tilfælde krones hans indsats med held. Vi bestræber os på at bevare det bedst mulige forhold til pashaer og andre lokale myndigheder, og bruger disse gode relationer til at lette, så vidt vi kan, den usikre situation for vores trosfæller, der er marokkanske undersåtter.
Disse relationer er endnu mere afgørende for os, fordi vi ikke har ret til at blande os i forholdet mellem makhzenen [regeringen] og dens eget folk. Hver gang jeg har interveneret på vegne af en jøde, er det således sket på grundlag af en fabor (nåde, fordel). Man vil ikke kunne tale om uretfærdighed og vold til disse stolte og arrogante mænd uden risiko for at blive vist døren og for evigt udelukket fra adgang til guvernørens hus.
Brev (27.9.1911) fra Raphael Danon, leder af Marrakesh AIU Drengeskole til AIU, Paris (AIU FRANKRIG XIV F. 25).
1912 Forbedret situation for jøderne i Marrakesh
Man kan ikke komme udenom at anerkende de resultater, der indtil videre er opnået af jeres skoler i Marrakesh. Hvis man et øjeblik husker tilbage på situationen for jøderne i denne by for 10 år siden, bliver man slået af de ændringer, de har gennemgået i materiel forstand, såvel som fra et intellektuelt og moralsk synspunkt.
At dømme ud fra samtaler, jeg har haft med nogle jøder om dette emne, er det klart, at deres situation var meget usikker. Med et dybt suk tænker de tilbage på de smertefulde øjeblikke, de gennemlevede. Jeres fremragende medarbejdere, der har undervist i jeres skoler i Marrakesh har uden tvivl ofte malet billedet for jer af den triste og hjerteskærende situation for det jødiske samfund på det tidspunkt. Alligevel vil jeg gerne tilføje nogle detaljer.
Begrænset til deres dystre ghettoer, boede jøderne i usunde slumkvarterer. Hele grupper af mennesker vrimlede rundt i et enkelt elendigt værelse, dynget sammen, så at sige, oven på hinanden i dårlig luft. Uvidenhedens og overtroens skygger havde fat i næsten dem alle. Intet under, at man i gaderne, ved næsten hvert eneste skridt, kunne møde syge mennesker i laser. Alt ved dem osede af den mest usle fattigdom og groveste uvidenhed.
Lad os måle de fremskridt, som jøderne har gjort i deres relationer til araberne, efter Galut-perioden [eksilet], som først sluttede med mordet på dr. Mauchamp [19. marts, 1907]. En dyb, uoverstigelig kløft adskilte muslimerne fra jøderne. Sidstnævnte var genstand for pinsel, foragt og mishandling. De fik ikke lov til at forlade mellahen med sko på fødderne, med undtagelse af samfundets leder, som altid blev eskorteret af pashaens soldater. Alle var forpligtet til at tage deres baboucher af eller lade dem blive hjemme, når de forsøgte at komme ind det arabiske kvarter, uanset hvor velstående de var. De uheldige, der løb risikoen med at ride på et eller andet dyr gennem medinaen (det muslimske kvarter), blev slået med stokke eller knytnæver, og derefter tvunget til at stige af i en skælvende tilstand. ’Elendige Jøde, hvor vover du at ride et dyr i din herres nærvær?’ ’I Guds navn, hav medlidenhed med mig, jeg stiger af.’ Dette er ikke alt, i medinaen var de ulykkelige jøder legetøj for deres tyranniske naboer. Sidstnævnte tvang dem til at udholde tusinde ydmygelser, når de kom forbi, såsom at slå deres kalot til jorden eller fylde den med urin og returnere den til dem. Hvorefter araberne spyttede dem ansigtet, kastede sten på dem eller tvang dem til at udføre ydmygende handlinger. Dem, der forsøgte at forsvare sig, blev der slået løs på uden medlidenhed. Vænnet til den værste behandling, accepterede de stakkels jøder med from resignation alle de undertrykkende handlinger, som deres farlige naboer udsatte dem for. I få ord var Galut en periode med lidelse og endeløse pinsler for vore ulykkelige brødre.
Sikke en forandring, der har fundet sted! Denne triste og ydmygende fortid er ved at forsvinde lidt efter lidt, til fordel for en vej af lys, af fremskridt. I dag, behandles jøderne næsten lige fod med araberne og de kristne …
Fra en rapport (30. marts 1912) af L. Benoudiz, lærer på AIU Drengeskole, Marrakesh til AIU, Paris (AIU MAROKKO II B. 9).
1912 Katastrofal ødelæggelse og plyndring af mellah i Fez
Vi er ved at vågne fra et forfærdeligt mareridt. Jeg følte mig ikke i stand til at beskrive det for dig. Plyndringen af mellahen, begået af oprørske sharif-tropper, begyndte onsdag den 17. i denne måned ved middagstid. Jeg havde netop forladt skolen og havde sat mig for at spise frokost, da jeg fik at vide, at der var skududvekslinger ved mellahens porte. I begyndelsen var det et skænderi af mindre betydning. Men som tiden gik, blev nyhederne, der kom ind, stadig mere alarmerende. Jeg fik at vide, at tropperne havde massakreret deres instruktører, at 5.000 velbevæbnede soldater havde gjort oprør, og at der var en march på vej mod mellahen og det europæiske kvarter. Dørene til mellahen blev lukket, men desværre ikke bevogtet, for jøderne havde ingen våben eller ammunition, og angrebet kom så pludseligt, at det var umuligt at organisere et forsvar. Enhver forsøgte at forsvare sig i sit hjem nær sin familie. Vore skoler blev invaderet af grupper af tårevædede kvinder og børn, der søgte tilflugt, og ingen af dem forstod, desværre, som vi forstod senere, at netop vores tilstedeværelse var skæbnesvanger for dem, for de oprørske soldater var ude efter at massakrere alle franskmænd i Fez. Jeg forsøgte at organisere vores gruppe til det bedst mulige forsvar af sig selv, så vore liv ville blive solgt så dyrt som muligt. Vi havde kun fem pistoler til mere end 400 flygtninge. Det var en desperat situation. Omkring klokken 2 om eftermiddagen fik jeg at vide, at pøbelen havde brændt dørene til mellahen og trængte ind i kvarteret. Så begyndte plyndringen, og vi kunne høre skrigene fra dem, der blev massakreret, og deres skrig af fortvivlelse. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få nyheden bragt ud til den franske minister og den franske lejr i Dar Dbibagh cirka to kilometer fra mellahen, for at få hjælp, men mine breve nåede aldrig frem.
Jeg har redegjort for denne situation i et brev til den franske minister, af hvilket jeg sender Dem en vedlagt kopi. Under alle omstændigheder, hr. præsident, har vi jøder været uskyldige syndebukke for den anti-franske bevægelse, der brød ud i Fez. Mange franskmænd er blevet dræbt og lemlæstet: officerer, forretningsfolk mistede livet den onsdag. Det er en grusom sorg for Frankrig og for os. Jeg har mistet kære venner, som jeg altid vil huske. Den tragedie, der ramte et helt samfund som vores mellah, var endnu mere skændig. I hele byen Fez, var vi de eneste, der blev angrebet; det er en grusom sandhed, at når den folkelige vrede eksploderer i Marokko, så lader den sin hævn ramme mellaherne, indtil hadet er mættet.
Plyndringen, der startede onsdag middag, fortsatte uden afbrydelse indtil lørdag morgen. I tre dage blev der udført massakrer, røverier og påsat brande i mellahen uden afbrydelse. Natten mellem onsdag og torsdag blev en nat i helvede. Jeg skal aldrig glemme den nat: pistoler i mine hænder, nær min skrækslagne familie, lyttende til skyderiet, ofrenes skrig, i et distrikt oplyst af det ildevarslende lys fra det brændende kvarter og i forventning om når som helst at blive angrebet af den vilde horde og massakreret med min familie. Vi gennemlevede grufulde øjeblikke. Omkring mig havde jeg samlet min hustru, mine børn og mine medarbejdere, så vi kunne dø sammen, for vi ville ikke have undsluppet døden på trods af den fortvivlede modstand, vi var parat til at yde; dette vidste vi fra erfaringen fra flere hjem, der var blevet forsvaret med fortvivlet mod og som til sidst havde måttet overgive sig til kuglerne og flammerne. Torsdag morgen, på grund af de grusomheder, der allerede var begået, og i ønsket om at forhindre yderligere tragedier, tilskyndede jeg folk i de omkringliggende huse til at forlade deres hjem. Jeg forlod mit hus med min familie og alle flygtningene, og vi flygtede til en have, der grænser op til sultanens palads. Vi tilbragte resten af dagen er der, eftersøgt og forfulgt, fra hæk til hæk og fra den ene hytte til den anden!
Oh! denne desperate flugt i haven, gråden fra kvinderne og børnene, der klamrede sig til mig i illusionen om, at jeg var i stand til at redde dem. Jeg vil aldrig blive i stand til at beskrive situationens fulde rædsel. Forløsningen kom samme aften. Opfyldt af medfølelse, fik sultanen alle jøderne samlet sammen og åbnede dørene til sit palads, disse døre, som vi forgæves havde banket på hele dagen. Næsten to tusind jøder søgte tilflugt denne aften i en af slottets gårde. Vi var blandt dem. Hvad var der sket med de andre? Vi gøs ved tanken om deres skæbne. Vi tilbragte natten i gården i regnvejr, syge og sultne (vi havde ikke spist noget siden onsdag formiddag, og det var ikke før fredag formiddag, at vi fik et stykke brød). Den følgende morgen, fredag, sendte sultanen bud efter mig og min familie. Vi insisterede på, at vores medarbejdere også skulle med, hvilket han indvilligede i. Vi blev modtaget i et hus; sultanen kom for at se os og tale med os, med enkelhed og stor venlighed. På slottet blev vi vist den største gæstfrihed indtil om morgenen, da jeg forlod stedet for at tage til ambassaden for at skaffe hjælp til jøderne. De andre jøder blev samlet på slottet om fredagen, og sultanen sørgede for en gavmild uddeling af fødevarer til dem. De militære myndigheder, ambassaden og den britiske konsul sendte brød …
Facaderne på husene var flået af, hele gader var fyldt med murbrokker fra huse, der var styrtet sammen, dørene i alle husene var blevet smadret; ødelagte møbler og resterne efter udplyndringen, udført frit af flere hundrede røvere gennem tre dage, lå spredt rundt omkring. Brand overalt, ødelæggelse, ruin og trøstesløshed. Ligene, der var dynget sammen i gaderne, blev fjernet, mere end 50 af dem, mænd, kvinder og børn. Hvor mange flere vil blive fundet under murbrokkerne? Jeg gik ind i skolen og ind i min lejlighed. Der var intet tilbage. Hvad der ikke kunne tages væk, var blevet smadret, revet op. Hvilke scener af vildskab jeg her har rekonstrueret!
Brev fra Abraham Elmaleh (22.4.1912), leder af Fez AIU Drengeskole til Pres. AIU, Paris (AIU Marokko?).
1912 Rapport om massakren i Fez
Dagen efter april-blodbadet, hvor der foregik en fuldstændige udplyndring af mellahen, blev en kommissionen udnævnt ved en særlig dahir af Sultan Mouley Hafiz til at afhjælpe den enorme katastrofe, der havde ramt den jødiske befolkning.
Her er en oversættelse af sultanens dahir:
’Priset være den ene Gud:
’Der er ingen styrke eller magt undtagen i Gud i det høje, den ophøjede Ene. (Segl af S. M. Mouley Abdul Hafiz, Sultan af Marokko.)
»Dette for at meddele, at vi med Guds hjælp påbyder nedsættelsen af et udvalg bestående af 14 medlemmer, under ledelse af vores tjener Tazi. Vi forlanger af dette udvalg, at det skal undersøge mulighederne for at afhjælpe situationen for jøderne i mellahen i denne by, og tage alle nødvendige skridt i denne henseende, derfor:
1. Udvalget vil i første omgang beskæftige sig med at sørge for jødernes underhold.
2. Det vil derefter fortsætte med fjerne murbrokkerne fra de dele af mellahen, der er styrtet sammen, og generelt rense kvarteret.
3. Det vil vælge en passende midlertidig lejr for jøderne.
4. Det vil træffe passende foranstaltninger til at beskytte jøderne og mellahen.
5. Udvalget vil varetage disse opgaver med behørig omhu og omsorg for at nå de skitserede mål på den mest praktiske måde.
'Hilsen. Dette er vort dekret, må Gud bifalde det, den 5. Djoumada i året 1330 (20. april 1912) ...'
Efter plyndringerne, som var foregået uden stop i tre dage, lignede mellahen billedet af en by, der var ødelagt af en frygtelig naturkatastrofe. Alle dele mellem adgangs-bordjen og hvad der havde været et ildsted blev fuldstændigt ødelagt og prisgivet den brand, der var blevet påsat om natten mellem den 17. og 18. april. Gaderne, der tidligere havde været så glade, så fulde af liv og bevægelse, var nu bare en mængde afbrændte og rygende ruiner. Murbrokkerne steg til en højde af mere end ti meter, og nåede op til husenes øverste etager. Halvdelen af området lå i ruiner, hærget af brand og ubeboeligt; dele af mure, som stod alene, udbrændte huse på en eller anden måde holdt sammen ved en mirakuløs balanceakt; andre, som var blevet isoleret ved helt eller delvist sammenbrud af tilstødende huse, var farlige at bo i.
Hele den jødiske befolkning var flygtet og havde søgt tilflugt i gården i sultanens palads. Til ødelæggelsens rædsel blev tilføjet stilhedens rædsel. Gaderne, overstrøet med lig, dækket af blodpletter, forskellige murbrokker, ødelagte møbler, iturevet tøj, ejendele og mange andre ting, var bevis på ødelæggelsens voldsomhed og også på kampene mellem røvere, der stjal fra hinanden. En kvalmende lugt af forrådnelse, forfald, og brand steg op fra dette kaos, og regnen, der var faldet tæt i 48 timer, havde omdannet mellahen til en smudsig sump.
Mere end 60 jøder døde, omkring 50 såret, en tredjedel af mellahen bevidst brændt ned, den fuldstændige udplyndring af kvarteret, en jødisk befolkning på 10.000 reduceret, efter udvandringen, til 8.000, der levede af offentlig velgørenhed, uden husly og tøj, med hverken hjem eller værktøj at arbejde med, berøvet alle deres ejendele: dette er statusopgørelsen efter disse tragiske dage, og den situation, som udvalget stod over for ...
Den jødiske befolkning blev på slottet fra den 19. til den 28. april. Først presset ind i en smal gård, senere i stand til at flytte til slottets store indvendige gård og menageriet, hvor burene for vilde dyr tjente som ly. Allerede fra starten, sendte udvalget de nødvendige forsyninger til denne gruppe mennesker.
Ofrene blev i stand til at vende tilbage til Mellahen om morgenen den 28. april. Det var på høje tid: de havde lidt hårdt under kulden og fugtigheden i deres ynkelige interimistiske tilflugtsrum, som regnen trængte igennem. Tilbagekomsten var hjerteskærende. Det var en ynkværdig procession af mænd, kvinder og børn, klædt i pjalter, beskidte, grædende af fortvivlelse, mens de stirrede på mængden af ruiner. En umiddelbar uddeling af mad blev sat i værk, og den jødiske befolkning trængte sig sammen, så godt den kunne, i dens kvarter, hvis areal var reduceret med en tredjedel. Et stort antal jødiske familier udvandrede straks til Meknès og kysten. Jeg anslår, at 2.000 tog af sted, hvoraf en del vendte tilbage til Fez på grund af vanskelighederne med at opretholde livet.
Alle de jøder, der kom tilbage til mellahen havde behov for hjælp, for ingen ejede længere noget som helst. Det var umuligt at skelne mellem dem, der havde været rige og levet komfortabelt, og dem, der havde været fattige. Vores opgave begyndte først, da det jødiske kvarter var blevet genetableret, eftersom nogle måtte forsynes med grundlæggende eksistensmidler, andre med arbejdsredskaber, og alle med dagligt underhold ...
Fra en rapport af A. Elmaileh (22.11.1912) offentliggjort i Tanger (1913) (AIU Marokko).
1913 Jøderne i Fez kan aldrig glemme det grufulde blodbad i 1912
Det er måske nytteløst at genopfriske mindet om de blodige begivenheder, der fandt sted i Fez den 17. april 1912. Men hvad der skete, var så forfærdeligt, at enhver beretning til stadighed vil komme til kort overfor virkeligheden.
Marokkanerne var blevet beskrevet som mennesker, der undertiden kunne være blodtørstige, men den dag udførte de en forbrydelse af så stor skændsel, at jøderne i mellahen aldrig vil kunne slette dens ondskab fra deres hukommelse.
Mord, voldtægt, brandstiftelse, plyndring - intet blev sparet dette ulykkelig jødiske samfund, som var ude af stand til at forsvare sig, da det var blevet totalt afvæbnet et par dage forinden af de marokkanske myndigheder under et tomt påskud, hvilket klart viser, at omvæltningen var organiseret, og ikke spontan, som nogle har forsøgt at foregive.
Den 17. april, mens befolkningen i mellahen som sædvanlig var på vej til deres arbejde, kastede en horde af marokkanere, der beløb sig til tusinder, sig over kvarteret og på en kujonagtig måde - mens vores ulykkelige trosfæller bad om nåde og mindede dem om fortidens tjenester - myrdede børn, kvinder og gamle mennesker for øjnene af deres familier, som var ude af stand til at hjælpe. Disse vildmænd stillede deres begær på vores hustruer og døtre, som blev voldtaget foran deres pårørende med en brutalitet, som trodser enhver beskrivelse. Detaljerne under disse grusomheder får os stadig til at skælve; de gik hinsides alt, hvad man kan forestille sig. Og når vi tilføjer, at nogle af disse kvinder og unge piger, besudlet på denne måde, er døde, og andre for altid vil bære spor af denne vold, til trods for franske lægers omhu og opmærksomhed, så vil de lidelser, som griber mellahen kunne forstås.
Mens en del af marokkanerne brutalt angreb os, invaderede andre vores hjem, og efter at have ført alle vores ejendele væk, satte de ild til vores huse, for således at tilføje endnu et element af rædsel til situationen. Det er ikke let at give en beskrivelse af vores lidelser, for på det tidspunkt havde vi mistet al selverkendelse: skrækslagne, klar til den visse død, adskilt fra vores kære, ventede vi med angst på øjeblikket for vor udfrielse.
Tilstedeværelsen af franske soldater havde imidlertid en gavnlig virkning på Mouley Hafiz, der besluttede at redde en befolkning på omkring 10.000 mennesker, der drev omkring i gaderne, de fleste af dem uden tøj på. Sultanens haver blev valgt som vort tilflugtssted og der, uden hensyn til køn, blev vi drevet sammen i staldene, i burene i et menageri, faktisk hvor som helst, vi kunne finde ly for den kraftige regn, der faldt i løbet af disse destruktive dage. Der opholdt vi os i flere dage uden dække og næsten uden brød. De franske soldater befriede os, og da ordenen var blevet genoprettet, blev vi i stand til at vende tilbage til vores hjem. Der fandt vi en anden trøstesløshed, da alt var blevet ødelagt, og når vi siger, at selv træet fra vores huse var flået af og ført bort, kan man måske forestille sig omfanget af udplyndringen.
Fra en rapport (oktober 1913), formentlig udarbejdet af A. Elmaleh for de franske myndigheder i Paris (AIU Marokko).
Noter
[1] Bernard Lewis, ‘The Pro-Islamic Jews’, Judaism, Vol. 17, No. 4 (New York, 1968), p. 401.
[2] George Vajda, ‘Un Recueil de textes historiques judéo-marocains’, Hespéris, No. XII (Paris. 1951).
[3] J. E. Budgett Meakin, ‘The Jews of Morocco’ (1892) JQR IV, The Moorish Empire (1899), The Land of the Moors (1901). The Moors (1902).
[4] Charles de Foucauld, Reconnaissance au Maroc 1883—84 (Paris, 1888).
[5] Michel Carrouges, Foucould: Devant l’Afrique du Nord (Paris, 1961), p. 151
[6] Edmond Doutté, Missions au Maroc: En Tribu (Paris, 1914), p. 137.
David Gerald Littman
David Gerald Littman (4. juli 1933 - 20. maj 2012) var britisk historiker og menneskerettighedsaktivist i FN i Genève, hvor han repræsenterede forskellige ngo'er.
David Littman blev født den 4. juli 1933 i London, England. Han blev uddannet på Canford School, Dorset, England (1951), og Trinity College, Dublin, hvor han fik sin BA med udmærkelse og MA-grader i moderne historie og statskundskab, efterfulgt af ph.d.-studier ved Institut for Arkæologi, University of London. I september 1959 giftede han sig med sin egyptisk fødte hustru Gisèle (født Orebi) (senere kendt ved hendes nom de plume Bat Ye'or). De flyttede til Lausanne, Schweiz, det følgende år.
Littman Library of Jewish Civilization blev grundlagt af hans bror, Louis Littman.
Kilde: Wikipedia
Oversættelse: Bombadillo