I al snakken om de syriske flygtninge bliver ét punkt ofte overset. Meget af debatten fokuserer på spørgsmålet, om flygtningene kan sikkerhedskontrolleres ordentligt. Hvis de kan certificeres som et hundrede procent terrorist-fri, så formodes genbosættelsen roligt at kunne fortsætte.

Men selv hvis alle terrorister kunne udelukkes fra flygtningenes rækker, ville ét problem stå tilbage. Mange analytikere er bekymrede for, at genbosættelsesprogrammet kan fremme væksten af terrorist-tolerante samfund i Amerika. Med "terrorist-tolerant" mener jeg ikke, at dets medlemmer hvert minut tænker over, hvad de kan gøre for at støtte jihad, men snarere, at de er kommet til at tage ting for givet, der ikke findes i andre samfund.

Terror, for eksempel. Nonie Darwish - en tidligere muslim, der voksede op i Egypten - udtrykker det på denne måde:

En af grundene til, at de såkaldte moderate muslimer er blevet irrelevante (...), er, at de gennem århundreder er blevet tolerante overfor islamisk terrorisme, og har betragtet den som en del af det normale liv.

"Livet under sharia er selv et liv under terror," bemærker Darwish. Og denne daglige lav-niveau terrorisme vænner muslimer til at se den som noget "ligesom en naturkatastrofe eller en del af livet, der må tolereres".

Så selvom en syrisk flygtning måske ikke har nogen personlig smag for terror, kan han være overraskende tolerant over for den. En meningsmåling blandt syrere i 2007 viste, at 75 procent af de adspurgte støttede økonomisk hjælp til Hamas, Islamisk Jihad, Hizbollah og "irakiske krigere" (på det tidspunkt mest al-Qaeda). Er det nødvendigt at nævne, at alle de nævnte grupper er betegnet som terrororganisationer af den amerikanske regering? En mere nylig meningsmåling omfattende 1.365 syrere fandt, at én ud af fem betragtede IS som en positiv indflydelse i landet. Og at leve i Vesten synes ikke at ændre disse holdninger. En 2014-meningsmåling viste, at 27 procent af den franske befolkning i aldersgruppen 18-24 år støttede IS. Under forudsætning af en repræsentativ gruppe, og under forudsætning af, at størstedelen af pro-IS svarpersonerne var muslimer, vil det betyde, at langt størstedelen af de unge franske muslimer støtter IS.

Den form for understøttende miljø er en faktor, der ofte overses i debatten om syriske flygtninge. Som forsvarere af genbosættelsesprogrammet gerne påpeger, kan terrorister komme ind i USA på andre måder end ved at blande sig med flygtninge. Men når de først er her, har de brug for et netværk til at støtte dem og give dem dække. Og selve netværket kan kun fungere, hvis det større samfund er villigt til at se den anden vej.

Europa er nu overstrøet med sådanne netværk - i Paris' forstæder, i Bruxelles-bydelen Molenbeek, i Neukölln-kvarteret i Berlin og talrige andre steder. Der er beviser for, at lignende netværk allerede eksisterer i spirende form i USA. Ud over spørgsmålet om, hvorvidt terrorister vil blande sig med flygtninge, ligger et større spørgsmål om flygtningenes genbosættelsesprogram. Vil det bidrage til en styrkelse af vores samfund, eller vil det i stedet føre til en styrkelse og udvidelse af terror-støttende netværk?

Uanset om en bestemt gruppe af flygtninge er blevet infiltreret af IS eller ikke, er der stadig det faktum, at mange flygtninge har det samme generelle verdenssyn som medlemmerne af Islamisk Stat. Når alt kommer til alt, er de blevet gennemtrængt af det samme kulturelt-religiøse miljø, der producerede terroristerne. Mange af dem vil tage for givet, at islam er den højeste religion, at Muhammed var det perfekte menneske, og at jøder og kristne er urene. De kan være utilbøjelige til at begå vold, men de kan finde det helt forståeligt, hvis andre muslimer tyr til vold, for at hævne en reel eller indbildt fornærmelse mod islam. Selv om denne tankegang er fremmed for os, bør den ikke være uforståelig. På det tidspunkt, da dødsfatwaen blev udstedt mod forfatteren Salman Rushdie, husker jeg, at jeg talte med flere katolikker, der følte sig helt sympatisk indstillet mod ayatollah Khomeini (som udstedte fatwaen), og temmelig usympatisk indstillet mod Rushdie og hans "blasfemiske" holdning til religion.

I betragtning af deres kulturelle baggrund er det rimeligt at forvente, at sunni-muslimske flygtninge vil bringe et sæt af overbevisninger og holdninger med sig, som vil bidrage til at udklække terrorister. Selv om der var en idiotsikker metode til at udskille aktive terrorister fra deres midte, er der ingen metode til at kontrollere for fremtidige terrorister - unge muslimer, som på et tidspunkt i deres udvikling beslutter, at IS eller en lignende bevægelse er den logiske konklusion af alt, hvad de har lært.

Denne "konvertering" til radikal islam kan komme ret pludseligt. Mohamed Abdelslam, bror til to af Paris-terroristerne, fortalte journalister, at hans brødre begyndte at forandre sig omkring seks måneder før angrebet, da de "holdt op med at drikke og begyndte at bede". Ligeledes kunne radikaliseringen af Mohammod Youssuf Abdulazeez, Chattanooga-jihadisten, der dræbte fem soldater, ikke let have været forudset. For sine klassekammerater og lærere virkede han som en normal amerikansk dreng, og hvis han havde problemer, var de af den normale slags for unge amerikanske mænd - pot-rygning, druk og hurtig kørsel. Men i modsætning til andre unge amerikanere, må han have været udsat - enten hjemme eller på islamistiske hjemmesider - for troen på, at man kan udslette sine synder ved en martyr-handling.

Dette "pludselig-konvertering-syndrom" til mere radikale former for islam, bliver mere og mere udbredt blandt unge muslimer. Men, som sagt, det er ikke let at forudsige. Hvis du er en embedsmand, hvis job det er at kontrollere flygtninge, hvordan kan du så vide, om den smilende 14-årige dreng, du har stående foran dig omgivet af sin høflige og behagelige familie, vil blive radikal tre år længere fremme?

I fravær af anden information og uretfærdigt som det kan synes, må hans families kultur tages i betragtning. Til en vis grad er vi alle produkter af vores kultur, og islamiske kulturer synes at producere et uforholdsmæssigt stort antal terrorister. Moderne vestlig kultur, på den anden side, ser ud til at producere et uforholdsmæssigt stort antal naive egocentrikere, der er ude af stand til at forestille sig, at andre kulturer kan være radikalt forskellige fra deres egen. Deres tendens er automatisk at projicere deres egne værdier og holdninger over på alt, hvad de ser.

Men som det nu burde være klart for enhver, der er villig til at se, er islamisk kultur ikke blot en farverig variation af vores egen. På de steder, hvor traditionel islam er det styrende princip - hvad enten det er i Islamisk Stat, eller i dele af Pakistan, Indonesien eller Nigeria - findes den samme foragt for ikke-muslimer og deres religioner. Denne holdning er udbredt, ikke kun blandt terrorister, men også blandt almindelige muslimer. Efter alt at dømme var de femten muslimske migranter, som kastede tolv kristne overbord under en passage over Middelhavet, ikke terrorister; de var simpelthen muslimer, der tog anstød, da nogle af de kristne begyndte at bede. Nogle af de muslimer, der angreb kristne i europæiske flygtningelejre, synes at have været medlemmer af IS, men andre var ikke. Blinde for forskellene i kultur, satte europæiske embedsmænd i begyndelsen kristne og muslimske indvandrere sammen i de samme lejre. Da de havde fået lidt mere kulturel bevidsthed i bæltet, kom de til den politisk ukorrekte konklusion, at de to grupper skulle anbringes separat. Et mindre voldeligt eksempel på islamisk foragt for andre kulturer blev leveret af de tyrkiske fodboldfans, som buhede og sang under en tyrkisk-græsk fodboldkamp, da der blev bedt om et øjebliks stilhed til ære for ofrene for Paris-massakren.

I forbindelse med den syriske flygtningekrise bliver kristne jævnligt mindet om, at Den Hellige Familie engang var flygtninge i Egypten. Ja, men kulturen, som blev bragt ind i verden af Den Hellige Familie, er verdener fra den, der blev indført seks århundreder senere af Muhammed.

Lad os ikke glemme, at Den Hellige Familie engang var flygtninge. Men med hensyn til den nuværende krise, er der en anden og måske mere passende analogi at bringe på bane: Muhammed og hans tilhængere var også engang flygtninge. Han og hans gruppe på omkring 100 mænd, kvinder og børn havde længe trukket store veksler på gæstfriheden i Mekka. Ifølge muslimske kronikører, måtte de flygte for at undgå forfølgelse. Heldigvis for Muhammed inviterede de mere "oplyste" borgere i Medina muslimerne til at komme og bo i deres by. Det er ikke registreret, om de opsatte store bannere med "velkommen flygtninge", som det nu er skik på europæisk togstationer, men de kom hurtigt nok til at opleve den slags fortrydelser, som europæerne nu føler. Muhammed erhvervede gradvist rigdom og konvertitter, og inden for et halvt dusin år, var han herre over Medina. De medinensere, der ikke var fordrevet eller slagtet, blev grundigt underkuet. Muhammed brugte derefter Medina som affyringsrampe for sin erobring af hele Arabien. Indenfor et århundrede efter hans død, havde hans tilhængere erobret næsten halvdelen af den civiliserede verden.

Den relevante analogi for vores samfund er ikke flugten til Egypten, men flugten til Medina og muslimernes efterfølgende kolonisering af denne by. En lignende proces med kulturel erobring gennem migration foregår nu i Europa. Borgere i USA gør klogt i at overvåge situationen derovre, før de starter på deres eget uovervejede eksperiment med at byde den fremmede velkommen.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo