Multikulturalisme på islamisk maner
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Multiculturalism: Islamic Style
Kilde: Crisis Magazine, 30. december 2016
Udgivet på myIslam.dk: 11. januar 2017


Dagen efter bombningen den 10. december 2016 under messen i St. Markus koptiske katedral i Alexandria, Egypten. (Foto: CNS photo / Amr Abdallah Dalsh, Reuters)

"Skolebørn forbudt at synge Glade Jul af frygt for, at det vil fornærme andre religioner." Sådan lyder en overskrift i Express. I stedet for at synge teksten, der kunne "fornærme andre religioner," fik skolebørn i Bresciano, Italien besked på kun at nynne melodien.

Hvis du har problemer med at gætte, hvilken anden religion, der eventuelt kunne blive fornærmet, så betyder det sandsynligvis, at du har tilbragt de sidste otte år på Galapagos-øerne i færd med at studere finkers evolution. Eller også har du arbejdet for USA's udenrigsministerium. De, der har været opmærksomme, ved, at den pågældende religion er islam. Den nye adfærdsregel - for at omskrive Robert Spencer - er: "Når du er i muslimske lande, så gør som muslimerne gør, og når er i ikke-muslimske lande, så gør som muslimerne gør."

I én italiensk by kan "Glade Jul" således ikke synges, og i en anden, har en præst aflyst en traditionel Fødselsscene på den lokale kirkegård af respekt for muslimske grave. I mellemtiden, i Sverige, er den traditionelle Sankta Luciadag blevet annulleret i flere byer for ikke at fornærme andre religioner. Som reaktion herpå har Sveriges muslimske samfund besluttet at aflyse alle festligheder forbundet med fejringen af Eid al-Fitr, af respekt for de kristne.

Den sidste fiktive sætning har jeg selv fundet på. Muslimer synes ikke at bekymre sig noget videre om at fornærme andre religioner, eller, for den sags skyld, om at fornærme verdslige følelser. Som det bliver mere og mere tydeligt, er multikulturalisme en ensrettet gade. Kristne forventes at gøre indrømmelser og opgive kulturelt territorium, mens sekulære (på den ene side) og islamister (på den anden) bruger multikulturalismen som undskyldning til at rage til sig af kulturelle områder.

I virkeligheden er multikulturalismen en ensrettet gade, der fører til monokultur. Sekularister ønsker ikke et samfund med en rig mangfoldighed af tanker og tro. Hvad de arbejder hen imod - som det ses mest tydeligt på universiteterne - er en fuldstændig tankemæssig ensretning. I det omfang sekularister er interesserede i andre kulturer, er det kun for at bruge dem til at undergrave den jødisk-kristne, græsk-romerske arv. Muslimer ønsker også en monokultur - skønt en afgjort ikke-sekulær én. Men de er helt parate til at bruge den multikulturelle ortodoksi til at fremme deres egen dagsorden.

Islamister er villige til at spille det multikulturelle spil, men ind imellem stikker deres nedladende holdning til andre kulturer sit hoved frem gennem taqiyya-bedragets slør. Overvej dette fra Islam Question and Answer:

Det er ikke tilladt for en muslim at spise ting, som jøderne og de kristne laver ved deres fester eller som de giver ham som en gave ved deres fester, fordi dette er at samarbejde med dem og deltage med dem i dette onde ...

Udgiverne af Islam Question and Answer er ikke bekymrede for at fornærme andre religioner, og det er den populære indiske islamistiske prædikant dr. Zakir Abdul Karim Naik heller ikke. Den 24. december skrev han følgende på sin Twitter-konto:

At ønske "Glædelig jul" til kristne er Det Største Onde, værre end hor eller mord (...). Undgå dette mine kære muslimske brødre og søstre (...). Det er en stor synd ...

I Vesten er muslimer villige til at give et venligt nik til den vestlige fejring af mangfoldighed. Men i lande med muslimsk flertal er det en anden historie. I det omfang andre trosretninger tolereres, tolereres de kun, hvis de accepterer dhimmi-status. De kristnes andenklasse status blev oprindeligt nedskrevet ca. 640 e.Kr. i Umars Pagt. [Mere om Umars Pagt her] Blandt andet fastsætter reglerne, at kristne:

  • ikke må bygge eller reparere kirker

  • ikke må ringe med bækkener eller klokker, eller vise kors på kirker

  • ikke må at hæve deres stemmer under bøn eller læsning eller sang i kirker noget sted nær muslimer

  • ikke må gøre deres religion tiltalende, eller forsøge at missionere

  • skal antage en ydmyg attitude, og give deres pladser til muslimer

Umars Pagt gik stort set af brug i det sidste århundrede, men som islam-forsker Raymond Ibrahim påpeger, er den ved at blive genoplivet:

Disse svækkelser og ydmygelser, som i fortiden blev påført de kristne i den islamiske verden, bliver i dette øjeblik igen påført de kristne i dagens islamiske verden, som en naturlig konsekvens af muslimernes tilbagevenden til islams autentiske lære. Disse belæringer (...) er fundamentalt fjendtlige over for ikke-muslimer og deres religiøse tilbedelse.

Faktisk er det nu muligt at tale om et folkemord på kristne i Mellemøsten. Meget af dette er et værk af IS og andre terrorgrupper, men disse organisationer er selv en afspejling af en udbredt uvilje mod kristne. Ifølge fader Benedict Kiely, grundlægger af Nasarean.org:

... dette er ikke bare IS (...) det er islamisk fundamentalisme - ekstremisme - der angriber kristne. De kan bare ikke lide at have kristne i nærheden, ikke engang på relativt fredelige steder som Dubai (...). De vil bare ikke have dem i nærheden.

Denne ekstremistiske holdning var undervejs længe før IS opstod. Og som et resultat er den kristne befolkning i Mellemøsten faldet brat siden midten af det 20. århundrede. I 1950, f.eks., udgjorde den kristne befolkning i Palæstina 15 procent; i dag er den på 1,3 procent. Befolkningen i Betlehem bestod i 1950'erne af 86 procent kristne; i dag er tallet 12 procent.

Europæiske kristne og sekularister der tror, at en åbning deres grænser for millioner af sharia-formede indvandrere vil resultere i øget diversitet, bør tage ved lære af de kristnes erfaringer i Mellemøsten. Hvis muslimsk kolonisering af Vesten følger trop, er det ikke kun julesange og -fester, der vil være i fare, men kristendommen selv.

Den multikulturelle vision om en harmonisk sammensmeltning af forskellige kulturer og traditioner, er baseret på den åndsforladte antagelse, at alle kulturer - under de "overfladiske" forskelle - abonnerer på de samme anstændige og humane værdier, der tages for givet i Vesten. Men det bliver mere og mere tydeligt, at dette er en farlig antagelse at gøre. Grupper som IS og Boko Haram betragter sexslaveri og halshugninger som legitime udtryk for deres tro og kultur. Og mange af de flygtninge, der strømmer ind i Europa, bærer den samme indstilling med sig. Som deres antal stiger, kan vi forvente en stigning i angrebene på de vantro - flere seksuelle overgreb på utilslørede kvinder, flere angreb på kirker og synagoger og mere terror mod kunder i indkøbscentre og på julemarkeder. Vejen til det forjættede multikulturelle land er allerede brolagt med mange kranier.

De italienske skolebørn, der ikke fik lov til at synge teksterne til Glade Jul, var deltagere i en "Vinterkoncert". Tidligere blev den kaldt "Julekoncert". Over hele USA og Europa er lignende navneændringer blevet ofret til den multikulturelle mangfoldigheds gud. I det belgiske skoleår, f.eks., er påskeferie nu blevet til forårsferie, juleferie er vinterferie, fasteferien er hvile og afslapningsfridage og Allehelgensdag betegnes nu som efterårsfridag.

Efterårsfridag, hvor "Det faldende løv driver vinduet forbi/Efterårets blade af rødt og guld," som det lyder i digtet. Eftergivenhedens blade er drevet forbi vort vindue i nogen tid nu. Men det særlige ved efterårsblade er imidlertid, at de ret hurtigt ændrer sig fra rødt og guld til et ensartet dunkelt brunt. Den slags indrømmelser, der gøres af de belgiske skoler - sammen med de italienske skoler og det svenske samfund - er ikke forvarsler om en lys og mangefarvet fremtid, men om én, der er ensfarvet grå.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo