Fantasi-islam: Et spil, hvor et publikum af ikke-muslimer af hele deres hjerte ønsker, at islam er en "fredens religion", og hvor en muslim forsøger at opfylde dette ønske ved at præsentere en personlig udgave af islam, der kun har ringe basis i islamisk lære.

I december 2015 mødtes en lille gruppe "muslimske reformatorer" i Washington DC for at diskutere en reform af islam. De erklærede, at de var "muslimer, der lever i det 21. århundrede", som stod "i en kamp for islams sjæl". De proklamerede, at de stod for "en respektfuld, barmhjertig og inklusiv fortolkning af islam". De kaldte deres møde for Topmøde af Vestlige Muslimske Stemmer for Reform [Summit of Western Muslim Voices of Reform] og navngav sig Den Muslimske Reformbevægelse [The Muslim Reform Movement]. Den 4. december 2015 underskrev 14 "stiftende forfattere" fra denne bevægelse en Erklæring for Muslimsk Reform, hvori de fremlagde deres tro.

Ved afslutningen af begivenheden opsatte to af deltagerne en underskrevet kopi af denne erklæring på døren til Islamisk Center i Washington DC (ligesom Martin Luther, der sømmede sine 95 teser på døren til Wittenberg Slotskirke i 1517). Dokumentet blev hurtigt fjernet, og hidtil har der kun været ringe, om nogen, støtte til denne reformbevægelse fra det større muslimsk-amerikanske samfund.

Her er grunden til denne manglende støtte: Præamblen og erklæringen er kun på to sider. Men på de to sider har disse "stiftende forfattere" fundamentalt afvist Allahs befalinger i Koranen og Muhammeds lære. Dette i et forsøg på at skabe deres egen fantasi-islam, som er mere forenelig med de vestlige, jødisk-kristne værdier. Lad os undersøge nogle dele af denne Erklæring for Muslimsk Reform.

Vi afviser fortolkninger af islam, der opfordrer til enhver form for vold ...

Således starter det andet afsnit af præamblen. Men Allahs befalinger i Koranen og Muhammed lære er fyldt med opfordringer til vold.

Koranen befaler udtrykkeligt muslimer at dræbe ikke-muslimer (9:5), specielt til at kæmpe mod jøder og kristne (9:29), og generelt til at bekæmpe og være voldelige overfor ikke-muslimer (f.eks. 2:216, 4:74, 5:33, 8:12, 8:39, 8:57, 9:14, 9:73, 9:111, 9:123, 48:29 og 66:9).

Muhammed var stolt over, at han var gjort sejrrig gennem terror og frygt (f.eks. Sahih Al-Bukhari, nr. 2977, og Sunan An-Nasai, nr. 432). Han sagde tilmed: "Mit levebrød er i skyggen af mit spyd" (Sahih Al-Bukhari, bog 56, kapitel 88). "I skyggen af mit spyd" betyder plyndring i krig.

For muslimer er Muhammed målestokken for adfærd. Muhammed overvågede halshugningen af 600-900 tilfangetagne jødiske mænd, heriblandt ikke-kombattanter, og beordrede gennem årene personer dræbt for at kritisere islam.

Muhammed beordrede endda drab på digtere. Det følgende er en del af et brev skrevet kort efter den muslimske erobring af Mekka i 630 e.Kr. Det blev sendt til en ikke-muslim digter, der plejede at gøre grin med Muhammed, fra denne digters bror:

Allahs Sendebud dræbte nogle mænd i Mekka, der plejede til at satirisere og skade ham, og de digtere, der overlevede, flygtede i alle retninger for deres liv. Så hvis du ønsker at redde dit skind, så skynd dig til Allahs Sendebud. Han dræber aldrig dem, der kommer angrende til ham. Hvis du afviser at gøre, som jeg siger, er det op til dig selv at forsøge at redde dit skind på anden måde.
- The Sealed Nectar, s. 521

Vold og islam går hånd i hånd.

Vi afviser bigotteri, undertrykkelse og vold mod alle mennesker baseret på enhver fordom, herunder (...) seksuel orientering ...

Vi finder dette i A3 af Erklæringen. Men Muhammed forbandede lesbiske og bøsser (Sahih Al-Bukhari, nr. 5886), og sagde, at enhver, der blev fanget i en homoseksuel handling, skulle dræbes (Tafsir Ibn Kathir, vol. 2, s. 402).

Vi (...) betragter alle mennesker som lige ...

Dette er fundet i B2 af Erklæringen. Muhammed følte det anderledes. Han sagde, at jøder og kristne kun var halvt så meget værd som en muslim (Sunan Ibn Maja, nr. 2644). Han sagde, at kvinder var mangelfulde i intelligens og religion (Sahih Al-Bukhari, nr. 304), og at det krævede frigørelse af to kvindelige slaver for at komme på niveau med den dyd at frigøre én mandlig slave (Jami At-Tirmidhi, nr. 1547). Koranen forbyder muslimske kvinder at gifte sig en ikke-muslim (2:221), men en muslimsk mand kan gifte sig med jødiske og kristne kvinder (5:5). Og Koranen erklærer, at jøder og kristne er blandt det værste af skabningen (98:6), mens muslimer er det bedste af skabningen (98:7).

Vi støtter lige rettigheder for kvinder, herunder lige rettigheder til arv, vidnesbyrd ...

Dette er fundet i B3 af Erklæringen. Men dette udsagn er en specifik afvisning af to vers i Koranen. I 4:12 hedder det, at en kvinde kun arver halvdelen af, hvad en mand skal have, hvilket yderligere betyder, at hvis der er mere end én kone, så er alle koner nødt til at dele denne halve portion. I 2:282 hedder det, at der i ejendomssager skal to kvinders vidnesbyrd til for at gøre det ud for vidnesbyrdet fra én mand. Er disse vers ikke Allahs ord?

Sharia er menneskeskabt.

Dette er en forbløffende påstand fra C1 af erklæringen. I virkeligheden er sharia-lov islamisk Hellig Lov, baseret på Allahs befalinger i Koranen og på læren og eksemplet af Muhammed, der talte på Allahs vegne. Kommer man ikke til at tænke ”blasfemi”?

Ethvert individ har ret til offentligt at udtrykke kritik af islam.

Dette er endnu en fantastisk påstand, fundet i C2 af Erklæringen. Faktisk siger Allah i Koranen, at islam blev fuldkommengjort på Muhammeds tid (5:3). Hvordan kan noget, der er fuldkomment, kritiseres? Og der er mange vers, der udtrykkeligt forbyder kritik af islam, Allah eller Muhammed (f.eks. 4:59, 4:115, 9:63, 33:36, 33:57 og 59:7).

Muhammed kunne ikke lide kritik. For eksempel gav han personligt ordre til drab på visse personer, som havde kritiseret ham selv eller islam (personer som Amsa bint Marwan, Abu Afak, Kab bin al-Ashraf og Abu Rafi). Og han gav tilbagevirkende godkendelse af muslimers separate drab på tre personer, som tidligere havde kritiseret ham eller islam.

Apostasi er ikke en forbrydelse.

Denne udtalelse kommer fra C3 af Erklæringen. Disse reformatorer afviser vers 4:89 i Koranen, der beordrer drab på dem, der forlader islam. De afviser også specifikke udsagn fra deres profet Muhammed, hvor han sagde, at døden var straffen for dem, der forlod islam (f.eks. Sahih Al-Bukhari, nr. 3017 og 6878; og Al-Muwatta af Imam Malik ibn Anas, 36.18.15, hvor Muhammed fastsatte døden ved halshugning for frafald).

Konklusion

I et forsøg på at "reformere" islam, mødtes en lille gruppe håbefulde muslimske reformatorer i hovedstaden af et ikke-muslimsk land, hvor de udråbte sig selv som "stiftende forfattere" (hvorfor ikke gå hele vejen og sige stiftende fædre?) og skabte et dokument, der afviste Muhammeds islam til fordel for vestlige, jødisk-kristne værdier, og derefter fulgte eksemplet af en tidligere ikke-muslim, der ønskede at "reformere" sin egen ikke-muslimske religion.

Hvis folk var seriøse omkring religiøs reform, skulle man tro, at de, som basis for denne reform, ville forsøge at opretholde en vis forbindelse med deres egne religiøse traditioner. Men Den Muslimske Reformbevægelse har tilsyneladende truffet anden beslutning, og synes mere interesseret i at etablere en forbindelse med den ikke-muslimske vestlige verden som basis for deres reform. Sådan er det at spille fantasi-islam: Ren luksus. Og dette er grunden til, at der synes at være ringe, om nogen, støtte fra det større muslimsk-amerikanske samfund til denne lille gruppe håbefulde reformatorer. Det er kun opmærksomhed fra den ikke-muslimske verden, der kan holde Den Muslimske Reformbevægelse i live.

---

Dr. Stephen M. Kirby er forfatter til fem bøger om islam:

Islam and Barack Hussein Obama: A Handbook on Islam,
Letting Islam be Islam: Separating Truth From Myth,
Islam According to Muhammad, Not Your Neighbor,
Islam's Militant Prophet: Muhammad and Forced Conversions to Islam,

og hans seneste:

The Lure of Fantasy Islam: Exposing the Myths and Myth Makers.

---

Oversættelse: Bombadillo