Ahmadi-muslimer kaprer islam
Af Stephen M. Kirby
Oversættelse af: Ahmadi Muslims Hijack Islam
Kilde: Jihad Watch, 30. december 2017
Udgivet på myIslam.dk: 10. januar 2018

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

I mange år har vi hørt, at jihadisterne har "kapret" islam ved egenmægtigt at vælge de vers af Koranen og Muhammeds lære, eller dele deraf, de vil følge, mens de har ignoreret det, der ikke støtter deres aktiviteter.

På samme måde har Ahmadiyyah Muslim Community USA kapret islam med deres hjemmeside Muhammad Fact Check. Denne hjemmeside foregiver at imødegå 35 "myter" om Muhammed ved at vise, hvad de sande fakta er. Men som vi skal se af en stikprøve på seks af disse "myter", har ahmadierne været selektive i de oplysninger, de har præsenteret, og har udeladt afgørende vigtig information for at fremme deres version af "fakta".

Og det ironiske er, at denne ahmadi-hjemmeside faktisk erklærer: "Opdag, hvad sand islam er direkte fra muslimer (ikke ekstremister)." Virkeligheden er, som jeg har påpeget i en tidligere artikel, at det meste af den muslimske verden ikke engang opfatter ahmadier som muslimer!


Myte nr. 1: Profeten Muhammed myrdede 700 uskyldige jøder

Der er tre dele af ahmadi-svaret på denne "myte". Vi undersøger dem hver for sig.


1. Profeten Muhammed gik nådigt med til at lade banu Qurayzas egen allierede, Sad bin Muadh fra Aus-stammen, fælde dommen.

Denne hændelse fandt sted i 627, efter at muslimerne i Medina var blevet angrebet af en stor ikke-muslimsk styrke, der havde til hensigt at tilintetgøre muslimerne (kendt som Slaget ved Graven). Sad bin Muadh var konverteret til islam længe inden da og var nu "en tidligere allieret" af banu Quraiza. [1]

Efter at have hørt rapporter om, at den jødiske banu Qurayza havde sluttet sig til fjenden, sendte Muhammed Sad af sted med nogle fremtrædende muslimer for at få dette bekræftet. Da Sad konfronterede banu Qurayza om dette, svarede jøderne ved at bagtale Muhammed og benægte enhver traktat med muslimerne. Sad, der var en mand med et "hidsigt temperament", overfusede jøderne og jøderne overfusede Sad. [2] Sads temperament er noteret i andre kilder, fx: Sad "var en mand med et vist raseri i sig"; [3] og Sad blev "voldsomt vred" under denne meningsudveksling. [4] Sad og muslimerne vendte tilbage til Muhammed og fortalte, hvad der var sket.

Under en efterfølgende træfning blev Sad såret af en pil. Sad bad en bøn til Allah og afsluttede den med at "bede Allah om ikke at lade ham dø, før han havde fået fuld hævn over banu Qurayza." [5] Der var andre rapporter om Sads hævngerrige holdning til banu Qurayza. [6] Det blev også rapporteret, at Sad havde bedt til Allah om "at være i live for at se ødelæggelsen af banu Qurayza." [7]

Muhammed havde fået et telt rejst tæt ved sig, hvori Sad hvilede efter sit sår. Da Muhammed ofte besøgte Sad, var Muhammed sandsynligvis allerede klar over Sads følelser over for banu Qurayza, før han meddelte, at Sad skulle afgøre skæbnen for denne stamme.

Så da Sad meddelte sin afgørelse, var han ikke en "allieret" af banu Qurayza, men snarere en person, der havde tryglet Allah om at lade ham at leve længe nok til at få "fuld hævn" over, og at "se ødelæggelsen af" denne stamme.

Efter at Sad havde meddelt sin beslutning vedrørende banu Quarayza, begyndte hans sår at bløde igen. Han bad endnu en gang en bøn til Allah og sluttede den med at sige:

"Og hvis krigen har lagt sig, så åben dette sår og lad det blive min død, for jeg har tilfredsstillet mig med banu Qurayza for deres fjendskab til Dig og til Din Profet og Dine kære!" [8]

Sad døde kort tid efter.

Så i virkeligheden gik Muhammad "nådigt med til" at lade banu Qurayzas skæbne blive afgjort af en af deres tidligere allierede, der var opfarende og som havde bedt Allah om at lade ham leve længe nok til at kunne hævne sig på denne stamme og se den tilintetgjort.


2. Profeten Muhammed befalede ikke nogen henrettelse og deltog heller ikke i den.

Denne påstand fra ahmadierne modsiger talrige autoritative værker af muslimske lærde, der fortæller, at Muhammed befalede, at hver eneste voksen mandlig fange skulle dræbes, og at han også overvågede halshugningen af dem. [9]

Muhammed sendte endda personligt fanger hen til bestemte muslimer, som derefter halshuggede disse fanger. [10]

Men da det var en varm sommerdag, fik Muhammed til sidst medfølelse med dem, der ventede på at blive halshugget:

"Allahs Sendebud sagde: 'Vær god mod jeres fanger. Lad dem hvile; sluk deres tørst, så de bliver afsvalede. Derefter dræb dem, der er tilbage. Brug ikke både solens varme og våbenes varme.' Det var en sommerdag. De lod dem hvile. De slukkede deres tørst og gav dem mad. Da de var afkølede, begyndte Allahs Sendebud at dræbe dem, der var tilbage.'" [11]

3. Hvad der øger uretfærdigheden ved at bebrejde profeten Muhammad, er, at Sad bin Muadh ikke traf sin beslutning på basis af Koranen. I stedet fældede han dommen over banu Qurayza baseret på den straf for forræderi, som deres egen bog, Toraen, foreskriver.

I virkeligheden, før Sad afgav sin beslutning, spurgte han muslimerne omkring sig: "Lover I ved Allah, at I accepterer den dom, jeg fælder over dem?" [12] Efter at Sad havde meddelt sin beslutning, sagde Muhammed: "Du har fældet dom over dem med Guds [Allahs] dom og Hans Sendebuds dom." [13] Intet om Toraen her.


Myte nr. 3: Profeten Muhammed giftede sig med Aisha, da hun var mindreårig

Ahmadierne hævder, at "Kendsgerningerne viser, at Aisha ikke var yngre end 12-13 år på tidspunktet for hendes villige ægteskab, der var indgået med forældrenes samtykke." Meget af deres påstand bygger på, at "næsten hver eneste fortælling" om dette er bundet til én muslim, Hisham ibn Urwah, som var "upålidelig på grund af hans høje alder og omfattende hukommelsestab."

Men det er forkert at fokusere på ibn Urwah som den vigtigste kilde til denne fortælling. Aisha sagde selv, at Muhammed giftede sig med hende, da hun var 6 år gammel og fuldbyrdede deres ægteskab, da hun var 9:

"Aisha fortalte, at Profeten skrev ægteskabskontrakten med hende, da hun var 6 år gammel, og han fuldbyrdede sit ægteskab, da hun var 9 år gammel, og derefter blev hun hos ham i 9 år (dvs. til hans død)." [14]

At Aisha var 6 år gammel, da hun blev gift med Muhammed og 9 år gammel, da de fuldbyrdede deres ægteskab, blev også meddelt i mange værker af autoritative muslimske lærde. [15]

Aisha selv havde dette at sige om dagen, da hendes ægteskab blev fuldbyrdet i Medina:

"Guds Sendebud kom til vores hus, og mænd og kvinder fra Ansar samledes omkring ham. Min mor kom hen til mig, mens jeg blev svinget på en gynge mellem to grene, og tog mig ned. Jumaymah, min barnepige, tog over og tørrede mit ansigt med lidt vand og begyndte at føre mig af sted. Da jeg var ved døren, stoppede hun, så jeg kunne få vejret. Så blev jeg bragt [ind], mens Guds Sendebud sad på en seng i vores hus. [Min mor] fik mig til at sidde på hans skød og sagde: "Disse er dine slægtninge. Må Gud velsigne dig med dem og velsigne dem med dig!" Så rejste mændene og kvinderne sig og gik. Guds Sendebud fuldbyrdede sit ægteskab med mig i mit hus, da jeg var 9 år gammel." [16]

Måske skulle ahmadierne lytte til, hvad en moderne muslimsk lærd siger om dem, der forsøger at benægte, at Aisha blev gift i en alder af 6, og at ægteskabet blev fuldbyrdet i en alder af 9:

"Nogle individer, som angiveligt påstår at være forskere, benægter de førnævnte fortællinger om Aishas alder. Men disse fortællinger er autentiske. Det er Aishas eget udsagn, som hendes forskellige elever har overleveret fra hende. Et stort flertal af hendes elever kan ikke begå den samme fejl." [17]

Myter nr. 5 og nr. 21: Muhammed lærte dødsstraf for apostasi

Disse to "myter" er ens, så de vil blive behandlet sammen. Om disse to "myter" hævder ahmadierne, at hverken Koranen eller Muhammeds lære befaler døden for at forlade islam.

Det er interessant, at når ahmadier behandler disse to myter, så henviser de til en række koranvers, men nævner ikke Koranen 4:89, netop det vers, der befaler døden for frafald:

"... Hvis de vender sig bort (fra islam), skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem! ..." (Koranen 4:89)

Og Muhammed selv sagde, at det var lovligt at dræbe en muslim, der forlod islam:

"Fortalt af Abdullah: Allahs Sendebud sagde: 'Blodet af en muslim, der bekender, at La ilaha illallah (ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah) og at jeg er Allahs Sendebud, må ikke udgydes undtagen i tre tilfælde: ... (3) den, der vender sig fra islam (frafalder) og forlader gruppen af muslimer (ved at indføre kætteri - nye ideer og nye ting osv. - i den islamiske religion).'" [18]

Og Muhammed specificerede endog arten af denne død:

"Hvis nogen ændrer sin religion - så hug hovedet af ham!" [19]

Kan ahmadierne virkelig være uvidende om 4:89 og denne lære af Muhammed?


Myte nr. 15: Muhammed befalede mord på otte mænd for apostasi

Der er to dele af Ahmadi-svaret på denne "myte". Vi undersøger hver enkelt separat.


1. ... de otte mænd fra Ukil blev ikke dræbt for apostasi, men blev holdt ansvarlige for et ondskabsfuldt mord og forræderi.

Hændelsen involverede mænd fra Ukil (Ukl eller Uraina-stammen), der var kommet til Medina, hvor de konverterede til islam. Men Medina-klimaet gjorde dem syge, så Muhammed sendte dem ud til sin kamelbesætning og befalede dem at drikke kamelmælk og -urin, indtil de var kommet sig. Mændene blev raske, afsvor islam, dræbte Muhammeds kamelhyrder og flygtede med kamelerne. Muhammed sendte muslimske krigere efter dem. Mændene blev fanget og Muhammed beordrede, at deres hænder og fødder skulle skæres af og deres øjne blindes.

I behandlingen af denne historie sagde ahmadierne: "Deres apostasi havde intet at gøre med den straf, de fik." Til støtte for denne påstand brugte de en hadith fortalt af Anas bin Malik og fundet i Sahih Al-Bukhari; denne hadith slutter med en "under-fortæller", Abu Qilaba, der opregner disse mænds forbrydelser: "De begik mord og tyveri og kæmpede mod Allah og Hans Apostel og spredte ondskab i landet." Så der var ingen omtale af apostasi i den hadith, der blev anvendt af ahmadierne.

Men det er vigtigt at bemærke, at denne hadith af Anas bin Malik er fortalt flere gange i Sahih Al-Bukhari. Nogle af gangene er den ovenstående kommentar af Abu Qilaba end ikke nævnt. [20] Men Bukhari rapporterede en version af denne hadith, der indeholdt, hvad der var en forkortet version af Abu Qilabas erklæring; [21] ahmadierne synes at have brugt denne hadith på deres hjemmeside.

Men Bukhari rapporterede også følgende hadith med Abu Qilabas fuldstændige erklæring:

"Abu Qilaba tilføjede: 'Disse mennesker begik tyveri, mord, blev vantro efter at have tilsluttet sig islam og kæmpede mod Allah og Hans Sendebud.'" [22]

Så når vi ser på Abu Qilabas fuldstændige erklæring, så finder vi, at han faktisk nævner apostasi som en af disse otte mænds forbrydelser. [23]

Og ahmadiernes påstand, at straffen ikke havde noget at gøre med apostasi, ignorerer fuldstændig, hvad Anas selv havde at sige om denne hændelse:

"De Troendes Øverstbefalende, Abdul-Malik, sagde til Anas - da han fortalte denne hadith til ham - '(Blev de straffet) for kufr [vantro] eller for en synd?' Han sagde: 'For kufr.'" [24]

2. Faktisk afskyede Profeten Muhammed at skade nogen og ønskede at tilgive så ofte som muligt. Han tilgav selv den mand, der var årsag til, at hans datter faldt ned fra en kamel og aborterede ...

Denne hændelse fandt sted omkring april 624 og involverede Muhammeds datter Zaynab; den mand, der fik Zaynab til at falde, var Habbar b. al-Aswad. Men i modsætning til ahmadiernes påstand, tilgav Muhammed ikke straks Habbar; i stedet havde Muhammed i mange år en stående ordre om Habbars levende lemlæstelse og drab:

"Hvad angår Habbar b. al-Aswad: når Guds Budbringer udsendte en ekspedition, så befalede han faktisk om Habbar, at hvis han blev fundet, skulle han brændes i ilden. Senere skiftede han mening og sagde: Sandelig, kun helvedesildens herre bør forårsage en sådan lidelse. Afskær hans hænder og hans ben, hvis I har magt over ham, derefter dræb ham (...). Hans forbrydelse var, at han opsøgte Guds Sendebuds datter, Zaynab, og slog hende igen med et spyd, indtil hun, der var gravid, faldt og mistede sit barn. Profeten tillod hans blod." [25]

Men efter erobringen af Mekka i januar 630 dukkede Habbar pludselig op foran Muhammed og hurtigt erklærede sin omvendelse til islam; af denne grund alene blev han skånet af Muhammed.

Så i næsten seks år tilgav Muhammed ikke Habbar og ønskede i stedet, at Habbar skulle lemlæstes og derefter dræbes. Muhammed tilgav kun Habbar, fordi Habbar konverterede til islam, før han kunne fanges.


Myte nr. 17: Muhammed lovede kvinder i himlen til martyrer

Ahmadierne hævder at:

"Profeten Muhammed og Koranen afviser ideen om himmelsk belønning via 'sex med smukke kvinder i al evighed' (...) lad det række at sige, at den påstand, at martyriets belønning er hedonistisk nydelse, er en opfattelse, der ikke på nogen måde finder støtte i islam."

Bortset fra det faktum, at Muhammed, ahmadiernes profet, lovede lige netop dette:

"Al-Miqdam bin Madiykarib fortalte, at Allahs Sendebud sagde: 'Der er seks ting hos Allah for martyren (...) han vises sit sted i Paradis (...) han bliver gift med 72 kvinder blandt Paradisets Al-Huril-Ayn ...'" [26]

Et andet ord for Al-Huril-Ayn er Hur. Her er en autoritativ definition af ordet Hur:

"Meget skønne kvinder skabt af Allah som sådan - ikke fra Adams slægt - hvis øjne har intense sorte iriser og intense hvide sclera." [27]

Mærkeligt nok hævder ahmadierne faktisk på deres hjemmeside, at ordet Hur ikke har noget køn.

Og det er forkert af ahmadierne at hævde, at der ikke er nogen støtte i islam for "hedonistisk nydelse" som en himmelsk belønning. Igen henholder vi os til ahmadiernes profet Muhammed:

"Det blev fortalt af Abu Umamah, at Allahs Sendebud sagde: 'Allah vil ikke lade nogen komme ind i Paradiset, uden at Allah vil gifte ham med 72 hustruer, 2 fra hourierne og 70 fra hans arv fra helvedesfolket, som alle vil have attraktive bryster, og han vil have et mandligt organ, der aldrig bliver slapt.'" [28]

Og

"Anas fortalte, at Profeten sagde: 'Den troende skal i Paradiset gives så og så stor kraft under samleje.' Det blev sagt: 'O Allahs Sendebud! Og vil han kunne gøre dette?' Han sagde: 'Han vil blive givet kraften af hundrede.'" [29]

Der var en lignende rapport fra en anden fortæller:

"Abu Al-Qasim At-Tabarani noterede, at Abu Hurayrah sagde, at Allahs Sendebud blev spurgt: 'O Allahs Sendebud! Vil vi have samleje med vore koner i Paradis?' Han sagde: 'Manden vil kunne have samleje med 100 jomfruer på én dag.'" [30]

I modsætning til hvad ahmadierne hævder, ser det ud til, at der er masser af støtte i islam for "hedonistiske nydelser" i Paradis.


Konklusion

Som jeg bemærkede i begyndelsen af denne artikel, anser det meste af den muslimske verden ikke ahmadier for at være muslimer overhovedet. Så ahmadier ved, at de kun kan hente lidt, om nogen, støtte fra den muslimske verden.

Som et resultat ser det ud til, at ahmadierne gør en særlig indsats for at nå ud til ikke-muslimer. Og ahmadierne synes at vide, at ikke-muslimer vil have svært ved at acceptere, at Muhammed overlod en jødisk stammes skæbne til en person, som han sandsynligvis vidste, ville tilintetgøre denne stamme; at han fuldbyrdede sit ægteskab med en ni år gammel pige; at han faktisk sagde, at døden var straffen for at forlade islam; at han søgte lemlæstelse og død i stedet for tilgivelse for et individ; og at han lovede "hedonistiske nydelser" i Paradiset.

Så ahmadierne har skabt et websted med deres egen version af islam, og de har "kapret" islam i en søgen efter relevans i den eneste verden, der er åben for dem: den ikke-muslimske verden.


Noter

[1] Safiur-Rahman al-Mubarakpuri, The Sealed Nectar (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2008), s. 376-377.

[2] Muhammad ibn Ishaq, The Life of Muhammad (Sirat Rasul Allah), overs. Alfred Guillaume (Karachi, Pakistan: Oxford University Press, 2007), s. 453.

[3] Imaduddeen Ismaeel ibn Katheer al-Qurashi, In Defence of the True Faith: Battles, Expeditions, Peace Treaties and their Consequences in the life of Prophet Muhammad, overs. Research Department of Darussalam (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2010), s. 182.

[4] Muhammad b. Umar al-Waqidi, The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, overs. Rizwi Faizer, Amal Ismail, and AbdulKader Tayob, red. Rizwi Faizer (London and New York: Routledge, 2013), s. 224.

[5] The Sealed Nectar, s. 368.

[6] The Life of Muhammad (Sirat Rasul Allah), s. 457; The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, s. 251; og Sa’d Yusuf Abu ‘Aziz, Men and Women Around the Messenger, overs. Suleman Fulani (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2009), s. 253.

[7] Safiur Rahman Mubarakpuri, When the Moon Split (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2009), s. 244.

[8] The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, s. 258.

[9] The Life of Muhammad (Sirat Rasul Allah), s. 465-466; The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, s. 252-253; In Defence of the True Faith, s. 206; Abu ‘Abd Allah Muhammad ibn Sa’d ibn Mani’ al-Zuhri al-Basri, Kitab al-Tabaqat al-Kabir, overs. S. Moinul Haq (New Delhi, India: Kitab Bhavan, 2009), Vol. 2, s. 93; Abu Ja’far Muhammad b. Jarir al-Tabari, The History of al-Tabari: The Victory of Islam, Vol. VIII, overs. and annotated Michael Fishbein (Albany, New York: State University of New York Press, 1997), s. 35-36, and 38; and Ahmad ibn Yahya ibn Jabir al-Baladhuri, The Origins of the Islamic State, Being a Translation from the Arabic, Accompanied with Annotations, Geographic and Historic Notes of the Kitab Fituh Al-Buldan of Al-Imam Abu-L Abbas Ahmad Ibn-Jabir Al-Baladhuri, overs. Philip Khuri Hitti (1916; rpt. Lexington, Kentucky: Ulan Press, 2014), s. 41.

[10] The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, s. 253.

[11] The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, s. 252.

[12] The Life of Muhammad (Sirat Rasul Allah), s. 464.

[13] The History of al-Tabari: The Victory of Islam, s. 34.

[14] Muhammad bin Ismail bin Al-Mughirah al-Bukhari, Sahih Al-Bukhari, overs. Muhammad Muhsin Khan (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 1997), Vol. 7, Bog 67, Nr. 5133, s. 57.

[15] Sahih Al-Bukhari, Vol. 5, Book 63, No. 3894, s. 139-140; The Sealed Nectar, s. 176-177, and 562; When the Moon Split, s. 129; Abu’l Hussain ‘Asakir-ud-Din Muslim bin Hajjaj al-Qushayri al-Naisaburi, Sahih Muslim, overs. ‘Abdul Hamid Siddiqi (New Delhi, India: Adam Publishers and Distributors, 2008), Vol. 4, Nos. 1422, 1422R1 and 1422R3, s. 353-355; Muhammad bin Yazeed ibn Majah al-Qazwini, Sunan Ibn Majah, overs. Nasiruddin al-Khattab (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2007), Vol. 3, No. 1876, s. 76; Abu Dawud Sulaiman bin al-Ash’ath bin Ishaq, Sunan Abu Dawud, overs. Yaser Qadhi (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2008), Vol. 2, No. 2121, s. 540; og Vol. 5, No. 4933, s. 327; Abu ‘Abdur-Rahman Ahmad bin Shu’aib bin ‘Ali bin Sinan bin Bahr An-Nasa’i, Sunan An-Nasa’i, overs. Nasiruddin al-Khattab (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2007), Vol. 4, No. 3257, s. 118, og Nos. 3380-3381, s. 181-182; Abu Ja’far Muhammad b. Jarir al-Tabari, The History of al-Tabari: The Foundation of the Community, Vol. VII, overs. og kommenteret af W. Montgomery Watt og M. V. McDonald (Albany, New York: State University of New York Press, 1987), s. 6-7; og The Honourable Wives of the Prophet, red. Abdul Ahad (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2004), s. 42.

[16] Abu Ja’far Muhammad b. Jarir al-Tabari, The History of al-Tabari: The Last Years of the Prophet, Vol. IX, overs. og kommenteret af Ismail K. Poonawala (Albany, New York: State University of New York Press, 1990), s. 130-131.

[17] Sunan An-Nasa’i, Vol. 4, Comments to Hadith No. 3260, s. 119.

[18] Sahih Al-Bukhari, Vol. 9, Book 87, No. 6878, s. 20.

[19] Malik ibn Anas ibn Malik ibn Abi ‘Amir al-Asbahi, Al-Muwatta of Imam Malik ibn Anas: The First Formulation of Islamic Law, overs. Aisha Abdurrahman Bewley (Inverness, Scotland: Madinah Press, 2004), 36.18.15, i at afsnit med titlen: “Judgement on Abandonment of Islam.”

[20] Sahih Al-Bukhari, Vol. 7, No. 5685-86, s. 328-329; og No. 5727, s. 344-345.

[21] Ibid., Vol. 4, No. 3018, s. 160-161.

[22] Ibid., Vol. 1, No. 233, s. 178-179.

[23] Abu Qilabas fulde erklæring er også rapporteret i Sunan Abu Dawud, Vol. 5, No. 4364, s. 22-23.

[24] Sunan An-Nasai, Vol. 1, No. 307, s. 189.

[25] The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, s. 422.

[26] Abu ‘Eisa Mohammad ibn ‘Eisa at-Tirmidhi, Jami’ At-Tirmidhi, overs. Abu Khaliyl (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2007), Vol. 3, No. 1663, s. 410.

[27] Interpretation of the Meanings of The Noble Qur’an, overs. Muhammad Muhsin Khan and Muhammad Taqi-ud-Din Al-Hilali (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2007), Glossary, s. 860.

[28] Sunan Ibn Majah, Vol. 5, No. 4337, s. 423-424.

[29] Jami’ At-Tirmidhi, Vol. 4, No. 2536, s. 523.

[30] Abu al-Fida’ ‘Imad Ad-Din Isma’il bin ‘Umar bin Kathir al-Qurashi Al-Busrawi, Tafsir Ibn Kathir (Abridged), abr. Shaykh Safiur-Rahman al-Mubarakpuri, overs. Jalal Abualrub, et al. (Riyadh, Kingdom of Saudi Arabia: Darussalam, 2000), Vol. 9, s. 429.




Dr. Stephen M. Kirby er forfatter til fem bøger om islam:

Islam and Barack Hussein Obama: A Handbook on Islam,
Letting Islam be Islam: Separating Truth From Myth,
Islam According to Muhammad, Not Your Neighbor,
Islam's Militant Prophet: Muhammad and Forced Conversions to Islam,

og hans seneste:

The Lure of Fantasy Islam: Exposing the Myths and Myth Makers.




Oversættelse: Bombadillo