Østeuropæisk modstand mod islamisering
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Eastern European Resistance to Islamization
Kilde: Crisis Magazine, 17. oktober 2017
Udgivet på myIslam.dk: 28. december 2017

Hvis du nogensinde har set filmen, Casablanca, vil du ikke have glemt scenen i Ricks Cafe, hvor de tyske officerer, der synger "Die Wacht am Rhein", bliver overdøvet af de franske gæster, der bryder ud i en opildnende gengivelse af "La Marseillaise”.

Noget lignende skete i sidste uge i Den Nationale Opera i Cluj Napoca, Rumænien. En "multikulturel" opera, der inkluderede en muslimsk muezzin, der sang kaldet til bøn, blev afbrudt af medlemmer af publikum, der sang nationalsangen.

Den rumænske nationalsang er ikke helt så opildnende som "La Marseillaise" (i det mindste ikke for det ikke-rumænske øre), og sangerne ikke så talentfulde som Casablanca-mandskabet, men følelserne fortalte det samme - nemlig, at tyranni skal ydes modstand.

Hvilket tyranni? - kan du spørge. Rumænien er ikke et besat land, og det er heller ikke i fare for en islamisk overtagelse.

Men det er ikke så længe siden, at rumænerne levede under jernhælen af en kommunistisk tyran. Faktisk var Nicolae Ceausescu, der nedrev kirker og brugte slavearbejde, en af de mere hensynsløse af de nylige diktatorer. Med hans blodige regime frisk i erindringen er det ikke underligt, at rumænerne er følsomme over for tegn på spirende totalitarisme - selvom det kun er Den Europæiske Unions bløde totalitarisme.

Efter at have tilsluttet sig EU i 2007, er Rumænien blevet påtvunget EU's stadig mere Orwellske diktater - hvilket især gælder dem, der handler om indvandring. Om de kan lide det eller ej, så forventes hvert EU-land at tage imod en bestemt kvote af indvandrere. Med indvadrer-kriminaliteten stejlt stigende, begynder mange nu at betragte EU-medlemskabet som medlemskabet af en selvmordspagt.

Dette er et særligt følsomt emne for rumænerne, fordi deres land er det første stop på en af de vigtigste migrationsruter til Europa: Fra Tyrkiet over Sortehavet til Rumænien og derefter op i Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Tyskland.

Det omkring halve dusin rumænerne, der sang nationalsangen i Operaen, var sandsynligvis bekymrede, ikke kun for den politiske imperialisme, men også for den kulturelle af slagsen. Som en af lederne af "modstandsgruppen" sagde: "Vi ser dette som et spil til at hjernevaske tilskuerne, så folk lettere kan acceptere islamiseringen af Rumænien."

Den opførelse, de protesterede mod, var Karl Jenkins': The Armed Man, A Mass for Peace, [Den væbnede mand, en messe for fred], et antikrigsstykke, der indeholder uddrag fra den katolske messes ordinarium [messens faste led, o.a.], det islamiske kald til bøn, Mahabharata og poesi fra forskellige kilder. Som Ned May udtrykker det i sin Gates of Vienna-blog: "Multikulturens mandariner sendte for nylig [fra London] en 'inklusiv' og 'mangfoldig' opera til Rumænien for at oplyse den formørkede lokalbefolkning."

"Lokalbefolkningen" blev særlig krænket over det muslimske kald til bøn, der begynder med ordene "Allahu akbar" (Allah er større) og derefter fortsætter: "Jeg bekender, at der ikke findes nogen anden gud end Allah. Jeg bekender, at Muhammed er Hans sendebud ..." Det var på dette sted, at den lille gruppe patrioter begyndte at synge deres nationalsang: "Vågn op, Rumænien, fra dødens søvn, som du er blevet nedsænket i af barbariske tyranner..."

Dette blev så imødegået af protester fra det kultiverede - eller skal vi sige "multikultiverede" - publikum: "Forsvind. I er kretinere [undermålere]." "Forsvind. I kan lave politik udenfor." På dette tidspunkt ankom politiet og eskorterede gruppen udenfor. Men reaktionen fra visse dele af publikum var sigende. De så på demonstranterne som afstumpede "kretinere" uden respekt for finkultur.

Problemet er, at finkultur ikke kan eksistere ret længe, medmindre den er understøttet af kulturen selv - ikke kun af deltagerne ved en kulturel begivenhed, men af det fællesskab af mennesker, der holdes sammen af fælles bånd bestående af religion, patriotisme, historie og (normalt) sprog. Hvis finkulturen ikke har respekt for de "mystiske strenge" (for at bruge Lincolns ord [1. tiltrædelsestale, 1861, o.a.]), der binder mennesker sammen, kan den ikke forvente en ærbødigt reaktion på dens eksperimenter med multikulturel indoktrinering. I et multikulturelt samfund forventes alle at være finfølende og ikke-anstødelige - alle, det vil sige, undtagen multikulturalisterne selv. De synes at have undtaget sig selv fra reglen om ikke-anstødelighed.

Spekulerede operaens komponist f.eks. nogensinde over - eller bekymrede han sig for - at katolikker måske kunne tage anstød af et korværk, der tager sig friheder med messen? Når det kommer til stykket starter messen ikke med en påkaldelse af Allah og Muhammed. Messen indeholder heller ikke nogen antydning af, at alle religioner skulle være moralsk ækvivalente, således som korsstykket antyder. Et medlem publikum råbte: "I kan lave politik udenfor." Men politikken var allerede indenfor - som en del af operaens "budskab".

Hvorfor blev denne bestemte opera valgt til at være den særlige lektion, som Rumæniens befolkning skulle belæres med på dette tidspunkt i historien? Hvorfor ikke Mozarts Bortførelsen fra seraillet - en opera, der minder os om, at titusinder af europæere engang var ofre for islamisk slavehandel?

Hvorfor? Måske fordi London-operaen kunne få folk til "lettere at acceptere islamiseringen af Rumænien." Selvfølgelig er Rumænien ikke det eneste mål for det multikulturelle kup. Forsøg på at akklimatisere europæere til islamisering finder sted over hele kontinentet. I Italien er julekrybber blevet fjernet af sognepræster for ikke at fornærme muslimer. I Sverige er mange byer holdt op med at fejre Santa Lucia Dag af samme grund. Også i Sverige har en ny børnebog ramt hylderne. Den hedder Farfar har fire koner, og meningen med den er at vænne 3 til 6-årige svenske børn til ideen om, at muslimsk polygami er okay.


Omslaget til den svenske børnebog, Farfar har fire koner (Farfar har fyra fruar)

Svenskerne er så vidt fremskredne i tolerancens kunst, at de måske ikke er i stand til at mobilisere nogen modstand mod denne form for kulturel overtagelse. Men i Østeuropa er det en anden historie. Efter først for nylig at have kastet kommunismens åg af sig, er østeuropæerne bedre afstemte til tegnene på kulturel undertrykkelse, og er mindre villige til at lade sig lede passivt ind i totalitarismens mørke nat.

Det er endnu ikke klart, om "Østerlændingene" kan vende rundt på tingene i Europa, men der er opmuntrende tegn. "Duellen" i den rumænske Opera er et håbefuldt tegn. Et andet betydningsfuldt tegn er den nylige samling af hundredtusinder af katolikker langs den polske grænse for at bede rosenkransen.

"Rosenkransen ved Grænserne" kampagnen samlede katolikker forskellige steder ved landets 32.000 km lange grænse, ved dets Østersø-kyst og de største lufthavne. Efter visse skøn deltog så mange som 1,5 millioner mennesker. Arrangementet fandt sted den 7. oktober, på festen for Vor Frue af Rosenkransen. Denne dag var også den 446. årsdag for sejren i det afgørende søslag ved Lepanto: Under ledelse af Den hellige Liga besejrede den katolske flåde den større osmanniske flåde og frelste Europa fra en islamisk invasion. Pave Pius V, som havde opfordret katolikker til at bede rosenkransen til støtte for flåden, gav Marias forbøn æren for sejren, og indførte den liturgiske fest, ”Vor Frue af Rosenkransen” [oprindeligt benævnt ”Vor Frue af Sejren”, o.a.] den 7. oktober.

I en kommentar til G. K. Chestertons digt, "Lepanto", skrev Brandon Rogers om pave Pius V:

"[Han] forstod den enorme betydning af at modstå tyrkernes aggressive ekspansion bedre end nogen af hans samtidige synes at have. Han forstod, at det virkelige slag der blev udkæmpet, var åndeligt; der foregik et sammenstød af trosbekendelser, og det der stod på spil, var selve det kristne Vestens eksistens."

Eksistensen af det kristne Vesten står igen på spil. Østeuropæere forstår dette bedre end de fleste. Og som eksemplificeret af "Rosenkransen ved Grænserne" forstår de, ligesom Pius V, at konflikten med islam er en åndelig kamp.

En anden østeuropæer, der ved hvad der står på spil, er premierminister Victor Orban fra Ungarn. Orban ekkoer et af hovedtemaerne i pave Benedikt 16's skrifter - nemlig, at Europa har kristne rødder, og at det, hvis det afskærer sig fra disse rødder, ikke alene vil miste sin identitet, men også sin storhed og godhed.

Orban har i en række taler rejst spørgsmålet, om kristendommen kan overleve i Europa, hvis Europa holder grænserne åbne for "Den Store Folkevandring" fra kulturer, der er fjendtlige mod kristendommen og jødedommen. Han har argumenteret for, at denne migration truer religionsfriheden, ligestillingen mellem mænd og kvinder og kampen mod antisemitisme. "Vores ledende idé," siger han, "er ikke liberalisme, men suverænitet og kristen sociallære."

Noget rører sig i Østeuropa. Der er mange tegn på, at en modstand er ved at rejse sig mod både EU's bløde tyranni og det hårde tyranni fra islam, som bliver importeret af EU-eliterne. Denne modstandsånd siver langsomt ind i Vesteuropa, hvor meningsmålinger viser, at et flertal af borgerne nu ønsker et fuldstændigt og permanent stop for muslimsk indvandring. Den afspejles også i, at PEGIDA-bevægelsen ("Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes", "Patriotiske Europæere mod Islamiseringen af Aftenlandet"), der begyndte i Østtyskland, nu har bredt sig til hele Vesteuropa. Den østeuropæiske modstand kan have inspireret de euro-skeptiske og indvandrer-kritiske partier, der vandt det østrigske valg denne weekend [sø. d. 15. oktober 2017].

Under den kolde krig leverede vesteuropæerne hjælp og opmuntring til deres brødre bag jerntæppet. Nu ser det ud til, at Østen gør gengæld.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo