Kirken har brug for en ny politik overfor islam, del 2
At rejse tvivl uden at rejse oprør
del 1, del 3
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Needed: A New Church Policy Toward Islam, part 2
Kilde: Crisis Magazine, 4. februar 2015
Udgivet på myIslam.dk: 28. marts 2015


Pavens reaktion på Charlie Hebdos forside: "Man kan ikke provokere, man kan ikke fornærme andre menneskers tro, man kan ikke gøre grin med tro. Der er en grænse. Enhver religion har sin værdighed (...) der er grænser for udtryksfriheden.

I min sidste klumme (del 1) lovede jeg at foreslå et alternativ til Kirkens nuværende politik over for islam. Det vigtigste spørgsmål, jeg rejste dér, kan formuleres på denne måde: Hvis der er noget i islam selv, der er befordrende for vold, bør kirkeledere så sige det højt, eller bør de, af forsigtighedsgrunde, gentage det verdslige mantra om, at islamisk vold intet har at gøre med islam?

Forsigtighedsovervejelsen skærer faktisk begge veje. Ved at indtage en mere direkte holdning, risikerer man at krænke moderate muslimer og muligvis bringe kristne i fare, der lever i muslimske lande. På den anden side - ved at ile til forsvar for den islamiske tro, risikerer man forvirre de kristne og lulle dem ind i selvtilfredshed på et tidspunkt, hvor de har brug for at være på tæerne.

Pavens seneste kommentarer til de Muhammed-spottende Charlie Hebdo-tegninger illustrerer dilemmaet. Efter at have insisteret på, at "man ikke kan dræbe i Guds navn," tilføjede han: "Man kan ikke provokere, man kan ikke fornærme andre menneskers tro, man kan ikke gøre grin med tro." "Vi har en forpligtelse til at tale frit," sagde Frans, "men uden at krænke."

Dér ligger hunden begravet. Hvad hvis den ideologi eller religion, du ønsker at tale frit om, har en uendelig kapacitet til at blive fornærmet? Hvad hvis al diskussion er forbudt område? Ikke bare sjofle og bevidst krænkende tegninger, men også rolig og velunderbygget analyse af religiøse tekster og lærdomme? Som pave Frans siger, er det ikke en god idé umotiveret at provokere andre, men hvad der mangler i hans bemærkning, er en forståelse af den aktuelle kontekst omkring diskussioner af ytringsfriheden.

Den større kontekst er, at islam ønsker at sætte en stopper for enhver ytring, der på nogen måde forholder sig kritisk til islam. Med "islam" mener jeg ikke enhver muslim i verden. Men hvad med OIC - Organisationen for Islamisk Samarbejde? Den består af 57 muslimske lande og Den Palæstinensiske Myndighed, og er den største islamiske organisation i verden samt den største stemmeblok i FN. Hvad er OIC's vigtigste projekt? Ifølge en observatør: "I mere end et årti har 'den muslimske verdens fælles stemme' spredt den opfattelse, at enhver fornærmelse rettet mod den muslimske tro eller dens profet kræver absolut undertrykkelse." OIC har utrætteligt presset på med sin dagsorden i FN gennem lobbyarbejde og ved at få vedtaget resolutioner om at forbyde bagvaskelse af religion. Desværre er OIC's opfattelse af, hvad der udgør en fornærmelse, betydeligt bredere end pavens. Det samme gælder straffen for fornærmelse. Mens paven blot vil irettesætte dig, vil OIC sætte dig i fængsel. Dens mål er at kriminalisere kritik af islam og at straffe islamofobi med fængsel.

Ikke alene er dette et bekvemt middel til at lukke munden på folk, det er også et effektivt middel til at undertrykke eventuelle undersøgelser af radikale muslimske aktiviteter. Frygten for at blive opfattet som krænkende har allerede lagt begrænsninger på nationale sikkerhedsforanstaltninger til bekæmpelse af terrorisme. Som blot et enkelt eksempel, blev NYPD's meget effektive program til overvågning af islamistiske tilholdssteder angrebet som værende islamofobisk, og blev efterfølgende lukket ned. Den fagre nye verden, som OIC forestiller sig, er ikke befordrende for hverken ytringsfrihed eller sikkerhed. Det handler ikke bare om, at du ikke vil være i stand til at sige, at kejseren ikke har noget tøj på, du vil ikke være i stand til at gøre opmærksom på, at han bærer en AK-47 og en raketaffyrer og har planer om et forestående angreb på de vantro.

Kirkeledere er nødt til at tage i betragtning, at det at sige noget forkert kan skade de kristne, der lever i muslimsk-kontrollerede områder. De er også nødt til at tage i betragtning, at det ikke at sige noget indebærer risikoen for, at hele verden vil blive muslimsk-kontrolleret område. Sidstnævnte er en risiko, som visse biskopper synes villige til at tage. Ved en række lejligheder er katolske eksperter i den islamistiske trussel blevet forhindret i at tale for et katolsk publikum. I Europa har en katolsk ærkebiskop forbudt katolikker at deltage i anti-islamiseringsgrupper. Ifølge nogle efterretningsanalytikere, er sovende terrorceller i Vesten nu under ordre til at aktivere sig selv. Katolikker, lader det til, er under ordre til at sove igennem.

Denne nedstampning af eventuelle kritiske syn på islam kunne stadig være den klogeste ting at gøre, men kun under den antagelse, at islam ikke har nogen interesse i at udvide sin magt. Men hvis, som fader James Schall for nylig bemærkede, en af de vigtigste pointer i den islamiske tro er, at bringe Krigens Hus (ikke-muslimer) under kontrol af Islams Hus, så ville den klogeste ting være at erkende så meget og at handle i overensstemmelse hermed.

Igen - det er et spørgsmål om at gribe den større sammenhæng. Hvilken slags situation står vi i? Er det stadig en business-as-usual verden - den slags verden, i hvilken vi har råd til at prioritere bekymringer om følsomhed og inklusivitet? Eller er vi trådt ind i en ny tidsalder - en tidsalder ikke ulig de gamle tider for længe siden, da kristendommen måtte kæmpe for sit liv? Hvis vi står overfor begyndelsen til et verdensomspændende angreb på kristendommen, så er biskoppernes første pligt ikke at beskytte muslimer mod krænkelser, men at beskytte kristendommen.

Så lad os overveje en alternativ og forhåbentlig mere realistisk strategi. Strategien er baseret på den antagelse, at islam, og ikke bare radikal islam, er en trussel mod kristendommen. Den muslimske verden kan gå gennem perioder med dvale, hvor islam selv træder i baggrunden, men radikalitet er en del af islams genetiske struktur. Enhver virkelig "reform" af islam vil blive af arten "operation-lykkedes-men-patienten-døde". Det vil sige, at hvis man fjernede alle de voldelige, supremacistiske og kvindefjendske elementer i islams grundlæggende tekster, så ville der ikke blive meget tilbage.

I en vis forstand er islams reformation kommet og gået. Under meget af sidste århundrede blev islam beæret mere gennem brud end gennem overholdelse. Dels på grund af vestliggørelse og dels fordi verdslige ledere holdt islams aggressive side under låg, var muslimerne i stand til at udvikle en mere moderat islamisk praksis. Men som mange iagttagere har bemærket, var denne mere moderate islam i virkeligheden udtryk for et tab af tro på islam. Muslimer begyndte at tænke på sig selv primært som tilhørende en national eller etnisk gruppe snarere end som muslimer. Egyptere, for eksempel, var mere stolte over pyramiderne end over Muhammeds erobringer. Som en tidligere irakisk minister udtrykte det: "Det lod til kun at være et spørgsmål om tid, før islam ville miste lige meget hvilket greb den stadig havde over den muslimske verden."

For at sige det mere lige ud (selv om man af forsigtighedsgrunde måske kunne ønske at dæmpe sin ligefremhed), bør Kirkens politik sigte mod at svække troen på islam. Dette er det modsatte af den nuværende politik, der bygger på den antagelse, at der findes en god (autentisk) islam og en dårlig (uautentisk) islam, og at vi derfor bør styrke muslimernes tro på den "sande" islam og opmuntre dem til at trænge dybere ind i den. Dette er, som jeg tidligere har argumenteret for, et umuligt projekt. "God" islam og "dårlig" islam er lige så tæt forbundet som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og Mr. Hyde hersker altid til sidst.

Sagt på en anden måde, bør vi arbejde på at miskreditere islam, lige som vestlige ledere, præster og intellektuelle engang arbejdede på at miskreditere andre totalitære ideologier som nazismen og kommunismen. Jihad for Allahs sag er ikke en eller anden uheldig afvigelse fra den sande tro, den er en integreret del af denne tro. Så længe troen tages alvorligt, vil jihad blive taget alvorligt. Jihad vil ikke stoppe, før trossystemet, der inspirerer den, er undermineret og revet ned. Det er i høj grad i vores interesse, at muslimer begynder at tage deres tro mindre alvorligt. Det er således nødvendigt at gå i gang med det vanskelige og subtile arbejde at miskreditere islam. Blandt andet vil miskrediteringsprocessen indebære, at vi sætter spørgsmålstegn ved ægtheden af Muhammeds åbenbaring, sætter spørgsmålstegn ved hans personlige karakter og pålidelighed, og endda sætter spørgsmålstegn ved selve hans eksistens.

En sådan tilgang vil naturligvis fremprovokere vrede blandt mange muslimer, så før vi starter på det, er det vigtigt at tænke over fremgangsmåder, der kunne minimere den slags udbrud. En ting at overveje, er spørgsmålet om, hvem der skal vove pelsen. Som jeg har sagt andetsteds, er paven og fremtrædende biskopper nok ikke de bedste til at levere budskabet. Hvis paven offentligt stillede spørgsmålstegn ved Muhammeds moralske autoritet, ville resultatet sandsynligvis blive masseoptøjer og mord. Hvis, på den anden side, nogle katolske lægfolk gjorde det via et eller andet satellitprogram sendt til den arabiske verden, kunne blasfemianklagen ikke blive hæftet på katolikker i almindelighed.

Faktisk er der én, der har gjort præcis, hvad jeg lige nu taler om, og han har haft stor succes med at omvende muslimer til kristendommen. Men han er ikke katolik, og han er ikke lægmand. Fader Zakaria Botros er en ældre koptisk præst, hvis arabisksprogede tv-show sendes fra USA til Mellemøsten. Fr. Botros siger, at han vil hjælpe fornuftige muslimer, der søger sandheden, med at vågne op til sandheden om islam. Han gør det ved primært at henvise til islamiske kilder, fordi, som han siger, "muslimer har ingen større fjende end deres egne skrifter (...) som konstant forarger og generer muslimer." Det hjælper også, at han er i stand til at sætte sine pointer igennem på en meget spændende måde. Ifølge den islamiske gejstlige Ahmed al-Qatani, konverterer seks millioner muslimer årligt til kristendommen, mange af dem overbevist via fader Botros' offentlige tjeneste. [Læs Raymond Ibrahims beskrivelse af et af fader Botros' tv-shows: Profetens perverse seksuelle vaner – NB: ikke kedeligt!]

Hundrede fader Botros'er kunne gøre meget for at ændre muslimske sind uden at give pøbelflokke undskyldninger for at brænde den nærmeste kirke af. Tusind ville være endnu bedre. Ikke at hver eneste af dem behøver at være en arabisk-talende tv-prædikant. David Wood er en kristen, hvis hjemmeside, Answering Muslims, rummer korte uformelle "kamin-passiar" videoer, der er rettet mod engelsk-talende muslimer. Wood er særdeles velbevandret i islamisk teologi, og han har en afdæmpet stil: "Søgende sind ønsker at vide", som er svær at modstå. Hans mange informative og ofte underholdende videoer er let tilgængelige på hans hjemmeside eller på YouTube. Katolske apologeter er uden sidestykke, når det gælder diskussionen om, hvad der er galt med sekularismen, men de kunne nok have brug for at tjekke Answering Muslims for at få nogle gode ideer til diskussionen om, hvad der er galt med islam.

Pointen er, at opgaven med at sige sandheden skal uddelegeres, så Vatikanet ikke bliver fokuspunktet for organiseret pøbel-raseri. Vatikanet kan stadig arbejde bag kulisserne for at opmuntre katolikker til at kaste et mere kritisk blik på islam. Desuden bør Rom give teologer og lægfolk stiltiende tilladelse til at bevæge sig ud over de begrænsede horisonter af "sammen-med-os-tilbeder-de-den-samme-Gud"-tænkningen. Der vil selvfølgelig være risici, men en af fordelene ved en spredt kritik af islam er, at risiciene bliver delt ud. Desuden vil teologiske og historiske diskussioner, på tryk eller på video, ikke være så iøjnefaldende for muslimske pøbelflokke som bevidst krænkende tegninger.

Hvad jeg anbefaler, er ikke et slag-i-ansigtet frontalangreb, som i Charlie Hebdos tilfælde, på alt, hvad muslimer har kært, men snarere en langsom proces med af-sensibilisering, hvorved muslimer bliver vænnet til tanken om, at islam kan udsættes for kritik. Noget af fader Botros' effektivitet ligger i hans evne til at citere islamiske kilder, mod hvilke hans muslimske publikum dårligt kan gøre indsigelse. Men meget af det ligger i hans evne til at betinge dem til at acceptere kritik af Muhammed. Første gang en muslim hører Muhammeds fejl blive diskuteret, kan han meget vel blive vred. Men hvad med den tredje gang? Den tyvende gang?

Fremgangsmåden med af-sensibilisering kan være meget effektiv, hvilket katolikker burde vide. Hvert år omkring jul og påske, bliver vi udsat for subtile og knap så subtile medie-forsøg på at underminere kristentroen. Jeg kan ikke huske titlerne på alle disse forsidehistorier i Time og Newsweek, eller alle disse særlige tv-reportager på helligdage, men de lyder nogenlunde således: "De skjulte evangelier", "Den virkelige Jesus", "Maria Magdalenes hemmelige liv". Disse "afsløringer" er beregnet på at indgyde tvivl, og de gør det. Kristne kan måske opfatte det som unfair, at bruge de samme teknikker mod islam. Og det ville det også være, hvis de kristne var nødt til at bruge den samme uærlige taktik. Men hvor de spindelvævstynde beviser, der fremlægges af medierne, bygger på tvivlsomme kilder, er sagen mod islam, som fader Botros påpeger, indlejret i traditionelle islamiske kilder. En artikel om Muhammeds mange koner (og konkubiner) kunne være stødende, men den ville have fordelen af at være faktuel. Eller - for at tage et mindre følsomt emne - hvad med en artikel om de voksende arkæologiske beviser på, at fortællingen om islams "guldalder" er kraftigt overdrevet?

Heldigvis er nogle i mainstream-medierne begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den etablerede fortælling om islam. Mange af dem er tilfældigvis katolikker - Michael Coren fra the Sun News tv-net, Bill O'Reilly, Sean Hannity, Megyn Kelly og Jeanine Pirro fra Fox News. De er begyndt at stille de væsentlige spørgsmål: Fortæller de muslimske apologeter sandheden? Er islam virkelig en fredelig religion? Er problemet kun en håndfuld radikale eller er der noget galt med islam selv? Virkningen af, at disse spørgsmål stilles aften efter aften som dryppene fra en utæt vandhane, bør ikke undervurderes. Hvis tilstrækkeligt mange i Vesten engagerede sig i lav-konfronterende ("Jeg stiller kun spørgsmålet") undersøgelser af islamiske principper og gjorde det ofte nok, kunne tvivl-niveauet hæves betydeligt.

Og det er dette, vi bør sigte mod at gøre. Målet er ikke at gøre muslimer vrede, men at få dem til at føle sig dårligt tilpas med deres tro. Hvis tilstrækkeligt mange spørgsmål bliver stillet, vil i det mindste nogle begynde at stille de samme spørgsmål. For at gentage det vigtigste punkt, skal vort mål ikke være at adskille muslimer fra radikale manifestationer af deres tro, men at adskille dem fra deres tro – om end gradvist. Førstnævnte er en umulig opgave, fordi islam i bund og grund er en radikal religion. Som bevis, se på Saudi-Arabien, indbegrebet en islamisk stat. Den er den mest islamiske nation i den muslimske verden, og også den mest radikale. Selvom den saudiske regering er erfaren nok til offentligt at fordømme angrebet på Charlie Hebdo, tøver den ikke med at fængsle sine egne blasfemikere. Mens den saudiske ambassadør marcherende i "Je suis Charlie"-demonstrationen i Paris, modtog den unge blogger, Raif Badawi, tilbage i hjemlandet den første rate på 50 piskeslag ud af sin straf på 1000 slag for at "fornærme islam". Saudi Arabien foretager også ugentligt amputationer (for tyve) og halshugninger (for frafaldne) på offentlige pladser. Desuden er bibler, rosenkranse og kirker strengt forbudt. Når du opfordrer muslimer til at trænge dybere ind i deres tro, vil de ende med sådan noget som Saudi-Arabien. Eller, i den shia-muslimske verden, til Den Islamiske Republik Iran.

Hvis alt det ovenstående stadig synes for konfronterende mod muslimer til at passe med kirkelig smag, så bør Kirkens politik i det mindste omdirigeres i retning af at fortælle sandheden til katolske troende. Lige nu bliver katolikker alvorligt vildledt om islams natur. Paver og prælater behøver ikke at gå rundt og stikke huller i den islamiske fortælling, men de bør heller ikke forstærke den. Biskopperne behøver ikke nødvendigvis at kritisere islam, men de behøver heller ikke at tale om deres agtelse for den, eller at dvæle ved dens (formodede) ligheder med kristendommen. Du kan udtrykke din respekt for muslimer, men ønsker du virkelig at udtrykke din respekt for islam?

Kristne kan blive bragt i fare, hvis muslimer overdrevent modarbejdes, men de kan også komme i fare ved at blive fodret med søvndyssende bromider. Mange katolikker er netop nu ved at vågne op til det faktum, at der virkelig er sådan en ting som sharia, og at den breder sig hurtigt. Andre katolikker opdager, at jihad, i modsætning til hvad de har lært i katolske skoler og gymnasier, ikke er en indre åndelig kamp, men noget langt mere ildevarslende. Andre katolikker sover stadig. Når kaliffen kommer og banker på døren for at indsamle jizya, vil de så overhovedet vide, hvad en kalif er eller hvad jizya betyder?

Den uholdbare situation, som så mange kristne nu befinder sig i, skyldes til dels Kirkens undladelse af at give dem en mere dækkende beskrivelse af islam. Hvis biskopper havde været mere på højde med farerne, ville kristne måske have været bedre forberedt til dem. Men netop fordi Kirken indtog en "officiel" holdning til islam, og fordi denne holdning var ensidig og unuanceret, er katolikker blevet hægtet af i langt højere grad, end de ellers ville have været.

Jeg foregiver ikke at kende den atmosfære, der herskede i den nigerianske kirke før Boko Haram, eller i den irakiske kirke før fremkomsten af Islamisk Stat, men mit gæt er, at de lokale biskopper - fordi Kirken er universel - har overbragt mere eller mindre det samme budskab til deres folk, som de fik overbragt fra Rom. Med andre ord: "Bare rolig, muslimer tilbeder den samme Gud, som vi gør; det lille mindretal af ekstremister, der skaber problemer for os, repræsenterer ikke den sande islam." Denne beroligende fortælling ("islam betyder fred") er ikke det eneste problem. Den generelle mangel på beredskab er blevet forstærket af en anden altdækkende forklaring på begivenhederne. Mange i Kirken er blevet alt for fokuseret på en anden fortælling gående ud på, at den arabisk-israelske konflikt er roden til al muslimsk misfornøjelse. Da dette var den samme forklaring, der blev givet af mange sekulære eksperter, virkede den som en rimelig antagelse. Men resultatet var, at mange kirkeledere ikke bemærkede den dynamik i islam selv, der fører til vold.

Tiden er inde til at overveje en ny politik - en politik, der advarer kristne om farerne og på samme tid sår frø af tvivl om islam i muslimernes sind. Politikken stiller krav om det farlige arbejde at miskreditere islam, men er ikke desto mindre det mest sikre alternativ. En fortsættelse af den nuværende politik vil sandsynligvis vise sig at være langt farligere. Den foreslåede strategi er baseret på det enkle princip, at ærlighed - selv om den bør tempereres med taktfuldhed - stadig er den bedste politik. I næste og sidste del af denne serie, vil jeg foreslå nogle konkrete måder, hvorpå Kirken kan gennemføre en mere fornuftig strategi i forhold til islam.

del 1, del 3




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo