Når sekularisme ikke er nok
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: When Secularism Is Not Enough
Kilde: FrontPageMagazine.com, 8. juni 2010
Udgivet på myIslam.dk : 27. april 2012

Kan islamisk jihad modstås udelukkende på basis af vestlige sekulære værdier? Nogle læsere af mine indlæg om kristendommens rolle i modstanden mod islam har indvendt, at dette at bringe kristendommen ind i debatten kun forplumrer vandene. Som en læser skrev: "Anti-jihad-bevægelsen er bedst tjent med, at åbenlyse theocons holder sig væk." [theocons, kort for theoconservatives: Folk der mener, at religion, især kristendom, bør spille en rolle i udformningen af det offentlige liv, o.a.]

En række vigtige personer, i hvad der løst kan kaldes modstandsbevægelsen, synes at mene, at sekulære værdier er tilstrækkelige til at samle borgerne til et forsvar for vestlig civilisation. Et godt eksempel på denne opfattelse er 2006-manifestet: "Sammen mod den nye totalitarisme", [“Together, facing the new totalitarianism”] som blev underskrevet af Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq, Salman Rushdie og andre. Manifestet opfordrer til "modstand mod religiøs totalitarisme og til fremme af frihed, lige muligheder og sekulære værdier for alle." Dokumentet taler også om "universelle værdier", "universelle rettigheder" og “Oplysning" med stort "O".

Men hvor robuste er Oplysningstidens værdier, når de er afskåret fra deres kristne rødder? Ayaan Hirsi Alis egen erfaring giver noget perspektiv. I sin selvbiografi, Vantro, fortæller hun, hvordan hun, efter at være sluppet væk fra Somalia til Holland, forelskede sig i Oplysningstidens tænkere. Samtidig blev hun ateist - og afviste ikke bare islam, men alle religioner (selv om hun gerne indrømmer, at jøder og kristne har et mere humant gudsbegreb). Om Holland skrev hun: "Samfundet fungerede uden henvisning til Gud, og det syntes at virke perfekt."

Men problemet med at erstatte religion med Oplysningstidens humanisme melder sig, hvis ikke på hver side af bogen Vantro, så i hvert fald på mange sider. På den ene side er Holland "toppen af civilisation," og "ingen nation i verden er mere dybt knyttet til ytringsfrihed end den hollandske." På den anden side bliver hendes kolleger ved med at advare hende om at holde sine tanker for sig selv; og i sidste ende tvinger det oplyste Holland hende ud af Nederlandene, netop fordi hun frit har udtrykt sine meninger om muslimsk behandling af kvinder. Ironisk nok blev Hirsi Alis næste nødhavn American Enterprise Institute, en konservativ tænketank, som tæller en hel del traditionalistiske kristne blandt sine lærde.

Andre, såsom Oriana Fallaci, Geert Wilders og Elisabeth Sabaditsch-Wolff har opdaget, at det "oplyste", men post-kristne Europa ikke er nær så venligt stemt over for ytringsfriheden, som man kunne forvente var tilfældet på det sted, hvor Oplysningen blev født. Oplysningen var et vigtig civilisatorisk fremskridt, men på det seneste synes den at være blevet noget vaklevorn. Hvordan kan det være?

Et muligt svar er, at de centrale af Oplysningstidens værdier er uløseligt forbundet med kristne værdier. Dette synspunkt er blevet fremført mest kraftigt på kontinentet i de seneste år af Marcello Pera (tidligere formand for det italienske senat, og agnostiker) og Benedikt XVI (ikke agnostiker). De har hævdet, at Oplysningstiden voksede organisk ud af kristendommen, som et træ vokser fra sine rødder. Afskåret fra sine rødder vil træet dø.

Efter denne opfattelse er menneskets rettigheder baseret på en tro på menneskets betydning. Troen på, at almindelige mennesker har en værdi og værdighed i sig selv, uafhængigt af deres medlemskab af en stamme eller et samfund, har sin oprindelse i den jødisk-kristne erklæring om, at mennesket er skabt i Guds billede. Så hvis du fjerner Gud, fjerner du grundlaget for mennesket betydning. Som Thomas Jefferson sikkert opdagede, da han skrev Uafhængighedserklæringen, så er det lidt vanskeligt at argumentere for menneskerettigheder uden reference til Skaberen. Rent sekulære samfund kan kun antage menneskelig værdighed og menneskerettigheder som noget givet. Vi er tilbøjelige til at glemme, at disse begreber i vore dage opfattes som givne, fordi de blev givet til verden af kristne. Før kristendommen blev tanken om, at alle mennesker er udstyret med værdi i sig selv, ikke betragtet som "selvindlysende"; den blev betragtet som latterlig. At gøre sig til talsmand for menneskelig lighed var en god fremgangsmåde, hvis man ønskede at blive leet ud af det høviske hedenske samfund. Den menneskelige værdighed kan virke selvindlysende på os nu, men det er fordi den kristne moralopfattelse blev internaliseret gennem århundrederne. Gladiatorkampe og slaveri gik ikke af mode, fordi samfundet udviklede sig, men fordi folk begyndte at se på hinanden i lyset af den kristne åbenbaring.

Selvfølgelig opfatter ikke alle tingene på den måde. Nogle synes at mene, at Oplysningstidens humanisme kom ud af ingenting, takket være spontane fremskridt inden for videnskab, fornuft og etik. Efter denne opfattelse, kan Oplysningstidens værdier klare sig fint på egen hånd uden henvisning til Gud. Men så står man med det problem at forklare, hvorfor disse værdier er kommet i vanskeligheder netop de steder, der med rette kan kaldes post-kristne. Tale- og udtryksfrihed, pressefrihed og religionsfrihed bliver forsvaret langt mere energisk i det stadig-kristne Amerika end i det post-kristne Frankrig eller Holland. For den sags skyld er der mere ytringsfrihed i bibelbæltets Amerika end på et gennemsnitligt amerikansk universitet. Med deres tale-kodekser og regler for "hadtale", og deres vane med at aflyse arrangementer med "kontroversielle" talere, er universiteterne blandt de mindst frie institutioner i samfundet. Og det er ingen tilfældighed, at de fleste af dem kan betegnes som post-kristne, og i nogle tilfælde, anti-kristne. Der er naturligvis også et klima af stigende antisemitisme på amerikanske universiteter.

Hvad der skete på universiteterne er i det væsentlige, hvad der skete i Europa. Begge har lidt et tab af tro (husk på, at mange prestigefyldte universiteter begyndte som seminarier eller religiøst bekendende skoler), og blev, efterhånden som de mistede deres religion, stadig mere uinteresseret i at både dyrke og beskytte ægte frihedsrettigheder. Desuden har det post-kristne universitet, ligesom det post-kristne Europa, vist ringe evne til at modstå islamisering. Takket være Saudi-penge og velorganiserede muslimske studenterorganisationer, er mange universiteter begyndt at optræde som forsvarere af wahabi-troen.

Dømt efter den højt sekulariserede europæiske stats sørgelige erfaringer, og det højt sekulariserede amerikanske universitets, ville det nok ikke være en god idé at satse hele puljen på "sekulære værdier for alle" som det vigtigste støttepunkt i modstanden mod totalitær islam. Ayaan Hirsi Ali fortjener al mulig tak for at gøre opmærksom på mishandlingen af muslimske kvinder, men hun tager fejl, når hun tror, at en rodløs Oplysning vil bringe dem frigørelse. På samme måde står vi i stor gæld til Ibn Warraq for hans gennemtrængende kritik af islam, men det er en misforståelse, når han tror, at de universelle værdier, der er nedfældet i De Forenede Nationers Verdenserklæring om Menneskerettigheder, vil overleve i den fuldstændig sekulariserede type samfund, han synes at favorisere. Hvis disse værdier er universelle og selvindlysende, hvordan kan det så være, at halvdelen af verden ikke abonnerer på dem? Warraq synes ikke at have bemærket, at Verdenserklæring om Menneskerettigheder for det meste blev skabt af personer, der var vokset op i kristne kulturer og havde arvet en social samvittighed, der var blevet dannet af den jødisk-kristne tradition.

To af de vigtigste forfattere, René Cassin og Dr. Charles Malik, gjorde ingen hemmelighed af den indflydelse, som kristen og jødisk tro havde på deres tænkning. I en tale i 1969 til Decalogue Lawyer’s Society, skitserede Cassin, en jøde, i detaljer, hvordan jødisk og kristen tanke havde banet vejen for erklæringen. Det er også sigende, at han, under udarbejdelsen af den endelige version af erklæringen, fik råd og opmuntring fra kardinal Roncalli (senere pave Johannes XXIII), som dengang var apostolsk nuntius i Paris. Malik, der senere blev formand for FN's Generalforsamling, var en græsk-ortodoks filosof og teolog fra Libanon og forfatter til en lang række kommentarer til Bibelen og de tidlige kirkefædre. Når han fremførte sine argumenter for menneskeretskommissionen, havde han for vane at citere Thomas Aquinas, den middelalderlige teolog. Jacques Maritain, den eminente katolske filosof, var også aktivt involveret i kommissionens arbejde, samt i den UNESCO-kommisssion, der lagde grunden til erklæringen. Eleanor Roosevelt, formand for menneskeretskommissionen, konstaterede senere, at erklæringen afspejlede "kristendommens sande ånd". Kort sagt - selv om menneskerettighedserklæringen ikke nævner Gud, er der fingeraftryk fra en bestemt religiøs tradition over det hele.

Vestlig kultur - ja hele verden - skylder en masse til Oplysningstiden, men det er vigtigt at huske, at det på afgørende historiske tidspunkter var kristne aktivister, som arbejdede ud fra kristne principper, der tog det tunge slæb. Evangeliske kristne stod i spidsen for bevægelsen, der afskaffede slavehandelen; borgerrettighedsbevægelsen blev opildnet af pastor Martin Luther King og andre kristne ledere; afslutningen på kommunismen i Østeuropa blev for en stor del fremkaldt af den katolske Solidaritet-bevægelses arbejde, af Pave Johannes Paul II og af talrige præster i Polen, Tjekkoslovakiet, Østtyskland og andre lande, der holdt modstandsånden i live.

Med fare for at oversimplificere ting, kan det måske være nyttigt at tænke på to Oplysninger: Oplysningen, som blev næret af den jødisk-kristne tradition, og Oplysningen, der afskar sig selv fra Gud. Den første førte til den amerikanske revolution, uafhængighedserklæringen, afskaffelsen af slaveri og borgerrettighedsbevægelsen. Sidstnævnte førte til den franske revolution, til terrorregimet, til statens undertrykkelse af kirken, til Marx og Nietzsche, til socialisme og kommunisme, og senere til kulturrelativismens ånd af Alice-i-Eventyrland, hvor menneskerettigheder bliver betragtet som relative snarere end universelle.

Det er usandsynligt, at en ren sekularisme - selv en humanistisk, oplyst sekularisme - kan være fundamentet for modstanden mod en aggressiv islam. Det er netop "oplyst" sekularisme, der har produceret det åndelige og befolkningsmæssige tomrum i Europa, som nu bliver fyldt af islam. John Lennon inviterede os til at "imagine" (forestille os) "ingen religion" (...) "intet at dræbe eller dø for." I Europa behøver de ikke længere at forestille sig. Efter at have mistet deres religion, er mange ved at opdage, at post-kristne værdier trods alt ikke er værd at kæmpe og dø for - dette især for dem, der er oppe i årene og håber, at de rigtig slemme ting ikke vil ske i deres levetid. Det nye motto for mange midaldrende europæere synes at være: "Apres moi le dhimmitude" (Efter mig, dhimmitude).

Hvilken kultur er mest tilbøjelig til at beskytte menneskerettigheder og frihedsrettigheder mod totalitære bevægelser? En helt igennem sekulær kultur, der har afskåret sig fra et transcendent referencepunkt? Eller en kultur, gennemsyret af den jødisk-kristne tro på, at mennesket er i besiddelse af en umistelig, gudgiven værdighed? Dette er et af de ikke-akademiske spørgsmål, hvis forkerte besvarelse kan vise sig fatal. Og den afsluttende eksamenstid nærmer sig hastigt.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo