Snilde som slanger?
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Wise As Serpents?
Kilde: frontpagemag.com, 12. marts 2013
Udgivet på myIslam.dk : 21. marts 2013

Katolske biskopper i USA og Europa er måske ved at bringe sig i position til en ny skandale - en skandale af langt større dimensioner end skandalerne om seksuelt misbrug og én med potentielt langt alvorligere konsekvenser. Ligesom sexskandalerne involverer denne skandale også en mørkelægning, skønt en mørkelægning af en anden art. Den nye skandale indeholder også nogle ironier. I forsøget på at undgå den form for negativ opmærksomhed i medierne, der fulgte med den sidste skandale, er biskopperne uforvarende ved at vikle sig yderligere ind i den opvoksende skandale. En anden ironi er, at de ikke behøver bekymre sig om, at en fjendtlig presse skal angribe dem for deres håndtering af den nye skandale, fordi de førende medier grundigt er impliceret i den samme mørkelægning. Faktisk er mediernes mørkelægning af krisen langt mere omfattende og ofte udført bevidst, hvorimod de katolske lederes "mørkelægning" i vid udstrækning er utilsigtet.

Skandalen i forbindelse med biskopperne ligger i deres undladelse af præcist at informere deres flokke om islams natur og dermed om farerne fra islam. "Mørkelægningen" ligger i at minimere den store kløft, der skiller islam fra kristendommen. På trods af den massive forfølgelse af kristne, begået af muslimer i islams navn, synes de fleste biskopper at ville bevare forestillingen om, at islam er vores ven, en religionskammerat, vi har meget tilfælles med. Biskopperne har formået at give det indtryk, at vore skærmydsler med islam for det meste hører fortiden til, og at vore mindre uenigheder kan løses gennem dialog, så at vi nu kan arbejde fint sammen til fælles bedste.

Meget af denne islam-venlige holdning kan spores tilbage til to udtalelser om Kirkens forhold til muslimer, der blev bekendtgjort af Det Andet Vatikankoncil. I konstitutionen Lumen Gentium hedder det: "Men Guds frelsesplan indbefatter også dem, der anerkender Skaberen, og deriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro, og med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene." Udtalelsen i Nostra Aetate, Erklæring om Kirkens holdning til de ikke-kristne religioner, er lidt længere og tilføjer nogle få yderligere ligheder mellem katolikker og muslimer, nemlig, at begge "ærer" Jesus, "viser ærbødighed for Maria" og "lægger vægt på en moralsk livsførelse". Erklæringen slutter med at opfordre alle til at glemme fortidens stridigheder og arbejde for "gensidig forståelse".

Hvis disse dokumenter blev forstået, som de havde til hensigt og i den sammenhæng, hvori de blev skrevet, ville problemet nok have været mindre i dag. I 1960'erne, da dokumenterne blev skrevet, var den muslimske verden langt mere moderat end den har været både før og siden, og mere åben over for vestlige ideer. En gestus af venskab virkede derfor passende. Desuden forsøgte koncilsfædrene ikke at give en endelig udlægning af islam. For eksempel var den opgave, som forfattere af Nostra Aetate satte sig, at overveje det, "som menneskene har tilfælles, og som fører dem til større samhørighed." Derfor opregner erklæringen en håndfuld fællestræk mellem den muslimske og den kristne tro. At opregne forskellene ville have været i strid med dokumentets ånd.

Desværre har mange katolikker opfattet denne forsigtigt følende gestus mod muslimer som Kirkens sidste ord om emnet islam. Men når man ser dybere ind i sagen, viser det sig, at den muslimske forståelse af Gud, Abraham, Jesus, Maria og det moralske liv er helt forskellig fra den katolske. For eksempel forbander Koranen kristne både for at sige, at Allah er én af tre i en treenighed og for at hævde, at Jesus er Guds Søn. Den antager også fejlagtigt, at Maria ifølge kristen tro skulle være en del af treenigheden. Ved nøjere eftersyn er det kun i den bredeste forstand, man kan tale om fællestræk. Under overfladelighederne løber en dyb brudlinje - eller, som Robert Spencer udtrykker det i en kommende bog, en "enorm afgrund".

Behandlingen af Spencer, i hænderne på bispedømmet Worcester, giver nogen indsigt i de problemer, som biskopperne er ved at skabe for sig selv ved ikke at anerkende de betydelige forskelle mellem islam og kristendom. Spencer, en katolik og en ledende autoritet om islam, blev inviteret til at tale til en konference for katolske mænd i Worcester, Massachusetts, den 16. marts; men da muslimske grupper protesterede og sagde, at Spencer var en "hadskaber", trak biskop Robert McManus invitationen tilbage. Desuden undlod han at reagere på Spencers anmodning om et møde, hvori han kunne besvare anklagerne rettet imod ham.

Spencer siger også, at han har modtaget flere meldinger om, at en del af presset på bispedømmet kom fra en Boston Globe-journalist, Lisa Wangsness, som, siger Spencer, arbejdede bag kulisserne for at fremkalde en aflysning. Selvom biskoppen nægter at have bøjet sig for pres, kan Boston Globes interesse i foredraget have vejet lige så tungt i hans sind, som klagerne fra muslimske organisationer. Det var trods alt Boston Globe, der først bragte historien om sexmisbrug i 2002. Med den tidligere skandales lange skygge truende i baggrunden, kan katolske ledere i Massachusetts forståeligt nok have ønsket at undgå den form for medieomtale, der ville opstå, hvis de inviterede en "hadskaber" og "islamofob" til at tale om islam.

I et brev til bispedømmet hvori biskoppen forsvarer sin handling, citerer han den korte erklæring i Lumen Gentium, som, skriver han, "taler om det særlige forhold, som kristendommen har til islam". Han fortsætter:

Som et resultat af en så teologisk fremtrædende erklæring, har Den katolske Kirke engageret sig i tværreligiøs dialog med muslimer. Denne dialog har produceret en høst af gensidig respekt, forståelse og samarbejde over hele verden og her i staten Massachusetts.

Dernæst fortsætter biskoppen med at sige, at hans beslutning om at aflyse Spencers invitation var baseret "udelukkende på bekymring for, at Mr. Spencers tale ville få negativ indvirkning på Kirkens i stigende grad konstruktive dialog med muslimer." Så alt i alt muliggjorde Lumen Gentium en frugtbar dialog, som Spencers optræden kunne underminere. Men i lyset af den kendsgerning, at muslimers forfølgelse af kristne er steget dramatisk i det seneste årti - et årti, hvor dialogen med muslimer er mangedoblet - er det svært at forestille sig, præcis hvad denne "høst af gensidig respekt, forståelse og samarbejde" måtte bestå i. Biskoppen siger det ikke.

Ved beslutningen om ikke at forarge muslimer vil biskoppen måske kun ende med at forarge sin egen flok - eller i det mindste en del af den. Selvom han ikke er medlem af bispedømmet Worcester, er doktor Archietto Ashraf Ramelah medlem af det verdensomspændende fællesskab af kristne og desuden formand for den koptiske menneskerettighedsorganisation Kopternes Stemme [Voice of the Copts]. Han er fortrolig med Spencers arbejde og er oprørt over aflysningen. Da han hørte om Worcester-hændelsen, sendte han et brev til paven for at give udtryk for sin bekymring. I sit brev udtrykker han sin forvirring over, hvor ofte de katolske og koptisk-ortodokse kirker syntes "uinteresserede i at give os mulighed for at tale åbent ud om farerne ved det, der ligger bag forfølgelsen af kristne og jøder." Han tilskriver ligegyldigheden en manglende vilje til at lægge øre til nogen som helst kendsgerning om islam, der strider mod den overleverede fortælling eller som kan bringe dialogen i fare. Og han beder indtrængende paven om at tage skridt til at løfte det tæppe af tavshed, som beskytter islam mod ærlig og redelig undersøgelse.

Ifølge en Newsweek-historie er omkring 200.000 kristne koptere blevet tvunget til at flygte fra deres hjem under det "arabiske forår" i Egypten. For et menneske som dr. Ramelah er forskellen mellem, hvad Kirkens ledere siger om islam og hvad virkeligheden i Nordafrika viser, smerteligt klar. Men selv almindelige katolikker, der lever almindelige steder som Worcester, vil før eller senere komme til den konklusion - om ikke andet så blot ved at følge de strømmende overskrifter i bunden af deres tv-skærme - at islam ikke er en fredelig religion og at den på ingen måde er som den katolske tro. Når kløften, der skiller islam og kristendom, bliver mere klar for disse almindelige katolikker, kan Kirkens troværdighed igen blive draget i tvivl. Som jeg skrev i min seneste bog om emnet:

Efterhånden som truslen fra en genopstået islam bliver mere synlig, kan katolikker meget vel begynde at føle, at de er blevet vildledt i en sag af afgørende betydning for deres sikkerhed. Anklagen mod Kirken vil skifte fra: "Hvorfor gjorde Kirkens ledere ikke mere for at beskytte børn?" til: "Hvorfor fortalte de os ikke resten af historien om islam?"

Skandale i snæver forstand - anledning til fald - er en holdning eller adfærd, der fører et andet menneske ind i en alvorlig overtrædelse. Vi tænker normalt på det som en form for tøjlesløs adfærd, men ifølge Den katolske Kirkes Katekismus, kan anledning til fald også fremprovokeres af "moden eller den offentlige mening." Katekismen siger, at "Anledning til fald er alvorlig, når den kommer fra dem, der af natur eller funktion har pligt til at undervise og opdrage andre." [2285] "I kølvandet på misbrugsskandalerne i Massachusetts, har mange katolikker mistet deres tro, eller er i det mindste holdt op med at gå til messe. Dette skete ikke kun på grund af nogle præsters skandaløse opførsel, men også først og fremmest fordi disse katolikker kom til den konklusion, at Kirken var utroværdig. Kirken i Irland oplevede en lignende tilbagegang. 82 procent af de irske katolikker deltog ugentligt i messen i 1981, og i 2012 var tallet 35 procent. En god bid af dette fald havde at gøre med den hurtige sekularisering af Irland i de sidste par årtier, men afsløringer af forsøg på mørkelægning af misbrug synes at have fremskyndet denne udvikling.

Efterhånden som flere katolikker bliver klar over realiteterne i islamisk lære og praksis, vil det sikkert sætte deres tro på prøve at høre biskopperne blive ved med at tale om vort "særlige forhold" til islam. For mange vil dette ikke blot fremkalde vrede, men også fortvivlelse ved tanken om, at Kirkens ledere muliggør udbredelsen af et system, der altid har underkuet kristne, når det havde magt til at gøre det.

Faktisk kan den selv samme dialog, som i biskop McManus' øjne er så lovende, vise sig at være blot én af mange trædesten, som muslimske aktivister bruger til at sikre sig herredømmet i Vesten. Prøv at se på en nyere serie katolsk-muslimske dialoger, sponsoreret af USA's Katolske Bispekonference. Biskoppernes dialogpartnere var alle fremtrædende skikkelser i muslimske aktivistgrupper med tætte bånd til Det Muslimske Broderskab og andre tvivlsomme sammenslutninger. En af biskoppernes samtalepartnere var Sayyid Syeed, den nationale leder af Kontoret for Tværreligiøse Forbindelser under Islamisk Samfund i Nordamerika (ISNA) - en gruppe, der i 2008 blev betegnet som en ikke-tiltalt medsammensvoren i en massiv sag om terrorfinansiering. En af de to hovedtalsmænd var Jamal Badawi, også medlem af ISNA, og en forsvarer af selvmordsbombere, som han har beskrevet som "martyrer." Biskop Carlos Sevillas medformand var Muzammil Siddiqi, et medlem af Retsvidenskabeligt Råd for Nordamerika, en organisation, der blandt sine oprindelige bestyrelsesmedlemmer tæller en Abdurrahman Alamoudi, der nu afsoner en dom på 23 års fængsel for at have finansieret et attentatforsøg på kronprinsen af Saudi-Arabien. En anden af biskoppernes dialogpartnere var Talat Sultan fra Den Islamiske Kreds i Nordamerika (ICNA). I oktober annoncerede Bangladeshs Internationale Straffetribunal, at det ville rejse anklager for krigsforbrydelser mod Ashrafuzzam Khan, en tidligere præsident og generalsekretær for ICNA.

Så på den ene side anser biskoppen af Worcester Robert Spencer for at være uegnet til at tale for katolske mænd, mens vi på den anden side, under bispekonferencens plenarmøde i Chicago, kan se biskopperne "dele historier, bede og nyde måltider sammen" med repræsentanter for organisationer, hvis forbindelser til radikale grupper er blevet fastslået ved amerikanske domstole. Det kan godt være, at repræsentanterne for disse politiske aktivistgrupper fører dialog med katolikker, fordi de oprigtigt ønsker den "høst af gensidig respekt, forståelse og samarbejde", som biskop McManus taler om. Men en anden mulighed bør overvejes, nemlig, at muslimerne primært bruger dialogerne for at legitimere sig selv og islam. Med andre ord at dialogerne giver en slags dækning for islamisterne. Muslimske aktivister kan overbevisende pege på deres varme forbindelser med biskopperne som bevis på, at de ikke kan være de agenter for undergravende virksomhed, som andre siger, de er. Desuden er dyrkning af dialog med katolske ledere en praktisk metode til at få det katolske flertal til at holde vagtsomheden nede. Så længe prominente katolske ledere er begejstrede for deres dialoger med muslimer, vil den gennemsnitlige katolik sandsynligvis konkludere, at Kirken har det fint med islam, og at der derfor virkelig ikke er nogen grund til bekymring.

Her kommer vi tilbage til spørgsmålet om skandale eller anledning til fald. Hvis mange katolikker, på grund af biskoppernes stilling til islam, føres til at indtage en holdning af farlig selvbehagelighed overfor en stigende trussel mod deres kirke og deres samfund, så synes dette at kvalificere til at være en form for skandale. Andre katolikker, som er bedre informeret om islam, vil blive ramt af en mere øjeblikkelig virkning. Forskellen mellem, hvad islam faktisk lærer, og hvad nogle biskopper synes at mene, den lærer, vil ryste deres tillid til biskopperne og måske endda ryste deres tro. Dette vil især være tilfældet for mellemøstlige og afrikanske kristne i Vesten, der er fuldstændig på det rene med den forfølgelse, som kristne udsættes for i Allahs navn. Kirkens islamiske tilnærmelser vil sandsynligvis også have en negativ virkning på en gruppe, som katolikker har virkelig meget til fælles med. Nogle evangeliske ledere deler biskoppernes forkærlighed for endeløs dialog, men som helhed er evangeliske kristne bedre oplyste om islam end den gennemsnitlige katolik. Og den viden, at nogle katolske ledere giver legitimitet til det Muslimske Broderskab, vil de ikke have det godt med. Tendensen til at afvise katolicismen som en tilbagevenden til middelalderen vil snarere vokse end blive mindre. Med andre ord kan biskoppernes flirt med islam have den utilsigtede virkning, at den støder netop de mennesker væk, som er vore bedste alliancepartnere mod sekularisme - og for den sags skyld, mod spredning af islamisk totalitarisme.

Men hvad med Lumen Gentium og Nostra Aetate? Biskop McManus citerer Lumen Gentium som retfærdiggørelse for aflysningen af Spencers tale, og bispekonferencens hjemmeside citerer gentagne gange Nostra Aetate som retfærdiggørelse for dens dialoger med muslimer. Nu er det sådan, at Spencers kommende bog diskuterer begge dokumenter i detaljer og forklarer de mange problemer, der kommer af en uovervejet tolkning af, hvad de siger. Tag for eksempel den problematiske erklæring i Lumen Gentium der bekræfter, at muslimer "med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud". Selv om det i visse henseender kan siges, at vi (muslimer og katolikker) tilbeder den samme Gud, så er Koranens skildring af Gud i mange andre henseender, som Spencer påpeger, grundlæggende uforenelig med den kristne forståelse af Gud. Guds lunefulde og despotiske natur, som portrætteret i islamisk teologi, "sår tvivl om selve Guds godhed". Lignende problemer opstår, når man forsøger at læse for meget ind i Nostra Aetate. For eksempel: Selvom det er sandt, at muslimer "ærer" Jesus, så er det på ingen måde klart, om han er den samme Jesus, som kristne ærer. Koranen ikke alene omformer Jesus til en muslimsk profet, men den bruger ham ved enhver lejlighed til at fornægte kristendommens centrale påstande - inkarnationen, korsfæstelsen og opstandelsen. Nostra Aetate fortsætter med at sige, at muslimer "lægger vægt på en moralsk livsførelse". Men enhver, der kender til sharialovens principper, ved, at mange af de værdier, som islam går ind for, er helt i strid med kristne værdier. Blandt andet tillader sharia (som for en stor del er baseret på Muhammeds eksempel) polygami, barnebrude, let skilsmisse, æresdrab, amputation for tyve og mord på frafaldne.

De dokumenter fra Andet Vatikankoncil, der behandler muslimers tro, kan betragtes primært som udtryk for et ønske om interreligiøs tilnærmelse eller de kan ses som Kirkens endelige erklæring om islams natur. Men de, der vælger for sidste opfattelse, bringer sig i en usikker position. Robert Spencer er ikke den eneste, der mener, at det må være tid til en revurdering af vort forhold til islam. I oktober, på tærsklen til 50-årsdagen for åbningen af Det andet Vatikankoncil, bragte L'Osservatore Romano et essay af pave Benedikt XVI, der reflekterede over koncilet. I sit essay, priser han Nostra Aetate for dets åbenhed over for ikke-kristne religioner, men bemærker også, at en "svaghed ved denne ellers ekstraordinære tekst efterhånden har vist sig. Den taler om religion udelukkende på en positiv måde, og det tager ikke hensyn til de syge og fordrejede former for religion, som, fra de historiske og teologiske synspunkter, er af vidtrækkende betydning; derfor har den kristne tro fra begyndelsen indtaget en kritisk holdning til religion, både internt og eksternt." Benedikt identificerer ikke disse "syge og fordrejede" former for religion, men i sammenhæng med andre bemærkninger i essayet virker det sandsynligt, at han hentyder til islam eller i det mindste til nogle manifestationer af islam. Han lader også formode, at det ikke er klogt altid at betragte religion som en positiv ting. Kirken må undertiden indtage "en kritisk holdning til religion."

Mon paven efterlyser en mere afbalanceret og kritisk tilgang til islam, nu da vi har et bedre perspektiv på islam i aktion? Og er tiden nu inde til, at "svagheden" i Nostra Aetate skal rettes? Kristus instruerede sine apostle til at være "snilde som slanger og enfoldige som duer". At dømme efter deres milde syn på islam, har mange katolikker mestret delen om at være "enfoldige som duer". Nu er det måske på tide for dem at være mere opmærksomme på den anden side af ligningen, den om at være "snilde som slanger". Når kardinalerne overvejer deres valg af efterfølger til pave Benedikt XVI, bør de sørge for, at han ikke er enfoldig om islam.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo