Menneskets skabelse i islam og kristendom
Af Derya Little
Oversættelse af: Creation of Man in Islam and Christianity
Kilde: Crisis Magazine, 14. september 2017
Udgivet på myIslam.dk: 1. november 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Det har været meget sværere end forventet at forklare for vesterlændinge, hvorfor muslimer, selv de moderate, opfører sig som de gør. Hvordan beskriver man træerne for et barn, der aldrig har set andet end ørken? Selv om kristendommen er falmende, har den været vævet ind i Vesterlandets stof, og har muliggjort alle den vestlig kulturs vidunderlige ting, såsom kritisk tænkning, respekt for menneskerettigheder og uselviskhed. Ingen af disse er fundamentale i en islamisk kultur. Et muslimsk barn vokser op i en verden, hvor synd og frelse betyder noget helt andet, en verden, hvor begrebet nåde er hult og forvirrende. Hvis vi ikke forstår deres kultur, vil alle vore kontakter med muslimer, enten under daglige møder eller under særlig dialog, forblive overfladiske og frugtesløse.

Jeg tror, at den mest afgørende forskel mellem kristendom og islam er en føge af, hvordan hvert system ser på den menneskelige person.

At lære bønner udenad og at recitere Koranen var afgørende dele af mine somre som en lille pligtopfyldende muslimsk pige. Fra en tidlig alder var jeg fyldt med frygt og ærbødighed for Allah, som krævede absolut underkastelse uden antydning af tvivl eller respektløshed. Men i mit barnehjerte havde jeg lejlighedsvist den frækhed at prøve at forestille mig dette højeste væsen. Disse uærbødige fald varede normalt kun nogle få sekunder, hvor et billede af et rent, skinnende væsen med regnbueøjne svævede i mit sind. Disse øjeblikke af sorgløs fantasi blev efterfulgt af lammende frygt. Hvor vover jeg at forsøge at passe den alvidende og almægtige Allah ind i mit menneskelige sind? Derefter ville jeg i dagevis kæmpe med denne frygt i forventning om at blive slået til jorden eller blive forvandlet til sten.

Når man tænker på, at det at forestille sig Allah er forbudt, er det så svært at forstå, at Inkarnationen ikke er et godt sted at starte en samtale med en muslimsk ven? Kristendommens mest fundamentale tro er, at Gud selv blev menneske for at bringe os evigt liv. Men den blotte antydning af et Gud-menneske er nok til at få mange muslimer til at flænge deres klæder og råbe op om blasfemi. Hvorfor vækker tanken om Inkarnation så stærke følelser? Der er mange grunde til denne forargelse, men først må man forstå, hvordan mennesket blev skabt i begyndelsen, og hvor Allah er placeret i forhold til denne sin ufuldkomne skabning.

I 1. Mosebog fortæller Skriften os, at Gud skabte mand og kvinde i sit eget billede. Før synden afbrød deres forbindelse, var Gud og mennesket i perfekt forening, for mennesket var - som følge af den Treenige fuldkommenhed - en skabning af kærlighed:

"Guds billede findes i ethvert menneske. Det stråler frem i fællesskabet mellem personer, i lighed med de guddommelige Personers indbyrdes enhed." (Den katolske Kirkes Katekismus, 1702)

Dette billede alene baner vejen for, at Gud nedsænker sig selv for at blive menneske og bringe frelse. Menneskets skabelse er først og fremmest en kærlighedens gerning, en afspejling af den fuldkomne guddommelige kærlighed mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Inkarnation var fra begyndelsen Guds hensigt.

Fortællingen i islam om menneskets skabelse og forholdet mellem Allah og mennesket kunne ikke være mere anderledes. Som en start, kan vi ikke tale om kærlighed som årsag til menneskets oprindelse. Uden Treenigheden er der intet for Allah at udtrykke, for han kender ikke til kærlighed, og er heller ikke selv kærlighed. En sammenhængende opfattelse af, hvorfor mennesket blev skabt i første omgang, mangler i islamisk tænkning; men følgende vers i Koranen viser, at det ikke var som resultat af et forhold eller en kærlighedsgerning, at Adam og Eva blev til:

"Vi skabte mennesket af en dråbe, en blanding, for at sætte det på prøve, ..." (Koranen 76:2)
"Jeg har kun skabt djinner og mennesker, for at de skal tjene Mig." (Koranen 51:56)

Den tanke, at Allah den Almægtige skulle ønske et forhold til os, er latterlig, hvis ikke der først eksisterede et forhold mellem Treenighedens Tre Personer. Derfor, selv før Adam blev skabt, var hans plads defineret. Han skulle ikke være andet end en slave, der frygtede sin herre. Hans skæbne var at blive prøvet igen og igen, indtil han var sin herre til behag med lydighed og tilbedelse, så himmelens porte en dag ville blive åbnet for ham.

Det første menneske blev således udformet af jord, og derefter blev liv indåndet i ham. Dernæst blev hans efterkommere skabt gennem en sæd-dråbe (nutfah):

"Han er den, der skabte jer af støv; siden af en dråbe [nutfah] og dernæst af levret blod. Så lader Han jer komme til verden som et lille barn, for at I kan blive voksne og dernæst blive gamle; nogle af jer bliver kaldt bort inden da -, og for at I kan nå en fastsat tidsfrist. Måske kommer I til fornuft!" (Koranen 40:67)

Nutfahen, sæden, er en foragtelig væske, der produceres af skamfulde dele af manden, kun for at blive vasket af og kasseret. Den er af natur snavset og noget at skjule, skamme sig over.

"Har Vi ikke skabt jer af forsmædelig væske?" (Koranen 77:20)

Selv om der er vers, der erklærer alt, hvad Allah har skabt, som godt, er der også en række vers, der minder mennesket om dets begyndelse, for at det ikke skal glemme dets plads:

"Lad mennesket se, hvoraf det er skabt! Det er skabt af en væske der vælder frem og udgår fra et sted mellem lænder og ribben." (Koranen 86:5-7)
"Den Mægtige og Den Barmhjertige, som lavede alt, hvad Han skabte, mesterligt. Han skabte første gang mennesket af ler. Dets efterkommere laver Han af et udtræk af en foragtelig væske." (Koranen 32:6-8)

I andre vers omtales menneskets oprindelse som klæbrig ler (37:11) eller fugtig mudder (15:28) for at understrege dets uendelige ringhed i forhold til Allah. Koranen etablerer en uoverstigelig kløft mellem Allah og mennesket, en kløft, faktisk, der ikke kan kompenseres for, end ikke af en almægtig skaber. Ikke fordi Allah ikke kan, men fordi det er utænkeligt, at universets skaber vil nedlade sig til at skænke mennesket sit eget billede, endsige selv blive et af disse i bund og grund usle skabninger. Dette ikke for at sige, at mennesket er det ringeste blandt andre. Fordi Allah indåndede liv i Adam fra sin egen ånd, er mennesket hævet over englene, der blev skabt af lys i modsætning til jord. Men selv Allahs egen livsånde er ikke tilstrækkelig til at bygge bro over den evige kløft, der forbliver mellem herre og slave.

Selv fra spørgsmålet om menneskets skabelse er gnostiske elementer synlige i islam, og de bliver endnu mere udtalte i muslimens daglige liv. For eksempel er rituel renselse et afgørende aspekt af det religiøse liv. Man kan ikke træde ind i moskeen, hvis man ikke forinden er blevet rituelt renset. Hvis man har givet efter for visse naturlige tilskyndelser, som f.eks. at slå en prut, skal rensningen gentages. Efter samleje skal både mand og kvinde renses før de beder, rører ved Koranen eller går ind i en moské. Under menstruation har en kvinde forbud mod alle religiøse aktiviteter. Denne ide om, at ting relateret til menneskekroppen er urene og konstant må renses, kommer fra skabelsen af mennesket, der opstod fra en foragtelig væske og fugtig mudder. Denne menneskets uendelige usselhed lægger ikke alene for meget vægt på mennesket, men giver også et billede af en guddom, der er lunefuld, ude af stand til at elske og med et konstant behov for beundring og tilbedelse.

Hvis ikke kærlighed er den vigtigste del af denne guddommelige ligning, er der ikke plads til Inkarnation. Hvis ikke Guds kærlighed først kommer til udtryk i Treenigheden, kan mennesket ikke skabes ud af kærlighed. Det uskyldige barn, der har brug for Marias og Josefs opmærksomhed og beskyttelse, er utænkeligt for det muslimske sind, for Kristi mirakuløse indtræden i vores verden er kun mulig med kærlighed.




Derya Little har en Ph.D. i politik fra Durham University i England. Hendes artikler om udenrigsanliggender er udgivet i akademiske tidsskrifter og i Catholic World Report. Hun er forfatter til From Islam to Christ, udgivet af Ignatius Press (2017).




Oversættelse: Bombadillo