I de senere år [dvs. frem til slutningen af 1999, o.a.], har repræsentanter for nogle muslimske lande forlangt og ofte fået særbehandling i FN, for det meste via Menneskerettighedskommissionen (UNCHR). Som et resultat heraf, er ikke-diplomatiske vendinger, som "blasfemi" og "bagvaskelse af islam", trængt ind i FN-systemet og har ført til en situation, hvor ikke-muslimske regeringer accepterer visse regler for adfærd i overensstemmelse med islamisk lov (sharia) og indvilliger i en selvpålagt tavshed om emner, der vedrører islam. Dette adfærdsmønster er dukket op i forbindelse med en lang række spørgsmål - Salman Rushdie, muslimsk antisemitisme, islamiske alternativer til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (UDHR), en resolution om "bagvaskelse af islam" og den sudanesiske regerings handlinger.

Salman Rushdie

De Forenede Nationer viste kun lille interesse, da Ayatollah Khomeini udstedte et edikt i februar 1989, der dømte den britiske forfatter Salman Rushdie til døden for hans roman, De Sataniske Vers, som er "i opposition til islam, Profeten, og Koranen" som ediktet erklærer; hvis noget, forsøgte de fleste medlemsstater at ignorere hele episoden. Det tog hele fire år, før den største sag om udtryksfrihed i vores tid fandt en blot underforstået omtale i en UNCHR resolution (den, der årligt kritiserer Iran for krænkelser af menneskerettighederne):

[UNCHR] udtrykker også dyb bekymring over, at der er vedvarende trusler mod livet af en borger i en anden stat, som synes at have støtte fra regeringen for Den Islamiske Republik Iran, og hvis sag er omtalt i rapporten fra den særlige repræsentant. [1]

I 1999 valgte UNCHR at tage for pålydende "de forsikringer, som den iranske regering gav i New York i september 1998," [2] da udenrigsminister Kamal Kharazi sagde, at hans regering ikke længere vil forsøge at gøre en ende på Rushdies liv. I processen foretrak kommissionen at ignorere Kharazis indrømmelse af, at han ikke sagde noget nyt ("Vi antog ikke en ny holdning i sagen om den frafaldne Salman Rushdie, og vores holdning er den samme"); [3] den så også bort fra udtalelser fra førende regime-embedsmænd, der truer Rushdies liv. For eksempel gjorde det ingen forskel, at ayatollah Hasan Sanai, leder af en førende fond, den 14. februar 1999 udtalte, at "Iran er alvorligt og fast besluttet på at udføre Allahs ordre. Ideen om Rushdies tilintetgørelse er en levende idé, på udkig efter en passende lejlighed." [4]

Denne holdning af ligegyldighed gav mod til medlemsstater af Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) som var velvilligt stemt for en styrkelse af sharia, og de gik videre med at forsøge at indføre Khomeini-stil begrænsninger af ytringsfriheden indenfor selve FN angående visse politiske aspekter af islam. Således begyndte "Rushdie-reglerne" at påvirke forskellige FN-organer, især Menneskerettighedskommissionen og æde de internationale normer væk.

"Menneskerettigheder i Islam"

Cairo-erklæringen. Den 19. Islamiske Konference for Udenrigsministre vedtog den 5. august 1990 Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam (CDHRI) [også kaldet UIDHR, Universal Islamic Declaration of Human Rights, o.a.]. CDHRI er meget præcis: I henhold til den officielle engelske version: "All the rights and freedoms stipulated in this Declaration are subject to the Islamic Shari‘a" ["Alle rettigheder og friheder fastsat i denne erklæring er underlagt den islamiske sharia"] (artikel 24) og "The Islamic Shari‘a is the only source of reference for the explanation or clarification of any of the articles of this Declaration" ["Den islamiske sharia er den eneste reference-kilde til forklaring eller afklaring af enhver af artiklerne i denne erklæring"] (artikel 25). Med andre ord, ved at etablere sharia-lov som "den eneste reference-kilde" til beskyttelsen af menneskerettigheder i islamiske lande giver Cairo-erklæringen den prioritet over Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

På trods af denne indlysende modstrid mellem CDHRI og UDHR, publicerede Kontoret for FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder det førstnævnte dokument i december 1997, [5] og gav det derved tilsyneladende en vis autoritet inden for FN. Og ganske rigtigt - CDHRI blev derefter en "stueren" kilde i FN. For eksempel henviste de 26 medlemmer af Underkommissionen for Menneskerettigheder til den i præamblen til en resolution, vedtaget den 21. august 1998, om kvinders situation i Afghanistan:

Dybt bekymret over situationen for den kvindelige befolkning i Kabul og andre dele af Afghanistan, der kontrolleres af Taliban; forfærdet over Talibans påstand om, at islam støtter deres politik vedrørende kvinder; fuldt ud klar over, at Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam, som blev vedtaget af Den Islamiske Konferenceorganisation i 1990, garanterer kvinders rettigheder på alle områder. ... [6]

Et seminar om "Islamiske Perspektiver". På initiativ af Irans udenrigsminister Kamal Kharazi, som opfordrede til en "revision af Erklæringen [FN's Menneskerettighedserklæring]" i sin tale til UNCHR den 17. marts 1998, var Kontoret for FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder i dagene 9-10. november 1998 vært for et seminar i Genève med titlen "Berigelse af Menneskerettighedernes Universalitet: Islamiske Perspektiver på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder". Ved arrangementet, der blev finansieret af OIC-landene til en pris af næsten 500.000 dollars, præsenterede tyve muslimske islameksperter et papir med henblik på ...

at gøre rede for de islamiske perspektiver med hensyn til menneskerettigheder og minde om islams bidrag til etableringen af fundamentet for disse rettigheder, hvorigennem islam sigtede mod at lede mennesker ud af uklarhed og ind oplysning, at sikre dem værdighed i deres liv og mod at blive underkastet andre end Allah, samt at hævde deres frihed og deres ret til retfærdighed og lighed på basis af de to kilder til islamisk sharia: Koranen og sunna samt fiqh retsvidenskab. [7]

Selvom seminarets erklærede formål var "at fremme forståelse og respekt folkene imellem," havde publikum på over 250 repræsentanter fra mere end 80 stater, mellemstatslige organisationer og FN-organer samt 41 ikke-statslige organisationer (ngo'er) ingen mulighed for at tale, fordi diskussionen var begrænset til deltagerne. Af invitationen fremgik det, at for at fremme "forståelse og respekt folkene imellem, har vi designet seminaret til at have en videnskabelig fokus og til at være et sted for udveksling af videnskab, synspunkter og meninger. Der vil ikke blive opfordret til at nå frem til konklusioner, stillingtagen, eller bedømmelse af lande-praksis." [8] Forståelse og respekt kan have været det erklærede mål, men i virkeligheden umuliggjorde seminaret den åbne diskussion af emner. Observatører var enige om, at denne mødeform var uden fortilfælde inden for FN-systemet; det blev stærkt beklaget, selv af nogle diplomater fra OIC-medlemslande.

Ingen muslimsk antisemitisme

Regeringerne i Den Islamiske Konferenceorganisation traf den afgørelse på deres topmøde i Teheran i 1996, at ambassadør Munir Akram fra Pakistan senere skulle give en redegørelse for Menneskerettighedskommissionen, som opfordrede til "pragmatiske og konstruktive skridt til at imødegå den negative propaganda mod islam; til at fjerne og korrigere misforståelser; og til at præsentere det sande billede af islam: Fredens og tolerancens religion." [9]

Fire måneder senere begyndte OIC at realisere denne beslutning i FN. På den allersidste dag under UNCHR's 1997-session, blev ordet taget af repræsentanten for Indonesien, Agus Tarmidzi, der talte på vegne af OIC-landene, for at protestere mod en passage i en rapport fra Benins Maurice Glélé-Ahanhanzo, FN’s særlige rapportør om racisme. Med fokus på information i underrubrikken "Islamistisk og arabisk antisemitisme", henviste den indonesiske ambassadør til et citat fra en bog om antisemitisme, der lyder:

Brugen af kristne og sekulære europæiske antisemitiske motiver i muslimske publikationer er stigende, men på samme tid vender muslimske ekstremister sig i stigende grad til deres egne religiøse kilder, først og fremmest Koranen, som en primær anti-jødisk kilde. [10]

Tarmidzi kaldte dette en "bagvaskelse af vores religion islam og blasfemi mod dens hellige bog Koranen". Samme aften vedtog UNCHR's 53 medlemslande - herunder USA og flere vestlige lande - i enighed en beslutning, der ...

udtrykte sin harme og protest mod indholdet af sådan en krænkende henvisning til islam og Den hellige Koran; bekræftede, at denne krænkende henvisning burde have været udelukket fra rapporten; anmodede formanden om at få den særlige rapportør til at træffe korrigerende foranstaltninger som reaktion på den foreliggende beslutning. [11]

Denne anmodning blev straks imødekommet og den "krænkende henvisning" behørigt fjernet. [12]

Men dette var ikke nok. Den 22. juli, 1997, ved Genève-mødet i FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), henviste Indonesien igen, på vegne af OIC, til den "uhyrlige henvisning til islam og Koranen", der var indeholdt i rapporten om racisme, hvilken var blevet fjernet i en berigtigelse to uger tidligere. Nogle af OIC-talsmændene krævede endda, at selve underrubrikken: "Islamistisk og arabisk antisemitisme", skulle fjernes - et krav, der efterfølgende blev gentaget af Iran og Sudan. [13]

Interessant nok forsøgte ikke én af disse repræsentanter at tilbagevise den "uhyrlige henvisning"; at overdænge med hån og sikre sig, at det ikke blev gentaget, var tilstrækkeligt for dem. Måske har deres modvilje mod at komme ind på sagens kendsgerninger at gøre med de uigendrivelige beviser for, at islamister konstant bruger religiøse kilder, når de taler og skriver kritisk om emnet jøder på arabisk og persisk. Anklagen for "blasfemi" udgør således et forsøg på at få de særlige rapportører til at udøve selvcensur.

Og sådan selvcensur er faktisk sket, hvilket kan ses i 1999-rapporten fra den særlige rapportør om racisme, hvor den underrubrik, som skabte furore i 1997: "Islamistisk og arabisk antisemitisme," nu er påfaldende fraværende. [14] Selv om Glélé-Ahanhanzo igen refererer til den samme israelske publikation som han gjorde i 1997, undlader han enhver henvisning til dens 25 sider om antisemitisme i de arabiske lande og Iran. [15] Han end ikke nævner noget tegn på antisemitisme i den muslimske verden.

"Bagvaskelse af islam"

I modsætning til sidste-øjeblik-indsatsen i 1997, indledte OIC-landene helt fra starten af UNCHR's 1999-session deres bestræbelser på at få vedtaget en resolution (under dagsordenspunktet "Racisme"), der fordømte, hvad de kaldte "bagvaskelse af islam". De hævdede - i forhandlinger med Den Europæiske Union (EU), De Forenede Stater og andre delegationer - at "islam, en af de vigtigste religioner i verden, bliver bagvasket i forskellige kredse, herunder i menneskerettighedsfora". [16] På vegne af OIC-landene, introducerede Pakistans ambassadør Akram den 29. april 1999 resolutionsudkastet L.40, med titlen "Bagvaskelse af Islam". For at retfærdiggøre denne tekst, sammenlignede han "fremkomsten af en ny manifestation af intolerance og misforståelse og fejlopfattelse af islam og muslimske folk i forskellige dele af verden" med "antisemitismen fra fortiden."

Akram byggede til dels sit argument på "blasfemi"-beslutningen fra 1997: "Det er allerede blevet hævdet, at islamiske skrifter tilskynder muslimer til vold. Denne påstand blev endda inkluderet i en menneskerettighedsrapport og først fjernet, efter at kommissionen reagerede på denne blasfemi." [17] Mere påståeligt, gjorde Akram store krav på vegne af sin religion: "Det var islam, der gav verden det første menneskerettighedscharter i Den hellige Koran; menneskerettighedserklæringen i profeten Muhammeds sidste tale; og den første flygtningekonventionen i mithâq-i-Medina [Medina-konstitutionen]." [18]

De vestlige lande nægtede imidlertid at acceptere en resolution, der havde den provokerende titel: "Bagvaskelse af Islam." Som Tysklands ambassadør Wilhelm Höynck udtrykte det på vegne af Den Europæiske Union: OIC's resolutionsudkast var selektivt af natur med fokus "udelukkende på, hvad dens forfattere opfatter som en negativ stereotypering af islam." Forsøg på at finde et kompromis mellem de to sider kom ingen vegne, hvilket førte til en trussel fra Pakistans allestedsnærværende ambassadør om, at hvis EU og andre fastholdt deres position, "ville dette få en varig effekt i den muslimske verden". [19] Begge parter foretrak at undgå en afstemning - med dens uforudsigelige konsekvenser - så Höynck, der bemærkede at "Den Europæiske Union er knyttet til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, samt tolerance over for alle religioner", foreslog som titel: "Stereotypering af Religioner." Dette afviste OIC.

Endelig nåede de to sider et kompromis: Titlen på, hvad der blev Kommissionens Resolution 1999/82, blev "Bagvaskelse af Religioner" og teksten henviste ikke udelukkende til islam. [20] Trods dette tilsyneladende kompromis, vil ingen blive vildledt angående hensigten med denne resolution. Islam er den eneste religion, der er nævnt i teksten (en paragraf i præamblen refererer til seminaret om "Islamiske Perspektiver på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder" i november 1998) og den operative paragraf udtrykker også "dyb bekymring over, at islam ofte og fejlagtigt er forbundet med menneskerettighedskrænkelser og med terrorisme." Således meddelte et Reuters-telegram dateret 30. april 1999, at "FN taler imod anti-islam i medierne," og fortsatte med at forklare, at UNCHR "udtrykte bekymring over (...) at islam ofte fejlagtigt blev beskyldt for at stå bag forbrydelser og terrorhandlinger". Reuters-nyheden bemærkede også (korrekt), at dette "var første gang, panelet havde vedtaget en tekst om bagvaskelse af religion."

Sudan

Sagen om Sudans opførsel illustrerer, hvordan begreber som "bagvaskelse af islam" er trængt frem i UNCHR og har ramt beslutningsprocessen dér. Tilbage i 1994, rundsendte den sudanesiske ambassadør et brev til alle repræsentanter i UNCHR, der beskyldte FN's særlige rapportør om Sudan, Gaspar Biro, for at lave et "ondskabsfuldt angreb på religionen islam", fordi dele af hans første rapport anførte uoverensstemmelser mellem internationale menneskerettighedskonventioner (som Sudan har været medunderskriver af siden 1986) og visse bestemmelser i Sudans straffelov af 1991, der følger sharia. [21] Men uden opbakning fra OIC, opnåede den sudanesiske regering præcis ingenting; kommissionen opfordrede den til "at overholde gældende internationale menneskerettighedsinstrumenter." [22]

Fem år senere, var situationen fuldstændig forandret. Da John Garang mødte op i UNCHR den 23. marts 1999, blev han forhindret i at tale af de sudanesiske repræsentanter. Garang er formand for Sudan Peoples' Liberation Movement (SPLM) og leder af Sudans Peoples' Liberation Army (SPLA), den sydlige, primært kristne oprørsstyrke, der siden 1983 har kæmpet mod regeringen i Sudan og dens sharia-lov. Selvom Garang var blevet korrekt akkrediteret af en ikke-statslig organisation, Christian Solidarity International (CSI), så blev han - før han nåede til anden sætning af sin tale om "den folkemorderiske karakter af det nuværende Khartoum-regimes krig" - stoppet af den sudanesiske repræsentant på et "brud på forretningsordenen." Formanden kaldte Garang til orden. Så anmodede Sudan om en afstemning, og efter et par udvekslinger og en pause, gav formanden Garang ordet, kun for at erklære ham for at være i uoverensstemmelse med forretningsordenen (nemlig ved, at "erklæringen, der blev givet af repræsentanten for CSI, ikke var relevant for punktet på dagsordenen").

Teknisk set havde den sudanesiske regering en pointe: CSI havde begået to mindre fejl (Garangs erklæring var ikke så integreret i dagsordenspunktet som forretningsordenen krævede, og hans erklæring blev omdelt på SPLM's brevpapir, ikke CSI's). Med dette blev den vigtigste leder af det sydsudanesiske folk bragt til tavshed, ude af stand til at stille UNCHR-plenum det spørgsmål, han bare én dag før havde stillet et publikum af repræsentanter fra regeringer og ikke-statslige organisationer, og på en pressekonference:

I 1992 erklærede regimet i Khartoum jihad mod folk i det sydlige Sudan og Nuba-bjergene. Siden da er jihad blevet erklæret igen og igen. Jeg stiller dette meget vigtige spørgsmål: Er jihad en religiøs ret for dem, der erklærer og fører den, eller er den en krænkelse af menneskerettighederne for de mennesker, mod hvem den bliver erklæret og ført? [23]

Men dette var ikke alt. Regeringen i Sudan, ophidset over CSI's konstante fordømmelse af dens mange krænkelser af menneskerettighederne, især slaveri, greb dette tekniske påskud til at fordrive CSI fra alle FN-organer. Den 17. juni i New York, stemte tolv af de nitten medlemmer af FN's Komité for NGO'er (Sudan, Pakistan, Algeriet, Tunesien, Libanon, Senegal, Etiopien, Tyrkiet, Indien, Kina, Rusland og Cuba) for at anbefale, at Det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC) skulle tilbagetrække CSI’s akkreditering; fire undlod at stemme og USA stemte som den eneste nej. Seth Winnick, den amerikanske repræsentant, bemærkede senere, at "Komiteen handlede groft i strid med normerne for retfærdig rettergang. Denne komité er ikke kompetent til at handle." [24] Så på et sidste ECOSOC-møde den 30. juli 1999 sendte en enstemmig beslutning den mangelfulde anbefaling tilbage til Komiteen for NGO'er, og tillod CSI inden 31. august at fremlægge en rapport og et svar. ECOSOC's dom over CSI sætter potentielt en præcedens af stor betydning, for det er ofte af afstemninger om relativt små emner som dette, at man ser, hvilken vej vinden blæser i FN.

[Oversætterens tilføjelse: John Eibner, administrerende direktør (CEO) for CSI-USA, skrev senere: "Så i slutningen af oktober vedtog FN's Økonomiske og Sociale Råd [ECOSOC] med 26 stemmer mod 14 (12 hverken for eller imod) at ophæve vores rådgivende status og således effektivt udelukke CSI fra FN-systemet." Læs hele Eibners artikel: Min karriere som slaveindløser.]

Konklusion

De nye regler for adfærd, som pånødes af OIC og overtages af andre stater, giver dem, der hævder at repræsentere islam, en særstatus i De Forenede Nationer, som ikke har noget retsgrundlag og intet fortilfælde; de giver derfor god grund til ængstelse. Vil et forbud mod diskussion af visse politiske aspekter af islam blive alment accepteret i FN og udenfor, i strid med "retten til menings- og ytringsfrihed" som lovet af artikel 19 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder? Medmindre fremsynede lande, både muslimske og ikke-muslimske, gør det til deres opgave at hævde og gentage behovet for ytringsfrihed, er denne dyrebare frihed i fare for at blive udhulet gennem hele systemet af internationale organisationer.

Noter

[1] UNCHR Resolution 1993/62, para. 5.

[2] UNCHR-resolution 1999/13, 1 (f). Men i den samme resolution under 3 (e): "... udtrykker sin bekymring (...) over fortsatte trusler fra Fifteen Khordad Foundation mod hr. Salman Rushdies liv, herunder stigningen i dusøren meddelt af fonden. "

[3] Voice of the Islamic Republic of Iran, 3. okt. 1998.

[4] Reuters, 14. feb. 1999.

[5] Human Rights: A Compilation of International Instruments, Vol. II: Regional Instruments (New York and Geneva: United Nations, 1997), vol. 2, pp. 474-484.

[6] Henvisningen er til CDHRI artikel 6 (a): " Kvinden er lige med manden i værdighed og har rettigheder at nyde så vel som pligter at udføre... "

[7] Indledende tale af dr. Azeddine Laraki, generalsekretær for OIC. Provisional publication of the U.N. Office of High Commissioner for Human Rights: HR/IP/SEM/1999/1 (part I), 15. mar. 1999, p. [6] (GE.99-40940).

[8] Svar (16. oktober 1998) fra Kontoret for FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder på brevet (24. september 1998) fra René Wadlow og David Littman til Mary Robinson.

[9] FN-optagelse, 29. april 1999 ved det 61. møde. ((The Summary Record: E/CN.4/1999/SR.61 udelader denne indledende passage).

[10] Dina Porat, et al. red, Anti-Semitism Worldwide 1995-6 (Tel Aviv: Anti-Defamation League and World Jewish Congress, 1996), p. 4; se også UNCHR: E/CN/1997/71, E-3, kap. II, para. 27.

[11] UNCHR 1997/125 i E/CN.4/1997/SR.70.

[12] UNCHR Report on Racism: E/CN.4/1997/71; Corrigendum [Berigtigelse]: E/CN.4/1997/71/Corr.1 af 8. juli 1997.

[13] Ved Underkommissionen for Menneskerettigheder august 1997 og UNCHR 1998. Se E/CN.4/1998/SR.11, para.50, og E/CN.4/1998/SR.12, para. 10.

[14] UNCHR Report on Racism: E/CN.4/1999/15, para. 78 og 79 (D. Anti-Semitism).

[15] Dina Porat, et al. red., Anti-Semitism Worldwide 1997-8 (Tel Aviv: Anti-Defamation League and World Jewish Congress, 1998), pp. 181-205.

[16] Dette citat, senere droppet, er fra det oprindelige reolutionsudkast: "Bagvaskelse af Islam".

[17] FN-optagelse, 29. april 1999, og delvist i E/CN.4/1999/SR.61, para 1-2.

[18] Andre talere, som f.eks. sheik Jasim Bin Nasir ath-Thani, leder af Qatar-delegationen, tilsluttede sig med dette argument: "Der er ingen tvivl om, at islam, som foregreb Verdenserklæringen om Menneskerettigheder med fjorten århundreder, var først til at erklære lighed mellem mennesker i alle former for rettigheder og ansvar, og til at definere rettigheder og friheder både for enkeltpersoner og grupper." Citeret fra delegationens tekst, fremsagt den 1. april 1999, (også E/CN.4/1999/SR.13, para. 95).

[19] FN-optagelse, 29. april 1999, og delvist i E/CN.4/1999/SR.61, para 1-2.

[20] FN-optagelse, 29. og 30. april 1999; E/CN.4/1999/SR.61-62.

[21] Brev dateret 18. februar 1994 (E/CN.4/1994/122); Report on Sudan af dr. Gaspar Biro (E/CN.4/1994/48).

[22] UNCHR Resolution 1994/79 (5), og efterfølgende 1995/77 (9); 1996/73 (8); 1997/59 (9); 1998/67 (8); 1999/15 (4).

[23] Fra John Garangs ikke-leverede erklæring, punkt 2; og fra den cirkulerede SPLM-pressemeddelelse, punkt 8 (22. marts 1999).

[24] Associated Press, 18. juni 1999; Reuters, 18. juni 1999.

---

David Gerald Littman (4. juli 1933 - 20. maj 2012) var britisk historiker og menneskerettighedsaktivist i FN i Genève, hvor han repræsenterede forskellige ngo'er.

David Littman blev født den 4. juli 1933 i London, England. Han blev uddannet på Canford School, Dorset, England (1951), og Trinity College, Dublin, hvor han fik sin BA med udmærkelse og MA-grader i moderne historie og statskundskab, efterfulgt af ph.d.-studier ved Institut for Arkæologi, University of London. I september 1959 giftede han sig med sin egyptisk fødte hustru Gisèle (født Orebi) (senere kendt ved hendes nom de plume Bat Ye'or). De flyttede til Lausanne, Schweiz, det følgende år.

Littman Library of Jewish Civilization blev grundlagt af hans bror, Louis Littman.

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo