Kirken har brug for en ny politik overfor islam, del 3
Et teologisk korthus
del 1, del 2
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Needed: A New Church Policy Toward Islam, part 3
Kilde: Crisis Magazine, 11. februar 2015
Udgivet på myIslam.dk: 28. marts 2015

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

I sin bog America Alone bemærkede Mark Steyn, at "der ikke er noget marked for en tro, der ikke har nogen tro på sig selv". Han henviste til kristendommens tab af tro på sig selv, som eksemplificeret ved nedgangen af kristendommen i Europa og den tilsvarende opgang af islam - en tro, der tror på sig selv.

En ny kirkepolitik over for islam bør være rettet mod at vende denne situation, det vil sige at undergrave islams tro på sig selv, og på samme tid at styrke de kristnes tro. Mange andre har skrevet om den anden halvdel af ligningen, så lad mig koncentrere mig om den første. Hvordan sår man tvivlens frø i muslimers sind?

Jeg har allerede behandlet den indvending, at såning af tvivl ikke er en pæn ting at gøre. Mange katolikker synes at mene, at religion i sig selv er en god ting, hvilket betyder, at dette at svække nogens religiøse tro vil være noget meget slemt. Alligevel giver historien mange eksempler på religioner, der synes bedst overladt til fortiden - for eksempel kartaginiensernes børneopofrende religion og aztekernes menneskeofrende religion.

Katolikker er tilbageholdende med at sætte islam i samme kategori som kartaginiensernes religion af to grunde: For det første er islam en meget stor religion - troen af halvanden milliard mennesker. For det andet har islam en overfladisk lighed med kristendommen; muslimer tror på én Gud, og de "ærer" Jesus. Alligevel er det anslået, at omkring 270 millioner mennesker er blevet dræbt i islams navn gennem århundrederne, langt flere end det samlede antal dræbte i nazismens eller kommunismens navn. Det er ikke politisk korrekt at sammenligne islam med totalitære ideologier, men mange respekterede autoriteter, herunder katolske autoriteter, har gjort netop det. Overvej dette opslagsord [”islam”, o.a.] i 1910-udgaven af Catholic Encyclopedia: "I politisk henseende er islam et system af despoti i indlandet og aggression i udlandet. (...) Ikke-muslimske undersåtters rettigheder er af den mest svævende og begrænsede art, og religiøs krig er en hellig pligt, når der er en chance for succes mod den 'vantro'."

Som jeg foreslog i det foregående indlæg (del 2), bør en ny politik over for islam være baseret på den antagelse, at islam er en ideologisk fjende, ligesom kommunismen engang var og stadig er. Ideen er at vænne folk af med denne ideologi ved at underminere og miskreditere den, og også ved at tilbyde et bedre alternativ. Fordi islam har vist sig at være et totalitært system, bør vi forsøge at svække troen på den, ligesom Vesten under den kolde krig (med stor hjælp fra Den katolske Kirke) forsøgte at svække troen på kommunismen.

Men det er svært at få andre mennesker til at tænke nærmere over deres religion, hvis du ikke selv ved de grundlæggende ting om den. Og der er mange tegn på, at katolske autoriteter er dårligt informeret om islam - hvorfor skulle de ellers fortsætte med at hævde, stillet over for overvældende beviser på det modsatte, at islam er en fredens religion? Så det første katolikker skal gøre, er at komme i omdrejninger i forhold til islam.

At komme i omdrejninger betyder, at du ikke går i sort, næste gang en muslimsk apologet (eller en katolsk forsvarer af islam) citerer Koranens vers: "Der er ingen tvang i religionen." (2:256) Du vil trygt kunne svare, at dette vers er annulleret på basis af Koranens lære om ophævelse (2:106). Eller du kunne påpege, at reglen om ikke-tvang ikke stemmer overens med lovene om apostasi. Islamiske autoriteter er universelt enige om, at straffen for apostasi er døden. Man kan vist roligt sige, at de fleste fornuftige mennesker vil være enige i, at udsigten til at blive dræbt hvis man forlader islam, er en form for tvang. For de nøjagtige ord om denne straf i en af de mest autoritative islamiske lovbøger, se Reliance of the Traveller o.8.1 og o.8.2.

Et andet koranvers, der ofte bruges til at berolige islam-analfabeter, er dette: "På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, (...) er det, som om han havde dræbt alle mennesker." (5:32) Det lyder fint, medmindre man tilfældigvis er bekendt med det næste vers:

"Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side ..." (5:33)

Problemet er, at alt for mange katolikker, herunder en stor del af den katolske ledelse, ikke er bekendt med Koranen, eller for den sags skyld med sira, hadith eller de islamiske lovbøger. De synes tilfredse med at stole på, hvad islamiske apologeter fortæller dem om islam. Alt, hvad der er nødvendigt for at dekonstruere og demontere islams politisk-religiøse ideologi, er let tilgængeligt i de islamiske kilder, men katolikker er først nødt til at gøre sig bekendt med dem.

Når du har læst op på islam, er det første du indser, at nøglen til såning af vantroens frø er Muhammed selv, manden, der ikke må tales ilde om. Profeten er islams hovedstøtte. Hele religionen hviler på hans sanddruhed. Hvis han er miskrediteret, er islam miskrediteret. Vi hører ofte om islams fem søjler, men Muhammed er den afgørende søjle. Og han er en overraskende skrøbelig én. Han er islams link til den Almægtige, men også det svageste link.

Islamiske ledere forstår dette intuitivt. Hvilket er grunden til, at enhver tegning eller kritik af Muhammed bliver mødt med demonstrationer af røg og raseri. Et angreb på Muhammed er et angreb på hele troen. Som nogle islam-eksperter i har hævdet, er kritik af Muhammed en mere alvorlig forbrydelse end kritik af Allah. For at få en idé om Muhammeds centralitet, så tænk på, at der ikke er noget tilsvarende ramaskrig blandt muslimer, når Jesus bliver hånet eller karikeret i en tegning. Men ifølge muslimer, er Jesus også en stor profet, faktisk anses han for at være den største muslimske profet næst efter Muhammed. Sandheden er imidlertid, at den muslimske Jesus spiller en relativt lille rolle i islam. Af strategiske grunde er anti-blasfemi-resolutionerne fra Organisationen for Islamisk Samarbejde formuleret, så de beskytter alle profeter mod bagvaskelse, men den eneste profet, der i praksis betyder noget, er Muhammed.

Jesus - altså den virkelige Jesus - har overlevet en god del hån gennem århundrederne. Eller mere til sagen, han har overlevet testen af den kritiske og historiske analyse, der er blevet anvendt på de kristne skrifter. Om noget, har disse undersøgelser tjent til at styrke troværdigheden af Det Nye Testamente beretninger. Men det er højst usandsynligt, at Muhammed kunne overleve en lignende undersøgelse. Dette er grunden til, at den - set med en endnu overlevendes øjne - bør gennemføres.

For eksempel - eksisterede han overhovedet? I modsætning til, hvad der almindeligvis antages, er Muhammed historiske eksistens ikke nær så sikret, som tilfældet er med mennesker, der levede længe før ham, som f.eks. Julius Cæsar, Cicero, Alexander den Store, Aristoteles og Perikles. Nogle forskere har foreslået, at fortællingerne om Muhammed er mere legende end kendsgerninger, og nogle foreslår, at Muhammed blev skabt af de arabiske erobrere, der havde brug for at opfinde en historisk og teologisk retfærdiggørelse af deres erobringer. Under alle omstændigheder er der ikke meget historisk eller arkæologisk bevis til at bekræfte den traditionelle historie om Muhammed. Spørgsmålet om hans eksistens er et område, der fortjener yderligere udforskning. Men mærkeligt nok synes kun få villige til at udforske det. Der er dog nogle undtagelser. Nogle bøger om emnet for et ikke-akademisk publikum er Emmet Scotts: Mohammed and Charlemagne Revisited, Norbert Pressburgs: What the Modern Martyr Should Know og Robert Spencers: Did Muhammad Exist? (som indeholder en nyttig bibliografi over videnskabelige kilder). Var Muhammed mere myte end menneske? Hvis ja, er det næste relevante spørgsmål det, der er stillet af Spencer: "Giver jihadister deres liv for en fiktion?"

Hvis Muhammed eksisterede som traditionelt portrætteret, og hvis de kanoniske beretninger om hans liv er korrekte, så er der nogle spørgsmål om hans karakter og troværdighed, der skal stilles. Ifølge Raymond Ibrahim, er afsløringer om Muhammeds karakter den væsentligste årsag til, at muslimer forlader islam. Muhammed formodes at være det fuldkomne menneske, og det kommer som et chok for mange muslimer, når de opdager, at han langt fra var perfekt. Et ungt menneskes første møde med Muhammed sker sandsynligvis i form af helgenlignende beskrivelser, der skildrer ham som ædel og hellig. Det kan derfor være rystende at få at vide, at Muhammed beordrede massehenrettelser af forsvarsløse mennesker, handlede med slaver, tillod voldtægt, giftede sig med en 6-årig pige, giftede sig med sin egen svigerdatter og var engageret i svindel og bedrag. Og dette er kun den korte liste. Fader Zakaria Botros, en koptisk præst, hvis tv-show sendes til den arabiske verden, præsenterer nogle gange et katalog over Muhammeds seksuelle vaner og beder derefter sit muslimske publikum spørge sig selv: "Er det profeten jeg følger?" Det er et godt spørgsmål at stille til medlemmerne af en æreskultur, for hvis lederen du følger er en uhæderlig mand, så er din egen ære på spil, hvis du bliver ved med at følge ham.

Når man vurderer en profet, er den vigtigste egenskab selvfølgelig hans ærlighed. Modtog Muhammed virkelig åbenbaringer fra englen Gabriel, eller var det alt sammen noget, han fandt på? Vi har kun hans ord for det. Der er ikke andet bekræftende vidnesbyrd. Her er det, at den historisk-kritiske metode kommer til nytte. Bilag A er Koranen. Den antages at være Guds evige ord. Muslimer siger, at Muhammed umuligt selv kunne have fundet på den, fordi han (angiveligt) var analfabet. Beviset for at Gud skrev den, siger de, ligger i dens uforlignelige stil: Hvem andre end Gud kan skrive så godt? Den er lidt svær at sluge, for selv om der er smukke passager i Koranen, ser meget af den ud som om, den var skrevet af en halv-kultiveret købmand. Ja, det er måske lidt hårdt. Det er mere korrekt at sige, at den synes at være skrevet af en person med flair for poetisk sprog, men med ringe sans for komposition og begrænset evne til historiefortælling. Her er et par videnskabelige vurderinger:

"Hans karakterer er alle ens, og de ytrer de samme floskler. Han er glad for dramatisk dialog, men har meget lidt fornemmelse for den dramatiske scene eller handling. De logiske forbindelser mellem successive episoder er ofte løse, og mangler undertiden helt; og betydningsfulde pointer, der er nødvendige for den klare forståelse af historien, vil sandsynligvis blive udeladt." (C. C. Torrey, The Jewish Foundation of Islam, New York, 1933, p. 108)
"Bogen er æstetisk betragtet på ingen måde et førsteklasses værk (...) uundværlige forbindelser, både i udtryk og i rækkefølgen af begivenheder, er ofte udeladt (...) og ingen steder finder vi et støt fremadskridende forløb i fortællingen (...) og selv syntaksen røber stor kejtethed ..." (Theodor Nöldeke i Encyclopedia Britannica, 11. udg., vol. 15, pp. 898-906)

Det muslimske svar på den slags spidsfindigheder er, at folk, der ikke kan læse klassisk arabisk, umuligt kan forstå Koranen. Dens højtflyvende stil og melodiske sprog er simpelthen tabt på arabisk-udfordrede. Kort sagt, hvis du ikke taler arabisk, hvem er du så til at dømme?

Da jeg første gang stødte på dette argument, syntes det fornuftigt nok - i nogle minutter i det mindste. Så huskede jeg, at jeg heller ikke læser græsk, men når jeg læser Homer i oversættelse, kan jeg normalt skelne de dele, hvor han fortæller en medrivende historie, fra de dele, hvor han blot nikker med hovedet. Eller for den sags skyld - jeg læser ikke russisk, men når jeg læser Tolstoj i oversættelse, kan jeg sætte pris på skønheden af hans beskrivelser, og samtidig bemærke, at han lejlighedsvist bliver hængende for længe ved bønder, der mejer hø på markerne. Man behøver ikke at læse fransk for at værdsætte Balzac eller italiensk for at værdsætte Manzoni. Hvorfor er arabisk det eneste sprog, der ikke kan oversættes?

Der er også kedelige passager i Bibelen. De fleste af os, drister jeg mig til at sige, tenderer mod at skippe delene med "den-og-den-avlede-den-og-den". Men det udgør ikke noget alvorligt problem for kristne, fordi de typisk ikke mener, at Bibelen er dikteret ord for ord af Gud. Ligeledes udgør det forhold, at dele af Bibelen er problematiske ud fra et videnskabeligt synspunkt, ikke noget problem for skrifternes ægthed. De menneskelige forfattere af Bibelen var begrænset af den videnskabelige viden på deres tid. Men når Koranen siger, at jorden er flad og består af syv lag, står muslimer over for et problem. På den ene side har Allah, Koranens forfatter, ubegrænset videnskabelig viden; på den anden side ytrer han indlysende videnskabelige usandheder.

Hvis tekstkritikkens værktøjer blev anvendt på Koranen, ville det være svært at undgå den konklusion, at den er en fabrikation - hvis ikke af Muhammed, så af en anden. Et grelt fingerpeg er, at Koranens forfatter, hvem han end var, bliver ved at insistere på, at den ikke er en fabrikation. Sætningen "dette er ikke et opfundet fortælling" eller variationer heraf, gentages dusinvis af gange i Koranen, for eksempel i vers 10:37-38: "Denne Koran kunne ingen finde på foruden Allah; men den kommer fra alverdens Herre til bekræftelse af det, der var før den, og som en nøjagtig fremlæggelse af Skriften; derom hersker der ingen tvivl. Eller siger de: 'Han har fundet på den!'? Sig: 'Så kom med en sura magen til, og påkald blot foruden Allah, hvem I kan, hvis I siger sandheden!'" Nettoeffekten af alle disse selvrefererende attester om Koranens ægthed er, at der rejses tvivl om dens ægthed. Det er, som hvis din nabo fortæller dig en lystfiskerhistorie og med jævne mellemrum føler sig tvunget til at forsikre dig, at "dette er Guds skinbarlige sandhed. Jeg sværger!" Jo kraftigere han insisterer på sin fortællings sandhed, jo mere tvivler du.

Hvad enten det er af frygt eller af høflighed, har Koranen ikke været udsat for den borende udforskning, som historikere, arkæologer, lingvister og tekstkritikere har anvendt på Bibelen. For at sige det rent ud, ville den aldrig kunne overleve en sådan undersøgelse. Det samme gælder for Koranens Jesus. Han er ikke en troværdig karakter. Faktisk stiger han næppe op til niveauet af en karakter. Han er mere en ulegemlig stemme end en person. Portrættet af ham i Koranen er så endimensionalt at udtrykket tændstikmand ville være urimeligt overfor tændstikker.

Hvilket bringer os til den anden Jesus - den virkelige. Hvis Muhammed er nøglen til at så tvivl om islam, så leverer Jesus af Nazaret vejen ud af islam. Straffen for at konvertere væk fra islam er døden, så at konvertere kræver en temmelig tvingende grund - som f.eks. Jesus selv. Ifølge forskellige rapporter, er en overraskende høj procentdel af de muslimske konverteringer til kristendommen forårsaget af en drøm eller vision om Jesus - dvs. den kristne Jesus.

Dette anviser en lovende vej for evangelister, apologeter og teologer. I stedet for at lykønske muslimer med at de ærer den samme Jesus, som vi gør (det er ikke det samme Jesus), så forsøg at introducere dem til den virkelige historie om den virkelige Jesus. De fleste muslimer er ikke bekendt med evangeliernes fortælling. De fleste har lært, at Bibelen ikke bør læses, fordi de kristne og jøderne, får de at vide, grundigt har forvansket teksten. Den sande historie, tror de, er historien om Jesus som fortalt i Koranen. Og da dette ikke er en særlig interessant historie, kan de tilgives, hvis de mener, at Jesus ikke er en særlig overbevisende figur.

Så noget af det første der må gøres, er at formidle historien om Jesus, enten gennem evangelierne eller i film eller forenklede fortællinger. Hvordan dette budskab præcist skal formidles, vil jeg overlade til de kristne fagfolk, der ved mere om medier og kommunikation, end jeg gør. Men det er vigtigt at huske, at muslimske lande har høj analfabetisme. Audio og visuelle budskaber vil sandsynligvis have større effekt. En anden ting at huske på er, at islam er en religion, der lægger vægt på magt. Derfor forekommer det vigtigt at understrege Kristi magt - uddrivelsen af dæmoner og tempelrensningen, helbredelsen af de lamme og blinde, opvækkelsen af de døde, frygtløsheden overfor myndighederne, den endelige triumf over døden selv. Og selvfølgelig skal muslimer have at vide, at det på Dommens Dag er Jesus Kristus, ikke Isa, der vil fælde dommen.

Hvem er den virkelige Jesus og hvad er den sande beretning om hans liv? En muslim, der bliver bekendt med begge versioner - Evangeliets beretning og Koranens beretning - får at se, at Jesus fra Nazaret er en langt mere overbevisende skikkelse end Isa fra Koranen. Hvad mere er, han er en langt mere troværdig person end Isa. Som jeg skrev andetsteds:

"I brugen af Jesus til sine egne formål, forsømmer Muhammed at give ham nogen som helst personlighed. Det Nye Testamentes Jesus er et genkendeligt menneske; Koranens Jesus er mere som et fantom. Hvornår udførte han sin tjeneste? Der er ikke en antydning. Hvor levede han? Igen er der intet fingerpeg. Hvor blev han født? Under en palme. Dette er omtrent så konkret, det bliver i Koranen. Kort sagt er Muhammeds Jesus en tåget skikkelse. Han synes hverken at eksistere i tid eller rum. I evangelierne møder man Jesus af Nazaret; i Koranen møder man en person, der bedst kan beskrives som Jesus af Neverland."

Kort sagt har Evangeliets fortælling en klang af autenticitet over sig. Den bringer et væld af geografiske og historiske detaljer. Den er meget opmærksom på personer, steder og begivenheder. Når Jesus og hans disciple taler sammen, lyder det faktisk som menneskelig samtale og ikke som kryptiske stemmer fra æteren (som i Koranen). Omvendt synes Koranens forfatter at være næsten helt uvidende om Jesu liv - han kender ikke engang navnene på hans disciple. Sat op imod Evangeliets fortælling, lyder fortællingen om den muslimske Jesus overordentlig hul - hvilket kan være en af grundene til, at der ikke er bibler til salg i Saudi-Arabien.

Der kan siges meget mere om det at rejse tvivl blandt profetens tilhængere. Eksempelvis kunne enhver teolog, der er pengene værd, have en felt-dag, hvor han piller den tanke fra hinanden, at 72 jomfruer venter på martyren i Paradis. Men facit er, at kristendommens sag er væsentligt stærkere end islams. Teologisk set er islam et korthus. Den kan ikke holde til en nøjere undersøgelse, hvilket er grunden til, at islams vogtere skyder med skarpt ved den mindste antydning af kritik. Ikke desto mindre bør katolikker begynde at gøre sagen gældende, mens der stadig er tid - før kritik af islam bliver en forbrydelse, eller før den islamiske verden begynder at skyde med skarpt i bogstavelig forstand.

Hvilket bringer os frem til spørgsmålet om Kirkens diplomati - et emne, jeg ikke har plads til at diskutere her. Hvad jeg har skitseret ovenfor er nogle teologiske initiativer, som katolikker bør tage. Jeg har ladet hele spørgsmålet om Vatikanets diplomati ligge, fordi det er et emne i sig selv.

I en fremtidig klumme håber jeg at kunne komme ind på, hvordan Kirken kan anvende forskellige former for diplomatisk pres.

del 1, del 2




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo