Pave Frans, indifferentisme og islamisering
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Pope Francis, Indifferentism, and Islamization
Kilde: Crisis Magazine, 31. december 2018
Udgivet på myIslam.dk: 4. januar 2019


Dette billede - taget den 21. december 2018 - viser et kombinationsfoto af de myrdede kvinder: den danske studerende Louisa Vesterager Jespersen (v) og den norske Maren Ueland anbragt over en buket blomster og mellem Marokkos og Norges flag. Det er marokkaneres, mange tilknyttet turistbranchen, hyldest til de skandinaviske ofre. (Foto: FADEL SENNA/AFP/Getty Images)

To unge skandinaviske kvinder, der vandrede i Atlasbjergene i Marokko, blev i midten af december fundet døde i deres telt. IS-terrorister offentliggjorde senere en video af sig selv i færd med at skære hovedet af et ef ofrene.

Moderen til en af kvinderne fortalte journalister: "Hendes prioritet var sikkerhed. Pigerne havde taget alle sikkerhedsforanstaltninger, inden de tog ud på denne rejse."

"Bortset fra," som Robert Spencer kommenterede i Jihad Watch, "at det uden tvivl end ikke faldt dem ind, at det de mente at vide om Marokkos religion og kultur, kunne være unøjagtigt og designet til at hvidvaske islam, og således efterlod dem uvidende om en trussel, som de faktisk endte med at møde."

Hvis man var helt afhængig af europæiske medier og europæiske skoler for ens viden om islam, ville man virkelig ende op med et vildledende billede af islam. Men det samme kunne siges om katolikker, der helt stoler på Kirkens udtalelser om islam. Lige siden Det Andet Vatikankoncil har kirkeledere præsenteret et smilende billede af islam, der har understreget overensstemmelser med katolicismen og udeladt de skræmmende dele.

Gennem de sidste seks år har den vigtigste fortaler for dette renskurede syn på islam været pave Frans. Han har forsikret kristne om, at islam er imod vold, har rådet muslimske indvandrere til at søge trøst i Koranen og har skildret terrorister som forrædere af sand islam.

Endnu vigtigere er han blevet verdens måske førende talsmand for en migrationspolitik gående ud på åbne grænser og luk-alle-ind. Tilsyneladende ligeglad med den stadigt farligere situation, der er skabt af jihad-sindede muslimer i Europa, har Frans tilskyndet en imødekommende holdning til alle, og samtidig stemplet modstandere af massemigration som frygtsomme og fremmedfjendske.

Kort sagt har pave Frans handlet som en fortaler for islam. Han har skildret den som en fredens religion, som katolicismens moralsk ligeværdige og som en kraft for det gode. En række mennesker føler imidlertid nu, at paven alvorligt har vildledt de kristne om islams og den islamiske indvandrings karakter og mål. Ligesom lærerne og andre kultur-eliter har efterladt de to skandinaviske kvinder "uvidende om en trussel, som de faktisk endte med at møde", har pave Frans med sin hvidvaskning af islam efterladt millioner af kristne uforberedte på den eskalerende trussel, de nu står overfor.

Analogien mellem de misinformerede skandinaviske veninder og de misinformerede europæere halter dog i én henseende. Ingen tvang de unge kvinder til at rejse til Marokko. De rejste dertil af egen drift. Men én ting er at invitere sig selv ind i Marokkos høje bjerge og tage sine chancer. Noget helt andet er at invitere Marokko til Europa og lade almindelige europæere bære konsekvenserne. Men det er, hvad de europæiske eliter, kraftigt opmuntret af Frans, har gjort.

Kombinationen af høje muslimske fødselsrater, muslimsk masse-indvandring og europæiske indrømmelser til islams blasfemilove, har sat Europa på kurs mod islamisering. Islamisering vil igen betyde dhimmitude for kristne. Efterhånden som den islamiske indflydelse vokser, vil kristne blive udsat for stigende begrænsning i udøvelsen af deres tro, måske endda for forfølgelse. Det er muligt, at kristendommen i Europa vil blive udryddet.


Er Frans naiv om islam?

Paven har gjort meget for at fremme islams sag - så meget, at han er blevet rost af islamiske ledere for hans forsvar for deres tro.

De spørgsmål, der så opstår, er disse: Er Frans opmærksom på muligheden for, at islam vil blive dominerende i Europa? Er han klar over, at dette kan betyde enden på europæisk kristendom? Og hvis han er, betyder det så noget for ham?

I lang tid troede jeg, at Frans simpelthen var naiv om islam. Hans kontra-faktuelle udsagn om islam og hans overoptimistiske syn på muslimsk masse-migration, troede jeg måtte være resultatet af enten lyksalig uvidenhed eller dårlig rådgivning fra "eksperter" eller en kombination af begge.

Nu har jeg dog mine tvivl. Katalysatoren for disse tvivl er Frans' tilgang til den nuværende sexmisbrugskrise. Jeg antog oprindeligt, at han også var naiv om det: måske forstod han ikke problemets fulde omfang eller tilsløringens fulde omfang; måske var han ikke klar over eksistensen af de mange bøsse-netværk på seminarier, i bispedømmer og i Vatikanet selv. Men i lyset af de seneste afsløringer synes det ikke længere muligt, at lade tvivlen komme ham til gode. I flere tilfælde havde han ikke alene kendskab til forbrydelserne og tilsløringerne, men tog også skridt til at beskytte og/eller forfremme de involverede. Frans virker fast besluttet på at gennemtvinge en revolution i lære og moral - hvad han kalder "et radikalt paradigmeskift" - og det betyder tilsyneladende ikke noget, at de mænd, han har valgt til at hjælpe sig med at nå sine mål, er dem, der er dybest involveret i skandalerne. Efter alt at dømme er pave Frans en praktisk anlagt pave, der ved præcist, hvad han vil, omhyggeligt beregner sine træk og kun overlader lidt til tilfældighederne.

Hvorfor skulle vi så antage, at Frans er totalt naivt om omfanget af truslen fra islam og fra islamisk indvandring? Det er svært at forestille sig, at han ikke er fuldt ud klar over den udbredte forfølgelse af kristne i muslimske lande. Og det er lige så svært at tro, at han skulle være uvidende om bølgen af islamiske forbrydelser lige udenfor hans egen dør - de eskalerende tilfælde af voldtægt, optøjer og terrorangreb i Europa. Tror han virkelig, at disse ting ikke har noget at gøre med islam?

Medmindre man antager, at Frans er uvidende om fortidens historie og ude af kontakt med aktuelle begivenheder, må man tage den mulighed i betragtning, at han - for at gentage et af hans yndlingsudtryk - ønsker at "skabe kaos" i Europa.

Men hvorfor? Hvorfor risikere den skade på Kirken, som helt sikkert vil følge med islamiseringen af Europa? Bryder Frans sig ikke om Kirken? I stigende grad ser det ud til, at han er ligeglad med den. Det vil sige: han har ikke megen brug for den "gamle" Kirke - den, der blev overleveret af apostlene, og som nu er blevet for snæver og traditionsbunden til at harmonere med hans liberale smag.


Fremtidens flydende Kirke

Hvad han bekymrer sig om, er fremtidens nye kirke - en åbenhedens, inklusivitetens og fleksibilitetens kirke. Ledet af Ånden og løsgjort fra generende dogmer, vil denne befriede kirke kunne tilpasse sig tidernes skiftende behov. Hvis man læser mellem linjerne, er dette, hvad Frans og folkene omkring ham ser ud til at ønske.

Faktisk behøver man ikke at læse mellem linjerne. Her er fader Thomas Rosica, en medierådgiver for Vatikanet: "Pave Frans bryder med katolske traditioner når som helst han vil, fordi han er fri af forstyrrende bånd." Desuden: "Vores kirke er faktisk trådt ind i en ny fase. Med ankomsten af denne første jesuit-pave, bliver den helt åbent styret af et individ snarere end af Skriftens autoritet alene eller endog af dens egne bud om tradition plus Skrift."

Og her taler Frans selv på en konference om kirkelukninger:

"Den iagttagelse, at mange kirker, som indtil for få år siden var nødvendige, nu ikke længere er det, på grund af mangel på troende og gejstlighed (...) bør bydes velkommen i Kirken, ikke med ængstelse, men som et tidens tegn, der opfordrer os til refleksion og kræver, at vi tilpasser os."

Oversættelse: Frans er ikke særlig bekymret over kirkelukninger. Måske opfatter han dem tilmed som en velsignelse: en nødvendig afslutning på den gamle tingenes orden, der vil rydde vejen for indførelsen af den nye orden.

Hvad er den nye orden? I mange henseender er den lig den nye verdensorden, som venstredrejede politikere og akademikere forestiller sig. Ligesom dem har Frans et sløret begreb om nationale grænser og national suverænitet, og ligesom dem har han en næsten blind tro på gavnligheden af internationale institutioner. Man får det indtryk, at Frans ville være helt tilfreds med at lade FN styre verden, på trods af at FN i stigende grad drives af venstreorienterede og islamister. For eksempel har Frans lovprist FN's Global Compact for Migration, fordi han mener, at indvandring skal styres globalt frem for af de enkelte lande.

Hvad har dette at gøre med kristendom og islam? Ligesom Frans synes at favorisere skabelsen af en verdensregering, synes han også at være tiltrukket af visionen om en enkelt verdensreligion. Han har ikke sagt det med mange ord, men han har givet flere antydninger af, at han forestiller sig en eventuel sammenblanding af religioner. Dette ville ikke være den "én hjord, én hyrde" kirke, som Kristus talte om, men noget en del mere diverst.

En vej til at opnå denne enhed i mangfoldighed er ved at neddæmpe doktrinen. Doktrinære forskelle er trods alt hovedårsagen til skellet mellem de forskellige trosretninger. Ved således at bagatellisere betydningen af doktrin - noget han har gjort temmelig konsekvent gennem hele sit pontifikat - håber Frans sandsynligvis at kunne udglatte vejen til tværreligiøs harmoni. Ligesom Frans afviser grænser mellem nationer, er det sandsynligt, at han betragter grænser mellem religioner som kunstige og unødvendigt splittende.


Indifferentisme

Dette er selvfølgelig spekulation, men det er ikke ren spekulation. Som George Neumayr påpeger i The Political Pope, så viser Frans ofte tegn på indifferentisme - den opfattelse, at alle religioner har samme værdi. Da han for eksempel talte om to jihadisters mord på fader Jacques Hamel, trak han moralsk ækvivalens mellem islam og kristendom og sagde: "Hvis jeg taler om islamisk vold, må jeg tale om katolsk vold."

Andre tegn på hans indifferentisme er ikke svære at finde. I 2014 sagde han til en gruppe protestanter: "Jeg er ikke interesseret i at konvertere evangelikale til katolicismen. Jeg ønsker at folk skal finde Jesus i deres eget samfund." Ved en anden lejlighed kritiserede han pave Benedikts "ordinat" for anglikanere, der var interesseret i at blive katolikker, ved at sige, at de burde forblive "som anglikanere". Ved endnu andre lejligheder har han svunget sig op i begejstring over Martin Luther og den protestantiske reformation.

Ironisk nok kan flere eksempler på hans indifferentisme findes i Evangelii Gaudium - angiveligt en formaning til evangelisering. Selvom dokumentet opfordrer os til at sprede Evangeliets glæde, giver det en række grunde til, at vi ikke bør gå for højt op i det. Den vigtigste grund er, at vi allerede deler så mange etiske og åndelige værdier med andre trosretninger, at der ikke er nogen mening i at konvertere ikke-katolikker.

Evangelii Gaudium efterlader således det indtryk, at jøder ikke skal evangeliseres (et indtryk, der senere udtrykkeligt blev bekræftet af Vatikanet). Desuden synes Frans også at undtage muslimer for ethvert behov for at konvertere. Som jeg tidligere skrev i Crisis:

"Efter at have læst Evangelii Gaudiums positive vurdering af islam, må det være tilgiveligt at konkludere, at konversionen af muslimer ikke er en presserende sag. Og der er faktisk ingen antydning i dokumentet af, at muslimer bør evangeliseres overhovedet. Kristne skal højest gå i dialog med muslimer om 'fælles overbevisninger'."

Snarere end at konvertere andre synes Frans mere interesseret i at lære af dem. I Evangelii Gaudiums og i mange taler har han ofte lovprist andre kulturers "rigdom" og "visdom". Mens Kristus befalede sine apostle: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple...," går Frans' budskab mere i retning af: "Gå derfor hen og lær af andre kulturers visdom." Frans' holdning til evangelisering synes at blive opsummeret i det han sagde til den ateistiske journalist Eugenio Scalfari: "Proselytvirksomhed er højtidelig nonsens."

Hvis det er tilfældet, så har pave Frans sandsynligvis ikke noget ønske om at konvertere de muslimer, der strømmer ind i Europa. Når det kommer til stykket, så kan muslimer også, ligesom de evangelikale, "finde Jesus i deres eget samfund". Det er godt nok ikke den samme Jesus, men måske er ligheden stor nok for folk med sparsom interesse i doktrinære forskelle. Hvad er det så præcist, han har i sinde med opmuntringen til massemigration ind i Europa? Én mulighed, som jeg foreslog tidligere, er, at han forestiller sig en slags multikulturel blanding af religioner. Men for at det skulle ske, ville det være nødvendigt, at de respektive trosretninger fortyndede deres doktrinære positioner. Pave Frans virker helt parat til at gøre dette på den katolske side. Han har allerede givet betydelige indrømmelser til den kinesiske kommunistiske regering i sagen om udnævnelse af biskopper. Han synes også villig til at ændre Kirkens lære for at bygge broer til LGBT-"samfundet" og andre seksuelle revolutionære. Og generelt foretrækker han at lade sig lede af Åndens tilskyndelser, snarere end af Kirkens lære.

Desuden synes han mere optaget af politiske og humanitære mål end af målet om at komme i himlen. Som George Neumayr bemærkede i The Political Pope: da han blev tildelt Charlemagne-prisen, brugte Frans "sin takketale, ikke til at opfordre til kristendommens genoprettelse, men til udbredelsen af en 'ny europæisk humanisme'." Og som Frans ser det: den største hindring for at nå disse humanitære mål er fundamentalistiske kristne, der nægter at lade sig integrere med muslimske indvandrere og generelt ikke tilpasser sig de skiftende tider. Måske mener han, at en flod af indvandrere vil tvinge fundamentalisterne til at møde den "anden" og komme overens med deres "anderledeshed".

Men hvad med fundamentalistiske muslimer? En harmonisk verdensreligion viet til humanitære mål ville ikke alene kræve en udvanding af kristendommen, men også en betydelig moderation af islam. Både procentvist og i absolutte tal er der langt flere fundamentalistiske muslimer i verden end fundamentalistiske kristne. Frans har erkendt eksistensen af fundamentalistiske muslimer, men han hævder, at de ikke repræsenterer "autentisk" islam, og han synes at mene, i strid med mange meningsmålinger, at de kun udgør et lille mindretal. "Alle religioner har disse små grupper," sagde han engang.


En selvopfyldende profeti?

Uanset om han faktisk mener, at fundamentalister kun udgør et lille mindretal, så synes han at have en simpel strategi for at lette fremkomsten af en mere moderat islam. Og den strategi går ud på at hævde, at islam allerede er og altid har været en moderat og fredelig religion. Mest bemærkelsesværdigt hævdede han i Evangelii Gaudium, at "autentisk islam og den korrekte læsning af Koranen er imod enhver form for vold". For sin betydelige indsats for at forsvare islam som en fredelig og tolerant religion har han modtaget stor anerkendelse fra fremtrædende muslimske ledere.

Den strategi, som Frans synes at anvende, bliver af sociologer omtalt som "selvopfyldende profeti". Ideen er, at hvis du udtrykker høje forventninger til andre, vil de forsøge at leve op til forventningerne og dermed opfylde din "profeti". Men ifølge Robert K. Merton, sociologen, der skabte udtrykket, "er den selvopfyldende profeti i starten en falsk bestemmelse af situationen." Men den falske bestemmelse eller antagelse kan fremkalde "en ny adfærd, der får den oprindelige falske forestilling til at blive sand."

Nogle gange virker selvopfyldende profetier, og nogle gange gør de ikke. Meget afhænger af personens opmærksomhed. Små børn er mere modtagelige for en sådan indflydelse, mens voksne, som forstår, hvad der bliver forsøgt, er mindre. Jeg husker at jeg læste en artikel på en radikal islamisk hjemmeside, der beskyldte pave Frans for at bruge netop denne strategi. Jeg kan ikke huske, om forfatteren faktisk brugte udtrykket "selvopfyldende profeti", men han klagede over, at paven bevidst tegnede et falsk, men behageligt billede af islam for at vinde muslimer over til en moderat holdning.

Under alle omstændigheder synes strategien med selvopfyldende profetier at være et meget spinkelt strå at hænge verdens fremtid op på. I flere årtier har globalistiske ledere forsikret os om, at islam betyder fred, at vold ikke har noget at gøre med islam, og at det store flertal af muslimer er moderate. Alligevel tyder det meste bevismateriale på, at den vestlige "profeti" om islams fredelige natur ikke virker. Med nogle bemærkelsesværdige undtagelser taber de moderate terræn, mens fundamentalisterne vinder frem.

Ligesom han ikke bekymrer sig stort om bølgen af kirkelukninger, synes Frans heller ikke at bekymre sig stort om islamiseringen af Europa. Som det fremgår af hans opmuntring til massemigration, synes han faktisk ikke at have indvendinger mod islamisering.

Måske tror han virkelig på den falske fortælling om, at islam er en fredens religion, eller måske tror han, at strategien med selvopfyldende profetier vil skabe en mere moderat islam. Uanset hvad, så har Frans det åbenbart fint med islams hurtige spredning.

Det ser dog ud til, at pave Frans satser imod oddsene. For et par uger siden satsede de tidligere nævnte to unge skandinaviske kvinder på samme måde, da de begav sig ud på en campingtur i Marokko. De satsede deres liv på den antagelse, at den hvidvaskede fortælling om islam, som de uden tvivl havde lært i skoler og på universiteter, var den rigtige. Det "væddemål" tabte de. De var, for at låne en replik fra filmen Casablanca, blevet "misinformeret" om situationen i Marokko.

Uanset om Frans er blevet misinformeret om islam, eller om han har antaget en strategi om misinformation, så sætter han enormt meget på spil - ikke kun sit eget liv, men livet af millioner. Når Muhammeds religion møder indifferentismens religion, hvem har så den største chance for at vinde?




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo