Var Muhammed en falsk profet?
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Was Muhammad a False Prophet?
Kilde: Crisis Magazine, 17. februar 2016
Udgivet på myIslam.dk: 4. april 2016

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. (Matt 7:15)

Vil "falske profeter" omfatte Muhammed? Det er et upolitisk spørgsmål at stille i disse politisk korrekte tider, men takket være politisk korrekthed er disse også meget farlige tider. Da en stor del af faren udgår fra den religion, som Muhammed grundlagde, synes det rimeligt at spørge, om han var en falsk profet. Og hvis han var, betyder det så, at islam er en falsk religion? Og hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at katolske ledere er så ivrige efter at erklære deres solidaritet med islam?

Det er et tilfælde af enten/eller. Enten er Det Nye Testamentes beretning om Jesus sand eller også er Muhammeds beretning sand. Da de modsiger hinanden, kan de ikke begge være sande.

I evangelieberetningerne er Jesus temmelig insisterende på, at han er Guds Søn, og Koranen er temmelig insisterende på, at han ikke er. Da jeg antager, at du kender de mange tilfælde i evangelierne, hvor Jesus hævder sin guddommelighed, er her nogle koranpassager, der siger det modsatte:

Allah er én gud. Lovet være Han, højt hævet over at have en søn. (Koranen 4:171)
Messias, Marias søn, var kun en udsending ... (Koranen 5:75)
Og de kristne siger: "Messias er Allahs søn!" (...) Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? (Koranen 9:30)
Vantro er de, der siger: "Allah er den tredje af tre." (Koranen 5:73)

Ralph Sidway, forfatter til en nylig artikel om samme-gud-spørgsmålet, sætter valgets karakter af enten/eller i perspektiv:

Baseret på disse korte eksempler alene, kan kristendom og islam ikke begge komme fra den samme kilde, hvilket er, hvad samme-gud-spørgsmålet i sidste ende kan koges ned til. Hvis vi behandler hvert sandhedskrav med respekt og går ind på, at hver tro udspringer fra en selv-åbenbaring af Gud, så er det klart, at islams Allah står direkte - og på en særlig, energisk måde - i modsætning til åbenbaringen fra den kristne Gud. Og Jesu eget eftertrykkelige vidnesbyrd om sig selv udelukker enhver alternativ åbenbaring om Guds natur.

Så Koranens forfatter afviser utvetydigt den kristne tro på Treenigheden. Desuden, erklærer han, "vil en pinefuld straf ramme" dem, der bliver ved med at sige, at "Allah er den tredje af tre" (Koranen 5:73). Som Sidway udtrykker det: "Allah er så voldsom i disse fordømmelser af kristen dogmatik, at det svarer til, hvad jeg kalder ’teologisk jihad’."

Hvorfor voldsomheden? Jeg har min egen teori om det. Som jeg skrev for et par år tilbage:

Muhammeds formål med at indføre Jesus i Koranen er at miskreditere den kristne påstand om, at han er guddommelig for at styrke Muhammeds krav om profetskab.

Med andre ord:

Hvis Kristus er, hvad kristne siger om ham, så er der absolut intet behov for endnu en profet eller endnu en åbenbaring.

Så Muhammed skabte sin egen version af Jesus - én, hvor Jesus er skåret ned i størrelse. I realiteten er Jesus tildelt rollen som Johannes Døberen: Han må blive mindre, så Muhammed kan blive større. I Koranen er Jesus givet en relativt mindre rolle at spille. Han er lejlighedsvist bragt ind på scenen for at understrege en sag og derefter straks ført ud. Det lykkes Muhammed at overbevise sit publikum om, at denne glansløse Jesus umuligt kan være Gud. Problemet er, at hans Jesus er så dårligt tegnet, så blottet for substans og individualitet, at det også er svært at tro på hans menneskelighed. Han er mere som en ulegemlig stemme end en person.

Men uanset Muhammeds motivation, så er kendsgerningen, at evangeliernes Jesus og Koranens Jesus er uforenelige. Hvordan kan begge åbenbaringer være fra den samme Gud? Hvis Kristus er Gud, så er Koranens beretning en falsk beretning og Muhammed en falsk profet.

Dette kan synes en barsk måde at sige det på. Og hvis du går rundt og siger den slags ting, vil du sandsynligvis ikke blive indbudt til at deltage i dit sogns næste tværreligiøse, opsøgende aktivitet. Men sådan er det. Det eneste alternativ er at sige, at Muhammed er en sand profet. Er det virkelig der, du vil hen?

Nå, jeg formoder, at man kunne fremtrylle et andet alternativ. Man kunne sige, at Muhammed var en halvdårlig profet: Noget fik han rigtigt fat i, andet ikke, og at han var en del af den abrahamitiske trostradition, og så videre og så videre. Det er sandt, selvfølgelig, at Muhammed fik fat i nogle ting rigtigt. Men når det drejer sig om Kristi guddommelighed, synes Det Nye Testamente ikke at give mulighed for nogen halvrigtige/halvforkerte kompromisser.

Er den Allah, der angiveligt skrev Koranen, den samme Gud, som åbenbarede sig i Inkarnationen? Sidway minder os om to passager fra Johannes' Første Brev:

Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen. (1 Joh 2:22-23)
Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden. (1 Joh 4:1-3)

Ifølge Johannes vil Antikrists ånd benægte Sønnen. Men islam ikke alene benægter Sønnen, den stempler troen på Sønnen som en synd. Og ikke bare en hvilken som helst synd, men den værste af alle mulige synder: Shirk (synden at tilskrive Gud partnere). Så de kristnes mest centrale overbevisning er - set fra det islamiske synspunkt - den størst tænkelige synd.

Det kan hævdes, at andre religioner heller ikke anerkender Kristi sønneforhold, men der er en forskel. For eksempel tror jøderne ikke på Kristi guddommelighed, men dette er, af indlysende kronologiske grunde, ikke en del af åbenbaringen til jøderne. Ej heller er benægtelse af Kristi guddommelighed et centralt dogme i jødedommen. På den anden side kom "åbenbaringen" til Muhammed seks hundrede år efter Kristi fødsel, og et af dens centrale budskaber er benægtelsen af Jesu sønneforhold. Som Joel Richardson udtrykker det i sin bog, The Islamic Antichrist [eller i den næsten identiske online-version: Will Islam Be Our Future?, dansk oversættelse: Vil islam blive vores fremtid? o.a.]:

Mens der bestemt er mange religioner og trossystemer, der ikke er enige i kristendommens doktriner (...) er det kun islam, som udfylder rollen som en religion, der er til for at benægte centrale kristne trosopfattelser. (Kapitel 12: Antikrists ånd i islam)

Det er svært at forlige Skriftens vidnesbyrd med den for tiden fashionable forestilling, at kristendom og islam er nærtstående fætre. Det er endnu sværere at forlige dem med den påstand, at vi tror på den samme Gud og ærer den samme Jesus.

Men er det virkelig nødvendigt at rippe op i gamle sår? Er det ikke bedre at fremhæve de ting, der forener os, snarere end de ting, der skiller os? Som en kommentar til Kirkens forhold til muslimer udtrykt i Nostra Aetate, opfordrede synodefædrene alle til at glemme fortidens "talrige stridigheder og meget fjendskab". Bør vi ikke give agt på deres råd?

Men præcist hvor langt tilbage i tiden ligger de "talrige stridigheder og meget fjendskab", der er nævnt i Nostra Aetate? De er stadig med os i dag. Og hvad er kilden til disse fjendtligheder, bortset fra at kristne nægtede og stadig nægter at acceptere de åbenbaringer, der blev givet til Muhammed? Fra det islamiske synspunkt er det de kristne, som holder fast i vantroen og derved gør sig fortjent til den "pinefulde straf", der følger.

"Tag jer i agt for de falske profeter, der (...) indeni er glubske ulve." "Glubsk" synes bestemt at være en passende beskrivelse af Muhammed. Selvom det ikke vides præcist, hvor mange mennesker han dræbte under sin spredning af islam, er det velkendt, at han ved en bestemt lejlighed præsiderede over halshugningen af mellem 600 og 900 tilfangetagne mænd [Qurayza-massakren, o.a.]. "Glubsk" synes også at passe til de fleste af hans efterfølgere. Islams 1400-årige historie er stort set en beretning om erobring og undertvingelse. Efter ét skøn, er omkring 170 millioner mennesker blevet dræbt i Allahs navn, hvilket gør islam til langt den største dræber-kraft i historien.

Så der er god grund til at passe på falske profeter. Der er også for katolikker god grund til at revidere den forsimplede og farligt vildledende forestilling om, at muslimer og kristne deler de samme overbevisninger og værdier.

Det er forståeligt, selvfølgelig, at mange katolikker kan tro, at kristendom og islam er mere på linie, end de egentlig er. Det er ubestrideligt, at islam har en vis overfladisk lighed med katolicismen. Muslimer beder dagligt, de lægger vægt på beskedenhed, deres gejstlige bærer lange kapper, de tager på pilgrimsfærd til helligdomme og deres moskeer er ofte smukke bygninger, som formidler en atmosfære af dyb spiritualitet. Desuden finder islam tilmed plads til Jesus i sit Pantheon af profeter.

Intet af dette kan dog ophæve den realitet, at islam er baseret på en falsk åbenbaring. Da han advarede mod de falske profeter, sagde Kristus: "På deres frugter kan I kende dem" (Matt 7:16) - ikke på deres synlige fremtræden. Advarslen ville jo ikke have været nødvendig, med mindre ulven ville komme skjult i fåreklæder. Desværre synes alt for mange katolikker og alt for mange af deres hyrder at leve i en idyllisk drømmeverden, hvor tanker om ulve og falske profeter aldrig falder dem ind.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo