Lammenes tavshed
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: The Silence of the Lambs
Kilde: frontpagemag.com, 25. marts 2010
Udgivet på myIslam.dk : 10. april 2012

I de senere år er det blevet fashionabelt at fordømme pave Pius XII (og underforstået, Den katolske Kirke) for hans tavshed om nazisternes forfølgelse af jøderne. I virkeligheden konfronterede og fordømte Pius XII nazisternes ved adskillige lejligheder, og Vatikanet reddede flere jødiske liv end nogen anden organisation, bortset fra de allierede styrker. En anklage for at forblive tavs over for stor ondskab kan dog med meget større rimelighed rettes imod dagens katolikker - og ikke kun katolikker, men kristne i almindelighed - for deres manglende evne til at tale rent og klart imod den ondskab, der begås i islams navn. Grunden til, at vi ikke hører en sådan kritik er, at næsten alle har valgt at forholde sig tavse om dette emne, herunder også dem, der normalt nyder at jagte kristne. Faktisk blev kritikerne af pave Pius XII oprørte over pave Benedikt XVI, fordi han ikke forholdt sig tavs om islamisk vold i hans tale i Regensburg. John Cornwell, forfatteren til Hitler's Pope, og en rabiat kritiker af Pius, fordømte Benedikts tale som "oprørende" og "stødende." Konfronteret med vor tids største onde, er tavshed tilsyneladende guld.

Så der er masser af tavshed at forholde sig til, men kristen tavshed er særlig foruroligende, fordi kristne forventes at stå til ansvar for en højere autoritet end den herskende mening. Og desuden kan kristne ikke godt hævde uvidenhed, da en stor del af det seneste muslimske had har været rettet mod kristne. Her er nogle af de seneste overskrifter:

- Iran: Protestantisk præst tortureret for at konvertere muslimer
- 500 slagtet på Nigerias slagmarker
- Pakistan: Kristent par får 25 års fængsel for angiveligt at have berørt Koranen med snavsede hænder
- Fire kirker brandbombet i Malaysia for at bruge "Allah" for Gud
- Egypten: Mindst seks kristne dræbt under skydning uden for kirke
- Kristne i Irak frygter udslettelse

Svaret på alt dette fra de kristne lederes side har været afdæmpet. Faktisk synes mange kristne at være mere bekymrede over faren for islamofobi end over forfølgelsen af andre kristne. For eksempel har protestantiske og katolske præster i hele Europa stærkt fordømt det seneste schweiziske afstemningsresultat om at forbyde opførelse af nye minareter. På samme måde i Frankrig, hvor præsteskabet synes at være mere fokuseret på et muligt forbud mod burkaen, end på den vanskelige situation for kristne i muslimske lande. I Holland har et flertal af hollandske præster fordømt Geert Wilders som ukristelig, fordi han har talt åbent imod islamisk vold. Og på et "Kristent-Muslimsk Topmøde”, som blev afholdt i Washington National Cathedral i begyndelsen af marts, var de hårdeste ord i sluterklæringen reserveret medierne, som blev opfordret til at leve op til deres ansvar for "at dæmme op for bølgen af islamofobi."

Et par uger tidligere udstedte kardinal Jean-Louis Tauran, formanden for Det pavelige Råd for Dialogen mellem Religionerne, sin egen advarsel mod islamofobi. "Vi skal ikke være bange for islam," sagde han på en teologisk kongres i Granada, og tilføjede, "dialog alene giver os mulighed for at overvinde frygt, fordi den tillader os at erfare opdagelsen af den anden (...)." Det ser altså ud til, at det eneste vi har at frygte, er frygten selv. Når først du lærer den anden og hans religion at kende - "erfare opdagelsen af den anden" og alt det – vil din frygt smelte bort. I et januar-interview i L'Osservatore Romano, beklagede kardinal Tauran "følelsen af frygt", der var forbundet med den schweiziske minaret-afstemning. "Jeg spekulerer på," sagde han, "om disse mennesker [som er bange] kender muslimer, om de nogensinde har åbnet Koranen."

Blot skal man passe på ikke at åbne den med snavsede hænder, hvis man tilfældigvis bor i Pakistan. Sagen er, at mange kristne, der lever i den muslimske verden, er ved at opdage det anderledes ved den anden, ofte tæt på æggen af en machete. Hvad mange professionelle dialog’ere ikke evner at forstå, er det islamiske trossystemes næsten totale anderledeshed. Én ting er at møde den "anden" i tæppebelagte lokaler under tværreligiøse møder i Washington og Rom; en anden ting er at møde ham i et samfund, hvor han har den fulde magt til at tvinge sin vilje og sin religion ned over hovedet på dig.

Kristen selvanklage er ikke det værste. Mens nogle kristne har store kvaler med islamofobi, så synes andre at have det helt fint med judeofobi. En række hovedkirker bruger deres energi, ikke på at søge retfærdighed for deres kristne trosfæller, men på at gentage muslimske klager over Israel. Den evangelisk-lutherske kirke i USA udsendte for nylig en erklæring til sine medlemmer fra 16 palæstinensiske kristne, der udtalte, at "den israelske besættelse af palæstinensisk jord er en synd mod Gud og menneskeheden (...)." Og en rapport fra arabiske katolske biskopper i januar giver den israelske tilstedeværelse på Vestbredden - ikke deres muslimske forfølgere - skylden for kristnes lidelser i den arabiske verden. Så næste gang en koptisk kristen i Egypten træder ud af sin kirke i en regn af kugler, så skyd skylden på jøderne.

Var kristne tavse i nazitiden? Nogle var, nogle samarbejdede endda. På den anden side, nogle gjorde modstod, nogle risikerede deres liv for at redde jøder. Men det relevante spørgsmål for os er, hvordan vi ville reagere, hvis vi stod overfor et lignende onde. Lige nu har vi en situation, der er uhyggeligt minder om nazismens fremmarch: I dette tilfælde fremkomsten af en fanatisk ideologi, som stræber efter verdensherredømme mens den opfordrer, som nazisterne gjorde, til udryddelse af jøderne. Islamisterne læser tilmed de samme bøger. Hitlers Mein Kampf er en bestseller i Mellemøsten såvel som i de muslimske dele af de europæiske byer. Det antisemitiske smædeskrift, Zions Vises Protokoller, sælger også godt. Hitler er en helt i visse muslimske lande. Rabiat antisemitisme er dagens orden på europæiske og amerikanske universiteter og jøder flygter igen fra Europa. Dette handler ikke om, at historien gentager sig på en subtil måde, som fremtidens historikere måske kan udrede om 50 år. Dette er historien, der tager dig i kraven, trækker dig helt ind til sig og snerrer: "Husk mig?"

Efter 2. Verdenskrig hævdede mange tyskere, at de ikke kendte til omfanget af nazisternes grusomheder. Og da nazisterne faktisk holdt visse af deres aktiviteter skjult, kan der godt have været mange tyskere, der ikke vidste noget om dødslejrene. I dag er det lidt mere vanskeligt at hævde uvidenhed; hvad med de flydende overskrifter nederst på tv-skærmen, der tydeligt angiver de daglige ofre for islamiske selvmordsbombere? Efter 15.000 islamiske terrorangreb siden 9/11, synes billedet at være temmelig klart. Hvorfor fatter kristne det ikke? Svaret er, at et stort antal kristne synes at have forvekslet deres kristne tro med den mere populære tolerancereligion - en religion, der primært er optaget af at vise multikulturel respekt.

Så hvad angår islam, er mange kristne mere opsat på at vise tolerance end at forstå, hvad der faktisk foregår. Som Faith McDonnell fra Institut for Religion og Demokrati udtrykker det:

“Mange kirker er besat af at gøre sig tiltrækkende for islamister (...) sådanne kirker vælger at deltage i komme-hinanden-ved-dialoger med den lokale moské, hvor de svømmer hen i tanker om, hvor meget kristendom og islam har til fælles, og aldrig udfordrer muslimerne til seriøs debat om de såkaldte fællestræk ...”

Dagens kulturelt følsomme kristne har ikke forstået, at hvis der virkelig var en masse fællestræk mellem islam og kristendom, så ville det ikke være klogt at reklamere for det. Det er lidt som at prale af, at du har meget til fælles med kvarterets tyran, der banker sin kone. Kort sagt, at søge fælles grund med en tyrannisk religiøs ideologi er formlen for at bringe sin egen tro i miskredit.

Tolerancens religion giver mange muligheder for selvros, men ikke for klar tænkning. Alle moralske/religiøse systemer er ikke skabt lige. Og at tale og handle som om de er, er at give sig af med en form for løgn. Kristne, som tier om islams forbrydelser, eller finder på undskyldninger for dem, skal holde op med at gratulere sig selv for deres åbne sind, og i stedet spørge, på hvilken måde de adskiller sig fra de europæere, der kiggede den anden vej, da forbrydelser blev begået i nazitiden.

Pave Pius XII’s gerninger er stadig til debat, men det meste af bevismaterialet viser, at han udtalte sig stærkt imod nazisterne og til forsvar for jøderne. Hans indsats var ikke begrænset til formelle protester, men omfattede også initiativer til at beskytte og give husly til jøder over hele Europa. Historikeren David Dalin gør opmærksom på, at i Rom alene, som svar på pavens anmodning, "gav 155 konventer og klostre ly til omkring fem tusinde jøder (...). Ikke færre end tre tusind jøder fandt tilflugt i Castel Gandolfo, pavens sommerresidens (...). Pave Pius selv gav asyl til hundredvis af hjemløse jøder indenfor Vatikanets mure i Rom."

Når paven og andre katolske biskopper ikke talte imod, var det ofte på anmodning af jødiske ledere, der frygtede for nazi-repressalier – en velbegrundet frygt, når man ser, hvordan de meget stærke protester fra de hollandske biskopper i juli 1942 mod deportationen af jøderne fremkaldte de voldsomste nazistiske repressalier mod jøderne.

Men dette er ikke grunden til, at så mange kristne i dag tier om islamiske forbrydelser. Selv om det utvivlsomt er rigtigt, at nogle kirkelige embedsmænd lægger en dæmper på deres ord af frygt for repressalier mod deres kristne brødre i den muslimske verden, så er de fleste vestlige kristne knap nok klar over, at de har brødre i lande som Egypten, Pakistan og Malaysia. Deres tavshed er tavsheden af dem, der er blinde for faren - blindede af deres tro på multikulturelle myter om moralsk ligeværd, og til dels blindede af gløden fra deres egen selvagtelse. Tolerance er fint op til et vist punkt, og det gør underværker for ens følelse af selvværd. Men som Thomas Mann sagde, "Tolerance bliver en forbrydelse, når den anvendes overfor ondskab." Vi har nået det punkt, hvor kristne må underordne deres søgen efter selvværd under en søgning efter kendsgerninger.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo