Kristendom, islam og ateisme: Kampen om Vestens sjæl
Et interview med William Kilpatrick
Af Jamie Glazov
Oversættelse af: Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West
Kilde: frontpagemag.com, 21. januar 2013
Udgivet på myIslam.dk : 27. januar 2013

Gæst i dag hos Frontpage Interview er William Kilpatrick, forfatter til flere bøger, herunder Psychological Seduction [Psykologisk forførelse] og Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong [Hvorfor Johnny ikke kan skelne mellem rigtigt og forkert]. Hans artikler om islam er dukket op i FrontPage Magazine, Investor’s Business Daily, Catholic World Report, og andre publikationer. Hans seneste bog, Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West [Kristendom, islam og ateisme: Kampen om Vestens sjæl] udforsker den trussel, som islam udgør for kristendommen og den vestlige civilisation. Bogen undersøger også den rolle, som militante sekularister spiller i at fremme udbredelsen af islam.

FP: William Kilpatrick, velkommen til Frontpage Interview.

Lad os begynde med at du fortæller os, hvad der inspirerede dig til at skrive denne bog.

Kilpatrick: På en måde er det en fortsættelse af en af mine tidligere bøger, Why Johnny Can’t Tell Right From Wrong. Denne bog undersøgte de måder, på hvilke moralsk relativisme har svækket Johnnys evne til at skelne rigtigt fra forkert. En del af den nye bog ser på de måder, hvorpå kulturrelativisme, eller multikulturalisme, svækker hans evne til at skelne ven fra fjende. Et af kapitlerne hedder: “Why Johnny Can’t Read the Writing on the Wall” [Hvorfor Johnny ikke kan læse skriften på væggen]. En af de vigtigste grunde til, at borgere i Vesten ikke kan se det indlysende om islam, er, at de har været udsat for et uddannelsessystem, der insisterer på den moralske ligestilling mellem alle kulturer og religioner, ligesom det tidligere insisterede på ligestillingen mellem alle værdisystemer. Så den første impuls til at skrive bogen var min erkendelse af, at de samme mennesker, som indførte det moralske kaos i skoler og samfundet, nu var opsat på at normalisere en fremmed ideologi. Eller for at omskrive Mark Steyn - de mennesker, der bragte dig Heather Has Two Mommies [Heather har to mødre], bringer dig nu “Heather has four mommies and a great big bearded daddy” [Heather har fire mødre og en stor og mægtig skægget far].

FP: Kan du forklare titlen?

Kilpatrick: Jeg bruger ordet "ateisme" i titlen som et symbol for både ateister og militante sekularister, hvoraf de fleste har en tendens til at ligge til venstre. Mange kristne er vågnet op til det faktum, at de står i en kulturel kamp med sekulære venstreorienterede, men langt færre er kommet til den erkendelse, at de også står i en civilisatorisk kamp med islam. Endnu færre er klar over, hvilket du påpeger i din bog United in Hate [Forenet i had], at venstrefløjen har dannet en stiltiende alliance med radikal islam imod Vesten.

Selvfølgelig er kristne ikke de eneste, der er truet af islamisk ekspansion. Det er alle ikke-muslimer. Men i Vesten har kristendom traditionelt været brændpunktet for modstand mod islamisering. Desværre er kristendommen i Vesten blevet svækket, både af sekulære angreb og selvpåførte skader. Som følge heraf undlader kristne i Vesten at forsvare deres kulturarv. Faktisk kan mange ikke se, at deres kultur er under angreb.

Men uden kristendom står vi tilbage med filosofier som relativisme, skepticisme og materialisme - filosofier, der har vist sig ude af stand til at modstå islamisering, og som i virkeligheden tjener dens udbredelse. Dette ses mest tydeligt i Europa, hvor kristendommens nedgang har været ledsaget, ikke blot af en voksende sekularisering, men også af islams opstigen. Med tabet af troen er fulgt et tab af mening og tabet af følelsen blandt europæerne af, at de har noget, der er værd at forsvare. Tabet af troen er også en af de vigtigste faktorer, der forklarer Europas befolkningsnedgang. Med andre ord skabte nedgangen af den kristne tro i Europa et åndeligt vakuum og et befolkningsvakuum, som islam i begge tilfælde var hurtig til at udfylde.

Mens muslimske ledere og radikale sekularister er fuldt engagerede i kampen om Vesten sjæl, synes mange kristne uvidende om, at de er under angreb fra to sider. De må vågne op, før det er for sent.

FP: I et af dine kapitler, taler du om "kristne katalysatorer for islam". Kan du uddybe det?

Kilpatrick: Mange kristne ledere fungerer uforvarende som katalysatorer for islams totalitære dagsorden ved at fokusere på de overfladiske ligheder mellem kristendom og islam snarere end på de dybtgående og uforenelige forskelle. Et godt eksempel er erklæringen fra 2. Vatikankoncil, Nostra Aetate, som indeholder en kort udtalelse om Kirkens forhold til muslimer. Dette dokument siger i det væsentlige, at muslimerne tilbeder den ene Gud, ærer Jesus, viser ærbødighed for Maria og lægger vægt på moralsk livsførelse. Ved læsningen af det, kan man let springe frem til den konklusion, at den kristne tro og den islamiske tro er meget ens. Man kunne også konkludere, at islam virkelig er en fredens religion, der er blevet kapret af en håndfuld terrorister, som misforstår deres egen religion.

Men før man springer til denne konklusion, er man nødt til at indse, at Nostra Aetate aldrig var ment som det sidste ord om islam. Det angivne formål med erklæringen var snarere at overveje, hvad "mennesker har tilfælles." Desuden blev den skrevet på et tidspunkt - i 1960'erne - hvor den muslimske verden var langt mere moderat, end den er nu - i en tid, hvor interreligiøs dialog syntes meget lovende. For nylig bemærkede pave Benedikt, at "en svaghed" ved Nostra Aetate med tiden har vist sig: "Den taler om religion udelukkende på en positiv måde, og ignorerer de syge og fordrejede former for religion." Jeg tror roligt man kan sige, at han her henviser til islam eller i det mindste til visse former for islam.

Dette er et positivt tegn på en ny realisme om islam. Alt for længe har både katolske og protestantiske ledere været tilfredse med at falde tilbage på, hvad jeg kalder "fælles grund tesen" - den bekvemmelige tro på, at den kristne tro og den islamiske tro har meget til fælles. Som et resultat heraf er en masse kristne blevet lullet ind i selvtilfredshed angående truslen fra islam. Hvis de ønsker at undgå samme skæbne som kristne i Nordafrika, Mellemøsten og forskellige andre muslimske områder, er de nødt til at få en bedre forståelse af, hvad islam virkelig lærer.

FP: Hvad er det, kristne er nødt til at forstå om forskellene mellem islam og kristendom?

Kilpatrick: Islam er bygget på en afvisning af de vigtigste trossætninger i kristendommen. Den afviser Treenigheden, inkarnationen, korsfæstelsen og opstandelsen. Der er en Jesus i Koranen, men han ser ud til at være der hovedsagelig med det formål, at benægte Jesus af Nazarets fordringer. Muhammed syntes at have indset, at hvis den kristne påstand om Jesus var sand, så ville der ikke være behov for en ny profet og en ny åbenbaring. For således at understøtte sit eget krav om profetskab var det nødvendigt for ham at skære Jesus ned til størrelse. Således fortæller Koranen os, at "han kun var en dødelig" og kun én ud af en lang række profeter, der kulminerede med Muhammed.

Johannes Døber sagde om Jesus: "Han skal blive større, jeg skal blive mindre." Muhammed foretrak det den anden vej rundt. Hvis han selv skulle blive større, var det nødvendigt, at Jesus blev mindre. Kristne er nødt til at indse, at Jesus er i Koranen, ikke fordi Muhammed havde høje tanker om ham, men fordi Muhammed så ham som en rival, der måtte sættes på plads. Problemet er, at i brugen af Jesus til sine egne formål, forsømte Muhammed at give ham nogen personlighed. Koranens Jesus er mere som en tændstikmand end som en person. Uanset om man accepterer fordringerne af evangeliernes Jesus eller ikke, så er han i det mindste et genkendeligt menneske, der fisker med sine disciple, deltager i bryllupsfester og samler børn omkring sig. Derimod synes Koranens Jesus hverken at eksistere i tid eller rum. Koranens beretning om ham er helt uden historisk eller geografisk detalje. Der er ingen antydning af, hvornår han levede, eller hvor han udførte sin gerning, eller navnene på hans disciple eller hans modstandere, som f.eks. Herodes og Pilatus. Med andre ord synes han at være intet andet end en opfindelse, gjort af Muhammed - og ikke en særlig overbevisende opfindelse. I denne forbindelse er det lærerigt at notere sig, at Koranen konstant skælder ud på dem, der hævder, at "han [Muhammed] har opfundet det selv".

Alt i alt har kristne, der tror, at muslimer ærer den samme Jesus, som de gør, brug for at gøre sig bedre bekendt med Koranen.

FP: Hvorfor tror du, der er så megen uvidenhed i Vesten om islam?

Kilpatrick: En stor del af uvidenheden kan forklares som en følge af multikulturelle dogmer kombineret med selvcensur. I Vesten har multikultur-ideologien opnået status af religion. Kristne tror, at Jesus frelser, men multikulturalisterne tror, at mangfoldighed frelser. Og at sætte spørgsmålstegn ved dogmet om mangfoldighed er ensbetydende med kætteri. I dag bliver kættere ikke brændt på bålet, men de trues med tab af omdømme og tab af ansættelse, og nogle gange, som i tilfældene med Geert Wilders og Elizabeth Sabaditsch-Wolff, bliver de slæbt for retten.

Som et resultat lærer folk at praktisere selvcensur eller hvad Orwell kaldte "crimestop." De vil ikke tillade sig at tænke visse tanker eller at udforske visse ting. Dette gælder især i forhold til islam. I øjeblikket er stort set alle klar over, hvilke tanker om islam, der er tilladt og hvilke, der ikke er. Som Andrew McCarthy påpeger, resulterer dette i en form for "overlagt blindhed" over for islam. Ligesom befolkningen i Kejserens Nye Klæder benægter vi, hvad vi ser med vore egne øjne, når det er i strid med den officielle fortælling. Vi foretrækker kort sagt at være uvidende.

Hertil kommer, at eliterne i regering, medier og uddannelse aktivt dækker over islam. Medierne rapporterer ikke engang en hundrededel af de negative historier, der kommer om islam, og gør deres bedste for at nægte enhver forbindelse mellem islam og terrorisme. Samtidig gør medierne alt for at normalisere islam og få den til at virke lige så amerikansk som æbletærte. En nylig artikel i Huffington Post, for eksempel, sammenligner Muhammed med George Washington

Skolerne er i gang med en lignende form for hvidvaskning. Gymnasie-lærebøger definerer rutinemæssigt jihad som en "indre åndelig kamp" og beskriver simpelthen de muslimske erobringer i de 7. og 8. århundreder som "muslimsk ekspansion". Desuden har mange af disse tekster en tydelig partiskhed - imod Vesten og til fordel af islam. For eksempel bliver den atlantiske slavehandel beskrevet indgående og i grusomme detaljer, mens den arabiske slavehandel, som varede længere og resulterede i flere dødsfald, sjældent nævnes. For så vidt vore børn lærer noget om islam, får de den i en Disney-version.

FP: Hvad skal vi gøre for at redde vores civilisation?

Kilpatrick: Vi er nødt til at indse, at vi befinder os i en afgørende kamp af samme karakter som den kolde krig mod Sovjet-kommunismen. I denne nye kolde krig, bør vort mål gå videre end blot at modstå jihad. Vort mål bør være et nederlag for islam som idé, fordi det er en idé, vi kæmper imod. Den drivende kraft bag islamisk aggression er islamisk teologi, og hvis vi ønsker at være fri for islamisk aggression, er vi nødt til at bringe islam som et totalt system i miskredit. Jeg er uenig med den opfattelse, at den religiøse del af islam kan adskilles fra den politisk. Selvom individuelle muslimer måske kan opnå denne adskillelse i deres personlige liv, så er det religiøse og det politiske i den islamiske tro uløseligt bundet sammen.

Så vort overordnede mål bør være at så tvivl i muslimernes sind om gyldigheden af Muhammeds ord og eksempel. Med andre ord skal vi forsøge at få muslimerne til at miste troen på islam, nøjagtig som kommunisterne i sovjettiden mistede troen på kommunismen.

Selvfølgelig virker dette som en ordentlig mundfuld. Det kan indvendes, at den islamiske tro er for dybt rodfæstet til nogensinde at kunne ændres. Men "dybt rodfæstede" trosopfattelser er ikke altid så dybt rodfæstede, som de synes. For fyrre år siden virkede den katolske tro dybt rodfæstet i Irland, men ikke så meget i dag. Mere til sagen - millioner af muslimers dybtfølte overbevisninger begyndte at erodere under sekulære stærke mænds regimer i Mellemøsten og Nordafrika gennem det tyvende århundrede. Som Ali A. Allawi, en tidligere irakisk minister, bemærker: "Det syntes kun at være et spørgsmål om tid, før islam ville miste ethvert greb, den stadig havde om den muslimske verden." Den nylige genopståen af overherredømme-islam er stort set en reaktion på dette tab af tro. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at genopvække disse tvivl.

Den anden ting at huske på er, at islam er et teologisk og intellektuelt korthus. Den kan simpelthen ikke holde stand over for den kritiske fornuft og de krav om historiske beviser, vi anvender over for den jødisk-kristne åbenbaring - og netop derfor er det, at vi bør anvende dem til en undersøgelse af islam. I stedet for at engagere sig i ikke-udfordrende, ikke-stødende dialog - en form for dialog, der kun tjener til at legitimere islam - bør kristne ledere udfordre og stille spørgsmålstegn ved islams trossætninger, især i betragtning af, at islam til dels bygger på en afvisning af kristendommen. Kristne ledere har ikke råd til at vente med at tage et hårdere kig på islam, fordi Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) skrider hurtigt fremad med sit projekt om at pålægge Vesten anti-blasfemilove - love, som har til hensigt at forhindre netop en sådan legitim kritik.

FP: William Kilpatrick, tak for din deltagelse i Frontpage Interview.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo