Hvad er Koranen?
Af Toby Lester
Oversættelse af: What Is the Koran?
Kilde: The Atlantic, Januar 1999
Udgivet på myIslam.dk: 8. december 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Forskere med en bred vifte af akademiske og teologiske interesser foreslår kontroversielle teorier om Koranen og islamisk historie, og stræber efter at omfortolke islam for den moderne verden. Dette er, som en forsker udtrykker det, en "følsom affære".

I 1972, under restaureringen af Den Store Moské i Sana'a, Yemen, snublede arbejdere, der arbejdede i et loftsrum mellem bygningens indre og ydre tage, over et bemærkelsesværdigt gravsted, selvom de ikke var klar over det dengang. Deres uvidenhed var undskyldelig: Moskeer huser normalt ikke grave, og dette sted indeholdt ingen gravsten, ingen menneskerester, ingen kostbarheder. Det indeholdt faktisk ikke andet end et utiltalende miskmask af gamle pergament- og papirdokumenter - beskadigede bøger og løse sider med arabisk tekst, klistret sammen af århundreders regn og fugt og gennem tiderne gnavet i af rotter og insekter. For at få deres aktuelle opgave fra hånden, samlede arbejderne manuskripterne sammen, pressede dem ned i omkring tyve kartoffelsække og satte dem til side på trappen til en af moskeens minareter, hvor de blev låst væk - og hvor de sandsynligvis ville være blevet glemt endnu en gang, hvis det ikke havde været for Qadhi Ismael al-Akwa, daværende præsident for den yemenitiske Styrelse for Oldtidslevn, der indså den mulige betydning af fundet.

Al-Akwa søgte international bistand til undersøgelse og bevaring af fragmenterne, og i 1979 lykkedes det ham at vække interessen hos en besøgende tysk forsker, som derefter overtalte den tyske regering til at organisere og finansiere et restaureringsprojekt. Kort efter projektets begyndelse blev det klart, at skatten var et fabelagtig eksempel på, hvad der undertiden kaldes en "papirgrav" - i dette tilfælde hvilestedet for, blandt andet, titusinder af fragmenter fra tæt ved tusind forskellige pergamenthåndskrifter af Koranen, muslimernes hellige skrift. I visse fromme muslimske kredse hersker den opfattelse, at udtjente eller beskadigede eksemplarer af Koranen skal tages ud af cirkulation; deraf ideen om en grav, der både bevarer ukrænkeligheden af de tekster, der lægges til hvile, og sikrer, at kun komplette og lydefri udgaver af skriften vil blive læst.

Nogle af pergament-siderne i det yemenitiske fund syntes at datere tilbage til de 7. og 8. århundreder e.Kr., eller til islams to første århundreder - de kunne med andre ord være fragmenter af de måske ældste Koraner i eksistens. Hvad mere er: nogle af disse fragmenter afslørede små, men spændende afvigelser fra Koranens standardtekst. Sådanne afvigelser, skønt ikke overraskende for tekst-historikere, er i ubehagelig strid med den ortodokse muslimske tro på, at Koranen, som den har nået os i dag, ganske enkelt er det fuldkomne, tidløse og uforanderlige Guds Ord.

Den overvejende sekulære indsats for at nyfortolke Koranen - til dels baseret på tekstuelle beviser som dem, der gives af de yemenitiske fragmenter - er foruroligende og stødende for mange muslimer, ligesom forsøg på at nyfortolke Bibelen og Jesu liv er foruroligende og stødende for mange konservative kristne. Alligevel er der forskere, blandt dem også muslimer, der føler, at en sådan indsats, der i det væsentlige svarer til at placere Koranen i historien, vil give brændstof til en islamisk vækkelse af en slags - en generhvervelse af traditionen, en bevægelse fremad ved at se tilbage. Skønt indtil videre begrænset til den videnskabelige diskussion, kan denne form for tænkning alligevel være meget kraftfuld og kan - som historien om renæssancen og reformationen demonstrerer - føre til store sociale forandringer. I dag er Koranen trods alt verdens mest indflydelsesrige ideologiske tekst.


Et kig på fragmenterne

Den første, der for alvor brugte tid på at undersøge de yemenitiske fragmenter, i 1981, var Gerd-R. Puin, en specialist i arabisk kalligrafi og koranisk palæografi, med base på Saarland Universitet, i Saarbrücken, Tyskland. Puin, der af den tyske regering var udsendt til at organisere og føre tilsyn med restaureringsprojektet, erkendte den høje alder af nogle af pergamentfragmenterne, og hans indledende inspektion afslørede også utraditionel ordning af vers, mindre tekstuelle variationer og sjældne ortografiske stilarter og former for kunstnerisk udsmykning. Spændende var også ark af Koranen, der var skrevet med den sjældne og tidlige arabiske hijazi-skrift: Som stykker af de tidligste koraner, der vides at eksistere, var de også palimpsester - tekster, der meget tydeligt er skrevet henover tidligere afvaskede tekster. De yemenitiske koraner begyndte at give Puin en fornemmelse af, at Koranen var en tekst under udvikling snarere end simpelthen Guds ord, der i sin helhed var åbenbaret for profeten Muhammed i det 7. århundrede e.Kr.

Siden begyndelsen af 1980'erne er mere end 15.000 ark fra de yemenitiske koraner møjsommeligt blevet glattet ud, renset, behandlet, sorteret og samlet; de befinder sig nu ("bevaret for yderligere tusind år," siger Puin) i Yemens Manuskripternes Hus, hvor de afventer nærmere undersøgelse. Men dette er noget, de yemenitiske myndigheder har syntes tilbageholdende med at tillade. “De ønsker at holde lav profil om dette, hvilket også vi gør, skønt af andre grunde," forklarer Puin. "De ønsker ikke opmærksomhed om den kendsgerning, at tyskere og andre arbejder med korantekster. De vil ikke have det offentligt frem, at der gøres noget arbejde overhovedet, fordi det muslimske standpunkt er, at alt hvad der er værd at sige om Koranens historie, blev sagt for tusind år siden.”

Til dato har kun to forskere fået omfattende adgang til de yemenitiske fragmenter: Puin og hans kollega H.-C. Graf von Bothmer, en islamisk-kunsthistoriker, også med base på Saarland Universitet. Puin og Von Bothmer har kun udgivet få, pinefuldt korte artikler i videnskabelige tidsskrifter om, hvad de har opdaget i de yemenitiske fragmenter. De har været tilbageholdende med at offentliggøre, dels fordi de indtil for nylig har været mere optaget af at sortere og klassificere fragmenterne end systematisk at undersøge dem, og dels fordi de var bange for, at de yemenitiske myndigheder, hvis de indså de mulige konsekvenser af opdagelsen, kunne nægte dem yderligere adgang. Men von Bothmer blev i 1997 færdig med at tage mere end 35.000 mikrofilm-billeder af fragmenterne, og har for nylig bragt billederne tilbage til Tyskland. Det betyder, at von Bothmer, Puin og andre forskere snart vil få mulighed for at undersøge teksterne og offentliggøre deres resultater frit - en udsigt, der begejstrer Puin. ”Så mange muslimer har den tro, at alt imellem Koranens to omslag simpelt hen er Guds uforandrede ord," siger han. "De kan lide at citere tekster, der viser, at Bibelen har en historie og ikke er faldet lige ud af Himlen, men indtil nu har Koranen været udenfor denne diskussion. Den eneste måde at gennembryde denne mur på er at bevise, at også Koranen har en historie. Fragmenterne fra Sana’a kan hjælpe os med at gøre dette."

Puin er ikke alene i sin begejstring. "De yemenitiske manuskripters indvirkning kan stadig mærkes," siger Andrew Rippin, professor i religiøse studier ved University of Calgary, der er på forkant med studiet af Koranen i dag. "Deres variante læsninger og versorden er alle meget betydelige. Det er alle enige om. Disse manuskripter siger, at korantekstens tidlige historie er et langt mere åbent spørgsmål, end mange havde formodet. Teksten var mindre stabil og havde derfor mindre autoritet, end det altid har været hævdet.”


Redigering af Gud

Efter den moderne bibelforsknings standarder er de fleste af de spørgsmål, der stilles af forskere som Puin og Rippin, temmelig beskedne; udenfor en islamisk sammenhæng, er dette at foreslå, at Koranen har en historie, og at antyde, at den kan fortolkes metaforisk, ikke radikale skridt. Men den islamiske sammenhæng - og muslimers følelser - kan ikke ignoreres. "At historisere Koranen ville i realiteten delegitimere hele det muslimske samfunds historiske erfaring," siger R. Stephen Humphreys, professor i Islamiske Studier ved University of California i Santa Barbara. "Koranen er chartret for samfundet, det dokument, der kaldte det i eksistens. Og ideelt set - men naturligvis ikke altid i virkeligheden - har islamisk historie været forsøget på at tilstræbe og udarbejde Koranens befalinger i menneskets liv. Hvis Koranen er et historisk dokument, så er hele den islamiske kamp gennem fjorten århundreder reelt meningsløs."

Det ortodokse muslimske syn på Koranen som selvindlysende Guds Ord - fuldkomment og uforligneligt i budskab, sprog, stil og form - er slående lig den fundamentalistiske kristne forestilling om Bibelens "ufejlbarlighed" og "ordrette inspiration", der stadig er almindelig mange steder i dag. Denne forestilling fik givet en klassisk formulering for kun lidt over et århundrede siden af bibelforskeren John William Burgon:

Bibelen er intet andet end stemmen af Ham, der sidder på Tronen! Hver Bog i den, hvert Kapitel i den, hvert Vers i den, hvert ord i den, hver stavelse i den (...) hvert bogstav i den er Den Højestes direkte ytring!

Ikke alle kristne tænker dog på denne måde om Bibelen, og i virkeligheden, som Encyclopaedia of Islam (1981) påpeger, "er den tætteste analogi i kristen tro til Koranens rolle i muslimsk tro ikke Bibelen, men Kristus." Hvis Kristus er Guds Ord blevet kød, er Koranen Guds Ord blevet tekst, og at sætte spørgsmålstegn ved dens hellighed eller autoritet betragtes derfor som et direkte angreb på islam - hvilket Salman Rushdie har erfaret alt for godt.

Udsigten til en muslimsk modreaktion har ikke afskrækket den historiekritiske undersøgelse af Koranen, hvilket essaysamlingen The Origins of the Koran (1998) viser. Selv efter Rushdie-affæren fortsætter arbejdet: I 1996 skrev koranforsker Günter Lüling i The Journal of Higher Criticism om "den store udstrækning, i hvilken både Koranens tekst og den lærde islamiske beretning om islams oprindelse er blevet forvrænget, en deformation, der troskyldigt er blevet accepteret af vestlige islamforskere indtil nu." I 1994 udgav tidsskriftet Jerusalem Studies in Arabic and Islam en posthum undersøgelse begået af Yehuda D. Nevo fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, der beskrev religiøse steninskriptioner fra det 7. og 8. århundrede i Negev-ørkenen, som - efter Nevos opfattelse - skaber "betydelige problemer for den traditionelle muslimske beretning om islams historie." Samme år, og i samme tidsskrift, udgav Patricia Crone - en historiker i tidlig islam, der for øjeblikket har base på Institute for Advanced Study i Princeton, New Jersey - en artikel, hvori hun hævdede, at en forklaring på problematiske passager i Koranens tekst sandsynligvis kun er mulig ved "at opgive den traditionelle beretning om, hvordan Koranen blev født." Og siden 1991 har James Bellamy fra University of Michigan - i Journal of American Oriental Society - foreslået en række "forbedringer af Koranens tekst", der set med ortodokse muslimske øjne svarer til at redigere Gud.

Crone er en af de mest ikonoklastiske af disse forskere. I 1970'erne og 1980'erne skrev og samarbejdede hun på flere bøger - mest notorisk med Michael Cook: Hagarism: The Making of the Islamic World (1977) - der fremsatte radikale argumenter om islams oprindelse og islamisk historieskrivning.

Blandt Hagarism's kontroversielle påstande var forslag om, at Koranens tekst opstod senere end det nu antages ("Der er ingen håndfaste beviser for eksistensen af Koranen i nogen form før det sidste årti af det 7. århundrede"); at Mekka ikke var stedet for den første islamiske helligdom ("[beviserne] peger entydigt på en helligdom i det nordvestlige Arabien ... Mekka var sekundær"); at de arabiske erobringer gik forud for institutionaliseringen af islam ("den jødiske messianske fantasi blev udspillet i form af en arabisk erobring af det hellige Land"); at ideen om hijra, eller Muhammeds og hans tilhængeres migration fra Mekka til Medina i 622, kan være blevet udviklet længe efter Muhammeds død ("Ingen kilder fra det 7. århundrede identificerer den arabiske æra som hijraens æra"); og at udtrykket "muslim" ikke var almindeligt brugt i tidlig islam ("Der er ingen god grund til at antage, at bærerne af denne oprindelige identitet kaldte sig 'muslimer', [men] kilderne (...) røber en tidligere betegnelse for samfundet, [der] optræder på græsk som 'Magaritai' i en papyrus fra 642, og på syrisk som 'Mahgre' eller 'Mahgraye' fra så tidligt som i 640'erne").

Hagarism kom straks under angreb fra både muslimske og ikke-muslimske lærdes side, for dens store afhængighed af fjendtlige kilder. ("Dette er en bog," skrev forfatterne, "baseret på, hvad der fra ethvert muslimsk perspektiv må fremstå som en overdreven agtelse for vantro kilders vidnesbyrd.") Crone og Cook har siden taget afstand fra nogle af deres mest radikale udsagn - som for eksempel at profeten Muhammed levede to år længere end den muslimske tradition hævder, at han gjorde, og at historiciteten af hans migration til Medina er tvivlsom. Men Crone er fortsat med at udfordre både muslimske og vestlige ortodokse opfattelser af islamisk historie. In Meccan Trade and the Rise of Islam (1987) gav hun et detaljeret argument, der udfordrende den fremherskende opfattelse blandt vestlige (og nogle muslimske) forskere gående ud på, at islam opstod som reaktion på den arabiske krydderihandel.

Gerd-R. Puins aktuelle tænkning om Koranens historie er en del af denne moderne revisionisme. "Min tanke er, at Koranen er en slags cocktail af tekster, der ikke blev helt forstået, end ikke på Muhammeds tid," siger han. "Mange af dem kan endda være hundrede år ældre end islam selv. Selv indenfor de islamiske traditioner er der en enorm mængde modstridende oplysninger, herunder et betydeligt kristent underliggende lag; man kan udlede en hel islamisk anti-historie fra dem, hvis man vil."

Patricia Crone forsvarer målene for denne form for tænkning. "Koranen er et skrift med en historie ligesom alle andre - bortset fra, at vi ikke kender denne historie og ofte fremprovokerer protesthyl, når vi studerer den. Ingen ville tage sig af hylene, hvis de kom fra vesterlændinge, men vesterlændinge føler ærbødighed, når hylene kommer fra andre folkeslag: Hvad bilder du dig ind at pille ved deres arv? Men vi islamforskere forsøger ikke at ødelægge nogens tro."

Ikke alle er enige i denne vurdering - især i betragtning af, at vestlig koranforskning traditionelt har fundet sted i forbindelse med en åbent erklæret fjendtlighed mellem kristendom og islam. (Faktisk er den brede bevægelse i Vesten, der gennem de seneste to århundreder har forsøgt at "forklare" Østen, og ofte omtales som orientalisme, kommet under beskydning i de senere år for at udstille lignende religiøse og kulturelle fordomme.) Koranen har - især for kristne og jødiske lærde - syntes at besidde en aura af kætteri; orientalisten William Muir fra det 19. årh. gjorde f.eks. gældende, at Koranen var en af "de mest genstridige fjender af Civilisation, Frihed og Sandhed, som verden hidtil har kendt." Tidlige sovjetiske forskere drev også et ideologisk motiveret studium af islams oprindelse, med missionærlignende iver: I 1920'erne og i 1930 bragte et sovjetisk tidsskrift med titlen Ateist en række artikler, der forklarede islams opståen i marxistisk-leninistiske vendinger. I Islam and Russia (1956) opsummerede Ann K. S. Lambton meget af dette arbejde og skrev, at adskillige sovjetiske forskere havde teoretiseret, at "drivkraften bag den spirende religion blev leveret af handelsborgerskabet i Mekka og Medina"; at en vis S. P. Tolstov havde hævdet, at "islam var en social-religiøs bevægelse med oprindelse i den slave-ejende, ikke feudale, arabiske samfundsform"; og at N. A. Morozov havde argumenteret for, at "islam, indtil korstogene, ikke kunne skelnes fra jødedommen og (...) først derefter fik sin uafhængige karakter, mens Muhammed og de første kaliffer var mytiske skikkelser." Morozov synes at have været en særlig farverig teoretiker: Lambton skrev, at han også - i sin bog Kristus (1930) - fremførte, at "islam i middelalderen bare var en udløber af arianismen fremkaldt af en meteorologisk begivenhed i området ved Det Røde Hav nær Mekka."

Det er derfor ikke overraskende - på grund af skævhederne i megen ikke-islamisk kritisk undersøgelse af Koranen - at muslimer er tilbøjelige til at afvise den blankt. En særlig velformuleret protest kom i 1987, i Muslim World Book Review, i et essay med titlen "Method Against Truth: Orientalism and Qur'anic Studies" af den muslimske kritiker S. Parvez Manzoor. Ved at placere oprindelsen til vestlig koranforskning i "den middelalderlige kristendoms polemiske sumpe" og beskrive dens nuværende tilstand som en "selvskabt blindgyde", orkestrerede Manzoor et komplekst og lagdelt angreb på hele den vestlige tilgang til islam. Han indledte sit essay i raseri:

De orientalistiske koranstudier - helt uanset deres øvrige fortrin og tjenester - var et projekt født af had, avlet i frustration og næret af hævn; nemlig de magtfuldes had til de magtesløse, de "rationelles" frustration over de "overtroiske", og de "ortodokses" hævn mod de "ikke-konforme". På toppen af sin verdslige triumf lancerede den vestlige mand - med statens, kirkens og den akademiske verdens koordinerede kræfter - sit mest beslutsomme angreb på den muslimske tros fæstningsværk. Alle de abnorme træk ved hans arrogante personlighed - den hensynsløse rationalisme, den verdenstyranniserende fantasi og den sekteriske fanatisme - blev forenet i en uhellig sammensværgelse for at løsrive den muslimske Skrift fra dens solidt forankrede position som indbegrebet af historisk ægthed og moralsk uindtagelighed. Det ultimative trofæ, som den vestlige mand søgte gennem sit dumdristige vovestykke, var selve den muslimske sjæl. For endegyldigt at befri Vesten for "problemet" islam, tænkte han, at den muslimske bevidsthed måtte bringes til at opgive den kognitive sikkerhed ved det guddommelige budskab, der blev åbenbaret for Profeten. For kun en muslim, der er bragt til at tvivle på den koraniske åbenbarings historiske ægthed eller læremæssige autonomi, vil give afkald på sin universelle mission og således ikke længere udfordre Vestens globale dominans. Dette synes, som minimum, at have været den stiltiende, hvis ikke udtrykte, begrundelse for det orientalistiske angreb på Koranen.

På trods af modstand som denne, presser vestlige forskere - med en bred vifte af akademiske og teologiske interesser - på med at bruge moderne teknikker til tekst- og historiekritik på studiet af Koranen. At der nu eksisterer en betydelig mængde af denne forskning, kan ses af den nylige beslutning af det europæiske forlag Brill Publishers - en veletableret udgiver af sådanne store værker som The Encyclopaedia of Islam og The Dead Sea Scrolls Study Edition - om at udgive den første Encyclopaedia of the Qur'an nogensinde. Jane McAuliffe - professor i islamiske studier ved University of Toronto og encyklopædiens hovedredaktør - håber, at den vil fungere som en "grov analogi" til de bibelske encyklopædier og blive "årtusindskiftets sammenfattende værk over koranforskningens stade." Artikler til den første del af encyklopædien er ved at blive redigeret og forberedt til udgivelse senere på året.

Encyclopaedia of the Qur'an vil blive et virkeligt samarbejdsprojekt, udført af både muslimer og ikke-muslimer, og artiklerne vil præsentere flere tilgange til fortolkningen af Koranen, hvoraf nogle givet vil udfordre de traditionelle islamiske synspunkter og derved forurolige mange i den islamiske verden, hvor tiden afgjort er mindre moden til en revisionistisk undersøgelse af Koranen. Situationen for Nasr Abu Zaid, en beskeden egyptisk professor i arabisk, som sidder i encyklopædiens rådgivende kommission, illustrerer vanskelighederne for muslimske forskere, der forsøger at genfortolke deres tradition.

"Koranen er en tekst, en litterær tekst, og den eneste måde at forstå, forklare og analysere den på, er ved en litterær tilgang," siger Abu Zaid. "Dette er en vigtig teologisk sag." For at formulere synspunkter som dette på tryk - i det væsentlige for at anfægte den idé, at Koranen skal læses bogstaveligt som Guds absolutte og uforanderlige ord - blev Abu Zaid i 1995 officielt stemplet som en apostat, en afgørelse, som i 1996 blev stadfæstet af Egyptens højesteret. Retten fortsatte derefter, på basis af en islamisk lov der forbyder ægteskab mellem en apostat og en muslim, med at beordre Abu Zaid til at skille sig fra sin hustru, Ibtihal Yunis (en afgørelse, der ramte hende - som den chokerede og lykkeligt gifte Yunis dengang sagde - "som en mursten i hovedet").

Abu Zaid fastholder standhaftigt, at han er en troende muslim, men gør gældende, at Koranens manifeste indhold - for eksempel de ofte arkaiske love om behandlingen af kvinder, som islam er berygtet for - er langt mindre vigtig end dens komplekse, fornyende og åndeligt nærende latente indhold. Den ortodokse islamiske opfattelse, hævder Abu Zaid, er fordummende; den reducerer en guddommelig, evig og dynamisk tekst til en fastlåst menneskelig fortolkning uden mere liv og mening end "en nipsgenstand ... en talisman ... eller et ornament."

For en tid forblev Abu Zaid i Egypten og søgte at tilbagevise anklagerne om frafald, men stående overfor dødstrusler og ubarmhjertig offentlig chikane flygtede han med sin kone fra Cairo til Holland og kaldte hele affæren "en makaber farce". Sheik Youssef al-Badri, den gejstlige, hvis forkyndelse inspirerede meget af oppositionen mod Abu Zaid, jublede: "Vi er ikke terrorister, vi har ikke brugt kugler eller maskingeværer, men vi har stoppet en fjende af islam i at gøre grin med vores religion (...). Ingen vil vove så meget som at tænke på at skade islam igen."

Abu Zaid synes at have haft god grund til at frygte for sit liv og flygte: I 1992 blev den egyptiske journalist Farag Foda myrdet af islamister for hans kritiske skrifter om Egyptens Muslimske Broderskab, og i 1994 blev den nobelpristagende forfatter, Naguib Mahfouz, stukket ned for at have skrevet, blandt andre værker, den allegoriske Børn af Gabalawi (1959) - en roman, struktureret som Koranen, der præsenterer "kætterske" opfattelser af Gud og profeten Muhammed.

At afvige fra den ortodokse fortolkning af Koranen, siger den algeriske Mohammed Arkoun, professor emeritus i islamisk tænkning ved universitetet i Paris, er "en meget følsom affære" med store konsekvenser. "Millioner og atter millioner af mennesker henviser til Koranen dagligt for at forklare deres handlinger og begrunde deres forhåbninger," siger Arkoun. "Omfanget af disse henvisninger er meget større end det nogensinde har været før."


Muhammed i hulen

Mecca er beliggende i en ufrugtbar lavning mellem to rækker af stejle bakker i den vestlige del af nutidens Saudi-Arabien. Umiddelbart vest herfor ligger den flade og kvælende varme Rødehavskyst; mod øst strækker sig den store Rub al-Khali eller Den Tomme Fjerdedel - den største ophobning af sand på planeten. Byens omgivelser er uindbydende: Jorden er tør og støvet, og ulmer under en ubarmhjertig sol; hele regionen hjemsøges af en varm, pulserende ørkenvind. Selvom der nogle gange ikke falder regn i årevis, kan den, når den kommer, være meget kraftig, og skabe rivende strømme af vand, der vælter ned fra bakkerne og oversvømmer bassinet, hvori byen ligger. Som scene for guddommelig åbenbaring, er området nøjagtig lige så velegnet som bjergene i Sinai eller ørkenen i Judæa.

Den eneste virkelige kilde til historisk information om den præ-islamiske Mekka og omstændighederne omkring Koranens åbenbaring, er den klassiske islamiske fortælling om religionens grundlæggelse, hvoraf en destillation følger her.

I århundrederne forud for islams komme, var Mekka en lokal hedensk helligdom af betydelig ælde. Religiøse ritualer var centreret omkring Kabaen - en helligdom, stadig central for islam i dag, som muslimer tror oprindeligt blev bygget af Ibrahim (kendt til kristne og jøder som Abraham) og hans søn Ismail (Ismael). I takt med at Mekka blev stadig mere velstående i det 6. århundrede e.Kr., begyndte hedenske afguder af varierende størrelser og former at florere. Den traditionelle historie fortæller, at Kabaen i det tidlige 7. århundrede var omgivet af et pantheon af omkring 360 statuer og ikoner (indenfor fandtes gengivelser af Jesus og Jomfru Maria, blandt andre afguder).

Således var baggrunden, på hvilken de første dele af Koranen siges at være blevet åbenbaret, i 610, til en velstående, men misfornøjet købmand ved navn Muhammed bin Abdullah. Muhammed havde udviklet vanen med periodisk at trække sig tilbage fra Mekkas hedenske elendighed til en nærliggende bjerghule, hvor han kunne tænke i ensomhed. Under en af disse retræter blev han besøgt af englen Gabriel - den samme engel, der havde annonceret Jesu komme til Jomfru Maria i Nazaret omkring 600 år tidligere. Efter at have indledt med befalingen "Læs op!", gjorde Gabriel det klart for Muhammed, at han skulle tjene som Guds sendebud. Efterfølgende og indtil sin død modtog den angiveligt analfabetiske Muhammed, via Gabriel, guddommelige åbenbaringer på arabisk, der blev kendt som koran ("recitation") og som kundgjorde, i starten i en meget poetisk og retorisk stil, en ny og kompromisløs form for monoteisme, der fik navnet islam, dvs. "underkastelse" (under Guds vilje). Muhammed genfortalte ordret disse åbenbaringer til positivt indstillede familiemedlemmer og venner, der enten huskede dem eller skrev dem ned.

Magtfulde mekkanere begyndte snart at forfølge Muhammed og hans lille gruppe af hengivne tilhængere, hvis nye tro afviste den hedenske kerne af det mekkanske kulturelle og økonomiske liv. Som et resultat heraf vandrede gruppen i år 622 omkring 300 km mod nord til byen Yathrib, der efterfølgende blev kendt som Medina (kort for Medinat al-Nabi eller Profetens By). (Denne migration, der er kendt i islam som hijra, anses for at markere fødslen af det uafhængige islamiske samfund, og 622 e.Kr. er derfor det første år i den islamiske kalender.) I Medina, fortsatte Muhammed med at modtage guddommelige åbenbaringer, af en stadig mere pragmatisk og prosaisk karakter, og i 630 havde han opnået tilstrækkelig støtte i det medinensiske samfund til at angribe og erobre Mekka. Han tilbragte de sidste to år af sit liv med at missionere, konsolidere politisk magt og modtage flere åbenbaringer.

Den islamiske tradition fortæller, at da Muhammed døde i 632, var de koraniske åbenbaringer endnu ikke samlet i en enkelt bog; de var kun skrevet "på palmeblade og flade sten og i menneskenes hjerter". (Dette er ikke overraskende: Den mundtlige tradition var stærk og veletableret, og den arabiske skrift, som blev skrevet uden de vokaler og konsonant-prikker, der anvendes i dag, fungerede primært som en støtte for hukommelsen.) Og etableringen af en sådan tekst var heller ikke af primær interesse: De medinensiske arabere - en usandsynlig koalition af tidligere købmænd, ørkennomader og jordbrugere, der var forenet i en potent ny tro og inspireret af Profeten Muhammeds ord og gerning - var på det tidspunkt i fuld gang med en fantastisk vellykket række internationale erobringer i islams navn. I 640'erne var araberne kommet i besiddelse af det meste af Syrien, Irak, Persien og Egypten, og tredive år senere var de i færd med at overtage dele af Europa, Nordafrika og Centralasien.

I de første årtier af de arabiske erobringer blev mange medlemmer fra Muhammeds inderkreds dræbt, og med dem døde værdifuld viden om de koraniske åbenbaringer. Muslimer, der befandt sig i udkanten af imperiet, begyndte at skændes om, hvad der var koran-skrifter og hvad der ikke var. En general i hæren, der var kommet tilbage fra Aserbajdsjan, udtrykte sin frygt for sekterisk splid til kalif Uthman (644-656) - den tredje islamiske hersker, der efterfulgte Muhammed - og siges at have bønfaldet ham om at "disciplinere dette folk, før de bliver uenige om Koranen på samme måde, som jøder og kristne er uenige om deres Skrift." Uthman indkaldte et redaktionelt udvalg af en slags, der omhyggeligt samlede de forskellige stykker af Skriften, der var blevet memoreret eller nedskrevet af Muhammeds følgesvende. Resultatet var en skriftlig standardudgave af Koranen. Uthman beordrede alle ufuldstændige og "ufuldkomne" samlinger af koran-skrifter ødelagt, og den nye version blev hurtigt fordelt til hovedcentrene i det hastigt voksende imperium.

I løbet af de næste par århundreder, mens islam blev befæstet som en religiøs og politisk enhed, blev der udviklet en stor mængde eksegetisk og historisk litteratur til at forklare Koranen og islams opståen, hvoraf de vigtigste elementer er hadith, eller samlinger af beretninger om Profeten Muhammeds ord og gerninger; sunna, eller samlingen af islamisk social og juridisk sædvane; sira, eller Profetens biografier; og tafsir, eller koran-kommentarer og -forklaringer. Det er fra disse traditionelle kilder - for det meste samlet i skriftlig form fra midten det 8. til midten det 10. århundrede - at alle beretninger om Koranens åbenbaring og islams første år i sidste ende stammer.


"For at I kan forstå"

Koranen, som i længde stort set svarer til Det Nye Testamente, er opdelt i 114 afsnit, kendt som suraer, der varierer voldsomt i længde og form. Bogens organiserende princip er hverken kronologisk eller tematisk – overvejende er suraerne arrangeret fra start til slut efter faldende længde. Men på trods af den usædvanlige struktur er det, der i almindelighed overrasker den nyankomne til Koranen mest, det omfang, i hvilken den trækker på de samme overbevisninger og fortællinger, der findes i Bibelen. Gud (Allah på arabisk) hersker suverænt: Han er den almægtige, alvidende og albarmhjertige Væren, som har skabt verden og dens skabninger; han sender budskaber og love gennem profeter for at vejlede mennesket i dets eksistens; og på et tidspunkt i fremtiden kun kendt af ham, vil han gøre en ende på verden og holde Dommedag. Adam, det første menneske, bliver bortvist fra Paradiset for at spise af det forbudte træ. Noa bygger en ark for at redde nogle få udvalgte fra en oversvømmelse forårsaget af Guds vrede. Abraham forbereder sig på at ofre sin søn på Guds befaling. Moses fører israelitterne ud af Egypten og modtager en åbenbaring på Sinai Bjerg. Jesus - født af Jomfru Maria og omtalt som Messias - udfører mirakler, har disciple og stiger til himmels.

Koranen gør sig stor umage med at understrege denne fælles monoteistiske arv, men den arbejder lige så hårdt på at skelne islam fra jødedom og kristendom. For eksempel nævner den profeter - Hud, Salih, Shuayb, Luqman og andre - hvis oprindelse synes udelukkende arabisk, og den minder læserne om, at den er "en arabisk Koran. Måske kommer I til fornuft!" (Koranen 12:2) [The Noble Quran har: "an Arabic Quran in order that you may understand." Dansk: "en arabisk Koran for at I kan forstå." o.a.] Men trods dens gentagne påstande om det modsatte, er Koranen ofte ekstremt vanskelig at forstå for nutidige læsere - selv højtuddannede arabisktalende. Den foretager nogle gange dramatiske skift i stil, stemme og emne fra vers til vers, og den forudsætter en fortrolighed med sprog, fortællinger og begivenheder, der synes at være gået tabt, selv for de tidligste muslimske fortolkere (typisk for en tekst, der oprindeligt udvikledes i en mundtlig tradition). Dens tilsyneladende uoverensstemmelser er lette at finde: I den samme sætning kan der henvises til Gud i både første og tredje person; afvigende versioner af den samme fortælling gentages forskellige steder i teksten; guddommelige bestemmelser modsiger lejlighedsvist hinanden. I det sidste tilfælde forudser Koranen kritik og forsvarer sig ved at hævde retten til at ophæve sit eget budskab: "Allah kan udslette eller bekræfte, hvad Han vil." (Koranen 13:39)

Kritikken kom. I takt med at muslimer kom stadig mere i kontakt med kristne i det 8. århundrede, blev erobringskrigene ledsaget af teologiske polemikker, hvor kristne og andre blev klar over Koranens forvirrende litterære tilstand og brugte det som bevis på dens menneskelige oprindelse. Muslimske lærde selv katalogiserede omhyggeligt de problematiske aspekter af Koranen - uvant ordforråd, tilsyneladende udeladelser af tekst, grammatiske uoverensstemmelser, afvigende læsninger og så videre. En stor teologisk debat opstod faktisk indenfor islam i slutningen af det 8. århundrede, hvor dem, der troede på Koranen som det "uskabte" og evige Guds Ord, var oppe mod dem, der troede på Koranen som skabt i tiden, ligesom alt andet, der ikke selv er Gud. Under kalif al-Mamun (813-833) var sidstnævnte synspunkt kortvarigt ortodoks lære. Det blev støttet af flere tankeretninger, herunder en indflydelsesrig retning kendt som mutaziliterne, der udviklede en kompleks teologi, som delvist var baseret på en metaforisk snarere end en blot bogstavelig forståelse af Koranen.

Ved udgangen af det 10. århundrede var mutaziliternes indflydelse forsvundet, af komplicerede politiske grunde, og den officielle doktrin var blevet den om i'jaz al-qur'an, eller Koranens "uefterlignelighed". (Som et resultat har Koranen traditionelt ikke været oversat af muslimer for ikke-arabisktalende muslimer. I stedet bliver den læst og reciteret i originalen af muslimer verden over, hvoraf de fleste ikke taler arabisk. De oversættelser, der findes, opfattes ikke som andet end hjælpemidler til og omskrivninger af Skriften.) Indførelsen af læren om uefterlignelighed var et vigtigt vendepunkt i islamisk historie, og fra det 10. århundrede til i dag har opfattelsen af Koranen som Guds bogstavelige og uskabte Ord konstant været dominerende.


Psykopatisk hærværk?

Gerd-R. Puin taler med foragt om den traditionelle villighed - blandt muslimske og vestlige forskere - til at acceptere den konventionelle opfattelse af Koranen. "Koranen hævder om sig selv, at den er ‘mubeen’ eller 'klar'," siger han. "Men hvis man læser den, vil man bemærke, at hver femte sætning, eller der omkring, simpelthen ikke giver mening. Mange muslimer - og orientalister - vil fortælle dig noget andet, selvfølgelig, men kendsgerningen er, at en femtedel af Koranens tekst er aldeles uforståelig. Dette er, hvad der har forårsaget den traditionelle ængstelse vedrørende oversættelse. Hvis Koranen ikke er forståelig - hvis den end ikke kan forstås på arabisk - så kan den ikke oversættes. Folk frygter dette. Og eftersom Koranen gentagne gange hævder at være klar, men tydeligvist ikke er det - hvilket selv arabisktalende vil fortælle dig - så er der en modsigelse. Der må være noget andet på færde."

Forsøget på at finde ud af, hvad dette "noget andet" er, begyndte først for alvor i dette [20.] århundrede. "Indtil for ganske nylig," siger Patricia Crone, historiker af tidlig islam, "tog alle for givet, at alt, hvad muslimerne hævder at huske om Koranens oprindelse og mening, er korrekt. Hvis du dropper den antagelse, må du starte på en frisk." Dette er ikke nogen let opgave, selvfølgelig; Koranen er kommet ned til os tæt indsvøbt i en historisk tradition, der er ekstremt modstandsdygtig over for kritik og analyse. Som Crone udtrykker det i Slaves on Horses:

De bibelske redaktører giver os dele af den israelitiske tradition på forskellige stadier af krystallisering, og deres vidnesbyrd kan derfor med fordel sammenlignes og afvejes mod hinanden. Men den muslimske tradition var resultatet, ikke af en langsom krystallisering, men af en eksplosion; de første udgivere var ikke redaktører, men samlere af brokker, og deres værker er påfaldende blottet for overordnet enhed; og ingen særlig oplysning følger af deres sammenligning.

I betragtning af tidlig islams eksplosive ekspansion og tidsrummet mellem religionens fødsel og den første systematiske dokumentation af dens historie, er det ikke overraskende, at Muhammeds verden og verden af de historikere, der efterfølgende skrev om ham, var dramatisk forskellige. Allerede i islams første århundrede blev en provinsiel gruppe hedenske stammefolk fra ørkenen vogtere af et stort internationalt monoteistisk imperium, med en vrimmel af hidtil uset litterær og videnskabelig aktivitet. Mange nutidige historikere hævder, at man ikke kan forvente, at islams historie om sine egen oprindelse - især i betragtning af den mundtlige tradition i de tidlige århundreder - skal have overlevet denne enorme sociale transformation intakt. Man kan heller ikke forvente, at en muslimsk historiker, der skriver i det 9. eller 10. århundredes Irak, skal have kastet sin sociale og intellektuelle baggrund (og teologiske overbevisning) af sig for præcist at kunne beskrive en helt igennem ukendt arabisk kontekst fra det 7. århundrede. R. Stephen Humphreys opsummerede i Islamic History: A Framework for Inquiry (1988), kortfattet det problem, som historikere konfronteres med i studiet af tidlig islam:

Hvis vores mål er at forstå den måde, hvorpå muslimer i slutningen af det 2./8. og 3./9. århundrede [islamisk kalender/kristen kalender] forstod deres eget samfunds oprindelse, så er vi faktisk rigtig godt stillet. Men hvis vores mål er at finde ud af, "hvad der virkelig skete" i form af pålideligt dokumenterede svar på moderne spørgsmål om det islamisk samfunds tidligste årtier, så er vi i vanskeligheder.

Den person, der mere end nogen anden har rusket op i koranstudierne i de seneste årtier, er John Wansbrough, tidligere fra School of Oriental and African Studies på University of London. Puin "genlæser ham nu", hvor han forbereder sig på at analysere de yemenitiske fragmenter. Patricia Crone siger, at hun og Michael Cook "ikke sagde meget om Koranen i Hagarism, der ikke var baseret på Wansbrough." Andre forskere er mindre beundrende og omtaler Wansbroughs arbejde som "stædigt fremturende", "vildt uigennemskueligt" og et "kolossalt selvbedrag." Men om man kan lide det eller ej, så må enhver, der beskæftiger sig med kritisk undersøgelse af Koranen i dag, tage kampen op med Wansbroughs to vigtigste værker - Quranic Studies: Sources and Methods of Scriptural Interpretation (1977) og The Sectarian Milieu: Content and Composition of Islamic Salvation History (1978).

Wansbrough anvendte et helt arsenal af, hvad han kaldte bibelkritikkens "instrumenter og teknikker" - formkritik, kildekritik, redaktionskritik og meget mere - på Koranens tekst. Han konkluderede, at Koranen udviklede sig gradvist i det 7. og 8. århundrede over en lang periode med mundtlig overlevering, mens jødiske og kristne sekter argumenterede meget ordrigt med hinanden et godt stykke nord for Mekka og Medina, i hvad der nu er dele af Syrien, Jordan, Israel og Irak. Grunden til, at intet islamisk kildemateriale har overlevet fra islams 1. århundrede eller deromkring, er, konkluderede Wansbrough, at det aldrig har eksisteret.

For Wansbrough er den islamiske tradition et eksempel på, hvad der blandt bibelforskere er kendt som "frelseshistorie": En teologisk motiveret og missionerende fortælling om en religions oprindelse, der er opfundet ret sent og projiceret tilbage i tiden. Med andre ord, som Wansbrough udtrykte det i Quranic Studies, involverede kanoniseringen af Koranen - og de islamiske traditioner, der opstod for at forklare den - ...

tildeling af flere, delvist overlappende, samlinger af logia (med et udpræget mosaisk aftryk) til billedet af en bibelsk profet (modificeret af det muhamedanske evangeliums materiale til en arabisk Guds mand) med et traditionelt budskab om frelse (modificeret under indflydelse af rabbinsk jødedom til det uformidlede og til sidst uforanderlige Guds ord).

Wansbroughs mystiske teorier har været smittende i visse videnskabelige kredse, men mange muslimer har forståeligt nok fundet dem dybt krænkende. S. Parvez Manzoor, for eksempel, har beskrevet Wansbroughs og andres koranstudier som "nøgent magtsprog" og "et udbrud af psykopatisk hærværk." Men ikke engang Manzoor argumenterer for en tilbagetrækning fra koranstudiernes kritiske projekt; i stedet opfordrer han muslimer til at besejre de vestlige revisionister på den "erkendelsesteoretiske slagmark," og indrømmer, at "før eller senere bliver [vi muslimer] nødt til at nærme os Koranen med metodiske antagelser og parametre, som er radikalt i strid med dem, der er helliggjort af vores tradition."


Revisionisme i den islamiske verden

I mere end et århundrede har der været offentlige personer i den islamiske verden, der har forsøgt det revisionistiske studium af Koranen og islamisk historie - den fordrevne egyptiske professor, Nasr Abu Zaid, er ikke enestående. Måske var Abu Zaids mest berømte forgænger den fremtrædende egyptiske minister, universitetsprofessor og forfatter Taha Hussein. Som en beslutsom modernist viede Hussein sig i begyndelsen af 1920'erne til studiet af præ-islamisk arabisk poesi og endte med at konkludere, at meget af denne samling værker var blevet fabrikeret vel efter etableringen af islam for at give ydre støtte til Koranens mytologi. Et nyere eksempel er den iranske journalist og diplomat Ali Dashti, der i sin Twenty Three Years: A Study of the Prophetic Career of Mohammed (1985) gentagne gange tog sine muslimske trosfæller i skole for ikke at havde sat spørgsmålstegn ved de traditionelle beretninger om Muhammeds liv, hvoraf han kaldte meget for "myte- og mirakelmageri".

Abu Zaid nævner også den enormt indflydelsesrige Muhammed Abduh som en forløber. Som det 19. århundredes fader til egyptisk modernisme, så Abduh potentialet for en ny islamisk teologi i mutaziliternes teorier fra det 9. århundrede. Mutaziliternes ideer vandt popularitet i visse muslimske kredse i begyndelsen af dette [20.] århundrede (hvilket fik den vigtige egyptiske forfatter og intellektuelle, Ahmad Amin, til at bemærke i 1936, at "mutaziliternes død er den største ulykke, der har ramt muslimerne; de har begået en forbrydelse mod sig selv"). Den afdøde pakistanske lærde Fazlur Rahman førte mutaziliternes fakkel videre til godt ind i nutiden; de sidste år af sit liv, fra 1960'erne til sin død i 1988, levede og underviste han i USA, hvor han uddannede mange islam-studerende - både muslimer og ikke-muslimer - i mutazilit-traditionen.

Men dette arbejde har ikke været uden omkostninger: Taha Hussein blev, ligesom Nasr Abu Zaid, erklæret apostat i Egypten; Ali Dashti døde på mystisk vis lige efter den iranske revolution i 1979; og Fazlur Rahman blev tvunget til at forlade Pakistan i 1960'erne. Muslimer med interesse i at udfordre den ortodokse doktrin må træde varsomt. "Jeg vil gerne have Koranen ud af dette fængsel," har Abu Zaid sagt om den herskende islamiske fjendtlighed mod at nyfortolke Koranen til den moderne tid, "så den endnu en gang bliver produktiv for essensen af vores kultur og kunst, som bliver kvalt i vores samfund." Trods sine mange fjender i Egypten, kan Abu Zaid meget vel være på vej mod at nå dette mål: Der er tegn på, at hans arbejde i stilhed bliver læst med interesse vidt omkring i den arabiske verden. Abu Zaid siger for eksempel, at hans The Concept of the Text (1990) - den bog, der er hovedgrunden til hans eksil fra Egypten - har været igennem mindst 8 undergrundsoplag i Cairo og Beirut.

En anden forsker med en bred læserskare, der er optaget af at gen-undersøge Koranen, er Mohammed Arkoun, den algierske professor ved universitetet i Paris. Arkoun skrev i Lectures du Coran (1982), for eksempel, at "det er på tide [for islam] at påtage sig, sammen med alle de store kulturelle traditioner, de moderne risici ved videnskabelig viden", og foreslog, at "problemet med Koranens guddommelige autenticitet kan tjene til at genaktivere islamisk tænkning og engagere den i vor tidsalders store debatter." Arkoun beklager, at de fleste muslimer er uvidende om, at en anden opfattelse af Koranen findes indenfor deres egen historiske tradition. Hvad en ny undersøgelse af islamisk historie tilbyder muslimer, hævder Arkoun og andre, er en mulighed for at udfordre den muslimske ortodoksi indefra, i stedet for at skulle stole på "fjendtlige" eksterne kilder. Arkoun, Abu Zaid og andre håber, at denne udfordring i sidste ende vil føre til intet mindre end en islamisk renæssance.

Kløften mellem sådanne akademiske teorier og islams daglige praksis i verden er enorm, naturligvis - flertallet af muslimer i dag er utilbøjelige til at sætte spørgsmålstegn ved den ortodokse forståelse af Koranen og islamisk historie. Alligevel blev islam en af verdens store religioner til dels på grund af dens åbenhed over for sociale forandringer og nye ideer. (For århundreder siden, da Europa var sunket ned i sin feudale mørke middelalder, åbnede vismænd fra en blomstrende islamisk civilisation op for en en æra med stor videnskabelig og filosofisk opdagelse. De gamle grækeres og romeres ideer var måske aldrig kommet til Europa, hvis det ikke havde været for de islamiske historikere og filosoffer, der genopdagede og genoplivede dem.) Islams egen historie viser, at dagens fremherskende opfattelse af Koranen ikke er den eneste, der nogensinde har eksisteret, og bibelforskningens seneste historie viser, at ikke alle kritisk-historiske studier af et helligt skrift er fjendtlige. De kan i stedet udføres med det formål at opnå åndelig og kulturel regenerering. De kan, som Mohammed Arkoun udtrykker det, afmystificere teksten, mens de bekræfter "relevansen af dens større intuitioner."

Stadig mere forskelligartede udlægninger af Koranen og islamisk historie vil uundgåeligt blive foreslået i de kommende årtier i takt med, at traditionelle kulturelle skel mellem øst, vest, nord og syd opløses, at befolkningen i den muslimske verden fortsætter med at vokse, at tidlige historiske kilder fortsætter med at blive gransket, og at feminismen møder Koranen. Med de mange forskellige fortolkninger vil helt sikkert komme øgede gnidninger, måske forstærket af, at islam nu eksisterer i så mange forskellige sociale og intellektuelle miljøer - Bosnien, Iran, Malaysia, Nigeria, Saudi-Arabien, Sydafrika, USA og så videre. Mere end nogensinde før vil enhver, der ønsker at forstå de globale anliggender, blive nødt til at forstå den islamiske civilisation, i alle dens udgaver. Den bedste måde at begynde på er uden tvivl med studiet af Koranen - som ser ud til i de kommende år at blive mindst lige så omstridt, fascinerende og vigtig som studiet af Bibelen har været det i dette [20.] århundrede.




Oversættelse: Bombadillo