Kristne misfortolkere af islam
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Christian Misunderstanders of Islam
Kilde: FrontPageMagazine.com, 3. november 2010
Udgivet på myIslam.dk : 22. juni 2014

Peter Kreeft

Peter Kreeft er måske ikke ligefrem det mest kendte navn i almenheden, men Kreeft, en filosofiprofessor ved Boston College, er velkendt - og højt respekteret - i ortodokse katolske og evangeliske kredse for sine mange bøger om kristen apologetik. Kreeft anvender typisk en sokratisk samtaleform, hvor fiktive yngre mennesker - i gymnasiealderen og unge voksne - udfordrer hinanden om dagens spørgsmål, samt om spørgsmål af evig betydning. Som en konsekvens, er hans bøger meget læste på kristne universitetsområder.

Desværre - i betragtning af hans brede appel - er Kreefts seneste bog dybest set et forsvar for islam. Between Allah and Jesus: What Christians Can Learn from Muslims [Mellem Allah og Jesus: Hvad kristne kan lære af muslimer] er helliget påstanden om, at de ting vi (muslimer og kristne) har til fælles, er vigtigere end de ting, der skiller os. Faktisk, som Kreeft skriver i sin indledning, har vi meget at lære af islam: "... jeg siger også, at islam har store og dybe ressourcer af moral og hellighed, der burde inspirere os og gøre os til skamme og anspore os til beundring og efterligning." I stedet for at frygte islam, siger Kreeft, bør kristne slutte sig sammen med muslimer i en "økumenisk jihad" mod vore fælles fjender, synd og sekularisme.

Kreefts tese svarer til den, der blev fremsat for par år siden af Dinesh D'Souza i The Enemy at Home: The Cultural Left and Its Responsibility for 9/11 [Den hjemlige fjende: Det kulturelle venstre og dets ansvar for 9/11]. D'Souza hævdede, at muslimer hader os for vores dekadence, ikke kun på grund af Britney og Eminem og rap-musik, men også på grund af uægteskabelige forhold, skilsmisse, abort og homoseksuelle ægteskaber. Således var det mere end noget andet den amerikanske dekadence, der fremkaldte 9/11-angrebet. D'Souza vil, som Kreeft, have os til at tro, at traditionelle amerikanere og traditionelle muslimer er naturlige allierede, fordi de begge er religiøst og socialt konservative og deler mange af de samme værdier. Begge forfattere synes at mene, at vesterlændinges tilbagevenden til mere sunde vaner er den sikreste vej til at lappe på forholdet til islam. Ikke overraskende har Kreefts nye bog en anbefaling fra D'Souza på forsiden.

I Between Allah and Jesus bliver de stærkeste argumenter for traditionel moral fremsat af den muslimske studerende, Isa (det arabiske navn for Jesus).

Faktisk har Isa gennem hele dialogen alle de bedste replikker.

Isa er ikke kun en forsvarer af menneskelivets hellighed, han er også en stærk forkæmper for jøderne (de seks millioner, der mistede deres liv under Hitler var "martyrer"), og har stor respekt for kvinder ("... alt hvad jeg gør, er at forsvare kvindelighed og moderskab og familie").

I sin påskønnelse af feminine dyder lyder Isa nogle gange mere som en victoriansk seminarist end som en muslimsk mand fra det 21. århundrede.

Isa hævder, at kvinder i muslimske samfund er lykkeligere og mere tilfredse end kvinder i de vestlige samfund, fordi "vi lader kvinder være kvinder", mens vestlige kvinder er ofre for en seksuel revolution, der hovedsagelig gavner mænd.

En af Isas dialog-sparringspartnere, Libby (en frigjort feminist), vender sig voldsomt mod alt dette, men hun er tydeligvis ingen match for Isa. Hun slynger om sig med feministiske slagord; Isa er en mester i logisk argumentation.

Kreeft fortæller sine læsere at han "ikke nødvendigvis er enig i alt, hvad Isa siger som muslim", men hans sympatier ligger klart hos Isa. F.eks. må fader Heerema, der repræsenterer den ortodokse katolske position i dialogerne, for det meste konstatere sin enighed med Isa. Desuden svarer de anskuelser, der udtrykkes af Isa, ganske til dem, der udtrykkes af Kreeft i hans indledning. For eksempel siger Kreeft, at en af de vigtigste ting, som kristne "bør lære af muslimer eller blive mindet om af muslimer" er "helligheden af familien og børn".

"Helligheden af familien?" I denne og i andre dele af sin bog, synes Kreeft uforvarende at overføre kristne forestillinger til islam. Selvom der kan findes en eller anden meget åndeliggjort sufi-sekt et eller andet sted, der ser ægteskab og familie i dette lys, er dette ikke billedet af familielivet, der træder frem i beretninger fra ex-muslimer som Nonie Darwish, Ayaan Hirsi Ali og Wafa Sultan. Her fortæller Nonie Darwish om, da hun første gang så et kirkebryllup i en gammel Hollywood-film:

"Jeg blev meget rørt af ægteskabsløfternes hellighed, især da manden lovede at elske, ære og værne om sin eneste kone 'til døden os skiller' (...). Jeg indser nu, at mit uskyldige sind blev rørt, ikke kun af romantikken omkring ægteskabsløfterne, men også af den måde, hvorpå en kristen kvinde blev æret og ophøjet af hendes ægtemand og samfund (...). I skarp kontrast hertil handler muslimske bryllupper mere om sex og penge. De formidler ikke ægtepagtens hellighed."

For at illustrere pointen, gengiver Darwish [i sin bog: Cruel and Usual Punisment, o.a.] en standard egyptisk ægteskabskontrakt, komplet med spørgsmål om brudens jomfruelighedsstatus, medgiftens størrelse og tre pladser, hvor manden skriver navne og adresser på kone nummer ét, kone nummer to og kone nummer tre [dvs. de koner, han evt. allerede har ved indgåelsen af det aktuelle ægteskab, o.a.]. For en vesterlænding, der er godt fodret med multikulturalisme, kan dette sidste punkt måske synes at være blot endnu en af de lysende tråde i mangfoldighedens rige gobelin. Men hvordan fungerer disse ordninger i et faktisk ægteskab? Wafa Sultan fortæller [i sin bog: A God Who Hates, o.a.], hvordan hendes bedstefar i Syrien tvang hende bedstemor til at anmode en ung kvinde om at blive hans nye brud. Og da bryllup fandt sted, blev hun, for at forværre ydmygelsen, tvunget til at "byde brudeoptoget velkommen ved at danse foran det med en skål af røgelse på hovedet." "Efter brylluppet", skriver Sultan, "var min bedstemor reduceret til tjenestepige i sit eget hjem. Hun tjente min bedstefar, hans kone og de ti drenge, denne kone skulle føde ham."

Selvom enkelte muslimer kan hæve sig over systemet, ser almindelig officiel islam i det væsentlige på kvinder og børn som varer - ejendele, som faderen eller ægtemanden kan disponere over efter forgodtbefindende. Resultatet, ifølge ex-muslimer, der nu er frie til at tale om deres oplevelser, er et virvar af familiepatologier. Betydningsfuldt nok, kan mange af patologierne spores tilbage til Muhammed selv, som havde elleve koner og flere slavinde-konkubiner. Som det er velkendt, giftede Muhammed sig med en ni-årig pige; mindre kendt er, at en af hans erobringer var hans egen svigerdatter. Da stedsønnen så Muhammeds åbenlyse interesse, skilte den unge mand sig nådigt, eller måske klogt, fra sin kone for at bane vejen for ægteskabet. Ved en anden lejlighed, "giftede" (tog med i seng) Muhammed sig med en attraktiv kvindelig fange den samme dag, hans tropper havde dræbt hendes mand, far og bror i kamp.

Alligevel bliver Isa og fader Heerema ved med at omtale Muhammed som en mand af "ære" og "medfølelse" og som "en stor moralsk reformator", der gav den arabiske verden "moral og fred og universel retfærdighed og barmhjertighed." Det var ikke sværdet, der solgte islam, siger Isa; islam "solgte", fordi "den fuldendte den menneskelige natur ved at tilføje den blide del."

Åh ja! - ømhedsfælden. Men som enhver objektiv islamforsker kan bevidne, er dette ren nonsens. Islam solgte ikke sig selv gennem ømhed, men gennem terror. Engang, da en jødisk stamme overgav sig til Muhammeds styrker, beordrede han halshugning af over 700 af fangerne. Ved en anden lejlighed beordrede han, at nogle fangne tyve skulle have deres øjne stukket ud og en arm og et ben skåret af i modsat side. Videbegærlige studerende på steder som Boston College, Calvin College og Wheaton kunne måske ønske at få deres Kreeft suppleret med nogle prøver taget fra hadith og The Life of Muhammad.

Kreefts tendens til at forveksle islamiske begreber med forestillinger fra den kristne tro fortsætter i hans behandling af jihad. De verdslige medier, siger Kreeft, har skabt det falske indtryk, at jihad er en pligt til at føre krig mod de vantro. Men ifølge Isa er jihad i virkeligheden "den indre kamp mod det onde". Problemet er, at beviserne for denne udlægning er minimale. I en hadith - den, Isa citerer - skal Muhammed have sagt, at "den mest fortrinlige jihad er om erobringen af sig selv". Men denne er en hadith af tvivlsom oprindelse, og Koranen gør det under alle omstændigheder flere steder helt klart, hvilken der er den mest fortrinlige jihad. For eksempel: "Sætter I det at give pilgrimmen noget at drikke og at besøge det fredhellige bedehus lige så højt, som når nogen tror på Gud og den yderste dag og kæmper for Guds sag? Hos Gud er disse ting ikke lige meget værd. Gud retleder ikke de folk, der handler uret. De, som tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Guds sag, de befinder sig på et højere rangtrin hos Gud. Det er dem, der vil sejre." (9:19-20)

Igen synes Kreeft at projicere kristne anliggender over på islam, i dette tilfælde forestillingen om en indre åndelig kamp mod synd. Faktisk er der meget lidt fornemmelse for "sjælkamp" i islam. Som Nonie Darwish udtrykker det:

"Dette 'indre kamp'-foretagende er noget pladder. I den arabiske verden er der kun én betydning af jihad, og det er: en religiøs hellig krig mod de vantro (...). Jeg har aldrig hørt om nogen diskussion af indre kamp i mine tredive år i Mellemøsten. Den slags vrøvl er et paradenummer udelukkende til vestligt forbrug ..."

Åndelig søgen efter vestligt mønster er en sjælden vare i muslimske lande. Som Raphael Patai påpeger i sin klassiske undersøgelse, The Arab Mind: "En af de væsentlige forskelle mellem den arabiske og den vestlige personlighed er, at i arabisk kultur er skam mere udtalt end skyld." Med andre ord er der mindre følelse af personlig synd og personligt ansvar i den arabiske verden. Man opfører sig som man skal for at undgå at blive dadlet. Isas optagethed af "den indre kamp mod det onde" er således helt urepræsentativ for muslimsk tankegang. Kreeft har ret i sin påstand om, at mange kristne har mistet sansen for synd og åndelig kamp, men herfra er det noget af et spring at tro, at de vil finde den igen ved at skæve til islam.

Isas holdninger kan være urepræsentative for muslimer, men uheldigvis er Kreefts positive tilbøjelighed mod islam repræsentativ for mange indflydelsesrige kristne. Han står ikke alene i sit forsøg på at "række henover midten" og finde fælles fodslag med islam. På trods af den stadigt blodigere forfølgelse af kristne i den muslimske verden, klamrer mange kristne ledere sig stadig til det fromme håb, at der kun er tale om en eller anden lille misforståelse mellem islam og kristendom, der kan ryddes af vejen med mere dialog. Dialog med islam er faktisk blevet noget af en vækstindustri. Den er ikke længere begrænset til teologer på højt niveau: Den er blevet in-tingen for sogne og menigheder. I de sidste par år, har mange kristne kirker over hele Amerika inviteret islamiske talere til at komme og forklare dem islam. Rationalet er, at "folk frygter, hvad de ikke forstår," og når vi forstår islam, vil vi se, at der ikke er noget at frygte.

Kreeft deler dette håb. Som han udtrykker det: "Jeg tror, at denne høje og ærefulde dialog mellem to høje og ærefulde religioner vil fortsætte (...) og at noget stort kommer ud af det." Men hvad nu hvis han tager fejl? Hvis der i virkeligheden kun er ringe fælles grund mellem islam og kristendom, vil kristne til sidst finde, at de ikke alene er blevet fejlinformeret, men også, at de er blevet anbragt i en meget ufordelagtig position. Den tid, som kristne spilder på at forfølge falske forhåbninger, er den tid, som islamiske aktivister vil bruge til at presse deres dagsorden igennem. I stedet for at finde fælles grund med islam, vil de kristne opdage, at de har tabt terræn - i både kulturel og geografisk forstand.

Vi står i en kamp med islam, hvor der er meget på spil. Det er en kamp, der ikke giver plads til megen fejlmargin. Du kan misfortolke eller helt ignorere jainisters eller buddhisters tro og stadig sove roligt i visheden om, at dit liv vil fortsætte som før. Men at misfortolke islam kan vise sig at være fatalt. Hvis det viser sig, at jihad alligevel ikke er en indre åndelig kamp, men snarere en seriøs forpligtelse til at underkue ikke-muslimer, vil en masse vestlige kristne være sørgeligt uforberedte til den slags ting, der allerede nu sker for kristne i Egypten, Irak, Iran, Pakistan, Malaysia, Indonesien og Nigeria.

Peter Kreeft har skrevet nogle af de sidste fire årtiers fineste værker kristen apologetik. Men med denne bog er han på vildspor. Da Kreeft er stærkt påvirket af C.S. Lewis - og af mange betragtes som en værdig efterfølger for Lewis - skulle han måske tage et ekstra kig på Lewis' syn på det at finde fælles fodslag med en fremmed tro. I Det sidste slag, Lewis' fiktive skildring af konflikten mellem de kristen-lignende narnianere og de muslim-lignende calormenere, er narnianerne blevet narret til at tro, at deres Gud, Aslan, og calormenernes dæmoniske gud, Tash, faktisk har meget til fælles. "Tash" og "Aslan", får de at vide, er kun to forskellige navne for den samme Gud. I virkeligheden: "Tash er Aslan: Aslan er Tash." Efter et stykke tid bliver hybrid-guden blot kaldt "Tashlan". Men som tiden går, bliver tilbedelsen af Tashlan stille og roligt til tilbedelsen af Tash, og narnianerne finder sig selv som slaver af Tash' tilhængere.

Det kan være, at den samme Gud lytter til bønnerne fra både kristne og muslimer, men muslimer tager deres marchordrer fra Koranens Gud. Og i mange henseender er Koranens Allah lige så forskellig fra Det Nye Testamentes Gud, som Tash er fra Aslan. Dagens fælles-grund-for-enhver-pris-kristne ville gøre klogt i at overveje Lewis' lærerige fortælling om farerne ved at dyrke en Tashlan-mentalitet.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo