Kirken og islam: Den næste tilsløringsskandale
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: The Church and Islam: The Next Cover-up Scandal
Kilde: Crisis Magazine, 10. august 2016
Udgivet på myIslam.dk: 6. november 2016


"...Hvis jeg taler om islamisk vold, må jeg også tale om katolsk vold. Ikke alle muslimer er voldelige, ligesom ikke alle katolikker er voldelige."

"#NotMyPope". I kølvandet på pave Frans' tvetydige reaktion på mordet på en fransk præst begået af to islamiske jihadister, er dette tidens mest trendy hashtag i Frankrig og i Belgien.

Hvilket rejser et spørgsmål: Gør paven - konfronteret med bjerge af beviser på det modsatte - mere skade end gavn ved fortsat at benægte, at islam har noget at gøre med vold?

Som jeg har bemærket flere gange tidligere, kan Kirkens håndtering af den islamiske krise vise sig at blive langt mere skandaløs end dens håndtering af krisen om seksuelt misbrug. Hovedskandalen omkring afsløringen af gejstligt sexmisbrug var, at den i meget lang tid blev tilsløret af præster, pastorer og selv biskopper. Ved deres tavshed, kom mange af Kirkens tjenere i realiteten til at benægte, at der var et alvorligt problem. Effekten på katolsk moral var dyb. De steder, der var hårdest ramt af skandalerne, såsom Massachusetts og Irland, faldt kirkegangen dramatisk. Misfornøjede katolikker mister ikke nødvendigvis deres tro på Gud, men her mistede de troen på Den Katolske Kirke.

Kirkens håndtering af de talrige tilfælde af "islamisk misbrug" har potentiale til at forårsage en større skandale. Lighederne er slående. Endnu engang har vi kirkeledere, der benægter, at der er alvorlige problemer. Dette kan for eksempel ses i pave Frans' gentagne forsikringer om, at islamisk vold er et værk af "en lille gruppe fundamentalister", som, ifølge ham, ikke har noget at gøre med islam. Og endnu en gang har vi en tilsløring - denne gang af islams aggressive natur. Efter hvert terrorangreb springer paven eller en talsmand for Vatikanet til forsvar for islam, for at ingen skal få den idé, at der er en sammenhæng mellem islam og vold.

Dette bliver undertiden gjort ved at benægte, at terrorgrupper eller individuelle jihadister er motiveret af religiøse overbevisninger (trods omfattende beviser på, at de er). Andre gange gøres det ved at sætte moralsk ækvivalens mellem islam og andre religioner. Da han for nylig blev spurgt, hvorfor han ikke taler om islamisk vold, svarede paven, at "hvis jeg taler om islamisk vold, må jeg også tale om katolsk vold." Dette er selvfølgelig en falsk sammenligning. Når katolikker begår vold, gør de det ikke i deres religions navn, men i strid med den. De fleste mennesker forstår, at der er en enorm forskel mellem den katolik, "der har myrdet sin kæreste", og den jihadist, der har skåret halsen over på en præst, mens han råber "Allahu Akbar".

Og dette er problemet. Flere og flere mennesker kan se, at hvad paven og andre i hierarkiet siger om islam og islamisk vold ikke svarer til virkeligheden. Hvis tingene fortsætter i den retning, vil det skabe en enorm tillidskrise i Kirken. Det er potentielt en krise af langt større proportioner end sexmisbrugsskandalerne. Denne gang vil ofrene for tilsløringen ikke blive talt i tusinder, men i mange millioner. Og denne gang vil vi ikke tale om beskadigede liv, men om døde kroppe.

Millioner af kristne i Mellemøsten og Afrika er allerede døde som følge af jihad-vold, og flere millioner er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem (se her og her). Det er anslået, at omkring to millioner blev dræbt af muslimer i Sudan alene mellem 1983 og 1995. Mange af ofrene var totalt uforberedte, fordi de af Kirkens ledere var blevet forsikret om, at islam er en fredelig religion ligesom kristendommen eller jødedommen. I Europa er flere millioner truet af en tilstrømning af muslimske indvandrere - en tilstrømning, som mange af Kirkens autoriteter har tilskyndet. Som Robert Spencer udtrykte det i en nylig klumme: "Paven forråder de kristne i Mellemøsten og verden, og alle ofrene for jihad-vold, ved at gentage åbenlyse usandheder om den motiverende ideologi bag angrebene på dem." Jean-Clément Jeanbart, den melkitiske græsk-katolske ærkebiskop i Aleppo, sagde noget lignende sidste år, da han kritiserede sine biskoppelige brødre i Frankrig for at ignorere forfølgelsen af kristne i Mellemøsten. Han revsede dem for at være uvidende og slaver af politisk korrekthed.

Paven og andre i Kirken fortæller ikke sandheden om islam. Nogle mener, at de gør dette bevidst som led i en strategi for at forhindre yderligere radikalisering. Nogle (mig selv inkluderet) mener, at de gør det af ren og skær naivitet. I begge tilfælde - hvis de fortsætter med at forsvare islam som en fredelig religion - vil resultatet nødvendigvis blive både en tillidskrise og en troskrise.

Hvis de bevidst lyver, ville det være en alvorlig synd, og folks mistillid ville være berettiget. Men det er meget mere sandsynligt, at paven, sammen med andre kirkelige autoriteter, simpelthen er naiv. For eksempel retfærdiggjorde pave Frans for nylig sin opfattelse af islam som en fredens religion ved at henvise til r. Ahmed al-Tayebd, storimam på Al-Azhar:

Jeg havde en lang samtale med imamen, storimamen på Al-Azhar-universitetet, og jeg ved, hvordan de tænker. De [muslimerne] søger fred, sameksistens.

For dem, der ved, hvad storimamen siger til arabisktalende tilhørere om at dræbe frafaldne og om jødernes perfiditet, minder dette lidt om Neville Chamberlains ord efter München-aftale:

Hr. Hitler (...) fortalte mig privat (...) at efter at dette sudetertyske spørgsmål er afgjort, dette er enden på Tysklands territoriale krav i Europa.

Hvad enten det Kirkens ledere siger om islam er led i en bevidst vildledende strategi, eller om det skyldes naivitet, så vil resultatet blive det samme. Mange mennesker vil miste tilliden til Kirken og mange vil forlade den. Et par højt profilerede katolikker har allerede forladt Kirken på grund af Kirkens manglende modstand mod islam. Magdi Allam, den italienske journalist, der konverterede fra islam og blev døbt af pave Benedikt, har forladt Kirken. Og Ann Corcoran, direktør for Refugee Resettlement Watch, er gået sin vej i forfærdelse over Den Amerikanske Katolske Bispekonferences eftergivende holdning til muslimsk genbosættelse i USA. Uanset om en sådan beslutning er berettiget eller ikke, set fra troens perspektiv, så er den ikke desto mindre en fare.

Ingen stoler på en vane-løgner, men af forskellige gode grunde stoler heller ingen på en person, der går rundt med hovedet indhyllet i tåger. Mennesker, der er ude af trit med virkeligheden - man kommer til at tænke på Chamberlain - kan være lige så farlige som egentlige bedragere.

I denne forbindelse er det sandsynligt, at den gamle anklage om katolsk rigiditet vil blive genoplivet - denne gang i en anden sammenhæng og med betydelig mere berettigelse. I stedet for at kritisere Kirken for dens "rigide" syn på sex og ægteskab, vil de misfornøjede begynde at klage over Kirkens rigide tro på, at den islamiske trosretning blot er endnu en venlig religionsfælle. Et tegn på, at en person er ramt af rigid mentalitet, er, at han ikke vil ændre opfattelse som reaktion på nye oplysninger. Dette synes at være tilfældet med pave Frans. For en person, der er blevet rost for sin fleksibilitet, synes Frans at være ubøjelig optimistisk i spørgsmålet om islam. For nogle år tilbage var det stadig muligt at lade tvivlen komme ham til gode. Da han i Evangelii Gaudium erklærede, at "autentisk islam og den rette læsning af Koranen er imod enhver form for vold," kunne det bortforklares som dårlig rådgivning eller skødesløs frasering. Men når paven fortsætter i dette spor på trods af de ophobede beviser for, at han tager fejl, kan man få mistanke om, at hans sind - i det mindste i forhold til islam - er lukket. Ligesom det er muligt for nogle kristne at blive fanget i en rigid farisæisk mentalitet, er det muligt for andre at blive fanget i dogmatisk liberale antagelser.

Der er mange fastlagte trosspørgsmål for katolikker, men troen på islams uskyldighed er ikke et af dem. Det er mærkeligt, at paven har indtaget en så doktrinær holdning til et emne, som Kirken kun har haft relativt lidt at sige om - og især når man tænker på, at pave Frans' syn på islam er i direkte modstrid med, hvad nogle tidligere paver og mindst én kirkelærer (Thomas Aquinas) havde at sige.

Kirkens nuværende politik med at minimere den voldelige side af islam mens den lovpriser den positive side, udgør en tilsløring af vigtig information, som katolikker fortjener at få kendskab til. I takt med at kløften udvides, mellem hvad Kirkens tjenere siger om islam og hvad almindelige katolikker kan se med deres egne øjne, kan Kirkens troværdighed atter komme i tvivl, som det skete i tiden med sexmisbrugsskandalerne. Anklagen dengang var, at Kirkens autoriteter ikke gjorde nok for at beskytte børn. Den anklage, der nu rejser sig, er, at vi alle er i fare, fordi Kirken ledelse har valgt at forsvare en afkortet og misvisende fortælling om islam i stedet for at bringe den fulde sandhed.

I kølvandet på sexmisbrugsskandalerne indførte Kirken gennemgribende reformer for at løse problemet med det resultat, at antallet af misbrugstilfælde indenfor Kirken nu er meget lavere end i andre sammenlignelige erhverv såsom undervisning og medicin. Hvad der nu er brug for, er en grundig revurdering af Kirkens politik overfor islam. Hvis ikke Kirkens ledere udvikler en mere realistisk opfattelse af islam, er det sandsynligt, at "#NotMyPope" inden længe bliver afløst af "#NotMyChurch".




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo