Sidste torsdag tog en ny terrorgruppe, der kalder sig "Det Universelle Palæstinas Regering, Palæstinas Hær," ansvaret for et morderisk jihad terrorangreb mod kenyanere og israelere i Kilambala, Kenya. Angrebene var timet til at markere årsdagen for De Forenede Nationers beslutning den 29. november 1947 om at dele Palæstina og tillade oprettelsen af den jødiske stat.

Den næste dag, i New York og Geneve, var FN vært for sin årlige "Internationale dag for solidaritet med det palæstinensiske folk" - uden slinger i valsen.

Midt i denne igangværende vildskab og verdensomspændende blodsudgydelse er der brug for at få gentaget nogle grundlæggende sandheder om tragedien i Mellemøsten. Bortset fra det ømtålelige Jerusalem-spørgsmål har den største anstødssten altid været spørgsmålet om en tilbagevenden af - eller erstatning til - de arabiske flygtninge fra Palæstina i 1948 og 1967. Men det arabiske palæstinensiske lederskabs og de arabiske landes stædige afvisning af Israel siden 1920'erne førte også til en anden stor flygtningetragedie.

I 1945 var der omkring 140.000 jøder i Irak; 60.000 i Yemen og Aden; 35.000 i Syrien; 5.000 i Libanon; 90.000 i Egypten; 60.000 i Libyen; 150.000 i Algeriet; 120.000 i Tunesien; og 300.000 i Marokko herunder Tanger. Dette bliver til i alt omkring 960.000 - samt mere end 200.000 i Iran og Tyrkiet.

Jordan dækkede 78 procent af Palæstina, som det blev fastlagt af Folkeforbundet i 1922. Ved at vende det blinde øje til artikel 15 i Folkeforbundets Mandat besluttede Storbritannien i 1922, at ingen jøder kunne få lov til hverken at opholde sig eller købe jord i, hvad der nu var blevet til Emiratet Transjordan. Denne beslutning blev ratificeret af Kongeriget Jordan i dets lov nr. 6, sekt. 3, af 3. april 1954 (genaktiveret i lov nr. 7, sekt. 2, af 1. april 1963), hvori det hedder, at ethvert menneske kan blive statsborger i Jordan, hvis han ikke er jøde. Selv da Jordan sluttede fred med Israel i 1994, blev denne Judenrein-lovgivning opretholdt.

I disse gamle jødiske samfund, som stammer fra bibelsk tid, er der i dag mindre end 40.000 jøder tilbage - og i den arabiske verden er der færre end 5.000, halvdelen af en procent af deres antal ved slutningen af 2. Verdenskrig.

I løbet af det 20. århundrede blev tusinder af jødiske mænd, kvinder og børn, unge og gamle, brutalt massakreret i Maghreb-landene, Irak, Syrien, Egypten, Libyen, og Aden - selv under fransk og britisk kolonistyre - og også i Palæstina efter den britiske erobring og under Mandatet (1918-1948).

Hvorfor og hvordan disse lande blev Judenrein ("renset" for jøder), fremgår klart af en artikeloverskrift i New York Times den 16. maj 1948 - dagen efter, at Israel erklærede sin uafhængighed - der lød: "Jøder i alvorlig fare i alle muslimske lande. Ni hundrede tusind i Afrika og Asien står ansigt til ansigt med deres fjenders vrede."

Den 18. januar 1948, appellerede formanden for World Jewish Congress, Dr. Stephen Wise, til den amerikanske udenrigsminister George Marshall: "Mellem 800.000 og en million jøder i Mellemøsten og Nordafrika udenfor Palæstina, er i 'den største fare for udryddelse' i hænderne på muslimer, der bliver ophidset til hellig krig pga. delingen af Palæstina (...). De voldshandlinger, der allerede er begået, sammen med dem, der overvejes, og som klart sigter mod jødernes totale tilintetgørelse, udgør et folkemord, hvilket i henhold til Generalforsamlingens resolutioner er en forbrydelse mod menneskeheden."

Allerede i Irak (1936 og 1941), Syrien (1944-1945), Egypten og Libyen (1945), og Aden (1947) - alle før staten Israels grundlæggelse - havde morderiske angreb dræbt og såret tusinder. Her er en beskrivelse fra den officielle rapport fra 1945, skrevet af præsidenten for Tripolis jødiske samfund, Zachino Habib, der fortæller, hvad der skete med de libyske jøder i Tripoli, Zanzur, Zawiya, Casabat, Zitlin fra den 4. til 7. november 1945: "Araberne angreb jøderne i lydighed mod mystiske ordrer. Deres udbrud af bestialsk vold har intet plausibelt motiv. I 50 timer jagede de mænd ned, angreb huse og butikker, dræbte mænd, kvinder, gamle og unge, grufuldt torturerede og lemlæstede jøder, der var isoleret i det indre (...). I udførelsen af slagtningen, brugte angriberne forskellige våben: Knive, dolke, stokke, køller, jernstænger, revolvere og selv håndgranater." [1]

Et nyligt eksempel på sådanne morderiske handlinger blev set den 11. april 2002, hvor jihad-bombningen af den gamle al-Ghariba synagoge i Djerba i Tunesien dræbte 17 og hårdt sårede mange andre, de fleste af dem ældre tyske turister. En talsmand for al-Qaeda hævdede, at de stod bag bombningen. Nu vil Tunesiens tilbageværende jødiske samfund søge sikkerhed i Israel og andre steder - ligesom 99 procent af deres trosfæller før dem.

Pogromer og forfølgelser, og alvorlig frygt for deres fremtid, gik jævnligt forud for massefordrivelser og udvandringer af jøder, hvis forfædre havde boet i disse områder fra tidernes morgen, mere end et årtusinde før de efterfølgende bølger af arabisk erobring og besættelse fra det 7. århundrede. Begyndende i 1948, blev mere end 650.000 af disse orientalske jødiske flygtninge integreret i Israel - selv mens landet var truet med udslettelse af dets nabolande, staterne i den Arabiske Liga, som siden i over 40 år, har afvist FN's Palæstina-delingsplan fra 1947. Cirka 300.000 flere jøder fandt tilflugt og et nyt hjemland i Europa og Amerika.

Omkring halvdelen af Israels 5 millioner jøder - ud af en befolkning på 6,2 millioner, hvoraf omkring 20 procent er israelske arabere, drusere og beduiner - består nu af disse flygtninge og deres efterkommere, der ikke modtog humanitær bistand fra De Forenede Nationer, og faktisk heller ikke bad om det. Det var jøder verden over, der lige var kommet sig over Shoah, der arbejdede sammen med Israel for at opnå denne integration.

Men det var denne, Den Arabiske Ligas modstand mod den internationale legalitet i 1947-1948 - fastholdt årti efter årti i et forgæves forsøg på statsmord [politicide] - som førte til den igangværende arabisk-palæstinensiske katastrofe. Et parallelt engagement på vegne af de mindre talrige arabiske flygtninge fra Palæstina (i 1948 talte de omkring 550.000, skønt et tal på 750.000 ofte hævdes) for deres integration i nogle af de 21 arabiske stater (der dækker 10 procent af verdens landoverflade), blev anset for at være et for stort symbolsk og monetært offer, endda på trods af deres enorme olieressourcer.

George Orwells bemærkning om, at alle lige - men nogle er mere lige end andre - kunne godt anvendes på flygtninge siden 1940'erne: Tilsyneladende betragtes nogle flygtninge som mere lige end andre. Men den glemte million - jødiske flygtninge fra arabiske lande - blev ikke hjulpet af FN; de blev heller ikke opbevaret i over et halvt århundrede i flygtningelejre, der avlede håbløshed, frustration og - i FN-regi - en kultur af had og død, som jihad-bombere i dag trives i.

Forflyttelser af befolkninger i stor skala som følge af krig eller af politiske grunde, har altid været karakteristisk for menneskets historie, især i den islamiske Orient. Deportationer, ekspropriationer og udvisninger af dhimmier - jøder, kristne og andre oprindelige folk - gentog sig gennem hele den lange historie om dhimmitude, herunder i Palæstina. Man må i dag stille spørgsmålstegn ved den virkelige motivation bag en selektiv, historisk mangelfuld hukommelse, der systematisk sætter fokus på de arabisk-palæstinensiske flygtninge - der lider under den Arabiske Ligas egen politik - men belejligt glemmer de jødiske flygtninge fra arabiske lande.

Sikkerhedsrådets resolution 242 af 22. november 1967 – som også dengang hårdnakket blev afvist af den Arabiske Ligas Topkonference i Khartoum med formlen: "Ingen fred med Israel, ingen anerkendelse af Israel, ingen forhandlinger med Israel, ingen indrømmelser i spørgsmål om palæstinensiske nationale rettigheder" - henviser til "en retfærdig løsning på flygtningeproblemet." Dette udtryk gjaldt implicit også de jødiske flygtninge fra arabiske lande - som havde været tvunget til at søge sikkerhed uden for deres hjemlande - og ikke kun de arabisk-palæstinensiske flygtninge, der ikke specifikt er nævnt i resolutionen.

De frygtelige prøvelser, som det store flertal af de jødiske flygtninge fra arabiske lande måtte igennem, er aldrig blevet behandlet af De Forenede Nationer, og det samme gælder tabet af deres uvurderlige ejendom og arv, der går over 3000 år tilbage. Tiden er helt sikkert inde til, at denne store uretfærdighed bliver behandlet seriøst inden for rammerne af en retfærdig og rimelig generel løsning på den igangværende Mellemøst-tragedie, når først den palæstinensiske ledelse standser sin jihad-udmattelseskrig og følger den demokratiske vej til fred.

Den 24. april 2002, ved FN's Menneskerettighedskommission i Genève, henviste jeg til denne sag som repræsentant for World Union for Progressive Judaism. I en "ret til genmæle"-udtalelse sagde den delegerede fra Irak (Saad Hussain) skamløst, at han "reagerede på de løgne, som vi hørte i erklæringen fra den herre ved navn David Littman, der er kendt for sit fjendskab mod araberne, muslimerne og islam. Den arabiske historie, den arabiske og islamiske historie gennem fjorten århundreder, har ikke oplevet nogen skade for jøderne - tværtimod. Jøderne har levet, og fortsætter med at leve i fred, og deres hellige steder og deres ejendom er blevet beskyttet indtil i dag (...). De lever i arabiske lande i dag i fuldkommen sikkerhed, på trods af begivenhederne - de frygtelige begivenheder, der finder sted i Palæstina." [2]

Ikke overraskende er sandheden meget anderledes. Jøderne har altid været forbudt at opholde sig i Saudi-Arabien og Jordan; der er nu ingen jøder i Libyen; under 100 i Egypten og Syrien; og kun 17 er tilbage i Irak! Vi vil igen kort rejse spørgsmålet om den glemte million jødiske flygtninge fra arabiske lande på det næste møde i Menneskerettighedskommissionen - når forpersonen bliver den kvindelige ambassadør fra Libyen! Under den sidste seks-ugers samling (marts-april 2002), blev mere end 50 procent af kommissionens tid brugt på det palæstinensiske spørgsmål - til fortrydelse for mange observatører.

Noter

[1] Renzo di Felici, Jews in an Arab Land: Libya, 1835-1970 (University of Texas, 1985, pp. 193-94., n. 19, p. 365)

[2] Oversat fra FN's engelske tolkning, som den blev registreret ordret fra erklæringen leveret på arabisk.

---

David Gerald Littman (4. juli 1933 - 20. maj 2012) var britisk historiker og menneskerettighedsaktivist i FN i Genève, hvor han repræsenterede forskellige ngo'er.

David Littman blev født den 4. juli 1933 i London, England. Han blev uddannet på Canford School, Dorset, England (1951), og Trinity College, Dublin, hvor han fik sin BA med udmærkelse og MA-grader i moderne historie og statskundskab, efterfulgt af ph.d.-studier ved Institut for Arkæologi, University of London. I september 1959 giftede han sig med sin egyptisk fødte hustru Gisèle (født Orebi) (senere kendt ved hendes nom de plume Bat Ye'or). De flyttede til Lausanne, Schweiz, det følgende år.

Littman Library of Jewish Civilization blev grundlagt af hans bror, Louis Littman.

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo