Spørgsmålstegn ved Koranen
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Questioning the Koran
Kilde: FrontPageMagazine.com, 28. juni 2010
Udgivet på myIslam.dk : 24. november 2012

I Guantanamo-basens fængsel er amerikansk militært personel forpligtet til at bære handsker, når de rører ved Koranen. Dette er den perfekte metafor på vores officielle kulturs krybende adfærd over for islam. Terrorister verden over citerer Koranen som motivation og begrundelse for deres terrorhandlinger; alligevel kommer journalister og embedsmænd refleksmæssigt Koranen til forsvar, når den synes at være indblandet i terror. I stedet for at tænke: "Hmm, lad os tage et nærmere kig på denne bog," så forsikrer de os om, uden beviser, at terroristerne har misforstået Koranen.

I betragtning af, at store dele af verden er ved at glide ind i den islamiske lejr, er det måske ved at være på tide at tage fløjlshandskerne af. Vi kan ikke længere tillade os den luksus, at leve på pænheder fra før 9/11 som "vi må respektere religiøse forskelle" - en formel, som er kommet til at betyde, at vi ikke engang må undersøge dem. Men man respekterer forskelle ved at tage dem alvorligt. Og hvis Koranen er den drivende kraft bag islams militarisme, så fortjener Koranen en seriøs undersøgelse, ikke overfladiske tegn på agtelse.

"Hvorfor blande religion ind i det?" spørger du måske. Jo, fordi religion er, hvad det hele handler om. Oprigtige muslimer tror, at Gud ønsker, at hele verden skal være underlagt islam. Det er de selvfølgelig frie til at tro, men det ville meget være i ikke-muslimers interesse, hvis de holdt op med at tro det. Hvis en vantro nægter at underkaste sig islam, kræver Allah, at hans hoved skilles fra hans krop. I lyset af dette virker det kun rimeligt, at vantro begynder at tænke på måder, hvorpå muslimer kan skilles fra deres tro. Vi har en - skal vi sige, vital - interesse i at opmuntre muslimer til at reflektere kritisk over indholdet af deres tro. Vi kan hjælpe dem til at gøre dette, ikke ved at fortælle dem, at vi har dyb respekt for deres religion, men ved at fortælle dem, at vi har dybe betænkeligheder ved den.

Så argumentet om, at Koranen er af guddommelig oprindelse, og derfor fortjener ubetinget lydighed, bør udfordres. Og det bør udfordres ofte og overbevisende i den hensigt at tvinge muslimer til i det mindste at nære nogen tvivl om, at Gud havde noget med Koranens komposition at gøre.

Lad os gå let henover den ubehagelige kendsgerning, at der ikke var vidner til åbenbaringerne udover Muhammed selv, og gå videre til se på, hvad muslimske apologeter siger til forsvar for Koranen. Den traditionelle opfattelse er, at Koranen, som blev givet til Muhammed i småbidder, er en perfekt kopi af en Bogens Moder, der har eksisteret evigt i himlen. Ifølge apologeter er beviset på, at Gud komponerede den, at den er et værk af perfektion, et litterært mesterværk, skrevet i en uefterlignelig stil. Tvivlere er derfor udfordret til at producere blot én sura, der kan sammenlignes med den (10:38). I en nøddeskal: Kun Gud kan have sagt det så godt.

Godt, lad os se. Her er sura 81:15-19:

Nej, jeg sværger ved planeterne, der løber deres bane og går i skjul, ved natten, når den falder på, og ved morgenen, når den gryr! Dette er en ædel udsendings ord ...

Det er ret godt. Det samme gælder sura 51:1:

Ved dem, som hvirvler heftigt rundt, som bærer en byrde, som løber let afsted, som deler en befaling ud! Det, som I bliver truet med er sandt ...

Hvis hele Koranen var skrevet på dette niveau, havde man måske et godt argument for dens guddommelige forfatterskab. Men for størstedelens vedkommende - i det mindste for den vestlige læser - kommer den til kort over for anden stor litteratur. Meget af den er trættende, gentagende og belærende. Selv om det er rigtigt, at meget er tabt i oversættelsen, hvor meget kan der være tabt fra: "Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Gud har givet dig som bytte, de døtre af din onkel og tante på fædrene side og de døtre af din onkel og tante på mødrene side, som udvandrede med dig, samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten, og Profeten ønsker at gifte sig med hende." (sura 33:50) Uanset hvor dygtigt oversat, er der ikke meget litterær punch i sådanne passager.

Selvfølgelig vil mange læsere også finde dele af Bibelen trættende, gentagende og belærende. Men dette er et mindre problem for kristne, fordi de ikke hævder, at Bibelen ord for ord er dikteret af Gud. For kristne er Skriftens litterære værdi ikke et afgørende spørgsmål. Men Bibelen har alligevel en betydelig litterær værdi. Mange passager i Det Gamle Testamente er højt hævet over Koranen - Salmerne, scenen med de indtørrede knogler, der kom til live, beskrevet i Ezekiel (Ezekiel 37), Herrens svar til Job inde fra stormen (Job 38), fristelsesscenen i Edens Have, Esajas’ livagtige profetier. Og der er intet i Koranen, der kan sammenlignes med de bevægende scener i evangelierne. Hvis du derfor tilhører Gud-dikterede-den-skolen til forsvar for Koranen, så har du et problem. For at sige det rent ud: Hvorfor kan Gud ikke skrive lige så godt som menneskelige forfattere som David, Salomo, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes? - for ikke at nævne Homer, Shakespeare og Tolstoj.

Muslimske apologeter har faktisk et svar på den slags spidsfindigheder. De siger, at man kun kan vurdere Koranens sande skønhed ved at læse den på arabisk. Okay - når man altså læser: "Vi vil vække rædsel i hjertet på dem, der er vantro" (3:151) på originalt arabisk, så skal vi altså tro på, at det lyder som noget taget fra "Rubaiyat" af Omar Khayyam. Men der er et andet problem, der går ud over lyden af og fornemmelsen for ord. Uanset om Koranen har mangler i stilistisk henseende eller ikke, så har den helt sikkert mangler i sammenhæng. Og det behøver man ikke at tale højarabisk for at bemærke.

Da Gud skrev "Bogens Moder", glemte Han tilsyneladende at strukturere sit værk. Som et resultat heraf, er der ingen begyndelse, midte eller afslutning på Koranen. Som N. J. Dawood, en af dens oversættere, indrømmer: "Lærde er enige om, at et strengt kronologisk arrangement er umuligt ..." I stedet er Koranen vilkårligt ordnet efter længden af dens kapitler, med de længste først og de korteste sidst. Derfor springer Koranen frem og tilbage mellem beretninger om Jesus, Moses, Josef, Abraham og Noa, som om alle disse skikkelser levede i en slags tidsmæssig nærhed i stedet for at være adskilt af hundreder, ja tusinder af år. Ud over de mærkelige sammenstillinger af historier og personer, kan man tilføje den kendsgerning, at ingen af historierne, med få undtagelser, er fuldt fortalte. De er mere som stumper af fortællinger. Og de logiske overgange mellem episoderne er ofte fraværende. Som den store Koran-forsker Theodor Nöldeke påpegede, så mangler de udvidede fortællinger i Koranen de "uundværlige links, både mellem udtryk og mellem rækkefølgen af begivenheder (...) og ingen steder finder vi en stabil udvikling i fortællingen." Man bliver mindet om Mark Twains vittighed om, at Fenimore Cooper brød alle regler for litterær kunst, herunder Regel 1, "at en fortælling skal udrette noget og komme et eller andet sted hen", og Regel 2, "at episoderne i en fortælling skal være nødvendige dele af fortællingen og skal bidrage til at udvikle den."

Som svar siger muslimske apologeter, at man skal tænke på Koranen mere som en samling prædikener end som en organiseret bog. Men selv på dette niveau mangler Koranen sammenhæng. Når man lytter til en prædiken, forventer man, at enden på den normalt vil have noget at gøre med begyndelsen. Dette er ofte ikke tilfældet med Koranen. Hvis du mener, at der bør være en logisk forbindelse mellem afsnit ét og afsnit to eller mellem afsnit to og afsnit tre, er du tydeligvis fanget i den lineære måde at tænke på, og du er endnu ikke klar til Koranen. Måske skulle du øve dig med noget James Joyce først.

Hvis du er Universets Herre, er du tilsyneladende ikke under nogen forpligtelse til at forbinde dine tanker. Koranen virker således ofte som en kæmpe omgang "Mad Libs", hvor løsrevne dele vilkårligt kastes ind i fortællingen. Eller, hvis du foretrækker en mere elegant beskrivelse, så er her professor Malcolm Clarks, forfatter til Islam for Dummies: "Koranen er som en montage af forskellige billeder eller et kalejdoskop, hvor forskellige elementer går igen, men i forskellige arrangementer." Dette er én måde at sige det på. En anden måde er denne: "Et forvirret sammensurium, råt, plumpt; endeløse gentagelser, langtrukkenhed, sammenfiltring. Kort sagt den groveste, mest tumpede og uudholdelige stupiditet." Dette er historikeren Thomas Carlyles beskrivelse af Koranen - og han var ret positivt indstillet over for islam.

Men uanset hvordan du prøver at forklare det, vil du komme til at mene, at Gud godt kunne have gjort sig mere umage. Hvis du tror, at Koranen er dikteret af Gud, bliver du nødt til at gøre rede for det faktum, at Verdens Skaber synes at mangle det litterære touch - det vil sige det greb om historiefortælling, sekvens, komposition og drama, som vi forventer af dygtige menneskelige forfattere. Ja, der er smukke passager i Koranen, men som en øvelse i komposition ville den ikke gå an på de fleste 1. årgangs skrivekurser. Muslimer ruger over, hvad de opfatter som fornærmelser mod Allah, men er det ikke en stor fornærmelse mod Allah at tillægge ham et sådant "forvirret sammensurium" af en bog?

Skrev Gud Koranen? I betragtning af hvad der står på spil, er dette ikke tiden til at vige tilbage fra spørgsmålet. Sandheden om de nærmere omstændigheder ved Koranens fødsel har langt større konsekvenser for verdens skæbne end nogen afsløring af omstændighederne omkring præsident Obamas fødsel. Er det provokerende at stille det spørgsmål? Ja, men på den anden side er det sådan i dag, at alt andet end en fuldstændig underkastelse under islam betragtes som provokerende af mange muslimer. Desuden, i modsætning til hvad følelses-vogterne tror, bliver svære spørgsmål normalt ikke stillet bare for at fremkalde vrede. Tro det eller ej, svære spørgsmål har ofte til formål at fremkalde tanker.

Det er ikke kun muslimer, der har brug for at nytænke Koranen, men også alle de ikke-muslimer, der, uden at vide noget om den, stadig mener, at Koranen bør tillægges stor respekt. Den Sydlige Kommandos retningslinjer for militært personel [på f.eks. Guantanamo, o.a.] forpligter ikke kun til at bære handsker ved berøring af Koranen, de kræver også, at Koranen håndteres på en "måde, der signalerer respekt og ærbødighed." "Håndtér Koranen," siger retningslinjerne, "som om den var et skrøbeligt stykke fin kunst." "Skrøbelig"? Ja. Måske har Den Sydlige Kommandos højere officerer fået fat i noget rigtigt, trods alt: Håndteres med forsigtighed. Må ikke tabes. Er skør.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo