Det siges ofte, at det store flertal af muslimer er fredelige og afviser vold. Denne påstand er værd at undersøge, for hvis den ikke er sand, er der grund til bekymring. Selvfølgelig bør du være bekymret allerede. For hvis kun en lille procentdel af verdens 1,6 milliarder muslimer er parate til at bruge vold, vil dette stadig blive et stort antal. Men hvis tesen om det store flertal ikke holder, var det måske en god idé, hvis du bestilte en Kevlar-vest på Amazon, eller, hvis du er den imødekommende type, begyndte at øve dig på shahadaen - den islamiske trosbekendelse.

Der er en hel del meningsmålinger, der tyder på, at det store flertal af muslimer ikke netop svarer til dit standard store flertal. For eksempel viser Pew meningsmålinger af den offentlige mening i Pakistan og Egypten, at det store flertal (ca. 82 procent) går ind for stening for utroskab, amputation for tyveri og døden for apostasi. Så selvom et flertal i disse lande ikke personligt er tilbøjelige til voldsudøvelse, så har de ikke noget problem med den voldelige anvendelse af sharia-loven.

Men i stedet for at bygge på meningsmålinger, lad os se på nogle andre måder at vurdere påstanden om "det store flertal" på. For perspektivets skyld er her nogle andre udsagn om "det store flertal", der bare dukkede i mit hoved:

• Påstand 1. Det store flertal af mennesker er fredelige, indtil de ikke er det.

• Påstand 2. Det store flertal af mennesker følger med strømmen.

• Påstand 3. Flertallet af mennesker i ethvert samfund udgøres af kvinder og børn.

Med undtagelse af den tredje påstand, er der ingen empiriske beviser for dem, men de virker lige så rimelige som påstanden om, at det store flertal af muslimer er fredelige - en påstand, som heller ikke har empirisk støtte. Men påstand 3 giver dog en vis troværdighed til tesen om "det store flertal af muslimer", fordi kvinder og børn, af forskellige grunde, er mindre tilbøjelige til vold end voksne mænd. Det vil derfor være rimeligt at sige om ethvert samfund, at i det mindste et flertal er fredelige.

Men folk, der er fredelige i dag, vil ikke nødvendigvis være fredelige i morgen. Det er nok sikkert at sige, at det store flertal af hutuer opførte sig fredeligt før Rwanda-folkemordet i 1994 ... og derefter holdt op med at opføre sig fredeligt. Ved hjælp af køller, macheter og ind imellem skydevåben lykkedes det hutuerne at dræbe omkring 800.000 tutsier i løbet af hundrede dage. Det er sandsynligt, at det store flertal ikke deltog i drabene, men efter alt at dømme gjorde et betydeligt antal, og et endnu større antal var medskyldige. Ifølge rapporter, blev de fleste af de tutsi-ofre, der boede i landsbyer, myrdet af deres naboer.

Så i tråd med Påstand 1, var størstedelen af hutuerne fredelige, indtil de ikke var det længere. Og i tråd med Påstand 2, fulgte størstedelen af hutuerne med strømmen - som i dette tilfælde havde retning mod kaos. Det skal dog bemærkes, at der var stærke incitamenter til at lade sig føre med strømmen. Moderate hutuer, der nægtede at deltage i myrderierne, blev ofte selv myrdet af deres hutu-fæller som en advarsel til andre.

Selvom kvinder deltog i nedslagtningen, lader Påstand 3 formode, at de fleste ikke gjorde det. Og hvis man kombinerer kvinder med børn, de ældre og de moderate, er det rimeligt at antage, at størstedelen af hutuerne ikke deltog i blodbadet. Men det ville have været en ringe trøst for tutsierne. Jo mere man tænker over det, jo mindre betryggende er det at vide, at det store flertal af enhver befolkningen ikke vil gribe til våben imod dig.

Historien er fuld af eksempler på folk og nationer, der var fredelige og derefter ikke var det længere. Før 1. Verdenskrig opførte det store flertal af europæere sig fredeligt. Så kom 1914, og de europæiske nationer gik i krig mod hinanden. Flertallet blev selvfølgelig hjemme og var aldrig involveret i kamp, men det synes sikkert at sige, at de fleste af dem fuldt ud støttede deres egen side i konflikten og bød nyheder om fjendens tab velkommen.

Under de rette omstændigheder er flertallet af næsten enhver befolkningen villig til sætte sig på krigsfod og forvandle deres hjemland til en hjemmefront. Spørgsmålene er, om der noget ved islamiske kulturer, der gør dem mere modtagelige for krigeriske holdninger og i større dele af tiden?

Inden vi forsøger et svar, så lad os kort betragte et andet historisk eksempel - spartanerne. Var det store flertal af spartanere fredelige? I den forstand, at det store flertal - herunder kvinder, børn og ældre - ikke var i krig hele tiden: ja. Alligevel ville vi tage fejl, hvis vi kaldte dem et fredeligt folk. Sparta var en kriger-kultur og fremelskede en kriger-mentalitet i borgerne.

Spartanerne var et enestående tilfælde, men i det omfang at islam har en tendens, hælder den i retning af Sparta snarere end i retning af fx Sverige - et land, der engang selv havde en kriger-kultur. Men vikingerne har længe været væk, og deres fredelige efterkommere ser ud til at blive den første europæiske nation, der vil falde til islam - en kultur, som har været mere eller mindre i krig med resten af verden siden dens begyndelse.

Hvorfor straffer sharia-loven apostasi med døden? Fordi islam opfatter sig som en hær. Og straffen for at desertere fra en hær i krigstid er døden. Men for islam er alle tider krigstider. Den grundlæggende opdeling i den islamiske tro er mellem Islams Hus og Krigens Hus. Den vigtigste opgave givet til muslimer er at bringe Krigens Hus (alle ikke-islamiske nationer) under kontrol af Islams Hus.

Som spartanerne, var de første muslimer krigere. Deres leder var både profet og krigsherre. Da muslimer stadig forventes at modellere deres adfærd efter Muhammeds eksempel, er det ikke overraskende, at muslimske kulturer vil være mere tilbøjelige til vold end fx kulturer, der henter inspiration fra Jesus eller Buddha. Vores egen kultur er helt overbevist om vigtigheden af at have rollemodeller at efterligne, men har endnu ikke fattet konsekvenserne af, at 1,6 milliarder mennesker tager Muhammed som deres primære rollemodel. Faktisk er en de vigtigste appeller af IS og kompagni deres løfte om at føre islam tilbage til de hæderkronede dage, da Muhammed spredte troen med magt.

Det kan godt være, at rigtig mange muslimer i dag bare ønsker at blive ladt alene, så de kan passe deres egne affærer. Men en af islams indbyggede egenskaber er, at hvis du er muslim, så vil den ikke lade dig være alene. Den ønsker at tvinge dig til at være god. Men den eneste måde at vide på om du er god, er, om du er i overensstemmelse med sharia. Hvor islam praktiseres i sin reneste form, vil dydspolitiet derfor patruljere i gaderne, og alle forstår, at hvis de konverterer til en anden religion, kan de blive henrettet for apostasi - dvs. desertering.

Det er her, den anden påstand kommer ind: Det store flertal af mennesker følger med strømmen. Islams strøm i dag er vendt tilbage til dens historiske kanal. Den flyder i retning af militans. Mange af de verdslige regeringer i den muslimske verden er blevet væltet, eller står i fare for at falde til militante teokrater. Kalifatet er blevet genetableret i form af Islamisk Stat, og den kombinerede styrke af Rusland og vestlige magter har ikke været i stand til at besejre det. Desuden er Vestens tilsyneladende impotens modsvaret af dens dekadence, og de to - ifølge den lokale imam - optræder altid sammen. Vestens nuværende ynkelige tilstand er netop den form for straf, som Allah pålægger dem, der ignorerer hans love.

Forestil dig, at du er en af disse moderat anlagte muslimer, der bare ønsker at passe sine egne affærer. Du ser dig omkring og opdager, at alle de mere militante mullahers og imamers forudsigelser bliver opfyldt. Du ønsker at være i fred, men du ønsker også at være en god muslim. Og det ser mere og mere ud til, at en god muslim er, hvad de militante siger, det er. Når det kommer til stykket, kan de afstive deres sag med snesevis af passager fra islamiske skrifter. Og selv hvis du ikke er overbevist i det indre, er der stadig de ydre pres, der skal tages hensyn til. Ligesom den ekstremistiske hutu dræbte den moderate hutu, således har også ekstremistiske muslimer en vane med at myrde moderate muslimer, der ikke føjer sig efter programmet. Efter et stykke tid, vil den radikale holdning ikke virke så radikal. Faktisk vil den begynde at give mening.

En sådan holdningsændring er ikke udelukkende et spørgsmål om fejhed. Ingen kan lide at tænke på sig selv som en kujon, så vi har veje til at overbevise os selv om, at vi handler ud fra gode - ja, selv dydige - motiver, snarere end feje. Således kan en moderat muslim, der bevæger sig i en radikal retning, overbevise sig selv om, at det behager Allah, når han diskriminerer mod ikke-muslimer. Til sidst kan han måske overbevise sig om, at han har en pligt over for Allah til at dræbe vantro. Dette burde ikke være alt for svært at forstå, fordi vi i Vesten har måder at overbevise os selv om, at vores løbende leflen for muslimers følelser skyldes vores tolerance og fordomsfrihed, snarere end frygt.

Nu da Islamisk Stat har etableret et kalifat, er alle argumenterne for den mere militante form for islam blevet styrket. Intet bringer mere succes end succes, og IS's mange succeser synes at bevise, at Allahs magt er bag dem. Fader James Schall, S.J., udtrykker det på denne måde:

”Kort fortalt er islams tildelte mission at erobre verden for Allah. Underkastelse under Allah er det højeste menneskelige gode. Ethvert middel til at gennemføre den er godt, hvis det lykkes. At udføre denne mission er, efter denne opfattelse, muslimens kald. Med genetableringen af kalifatet, kan denne mission nu genoptages.”

Kort sagt kan kalifatets genfødsel være det signal, som lydige og ortodokse muslimer har ventet på.

Det store flertal af mennesker følger med strømmen. Eller for at skifte metafor: de venter og ser, hvad vej vinden blæser. I islam blæser vinden igen i en radikal retning. Og som vi ved fra historien, kan et relativt lille antal radikale trække flertallet med sig. Problemet er forværret i islam, fordi vi - at dømme efter de mange terrorangreb overalt på kloden - ikke længere står over for et relativt lille antal radikale. Det er også sandsynligt, at de voldelige radikale nu har sympati fra langt flere muslimer, end vi i Vesten vil indrømme. Fader Schall igen:

”Mange muslimske lande er kun 'fredelige' i den forstand, at deres regeringer, normalt militærdiktaturer, holder den radikalisme nede, der vil styrte dem, og har styrtet dem mange steder. De muslimske masser vente på at se, hvem der vinder. De ved, at selv indenfor islam har de ikke råd til at være på den tabende side.”

Det er ofte fremført, at hvis de vestlige samfund kører en hård linje mod islamisk aggression, både militært og kulturelt, så vil det have den virkning, at de moderate presses over i den radikale lejr. Derfor giver vi efter for krav om burkaer i det offentlige rum, censurerer "islamofobe" i vores midte og undgår at bruge "krænkende" udtryk som "radikal islam". Men flertallet af muslimer venter ikke på at se hvilken side, der er den mest tolerante, eller hvilken side, der tager imod flest flygtninge; de venter på at se hvilken side, der vinder. Så længe Vesten fortsætter sin nuværende kurs med imødekommenhed og eftergivenhed, vil de moderate - ved en sær alkymi - fortsætte med at forvandles til radikale.

Forleden dag bragte Daily Mail et foto af en smilende ung mand i muslimske klæder, der holdt et stort skilt, hvorpå der stod: "Jeg er muslim ... stoler du nok på mig til et knus?" Hvis dette var enden på historien, kunne vi alle have beroliget os selv med, at han grundigt havde tilegnet sig det skattede vestlige udtryk: "Arme er til for at give hinanden knus." Men kort efter sendte Craig Wallace, alias Muhammad Mujahid Islam, en online dødstrussel til et konservativt parlamentsmedlem, der havde stemt for at godkende en militær aktion i Syrien. Wallace var fredelig ... indtil han ikke var det længere.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo