Antikrist og Templet i den kristne tanke
Af Brian Kranick
Oversættelse af: The Antichrist and the Temple in the Christian Mind
Kilde: Crisis Magazine, 6. februar 2018
Udgivet på myIslam.dk: 14. februar 2018

Præsident Trump meddelte for nylig sin hensigt om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, og således bekræftede denne by som Israels hovedstad. Dette hævede de kollektive øjenbryn hos millioner af dispensationalistiske evangeliske protestanter. Deres øjne var fikserede på det, de så som profetiske markører i Skriften (en Jerusalem-centreret bog), som de har spillet sig ud i Israels nyere historie fra Balfour-erklæringen i 1917 til statsdannelsen i 1948, til indtagelsen af Jerusalem i 1967.

Trumps dristige træk gav nyt liv til gamle mumlerier om muligheden for et fremtidigt Tredje Tempel i Jerusalem. Nogle steder har man endda fremhævet præsident Trump som en "moderne Kyros den Store", den persiske konge, der gjorde en ende på det babylonske fangenskab og tillod jøderne at bygge det Andet Tempel. Bortset fra overreaktionerne, så mener mange, at Bibelen forudsiger, at det Tredje Tempel vil genetablere den gamle levitiske tilbedelse, men også være hovedsæde for Antikrist. Det er forløberen for Endetiden og vil udløse Jesu Kristi genkomst. Paulus advarede thessalonikerne om Antikrist og sagde, at "han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud." (2 Thess 2:4)

Det Andet Tempel blev ødelagt i 70 e.Kr. og derved opfyldtes Jesu ord fra samtalen på Oliebjerget (Matt 24). Ifølge den preteriske eskatologi oplevede denne generation sin egen apokalypse med de romerske soldaters belejring af Jerusalem efterfulgt af massakre og Templets udslettelse. Josefus fortæller også om deres kejsertilbedelse: De "bragte deres insignier til templet og satte dem mod dets østlige port; og dér ofrede de til dem." Denne ødelæggende vederstyggelighed svarer til den begået af Antiokus IV Epifanes ("den åbenbarede"), der på samme måde havde vanhelliget det med en statue til Zeus omkring 237 år tidligere [se 1. Makkabæerbog 1:54]. Kirken anser disse mænd for at være blandt de "typer" på og forløbere for Antikrist, der har plaget Kirken gennem hele dens historie med kætterier og forfølgelser.

I Kirkens første århundrede blev de romerske cæsarer fra Nero til Diocletian gjort til "Antikrist", og Rom til "Babylon". Selv St. Hieronymus udtalte i sin Kommentar til Daniels Bog: "Og så er der mange med vores opfattelse, der mener, at Domitius Nero var Antikrist på grund af hans vildskab og fordærvelse." Men århundreder senere, med ankomsten af Muhammed og islamisk jihad, antog fortællingerne om Antikrist et tydeligt muslimsk præg.

Førstehåndsberetninger fra kristne, der stødte på de oprindelige muslimer i begyndelsen af de 7. og 8. århundreder, giver indsigt i denne opfattelse. St. Johannes af Damaskus skrev i sin Imod kætterier om "de bedrageriske fejl af ismaelitterne, forløberen for Antikrist". Sådan var indstillingen efter de første sammenstød. Så tidligt som i 634 e.Kr. i Jacobs lære, klager en jødisk købmand fra Palæstina, der var konverteret til kristendommen, over de arabiske invasioner. I en korrespondance med sin jødiske fætter Justus, fortæller han:

"Hvad kan du fortælle mig om den profet, der er opstået blandt saracenerne? Han svarede under mange mishagsytringer: 'Han er falsk, for profeterne kommer ikke bevæbnede med sværd.' Disse dagens begivenheder er i sandhed anarkiets værker og jeg frygter, at den første Kristus, der kom, som de kristne tilbeder, var den ene sendt af Gud, og at vi i stedet forbereder os på at modtage Antikrist."

Et andet øjenvidne til de første arabiske angreb var Sophronius, Patriarken af Jerusalem. I 634 e.Kr. var Betlehem allerede faldet til de arabiske angribere, så han var tvunget til at holde sin fødselsprædiken i Jerusalem. Han sammenlignede deres situation med Adams, da han blev udelukket fra Paradiset, selvom "vi ikke ser det lynende flammesværd, men snarere det vilde og barbariske saracenske [sværd], som er fyldt med enhver djævelsk vildskab." Hans mest detaljerede beskrivelse af den muslimske invasion kom i hans epifani-prædiken, sandsynligvis i 636 e.Kr. - i et frygteligt øjeblik, da den arabiske hær havde omringet Jerusalem selv. Han talte om de "gud-hadende saracenere, ødelæggelsens vederstyggelighed, som profeterne tydeligt forudsagde for os." Jerusalem faldt i 637 e.Kr. og med tiden etablerede muslimerne Al-Aqsa-moskeen og Klippehelligdommen på Tempelbjerget, så de for altid kunne cementere den idé, at islam havde erstattet kristendom og jødedom, tilmed i selve hjertet af den jødisk-kristne verden.

Muslimske horder angreb og erobrede derefter fra Arabien i alle retninger gennem 900 år. På Martin Luthers tid i det 16. århundrede var Konstantinopel, den store by i den østlige kristendom, faldet, og Hagia Sophia var blevet en moské. Europas hjerte var under konstant dødelig trussel. Islam forstærkede utvivlsomt Luthers helhjertede tro på, at han levede i de sidste tider. Han forstod truslen meget vel, og sammenlignede "tyrkerne" med retfærdighedens "guddommelige stav", der skulle straffe kristendommen for dens utroskab. Alligevel gjorde Luther ingen forskel i sit had: ligesom "paven er Antikrist, således er tyrken djævelen selv (...) begge vil ryge ned i Helvede."

Luthers apokalyptiske syn forværrede hans ekstreme fordømmelse af pavedømmet og Den romersk-katolske Kirke som "Antikrist" og "Babylons skøge". Dette var faktisk den centrale konflikt for Luther og reformatorerne i den Protestantiske Reformation. Protestantismen splittede og dirigerede denne mytologi om Antikrist væk fra, hvor den havde været i århundreder. Hele encyklopædier kan skrives om Reformationens virkninger på teologi, politik og kultur, men den var primært et angreb på Roms autoritet. Doktrinerne om præstedømmet, sakramenterne, Jomfru Maria og realpræsensen, blandt andre, hviler alle på autoriteten af Peters stol. Luthers angreb på Kirken stammede fra hans beskyldninger mod pavedømmet, og hans rabiate anti-papistiske overtro var hans primære arv til den protestantiske tankegang. Den splittede kristendommen mellem et gnostisk-lignende verdensbillede og dem, der accepterer verdens sakramentalitet.

Selv efter denne 500-årsdag, 500 år efter reformationen, er overtroen på en pavelig Antikrist og den tilhørende romersk-katolske Babylon-skøge stadig hos os i moderne dispensationalisme. Hal Lindsey og Tim Lahaye skriver i deres ikke-fiktive og fiktive forudsigelser om en djævelsk Europæisk Union og en pavelignende Antikrist eller falsk profet. Dette er noget ironisk, da det var Adolf Hitler - en slags europæisk Antikrist - der, da han blev spurgt om nazi-hilsenens oprindelse, henviste til Luther som sin inspiration. Tysklands antisemitisme, nationalisme og militarisme i Det Tredje Rige blev sandsynligvis født i og med Luther, som bevidnet af William Shirer og andre. I modbudskabet, Mit Brennender Sorge, henviste pave Pius XI til de messianske forestillinger om Hitler som "en intethedens profet". Alligevel affærdigede Hitler Kirken med foragt og sagde: "Vi er vidne til kristendommens sidste saltomortale. Den begyndte med den lutherske revolution."

Disse forestillinger om Antikrist og Templet har levet i det religiøse sind i årtusinder. De har varieret fra æra til æra afhængig af tidens politisk-kulturelle landskab. Vore dage er ikke anderledes. Apokalypsens fødselsveer er altid latent til stede i vore nyheder om krige og rygter om krige. Flytningen af den amerikanske ambassade betyder ikke, at et Tredje Tempel vil blive bygget i nogen nær fremtid, eller blive bygget overhovedet. Den indvarsler heller ikke Armageddon, men den bærer dennes farer. Det er fuldstændig forudsigeligt, når vi ser antisemitismens vrede og raseri hvirvle omkring Jerusalem og dette lille, eftertragtede stykke land, som fremhævet af den tyrkiske Erdogans reaktion og FN's fordømmende afstemning. Jerusalem er verdens sjæl, og i denne verden er der altid kamp om sjælen.

På et tidspunkt hvor kristne af alle arter er under fælles trussel indefra og udefra, synes den triste efterglød af reformationen endelig at være aftaget lidt. Det er økumenisme under tvang. Genoplivet militant islamisme angriber kristendommen udefra, og militant modernisme underminerer kristendommen indefra: Vore fælles trusler er gensidigt bindende. Katolikker, ortodokse og protestanter burde have et nært broderligt forhold, også selvom genforening under den ene, hellige, katolske og apostolske tro forbliver fjern på dette tidspunkt. Alligevel er kristne bundet i ånd og håb til Jesu bøn til Faderen, "at de alle må være ét."




Brian Kranick er freelance skribent og blogger på All Things Catholic. Han har mastergrader i International Affairs, Business og Catholic Theology. Han bor og arbejder i øjeblikket med sin familie i den nordvestlige del af landet ud mod Stillehavet. I det sidste årti har han arbejdet som analytiker i Efterretningssamfundet. Hans blogsite er: sacramentallife.com.




Oversættelse: Bombadillo