Islamisme og fascisme
Vov at sammenligne
Af Martin Kramer
Oversættelse af: Islamism and Fascism
Kilde: Sandstorm, 20. september 2006
Udgivet på myIslam.dk: 24. juli 2014

Tirsdag i sidste uge gik senator Russ Feingold (Demokrat-Wisconsin) ind i striden omkring Bush-administrationens beskrivelse af fjenden som "islamisk fascisme". (Bush brugte første gang udtrykket den 7. august og andre topembedsmænd har fulgt trop). Feingold:

"Jeg opfordrer præsidenten til at stoppe med at bruge udtrykket 'islamiske fascister', en etiket, som ikke giver nogen mening, og bestemt ikke hjælper i vore bestræbelser på at bekæmpe terrorisme. Fascistisk ideologi har ikke noget at gøre med den måde, hvorpå de globale terrornetværk tænker eller agerer, og den har ikke noget at gøre med det overvældende flertal af muslimer rundt om i verden, der praktiserer islams fredelige lære."

På pressemødet i Det Hvide Hus sidste onsdag, kom Tony Snow til præsidentens forsvar, efter at en journalist læste ham en ordbogsdefinition af fascisme. "Den synes ikke helt at passe med, hvad vi taler om", sagde journalisten. "Nå, men den passer faktisk", svarede Snow.

Jeg har ikke brugt udtrykket selv og jeg foretrækker generelt islamisme eller jihadisme, afhængig af sammenhængen. Men jeg kan ikke vende mig mod brugen af islamisk fascisme med samme retfærdige harme, som mønstres af f.eks. Michigan-professor Juan Cole, der har fordømt den "dovne sammenblanding af muslimske fundamentalistiske bevægelser med fascisme." Min begrundelse er, at denne sammenblanding, eller sammenligning, gennem årene har haft rigoristiske fortalere inden for mellemøststudiet. Udtrykket opstod ikke i Bushs Hvide Hus; det har en lang stamtavle, som tæller banebrydende samfundsforskere. Disse lærde, der vidste en hel del mere end senator Feingold om både islamisme og fascisme, havde faktisk den opfattelse, at sammenligningen gav mening. Jeg vil lade dem forklare hvorfor.

Enhver studerende i min generation stødte først på sammenligningen i værket af den nu afdøde Manfred Halpern, der tilbragte næsten 40 år som professor i politisk videnskab ved Princeton. Halpern voksede op med fascismen: Født i Tyskland i 1924, flygtede han og hans forældre fra nazisterne i 1937 til Amerika. Han deltog i krigen mod nazisterne som bataljonsspejder i den 28. infanteridivision, og var med under Ardenneroffensiven og andre steder. Efter Tysklands overgivelse arbejdede han i USA's kontraspionage med opsporing af tidligere nazister. I 1948 kom han til udenrigsministeriet, hvor han arbejdede med Mellemøsten, og i 1958 kom han til Princeton, hvor han gjorde det samme.

I 1963 udgav Princeton hans Politics of Social Change in the Middle East and North Africa. I årevis var denne bog grundteksten på området, og indeholdt den eneste akademiske behandling af islamismen, som ingen bekymrede sig videre om på det tidspunkt. Halpern kaldte den "neo-islamisk totalitarisme", og således beskrev han den:

"De neo-islamiske totalitære bevægelser er i det væsentlige fascistiske bevægelser. De koncentrerer sig om at mobilisere lidenskab og vold for at forøge deres karismatiske leders magt og solidariteten i bevægelsen. De betragter primært materielle fremskridt som et middel til at samle styrke til politisk ekspansion, og afviser fuldstændigt individuel og social frihed. De kæmper for værdier og følelser fra en heroisk fortid, men undertrykker al fri kritisk analyse af både tidligere årsager og nuværende problemer."

Halpern fortsatte:

"Ligesom fascismen repræsenterer neo-islamisk totalitarisme en institutionalisering af kamp, spænding og vold. Ude af stand til at løse det moderne livs grundlæggende sociale problemer - intellektuelle og teknologiske fremskridt, forening af frihed og sikkerhed og fredelige forbindelser mellem rivaliserende magtområder - er bevægelsen tvunget af sin egen logik og dynamik til at virkeliggøre sin vision gennem nihilistisk terror, snedigt bedrag og lidenskab. En effektiv statsforvaltning ses kun som et ekstra stærkt værktøj til kontrol af samfundet. Magtens og hengivenhedens centrum hviler i bevægelsen selv. Som fascistiske bevægelser andre steder er bevægelsen organiseret således, at den neo-islamiske totalitarisme bliver hele livet for dens medlemmer."

På det tidspunkt var Halpern en central figur i mellemøststudiet og hans bog - genoptrykt seks gange - fandtes i ethvert pensum gennem de næste femten år. Hans kritiske analyse af islamismen gik meget imod de herskende vinde i en tid, hvor koldkrigsstrateger ivrigt bejlede til islamister som allierede mod kommunismen. I 1970'erne forlod han området og hans ry inden for det svandt hen. Men hans rigoristiske behandling af islamismen holder, og hans sidestilling af den med fascisme var en alvorlig dom, afsagt af en person, der havde oplevet fascismen på nært hold.

Sammenligningen af islamisme med fascisme blev også gjort af Maxime Rodinson, den fremtrædende franske islam-forsker, der var pioner i anvendelsen af sociologiske metoder på Mellemøsten. Som en fransk jøde født i 1915, lærte også Rodinson fascismen at kende gennem direkte erfaring. Han flyttede til Syrien i 1940, men Vichy-regimet deporterede hans forældre til Auschwitz, hvor de omkom. Rodinson var en venstrefløjens mand - i sine tidlige år i militant grad - men hans tænkning kom fra ingen andre end ham selv.

I 1978, under Irans revolution, begyndte en begejstring for islamismen at sprede sig blandt hans fæller på den franske venstrefløj, der romantiserede den som det vibrerende nye anti-Vesten. Den franske filosof Michel Foucault blev enormt betaget af Ayatollah Khomeini. Rodinson besluttede at sætte tingene på plads og angreb i en lang forsideartikel i Le Monde dem, der "kommer frisk til problemet i en idealistisk sindstilstand." Rodinson indrømmede, at tendenser i de islamiske bevægelser som Det Muslimske Broderskab var "svære at bestemme":

"Men den dominerende tendens er en bestemt type arkaisk fascisme (type de fascisme archaïque). Med dette mener jeg et ønske om at etablere en autoritær og totalitær stat, hvis politiske politi brutalt vil håndhæve den moralske og sociale orden. Den vil samtidig påtvinge overensstemmelse med religiøs tradition, som fortolket i det mest konservative lys."

Med "arkaisk" henviste Rodinson til den religiøse del af ideologien, der stort set er fraværende i europæisk fascisme.

Jeg er ikke sikker på, om Rodinson nogensinde gentog denne præcise sætning, men at sætte den en enkelt gang på forsiden af Le Monde var nok. Han havde beskyldt sine fæller på venstrefløjen for at hylde en form for fascisme fra sin position på toppen af islamisk forskning. Denne særlig skarpe kritik af eurocentriske fordrejninger af islam, veg ikke tilbage fra at sammenligne islamisme med fascisme, og det i en tid, der var lige så politisk ladet som den nuværende.

I 1984 tog Said Amir Arjomand, en fremtrædende iransk-amerikansk sociolog ved SUNY-Stony Brook [State University of New York-Stony Brook, o.a.], sammenligningen op og førte den videre. Med et nik til Halpern, pegede Arjomand på "nogle slående sociologiske ligheder mellem de moderne islamiske bevægelser og den europæiske fascisme og det amerikanske radikale højre (...). Det er først og fremmest styrken af den monistiske impuls og de islamiske traditionalistiske og fundamentalistiske bevægelsers udtalte politiske moralisme, der gør dem beslægtede med både fascismen og det radikale højre."

I 1986 førte han sammenligningen endnu videre i en indflydelsesrig artikel i tidsskriftet World Politics med titlen: "Iran's Islamic Revolution in Comparative Perspective". Arjomand overvejede en række sammenligninger, men afgjorde sig i sidste ende for fascismen som den bedste af dem. Islamisme (han kaldte den "revolutionær traditionalisme") og fascisme "deler en række væsentlige elementer," herunder "en identisk omvendelse af temaet udnyttelse" og en "udpræget konstituerende kerne":

"Ligesom fascismen, har den islamiske revolutionære bevægelse tilbudt en ny syntese af de politiske trosbekendelser, som den voldsomt har angrebet. Og som fascisterne, er de islamiske militante imod demokratiet, fordi de betragter liberalt demokrati som en udenlandsk model, der giver mulighed for frit at udtrykke fremmede påvirkninger og ideer. (Og ligesom fascisterne, vil de islamiske militante heller ikke uden videre acceptere etiketten antidemokratisk'.)"

Arjomands konklusion: "Fremkomsten af en islamisk revolutionær ideologi har ligget i kortene siden den fascistiske æra." (For meget mere om sammenligningen, gå hertil. Arjomand gentog senere argumentet næsten ordret i sin 1989-bog The Turban for the Crown, Oxford.)

Sidste ord er, at udenrigsministeriet har overtalt Det Hvide Hus til at stoppe med at tale om "islamisk fascisme". Det skulle gøre det lettere for akademikere at gense sammenligningen som en alvorlig analytisk dom. Dette er nødvendigt, fordi selvbestaltede universitetsprogressive gentager Foucaults fejltagelse. Det startede for alvor sidste forår, da Noam Chomsky tog på pilgrimsfærd til hulen for Hizbollahs øverste leder, Sayyid Hasan Nasrallah. Bagefter kom han ud og roste ham for at trodse USA. Henover sommeren leverede Hamid Dabashi, vogter af Edward Saids flamme på Columbia, dette: "Både Hamas og Hizbollah, der bliver endnu mere ét med de palæstinensiske og libanesiske nationale befrielsesbevægelser, vil en dag få held til at etablere en fri, demokratisk og kosmopolitisk republik i deres respektive lande." Så tidligere denne måned fortalte kendis-filosof og homo-teoretiker Judith Butler et Berkeley-publikum, at Hamas og Hizbollah er "sociale bevægelser, som er en del af det globale venstre."

Det er for meget at forvente, at mandarinerne på mellemøststudierne, på dette fremskredne stadium af dekadence, skal gense islamisme-fascisme sammenligningen. The Middle East Studies Association ledes af Juan Cole, der mener, at en sådan "sammenblanding" er "doven", men som er udmærket i stand til at tilbyde denne mere energiske sammenblanding: "Saudi-Arabien er et ekstremt konservativt samfund; at tage til Saudi-Arabien er lidt ligesom at tage til amish-land i USA." (Udenrigsministeriet advarer i øjeblikket amerikanere, der tager til Saudi-Arabien, om kun at opholds sig på hoteller og i anlæg, der "har strenge sikkerhedsforanstaltninger, herunder, men ikke begrænset til, tilstedeværelse af en bevæbnet vagtstyrke, inspektion af alle køretøjer og en hærdet sikkerhedsmur til at forhindre uautoriserede køretøjer i at nærme sig anlægget." Ligesom i amish-land.)

Det er disse sammenblandinger af Hamas med det "globale venstre" eller wahhabierne med amish-folket, der i sandhed er dovne. I modsætning hertil har sammenligningen islamisme-fascisme fortalere blandt talrige, og selv fremtrædende akademiske forgængere. Yngre forskere og studerende burde gribe øjeblikket til at udforske den yderligere med intellektuel stringens og uden frygt.




Martin Kramer er præsident for Shalem College, et nyt artes liberales college i Jerusalem.

Kramer, som er en autoritet på områderne moderne islam og arabisk politik, tog sine bachelor- og ph.d.-grader i Nærøstlige Studier ved Princeton University. Under en femogtyveårig akademisk karriere ved Tel Aviv University, ledede han Moshe Dayan Center for Mellemøsten- og Afrikastudier. Kramer har undervist som gæsteprofessor ved Brandeis University, University of Chicago, Cornell University, Georgetown University og The Johns Hopkins University (SAIS). Han har virket som gæsteforsker ved Woodrow Wilson International Center for Scholars i Washington, The Washington Institute for Near East Policy og Harvard Universitys Olin Institute for Strategic Studies. Kilde: Sandbox




Oversættelse: Bombadillo