Pave Frans mødes med stormuftien af Istanbul, Rahmi Yaran under hans tredages statsbesøg i Tyrkiet i november sidste år.

I en tale til Egyptens øverste islamiske autoriteter opfordrede præsident Abdel Fattah el-Sisi til en "religiøs revolution." Hvorfor? Fordi han mener, at islam har problemer: "... denne samling af tekster og ideer, som vi har helliggjort gennem århundreder (...) modarbejder hele verden." Han fortsatte: "Er det muligt, at 1,6 milliard mennesker skulle ønske at dræbe resten af verdens indbyggere ..." Han advarede de forsamlede imamer om ikke at forblive "fanget i denne tankegang", men at "reflektere over det fra et mere oplyst perspektiv".

Uanset hvordan man fortolker el-Sisis bemærkninger, mener han tydeligvist, at islams problemer ikke skyldes et lille mindretal. Han synes at mene, at ret mange har skylden, og han fremhæver især de islamiske religiøse ledere, hvem han mener "står til ansvar overfor Allah" på "Dommens Dag". Og mest sigende nægter han at give efter for dette-har-intet-at-gøre-med-islam undskyldningen, der foretrækkes af vestlige ledere. Snarere siger han, at "hele ummaen [den islamiske verden]" er "en kilde til ængstelse, fare, drab og ødelæggelse for resten af verden" på grund af "den tænkning vi holder mest hellig".

I modsætning hertil sammenlignede pave Frans, efter sit besøg i Tyrkiet, islamiske fundamentalister med kristne fundamentalister og sagde, at "i alle religioner er der disse små grupper". Og for lidt over et år siden i sin apostolske formaning, sluttede han sig til rækken af dem, der siger, at terror ikke har noget at gøre med islam ved at bemærke, at "den sande Islam og en autentisk tolkning af Koranen går imod enhver form for vold."

Så lederen af det største muslimske land i den arabiske verden mener, at hele den islamiske verden er gennemtrængt af farlig og destruktiv tænkning, og lederen af Den katolske Kirke mener, at terror er et værk af nogle få misfortolkere af islam.

Eller gør han?

Når verdens ledere siger, at terror ikke har noget at gøre med islam, er det meget sandsynligt, at mange af dem gør det af statshensyn. De er med andre ord bange for, at de, hvis de siger noget andet, vil fremprovokere mere vold.

Er det tilfældet med paven? Mit gæt er: sandsynligvis ikke. Paven synes ikke at være typen, der forstiller sig. Han, sammen med mange af biskopperne, synes virkelig at mene, at islam er en fredens religion, der er blevet kapret til forbryderiske formål.

Men selv om mange prælater nærer tvivl om islams fredelige natur, kan der argumenteres for, at den nuværende politik med at sige positive ting om islam giver mening ud fra et strategisk synspunkt. Rigtig mange kristne lever som mindretal i muslimske lande, og det forkerte ord kan bringe dem i fare. Efter pave Benedikts henvisning i Regensburg til islams voldelige natur, lod muslimer deres vrede gå ud over kristne, der levede i deres midte. Og tingene er blevet værre siden da. Kristne i Irak, Syrien, Nigeria, Pakistan og andre steder lever allerede i fare for deres liv. Hvorfor gøre det værre for dem?

Der er endnu et argument for denne tilgang med positiv tænkning, selv om det er et argument, det er bedst at lade være usagt. Et af Kirkens og verdslige lederes uudtalte håb er, uden tvivl, at en sådan tilgang vil sætte gang i en selvopfyldende profeti. Bliv ved med at sige, at islam er en fredens religion, så vil selv islamisterne til sidst tro det og begynde at blive fredelige.

Selvfølgelig er jihadister ikke det vigtigste mål for denne strategi. Selvom hardcore islamister forbliver uberørte af denne tilsmigring af deres tro, så vil denne taktik kunne styrke - formodes det - de moderate muslimer i deres moderation. Hvis katolske prælater begyndte at kritisere islam selv i stedet for de terroristiske "forrædere" af islam, ville de risikere at støde fredelige muslimer bort. En benhård politik kunne måske tilmed have den virkning, at moderate blev skubbet ind i den radikale lejr. Så er det bedre, fra et strategisk synspunkt, at understrege det, vi har til fælles med muslimer. Hvis de ser os som religiøse brødre, vil de være mere tilbøjelige til at beskytte de kristne i deres midte.

Om hvorvidt dette er tankegangen i Vatikanet, ved jeg ikke. Men en sådan strategi er ikke uden værdi. I islam tages blasfemi og bagvaskelse meget alvorligt, og enhver kritik af islam eller dens profet kan opfattes som blasfemisk. Bagtalelse er defineret endnu mere løst. En af de mest autoritative sharia-lovbøger definerer det som "at sige noget om en person, han ikke kan lide." Det dækker et meget stort område. Så argumentet om, at fokus på den voldelige side af islam kun vil tilskynde yderligere vold, er ret overbevisende.

På den anden side er der gode grunde til at sætte spørgsmålstegn ved Kirkens imødekommende strategi. Den primære og mest praktiske grund er, at den ikke synes at have fungeret. Lad-os-være-venner tilgangen har været på plads lige siden 2. Vatikankoncil, men bortset fra dialog-partnere, der lykønsker sig selv med de venskaber, de har dannet, har den ikke givet meget i form af resultater. Kristne i muslimske lande er mindre sikre, end de har været i århundreder. Det samme gælder, for den sags skyld, for muslimerne selv.

Hvad er der galt med den diplomatiske tilgang? Tja, prøv først at se det fra den islamiske side. Islam er en religion, der respekterer styrke. Den blev primært spredt ved sværdet. At sige, at den er en fredelig religion, kunne fremkalde beroligende svar fra de muslimer, der, ligesom deres vestlige kolleger, er begrænset af diplomatiske protokoller, men fra andre vil det fremkalde foragt. Ayatollah Khomeini udtrykte det på denne måde: "De, der ikke ved noget om islam, foregiver, at islam er imod krig. De er tåber."

Muslimer af Khomeinis støbning er ligeglade med, om andre mener at islam er fredelig eller ikke; deres eneste bekymring er, om hvorvidt Gud er på deres side. En svag reaktion fra fjenden, uanset om det er på slagmarken eller fra prædikestolen, beviser, at han er. Prælaters eftergivenhed styrker den overbevisning, som mange muslimer har, at kristendommen er en underlegen religion, der ikke fortjener respekt. Ligeledes styrkes troen på, at islam er den overlegne religion, der fortjener særlig respekt. "Allahu Akbar" betyder ikke "lad os gå i dialog"; det betyder "Gud er større", og dette udtryks særlige betydning for muslimer er, at deres Gud er større end din gud. Duke University omgjorde for nylig sin beslutning om at tillade Den Muslimske Studenterforening at synge kaldet til bøn fra kapellets massive klokketårn, men hvis beslutningen var blevet fastholdt, ville det ikke være blevet set som et positivt tegn på Dukes engagement i kulturel mangfoldighed, men som et tegn på, at det var på vej mod underkastelse. Duke blev grundlagt af metodistiske episkopale og blev oprindeligt kaldt Trinity College. Det muslimske kald til bøn indeholder ordene "Allahu Akbar", og den Allah, de påkalder, er afgjort ikke en treenighed.

Islam, der anser sig selv for at være den bedste religion på planeten, er også den mest nærtagende religion på planeten. Den måde du viser islam respekt på, er ikke ved at behandle den som en ligestillet, men ved at behandle den med ærbødighed. Ikke at gøre eller sige noget, der kan fornærme muslimer, kan virke som en klog strategi, men når du først er begyndt på det, er du allerede ude på et skråplan. Islam har en umættelig appetit på ærbødighed, og der er ingen ende på de ting, der fornærmer muslimer. Ordet "islam" betyder trods alt underkastelse, og dette er i sidste ende, hvordan ikke-muslimer forventes at udvise respekt. Katolikker, som er bekymrede over at fornærme islam, må være klar over, at den blotte tilstedeværelse af en katolsk kirke i Saudi-Arabien betragtes som en fornærmelse. Vil det at en kristen studerende bærer et kors på Duke en dag blive betragtet som utåleligt krænkende for de muslimske studerende? Hvor meget af din ugeløn vil du være villig til at satse imod denne mulighed?

Selvfølgelig er der mange muslimer, der er tolerante og åbne, men i store dele af den muslimske verden, holder de deres åbenhed for sig selv. Hvad med dem? Kirkens nuværende "diplomatiske" politik risikerer at øge deres følelse af håbløshed. Islam er et undertrykkende religiøst og socialt system. Mange muslimer føler sig fanget i det. Præsident el-Sisi anerkendte så meget, da han opfordrede Egyptens imamer til ikke at forblive "fanget i denne tankegang". Når kristne ledere ikke vil anerkende undertrykkelsen, styrker det den "fangne" muslims opfattelse af, at han ikke har nogen steder at vende sig hen. Problemet forværres, når Kirkens ledere insisterer på at udtrykke deres respekt for islam og deres solidaritet med islamiske religiøse ledere. Muslimer, der er misfornøjede med islam, vil ikke være tilbøjelige til at konvertere til en religion, der stolt proklamerer sine fællestræk med den tro, de ville elske at forlade.

Den nuværende fremgangsmåde vil næppe vinde mange muslimer over. Samtidig vil den sandsynligvis fremmedgøre en masse kristne. Én ting er sikker: Den gør en bjørnetjeneste for kristne ofre for islamisk forfølgelse. Som jeg bemærkede i en tidligere klumme:

Sådan en fremgangsmåde tenderer også mod at devaluere ofrene bragt af kristne i muslimske lande, der har haft modet til at modstå underkastelsen under islam. Det må være stærkt nedslående at få at vide, at den religion, i hvis navn dine venner og familie er blevet slagtet, er værdsat og agtet af Kirken.

Dette ikke for at sige, at Kirkens ledere ikke bør udvise diskretion i, hvad de siger. Under 2. Verdenskrig forstod Vatikanets embedsmænd, at dette at sige de forkerte ting om nazisterne kunne resultere i gengældelse mod både jøder og katolikker. På den anden side stod de ikke på hovedet for at udtrykke deres agtelse og respekt for nazisterne, og dermed risikere at demoralisere kristne, der levede under nazistisk kontrol. For at beskytte kristne og jøder i det nazi-besatte Europa og senere i det kommunistisk kontrollerede Østeuropa, har Vatikanet udøvet en vis diplomatisk forsigtighed. Men dette diplomati var baseret på en præcis forståelse af den nazistiske og kommunistiske ideologi. Det er på ingen måde tydeligt, at dagens kirkeledere besidder en tilsvarende klarøjet forståelse af islamisk teologi/ideologi. Den nuværende imødekommenhed over for islam synes mere at være baseret på ønsketænkning end på fakta. Og som Pave Frans selv bemærkede i Evangelii Gaudium: "Når idéen løsrives fra virkeligheden, bliver det til idealisme og til en ubrugelig nominalisme, ..." (232).

"Idéer løsrevet fra virkeligheden" er en god beskrivelse af Kirkens islam-politik. Denne politik synes ikke at have gjort meget for at forhindre forfølgelsen af kristne i muslimske lande. Hvad med katolikker, der ikke lever i de farlige områder? Katolikker, der lever i Vesten og stoler på Kirken i deres forståelse af islam, kan tilgives, hvis de stadig lever i selvtilfreds uvidenhed om den islamiske trussel. Det er fordi, Kirkens seneste officielle udtalelser ikke indeholder noget som helst, der kunne få dem til at tro, at der er noget at bekymre sig om. Lumen Gentium? Nostra Aetate? Den katolske Kirkes Katekismus? Evangelii Gaudium? Alle diskuterer islam, men ikke på en måde, der kunne vække den mindste bekymring. Den katolik, der spørger, hvad han eller hun skal mene om islamisk terrorisme og derefter konsulterer sin katekismus blot for at finde, at muslimer "med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud", vil sandsynligvis konkludere, at terrorister fordrejer og fejlfortolker deres religion. I tryg forvisning om, at Kirken har talt endegyldigt om sagen, vil han eller hun vende sig om og igen falde i søvn.

Omvendt må katolikker, som ikke er strengt afhængige af Kirken i deres vurdering af islam, kæmpe med kognitiv dissonans. På den ene side ved de, hvad Kirken siger. På den anden side, kan de læse nyhederne og bemærke den indlysende modstrid. Som tiden går, og bilbombninger og halshugninger sker stadig hyppigere i Vesten, vil dissonans sandsynligvis blive erstattet af mangel på respekt. Kirkens tjenere, der bliver ved med at gentage den ensidige fortælling om "autentisk" islam, vil miste troværdighed. Katolikker vil ikke nødvendigvis miste deres tro, men den vil blive hårdt prøvet. Som et minimum vil de holde op med at stole deres biskopper i dette spørgsmål. Problemet med "idéer løsrevet fra virkeligheden" er, at de i sidste ende vil banke ind i realiteterne, og når det sker, vil indehaverne af disse ideer miste respekt. Det kan hævdes med rette, at katolske ledere bør føre en politik, der sigter mod at svække muslimernes tro på islam (en forslag jeg vil diskutere i næste indlæg). I stedet synes den nuværende politik mere at underminere den tillid, katolikker har til deres hyrder. Det er ironisk, at en katolik kan få en bedre forståelse af den islamiske trussel ved at lytte til en kort tale af præsident el-Sisi end ved at lytte til hundrede beroligende udtalelser fra katolske biskopper.

Selvfølgelig er det ikke nok blot at kritisere Kirkens nuværende politik uden at foreslå et levedygtigt alternativ. Det er noget, jeg vil forsøge at gøre i min næste klumme.

del 2, del 3

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo