Pave Frans tager imod syriske flygtninge i Roms lufthavn i 2015. (Foto: Reuters)

Den islamiske verden fører - og vinder - en krig mod den jødisk-kristne civilisation.

Med 1,3 milliard katolikker verden over, er Den katolske Kirke potentielt et af de mest magtfulde modstandscentre mod islam. Det har den helt klart været i fortiden. Desværre er dette ikke tilfældet i dag. Hvad bidrager de 1,3 milliard katolikker med i kampen med islam? I det væsentlige meget lidt. Mange af dem står bare på sidelinjen.

Hvorfor er det sådan? Hovedårsagen er, at katolikker får meget lidt vejledning om islam af deres ledere. Og den lille smule information de får, er vildledende. Hierarkiet er stadig låst fast i budskabet om, at islam er en fredens religion, som for nylig har fået et dårligt navn af en lille håndfuld terrorister, der misforstår deres tros godgørende natur.

I mellemtiden - mens katolske ledere har hængt fast i dette rosenrøde billede af islam - er 90.000 kristne blevet myrdet for deres tro i 2016. Mellem 2005 og 2015 blev 900.000 kristne gjort til martyrer. I de fleste tilfælde var bødlerne muslimer.

Den lille håndfuld ekstremister må have meget travlt. Enten det, eller også er den ekstremistiske ideologi meget udbredt, og biskopperne har taget sørgeligt fejl i deres antagelser om islam. Da islam opsluger mere og mere af det geografiske og kulturelle landskab, virker sidstnævnte mulighed som den mest sandsynlige. Det katolske lederskab har taget dødeligt fejl af islam, og som følge heraf er mange kristne, som gejstlighedens forsikringer havde fået til at sænke paraderne, døde.

Inden de 900.000 bliver til 9 millioner, må Kirkens hierarki i gang med en smertelig omvurdering af sin islam-politik. Hvad der kræves, er ikke blot at skifte mening, men at skifte hjerte. Og med et nyt hjerte at få nyt mod. For det vil kræve betragteligt mod at opgive den velkendte og behagelige fortælling om islam og udstikke en ny kurs.

En måde at samle det nødvendige mod på er ved at se på fortiden. Kirkens ledere skal genkalde sig mindet om tidligere eksempler på modig modstand mod tyranni. I tidligere tider erklærede Kirken ikke sin solidaritet med undertrykkere, den bekæmpede dem. Hvis det skal lykkes Kirken at modstå islamiseringen af verden, må den genvinde sin kampånd.

Der er talrige eksempler at blive inspireret af. I Slaget ved Tours i 732 besejrede Karl Martels katolske hær en større muslimsk hær og frelste Europa fra en islamisk invasion. I 1571 besejrede en katolsk flåde, organiseret af pave Pius V, den større muslimske flåde ved Lepanto og afværgede en anden invasion. I 1683 i Slaget ved Wien ankom den katolske, polske kong Jan Sobieski med sin hær i sidste øjeblik og reddede Europa endnu en gang.

Men lad os spole hurtigt frem til et eksempel på katolsk modstand mod tyranni fra det 20. århundrede: Kirkens kamp mod kommunismen. Denne modstand begyndte faktisk før det 20. århundrede. Længe før andre så problemet, advarede katolske paver, teologer og intellektuelle mod kommunismens farer. Og under den kolde krig, under ledelse af pave Johannes Paul II, spillede kirken en hovedrolle i arbejdet på at gøre det af med kommunismen i Østeuropa.

I 1979 havde paven, imod Sovjetunionens ønske, et ni-dages besøg i Polen. Ti tusinder havde stillet sig op på ruten fra lufthavnen til Warszawa; 250.000 deltog i den første messe på Sejrspladsen. Da paven besøgte helligdommen i Czestochowa, var der en million mennesker til stede. Da han fejrede messe i Krakow, mødte mellem to og tre millioner frem. Samlet set oplevede omkring 12 millioner polakker - eller en tredjedel af befolkningen - Johannes Paul under hans rejse.

Den rejse markerede et vendepunkt i historien. Et år senere opfordrede Lech Walesa arbejderne på værftet i Gdansk til at gå i massiv strejke. Dette var starten på den pro-katolske solidaritetsbevægelse i Polen, og dette var begyndelsen til enden for kommunismen i Europa.

En anden person, der var inspireret af pavens polske rejse, var Ronald Reagan. Fra tiden for deres første møde, blev paven og præsidenten partnere i en bevidst stræben efter at bringe det sovjetiske imperium til fald. Reagan var ikke katolik, men flere af hans nærmeste rådgivere var, og i private samtaler med Reagan talte de ofte om "DP" - den "Guddommelige Plan" ["Divine Plan"] om at bringe kommunismen ned.

Uden inspirationen fra paven ville "DP" måske ikke være lykkedes. Og han måtte selvfølgelig betale en høj personlig pris for den rolle, han spillede. To år efter sit polske besøg blev Johannes Paul offer for et mordforsøg - et forsøg, der var bestilt af GRU, sovjethærens efterretningstjeneste. Ikke alle forstod den afgørende rolle, som Johannes Paul spillede i at styre verden væk fra kommunismen, men det gjorde sovjetterne helt afgjort (for detaljerne i denne fantastiske historie, se Paul Kengors A Pope and A President).

Et andet eksempel på modig modstand mod tyranni er pave Pius XII. Mange i dag tænker på Pius XII som "Hitlers pave", fordi sovjetrusserne i 1960'erne lancerede en misinformationskampagne for at miskreditere Kirken og gøre Pius til antisemit (selv dengang spredte russerne falske nyheder). Men anklagerne befinder sig langt fra sandheden. Under den nazistiske besættelse af Rom bad Pius alle kirker, seminarier, konventer og klostre i Italien om at give ly til jøder. Romerske konventer og klostre beskyttede ca. 5.000 jøder. Næsten 500 blev beskyttet i selve Vatikanet og andre 3.000 fandt ly i Castel Gandolfo, pavens sommerresidens. Alt i alt blev 85 procent af Italiens 40.000 jøder reddet. Den jødiske historiker sir Martin Gilbert sagde, at Pius havde en direkte rolle i redningen af hundredtusinder af europæiske jøders liv. Pinchas Lapide, en anden jødisk historiker, sætter tallet til 700.000. Og langt fra at være Hitlers pave var Pius XII aktivt involveret i et farligt plot om at dræbe Hitler. Faktisk var han en af nøglepersonerne i plottet.

Hvis Kirken skal gøre sig håb om at modstå islams militære og kulturelle angreb, må den genvinde den kampånd, der tidligere bragte den gennem vanskelige tider. Med risiko for at blive stemplet som politisk ukorrekt, kan man endda tale om en mandig ånd. Selv om mod synes at være ligeligt fordelt mellem kønnene, og selvom kampånden ikke er fraværende hos kvinder, er denne ånd altid blevet anerkendt som et overvejende maskulint træk. Hvilket kan være en af grundene til, at Kristus udpegede et rent mandligt præsteskab. Måske forstod han, at Kirken til alle tider måtte kæmpe for sin eksistens.

Kirken ser ud til lige nu at befinde sig i en sådan kamp. Og intuitivt giver det mening, at en femininiseret kristendom ikke vil klare sig godt i kampen. Et eksempel er Antje Jackelen, ærkebiskop af Uppsala. Hun er, hvad der i Sveriges Kirke svarer til ærkebiskoppen af Canterbury, og hendes officielle motto er "Gud er større" eller "Allahu Akbar" på arabisk. Dette er ingen tilfældighed, men en del af en bevidst politik om at formilde den tro, der synes på vej til at overtage Sverige inden for et årti eller to. For to år siden skabte en anden svensk biskop, pastor Eva Brunne (Sveriges første lesbiske biskop), overskrifter ved at foreslå at fjerne de kristne symboler fra sømandskirken i Freeport for at gøre den mere indbydende for besøgende søfolk. Vikingelandet bliver invaderet, men takket være Sveriges femininisering er der åbenbart ikke mange vikingetyper tilbage til at gøre modstand.

Der er heller ikke mange vikingetyper i det katolske hierarki. Men som mænd har de større chance for at genvinde noget af kampånden end matriarkerne i Sverige. Det betyder ikke, at præster og biskopper skal gribe til våben. Selvom han tog en kugle under sin kamp mod kommunismen, slog Johannes Paul igen med åndelige våben. Og Pius XII samlede ikke en hær for at bekæmpe Hitler. Der er andre metoder, hvis man vil bekæmpe tyranni.

Men før modstand kommer erkendelse. Før du kan modstå tyranni, er du nødt til at indse, at der er tale om tyranni. Når det drejer sig om islam, har katolske ledere endnu ikke nået dette erkendelsestrin. For det meste hænger de stadig i fasen: "Må-vise-solidaritet-med-abrahamitiske-trosfæller". Medmindre de følger en eller anden hyperintelligent hemmelig strategi, ser det ud til, at de er faldet for den islamiske parti-parole.

Også dette taler om en mangel på den form for mandig årvågenhed, som tidligere ledere demonstrerede. Et eksempel er Pius XII: Selv om man kan argumentere for, at han kunne have gjort mere for at modstå nazisterne, så kan man ikke sige, at han på noget tidspunkt blev narret af dem. Ca. et år før Chamberlain forærede Tjekkoslovakiet til Hitler, hjalp den fremtidige pave Pius XII den daværende pave Pius XI med at skrive den anti-nazistiske og anti-racistiske rundskrivelse, Mit Brennender Sorge. Pius havde ingen illusioner om nazisterne. Det samme kan ikke siges om pave Frans med hensyn til islam. Han synes virkelig at have tillid til, at den hvidvaskede version af islam, der præsenteres for ham af fremtrædende imamer, er den autentiske.

Derfor ser han ikke noget problem i at åbne Europa for bølger af muslimske indvandrere. Og han begrunder denne holdning med en meget følelsesmæssig appel: "Kristus selv beder os om med åbne arme at tage imod indvandrere og flygtninge som brødre og søstre."

Der er intet galt med trosbaserede appeller, så længe de faktisk kan finde anvendelse på den forhåndenværende situation. Men det er ikke klart, at hvad Kristus sagde om at tage imod den fremmede, gælder for en million fremmede, hvoraf mange er gennemsyret af en erobringsideologi. Under alle omstændigheder formodes katolicismen at være baseret på tro og fornuft, og jeg husker ikke nogen velbegrundede argumenter - udgået fra Vatikanet - om at lade muslimer i millionvis komme ind i Europa. Hvis du er en åndelig fader, har du vel en forpligtelse til at få ordentligt styr på kendsgerningerne om denne hidtil usete migration, før du udsætter dine åndelige børn for menneskefloden.

Men Frans har ikke umaget sig med at gøre dette, og resultatet er, at millioner af europæere nu er i alvorlig fare - især én gruppe.

Pius XII er uretfærdigt blevet tilsværtet som "Hitlers pave" og antisemit. Men på en måde er det Frans, der er den virkelige antisemitiske pave. Jeg siger "på en måde", fordi jeg ikke tror, at Frans personligt er antisemitisk på nogen måde. På den anden side har de indvandringspolitikker, han fremmer, skabt en yderst farlig situation for europæiske jøder. I næsten fem år har han fortalt europæere, at Kristus beder dem optage i deres midte store mængder af mennesker, der efter nøjere undersøgelse viser sig at være de mest antisemitiske folk på planeten. Som et resultat af Frans' og de europæiske regeringers velkomst, har jøder forladt Europa i hobetal. Måske har de færre illusioner om de indvandrende "brødre og søstre".

Mens Frans beder europæerne om at omfavne muslimer, synes han selv at have omfavnet den falske forestilling om de "nye jøder". De "nye jøder" er selvfølgelig muslimerne. For at lindre deres skyld over Holocaust besluttede europæerne at fordrive ethvert spor af fordom fra deres liv. Men da der var relativt få jøder tilbage at praktisere deres åbenhed på, blev det muslimerne - de "nye jøder" - der fik gavn af den nyfundne tolerance. Ingen syntes at lægge mærke til - eller interessere sig for - at muslimerne som gruppe er dybt antisemitiske. Kort sagt var de "nye jøder" som de gamle nazister. Set i bakspejlet må udskiftningen af de gamle jøder med de "nye jøder" som soning for Holocaust være et af de dummeste projekter, der nogensinde er udklækket.

Alligevel trives denne selvmodsigende idé uantastet i Rom. Dette indikerer ikke nødvendigvis manglende intelligens, men det tyder på en mangel på noget andet - nemlig mentalt mod. Nu er mentalt mod ikke uden forbindelse med fysisk mod. Det kræver ofte rygrad at sige sandheden. Med andre ord spiller kampånden også en rolle for intellektets liv. Den er et lidenskabeligt ønske om at nå frem til tingenes sandhed, uanset omkostningerne eller faren. Desværre ser man ikke meget til dette ønske i biskoppernes tilgang til verdens anliggender. I stedet synes de at være tilfredse med at gentage sekulære klichéer som "islamofobi", "xenofobi" og - en af pavens favoritter - "kulturmøder". For mange i hierarkiet er den blotte gentagelse af disse besværgelser det eneste argument, der kræves. Desuden - for så vidt at de behandler ting og sager ud fra et specifikt kristent synspunkt - ignorerer de Kirkens rige tradition for brugen af fornuft og stoler i stedet på det følelsesmæssige sug det giver, når man får at vide, at Kristus vil have os til at tage imod migranter "med vidtåbne arme".

Krigsførelse, hvad enten den er fysisk eller ideologisk, er en konstant faktor i verdens anliggender. Mens de håber på fred, kan nationer og institutioner ikke tillade sig at opgive deres parathed til at kæmpe. Men det er svært at mønstre denne kampånd, hvis man ikke vil erkende, at man er under angreb. Mange i Kirken er bukket under for en dobbeltløbet misinformationskampagne, der har til formål at få dem til at sænke paraderne. Den kommer fra islamister på den ene side og kulturmarxister på den anden. Hidtil har den været ret effektiv.

Generaler taler om krigens tåge, men man kan også tale om den ideologiske krigs tåge. Faktisk er det grundlæggende formål med ideologisk krigsførelse at skabe en tåge af forvirring hos ens fjender. Som et resultat af denne tåge har Kirkens lederskab fejlet i dens absolut nødvendige opgave at tage præcist mål af den farlige situation, som de - og vi - står midt i.

Islam har været en vedvarende fjende for kristendommen. Den udgør nok en større trussel mod kristne end nazismen eller kommunismen. I alliance med kommunismens kulturmarxistiske arvinger er den en formidabel fjende, og den bør ses som sådan. Kirken var engang et bolværk mod islam. Og det kan den blive igen i dag. Kirken har ikke længere kommandoen over hære, men omvendt skal meget af den kamp, der nu forestår, udkæmpes på det intellektuelle, informative og åndelige niveau. For at udkæmpe denne kulturkrig med succes må kirkeledere genvinde den kampånd, der blev demonstreret af tidligere paver, biskopper, helgener og krigere. De må også generhverve det klarsyn, som tidligere generationers katolikker havde, når de konfronterede en ideologisk fjende.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo