Fremvæksten af islam i Europa har været knyttet til en tilbagegang for kristendommen og et deraf følgende tab af befolkning. Betyder det, at USA, en nation af kirkegængere med en sund fødselsrate, er relativt immun over for islamisering? Er vi beskyttet af vores demografi?

Inden vi besvarer dette spørgsmål, lad os gennemgå situationen i Europa. Kirkegangen i nogle europæiske lande er nede på 5 procent af befolkningen. Undersøgelser i Danmark viser, at kun 9 procent af danskerne siger, at religion er meget vigtig i deres liv. I Spanien opfatter 46 procent af spanierne i alderen 15 til 24 sig selv som ateister, og en undersøgelse blandt selv-beskrevne katolikker i Frankrig fandt, at 45 procent af dem er ude af stand til at sige, hvad påsken fejrer. Samtidig, i modsætning til de tomme kristne kirker, er de europæiske moskeer overfyldte.

Tabet af troen synes at have bragt et tab af kulturel selvsikkerhed med sig. Det er i stigende grad muslimer, der dikterer, hvad der kan blive offentliggjort, hvad der kan læres og hvad der kan siges - selv hvilke kunstværker der kan udstilles. Nu, da korsets tegn er blevet erstattet af et relativistisk skuldertræk, synes kulturen ikke længere at være værd at forsvare. Som Mark Steyn udtrykker det: "Man kan ikke undgå at bemærke, at efter at have opgivet sin tro på den usynlige verden, synes Europa også at have mistet troen på den synlige."

Der er naturligvis også en direkte sammenhæng mellem tab af tro og tab af befolkning. Folk, der ikke mener, at de har noget meningsfyldt at give videre til den næste generation, har tendens til at stoppe med at formere sig - med det resultat, at meget af den næste generation i Europa bliver produceret af folk, der holder af at navngive deres drenge "Muhammed." Sagt i en nøddeskal, så var de islamisk troende hurtige til at udfylde de åndelige og befolkningsmæssige tomrum, der blev skabt af tilbagegangen af den kristne tro.

Hvis en svækket kristendom indbyder en aggressiv islam, hvad er så prognosen for Amerika? På overfladen synes amerikanere at have et stærkt kristent engagement. Og på overfladen synes USA ikke at have et befolkningsproblem. Men under overfladen er der masser af problemer.

Her er en antydning af problemet: En nylig undersøgelse foretaget af Georgetown viser, at katolske college-studerende er mindre tilbøjelige til at bede og deltage i messen efter fire års udsættelse for katolsk undervisning. Undersøgelsen viste lignende resultater for ikke-katolske private religiøse colleges. Fire års uddannelse på kristne colleges og universiteter producerede kandidater, der var mindre tilbøjelige til at gå i kirke, at bede og læse Skriften, end de havde været før, de kom på college.

Undersøgelsen forstærkes af adskillige nyere målinger, som viser, at USA er mindre kristent, end det var engang. Ifølge en Newsweek-meningsmåling, er procentdelen af selv-identificerede kristne i USA faldet fra 86 procent af befolkningen i 1990 til 76 procent i dag. I samme periode er antallet af dem, der siger, at de ikke har nogen religion, næsten fordoblet fra 8 til 15 procent. Blandt yngre amerikanere i alderen 18 til 29, klassificerer en fjerdedel sig selv som agnostikere, ateister eller uden religiøs tro.

Hvad med de 76 procent, der fortsat identificerer sig som kristne? At dømme efter Georgetown-undersøgelsen skal man nok ikke regne med, at de alle, og heller ikke mange af dem, vil stå skulder ved skulder i en modstand mod kulturel islamisering. Ud over at skære ned på bøn, bibellæsning og kirkegang, synes kristne studerende at tilegne sig en mere positiv holdning over for aktiviteter - som f.eks. abort og ægteskab mellem personer af samme køn - der traditionelt betragtes som brud på kristen moral. Nu til dags er det sikreste tegn på religiøs tro, at man kan demonstrere følsomhed over for mangfoldighed. Uddannelse i dag - hvad enten den er konfessionel eller ikke-konfessionel - handler primært om at lære reglerne for relativisme og en ikke-fordømmende holdning. Det synes sikkert at sige, at studerende, hvis de ellers tænker noget videre over sagen, vil have tendens til at være ikke-fordømmende også overfor den islamiske tro. Selvfølgelig vil en multikulturel uddannelse mere eller mindre garantere, at folk ikke vil tænke meget over sagen, for hvis alle kulturer, religioner og opfattelser er lige, hvad betyder det så, hvad folk tror. Hvorfor bekymre sig om at blive bedre informeret, når man allerede ved, at alle trossystemer vil vise sig at være lige så uskadelige og velmenende som ens eget?

Denne dannelse i relativisme (som går på tværs af alle alders- og klasseniveauer) forklarer også, hvorfor den sunde amerikanske fødselsrate ikke er så sund, som den ser ud til. Ja, den holder fast i det magiske erstatningstal på 2,1, men 41 procent af disse fødsler finder nu sted uden for ægteskab. Når anvendt på seksualmoral, frembringer udøvelsen af ikke-fordømmelse håndgribelige demografiske resultater, og gør det på relativ kort tid. Omkring 35 procent af de hvide børn bliver nu født uden for ægteskab, hvilket også gælder 55 procent af de hispaniske børn og 70 procent af de sorte børn. Og som enhver politibetjent, eller skolelærer, eller enlig mor kan bevidne, så omsættes disse tendenser hurtigt til problemer. Efterhånden som de vokser op, bliver drengene i disse faderløse familier særligt tilbøjelige til skoleafvisning, kriminalitet og bandeaktivitet. Sociologer siger, at det har at gøre med vanskeligheden ved at etablere en maskulin identitet, når der ikke er nogen far i hjemmet. En anden måde at sige det på er, at fader-fravær har tendens til at skabe tiltrækning mod forvrængede maskuline ideologier. Tænk på, hvordan den nazistiske magtovertagelse drog fordel af det faktum, at en hel generation af tyske fædre var gået tabt i 1. Verdenskrig. Faderløse drenge og unge mænd, der voksede op i tyverne og begyndelsen af trediverne, var naturligt tiltrukket af det nazistiske partis overdrevne maskuline ideologi og staffage.

Maskulin identitet er selvfølgelig noget, islam har specialiseret sig i. Før eller senere vil alle disse faderløse drenge komme til at opdage, at der foregår en masse hyper-maskulin aktivitet nede i den lokale moské. Hvis du vil med i en bande, hvorfor så ikke blive medlem af den største, mest magtfulde "bande" i verden. Så i mangel af traditionelle familier, skal Amerikas respektable fødselsrate måske i virkeligheden oversættes med flere potentielle konvertitter til islam. Islamiske aktivister, der er meget kyndige i sådanne ting, vil uden tvivl udtænke måder til at udnytte det stigende antal uægteskabelige fødsler - måske noget i retning af:

Send din dreng til Shaheed Sommerlejr. Vi vil lære ham disciplin og give ham en følelse af formål. Din dreng vil lære skjult infiltration, medie-intimidering, paramilitære manøvrer og andre spændende aktiviteter - alt sammen i et struktureret miljø. Takket være en generøs donation fra Wahhabi Sommerlejr Fonden er vi i stand til at tilbyde gratis undervisning.

I mellemtiden synes mange kristne at være fanget i en præ-9/11 tidslomme, hvor kønseksperimenter stadig anses for at være selve forkanten af udviklingen. På det katolske Seattle University sidste år var den første uge af fastetiden således en "Transseksuel Bevidsthedsuge" med en "Kryds og Tværs-dag". Øvelser i cross-dressing er heller ikke ualmindelige i religionstimer for kristne mellemskoleelever. På et mere jordnært niveau er der tendens til, at kristne børn overvejende får deres religiøse uddannelse fra kvinder, hvoraf mange stadig hænger fast i fortæl-mig-om-dine-følelser-pædagogikken. Med andre ord tilbyder de kristne kirker ikke meget, der kan appellere til en dreng på jagt efter sin mandighed.

Men det er OK. Tilsyneladende er der intet at bekymre sig om derude, intet, der måtte kræve en smule maskulin selvhævdelse. En anden konklusion i Georgetown-undersøgelsen var, at de studerende, som følge af deres college-uddannelse, var langt mere tilbøjelige til at favorisere nedskæringer i militærudgifterne. Våben er til for at blive krammet, trods alt. I den moderne multikulturelle kristnes verdenssyn er der ingen fjender derude, kun mennesker, der endnu ikke har indset, hvor meget vi respekterer deres mangfoldighed.

Det kan godt være, at 76 procent af amerikanerne identificerer sig selv som kristne, men hvor mange af dem vil være villige til at tage kampen op mod islamiseringen af Amerika? Hvor mange vil overhovedet indse, at der er en trussel? Hvor mange vil forstå, at islam kræver den endelige undertvingelse af alle andre religioner, og at modstand derfor er noget af en kristen pligt?

Der er mange tegn på, at svaret på begge spørgsmål er "ikke mange." Amerika har mange skilsmisser, børn født udenfor ægteskab og aborter. Den folkelige underholdning er begyndt at ligne det romerske cirkus og seksuelle eksperimenter er blevet en folkesport. Man skulle tro, at hvis 76 procent var seriøse omkring deres tro, at det så ville blive afspejlet i den større kultur. Det er klart, at antallet af mennesker, der er villige til at modstå det kulturelle tidevand, må være temmelig småt. Spørgsmålet er, at hvis de amerikanske kristne ikke med held kan modstå abort-aktivister eller det relativt lille antal bøsse-aktivister, og hvis de ikke er i stand til at imødegå den stadige seksualisering af deres børn i underholdningsindustrien, hvor sandsynligt er det så, at de vil kunne modstå engagerede og velfinansierede kultur-jihadisters bestræbelser - især når disse skjulte jihadister nøjagtig ved, hvordan man spiller på det typisk amerikanske tvangsmæssige behov for at demonstrere tolerance over for forskelle?

I modsætning til Europa, har USA masser af praktiserende kristne. Det har også friere tale og en friere presse. Men ikke mange af disse kristne synes at føle behov for at bruge deres ytringsfrihed til at øge bevidstheden om truslen fra islam. Hvis kristne boghandlere kan tages som indikation på deres sindstilstand, så synes kristne mere optaget af tab af vægt end tab af frihed. Et bemærkelsesværdigt antal kristne bøger er viet til at forklare Guds plan for, hvordan netop du kan smide dine overflødige kilo - hvilket giver en helt ny betydning til udtrykket "Fortyndet Kristendom". På samme tid - igen dømt ud fra hylderne fulde af bøger om emnet - har Gud planer for dig om, hvordan du skal styrke dine finanser, forbedre dit ægteskab og få succes i erhvervslivet. Islam, på den anden side, synes at være langt nede på listen over ting, som amerikanske kristne bekymrer sig om.

Jeg deltog for nylig i et seminar om truslen fra kulturel jihad, der var sponsoreret af et stort jødisk medborgerhus. Præsentationen indeholdt nogle temmelig skræmmende oplysninger. Bagefter i den overfyldte foyer hørte jeg en kvinde spørge, uden at det var rettet til nogen bestemt: "Hvor er de kristne?" Svar: Se efter dem på løbebåndene i fitnesscentrene eller ved slankekost-hylderne i supermarkederne. Nå ja, ikke dem alle, naturligvis; et stigende antal kristne og kristne ledere er ved at få øjnene op for den islamiske trussel. Men med hensyn til islam synes de fleste kristne at leve i en behagelig drømmeverden.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo