Islams tusindårskrig mod kristenheden
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Islam’s Thousand Year War on Christendom
Kilde: Crisis Magazine, 29. august 2018
Udgivet på myIslam.dk: 7. september 2018

På et tidspunkt, hvor katolsk ungdom læres, at islam betyder fred, pilgrimsfærd og bøn, og katolske voksne er under indtryk af, at muslimer er en misforstået minoritet, der kun vil dele deres værdier og deres baba ghanoush med andre, er det forfriskende lejlighedsvist at komme i kontakt med virkeligheden.

Jeg mener "forfriskende" på samme måde, som et dyk i koldt vand er forfriskende. Jeg er lige blevet færdig med at læse Raymond Ibrahims Sword and Scimitar, a history of fourteen centuries of war between Islam and the West, og effekten ligner den chok-opvågning man får ved at kaste sig i koldt vand.

Ikke at jeg ikke havde et generelt kendskab til historien, men man har det med at glemme detaljerne, og djævelen, som de siger, er i detaljen. Ibrahim leverer masser af dem. Desuden er detaljerne så chokerende, at man er tilbøjelig til at tro, at djævelen var tæt forbundet med den århundreder-lange jihad mod kristendommen.

Faktisk er dette netop, hvad mange af den tids kristne tænkte. Muhammed og islam blev hyppigt - af både paver og bønder - omtalt som "dæmonisk", "diabolsk" og "satanisk". På den anden side havde muslimer et særligt had til de kristne. De betragtede den kristne tro på Kristi guddommelighed som en stor synd mod Allah. Uanset hvor de muslimske hære nåede frem, vanhelligede og ødelagde de kirker, knuste kors og statuer og gjorde særlig meget ud af at voldtage nonner og torturere præster og munke.

Kort sagt var de voldelige konflikter mellem muslimer og kristne primært religiøse krige, ikke, som mange moderne historikere lader formode, krige om ressourcer eller nationale interesser. Nogle historikere synes at være mindre interesserede i fortidens begivenheder end i at få disse begivenheder tilpasset nutidige fortællinger. Deres primære kilde er deres eget subjektive "moderne" verdenssyn. I modsætning hertil lader Ibrahim, der læser både arabisk og græsk, de muslimske og kristne vidner til fortidens begivenheder tale for sig selv. Når han f.eks. omtaler janitsharerne - kristne drenge, der blev revet væk fra deres forældre og tvunget til at blive soldater for islam - beretter Ibrahim, der bygger på århundredgamle manuskripter, om bortførelsernes rædsler, misbruget af drengene og deres forvandling til sande islamiske troende, som derefter blev sluppet løs mod deres tidligere familie. I modsætning hertil fortæller moderne akademikere os, at indoktrineringen af janitsharerne var "det samme som at sende et barn væk til en prestigefyldt uddannelse og træning til en lukrativ karriere."

På trods af at den har stået på i mere end tusind år, har den muslimsk-kristne konflikt været præget af visse konstanter. Der er en bemærkelsesværdig kontinuitet i tro og adfærd - især på muslimernes side.

Et af de tilbagevendende temaer handler om verdenserobring befalet af Allah. Gennem hele dette store spand af historie retfærdiggjorde muslimer alle deres krige og plyndringer med at henvise til Koranen og Muhammeds ord og gerninger. Muslimske ledere betragtede ikke deres erobringer som blot lokale anliggender, men som skridt på vejen mod undertvingelsen af hele kloden. To almindelige omkvæd gennem århundrederne var derfor: "Vi vil opstalde vore heste i Konstantinopel" og "vi vil opstalde vore heste i Rom" - og dette fra krigsherrer, der måske befandt sig mere end tusind kilometer væk fra Rom eller Konstantinopel. Da Thomas Jefferson og John Adams i 1786 spurgte Tripolis ambassadør i Storbritannien, hvorfor Barbaresk-staterne drev rovdrift på amerikansk skibsfart, blev de informeret om, at muslimer, ifølge deres profets love, havde en "ret og pligt" til at føre krig mod alle nationer, der ikke anerkendte deres autoritet.

En anden konstant gennem århundrederne er, hvad Ibrahim kalder "vind-vind"-aftalen. Uanset om en muslim levede eller døde i kamp, var han garanteret en belønning. Hvis han overlevede et togt eller et slag, blev han belønnet med plyndringsgods, slaver og konkubiner. Hvis han døde, ville alle hans synder blive tilgivet af Allah, og han ville blive frelst fra Helvedes tortur. Derudover ville han blive belønnet i Paradis med mad, drikke og 72 "evigt unge" jomfruer (hurier). Faktisk gik muslimske officerer og prædikanter rundt blandt soldaterne før kampen og forsikrede dem om deres udødelige belønninger, hvis de skulle falde. Mange tidlige krøniker gav dette "vind-vind"-incitamentet æren for den muslimske iver og fanatisme i kamp.

Endnu en konstant var slaveri. En moderne historiker bemærker, at "den islamiske jihad ser ubehageligt ud som én stor slavehandel." Antallet af slaver var astronomisk. Det var ikke usædvanligt, at en jihad-kampagne resulterede i slavebindingen af 100.000 mennesker. Mellem 1530 og 1780 gjorde muslimerne fra Barbaresk-kysten mindst en million europæere til slaver. Omkring tre millioner etniske slaver - polakker, litauere, russere og ukrainere - blev gjort til slaver mellem 1450 og 1783. Millioner flere blev taget til fange af de muslimske erobrere i Spanien. En kalif, Abd al-Rahman III, havde 3.750 slaver og 6.300 konkubiner.

Slavetogter blev også udført mod Irland, England, Danmark og så langt væk som Island og Skandinavien. Slaver blev brugt til arbejde, som soldater og som konkubiner. Hvide slaver var højt skattede, især blonde og rødhårede piger og kvinder. Sorte slaver blev rutinemæssigt kastreret. Kun få amerikanere er klar over det, men den arabiske og osmanniske slavehandel varede meget længere end den atlantiske slavehandel og resulterede i tabet af mange flere liv.

Selv Amerika undslap ikke rækkevidden af islamisk jihad. I dets formative år, som Ibrahim påpeger, blev Amerika tvunget til at yde jizya-betalinger til Algeriet - svarende til 16 procent af dets føderale budget - for frigivelsen af de fangne amerikanske søfolk. Faktisk var Amerikas første krig som selvstændig nation en krig mod islam. Gennem 32 år kæmpede den amerikanske flåde en periodevis krig for at sætte en stopper for Barbaresk-staternes angreb på amerikansk skibsfart. Det er det der henvises til med "Tripolis kyster" i Marine Corps-hymnen.

Sword and Scimitar lægger flere indflydelsesrige myter til hvile. En af disse myter er, at kristne var aggressorerne i denne lange og blodige konflikt. Dette er bestemt ikke tilfældet. For eksempel er den moderne idé om, at "korstogerne var uprovokerede erobringskrige", påviseligt falsk. Som Ibrahim påpeger, var korstogerne en meget forsinket reaktion på 400 års muslimsk erobring. To tredjedele af den kristne verden var allerede blevet fortæret af muslimske hære, inden pave Urban II kom med sin appel til kristenhedens riddere. Mange regioner, som nu er stærkt muslimske, var engang kristne. Alle de 22 lande, der nu udgør den "arabiske verden" i Mellemøsten og Nordafrika, var kristne. Det samme gælder Tyrkiet, hvis hovedstad, Istanbul (Konstantinopel), engang var kristenhedens centrum.

Den måske vigtigste lære af Ibrahims rettidige bog er, at kun lidt er ændret gennem århundrederne. En af vor tids vildledende myter er, at al-Qaeda, Islamisk Stat, Boko Haram og andre fremtrædende terrorgrupper har fordrejet meningen med islam. De beskrives skiftevist som at have "kapret", "forvrænget" eller "misforstået" islams sande budskab. Historien siger noget andet. Ifølge Ibrahim "omtaler denne bog (...) en række muslimer, der på tværs af tid og rum opfører sig nøjagtig som Islamisk Stat og af de samme grunde." "Muslimsk fjendtlighed mod Vesten," bemærker han, "er ikke en afvigelse fra, men en videreførelse af islamisk historie." I modsætning til dagens ønsketænkning om islams fredelige hensigter, så dokumenterer Sword and Scimitar "hvad muslimer rent faktisk har gjort mod og i Vesten gennem århundreder."

De historiske optegnelser afslører også to konstante svagheder i den vestlige reaktion på islam. Den ene er manglen på enhed. Der har været flere tilfælde, hvor kristne ikke kom andre kristne til hjælp. Og der var endda tilfælde, hvor kristne tog islams parti. Den protestantiske dronning Elizabeth I dannede en alliance med Barbaresk-piraterne mod det katolske Spanien, og den protestantiske grev Tholky fra Ungarn marcherede sammen med tyrkerne mod den katolske by, Wien. På samme måde havde visse katolske herskere større interesse i at kæmpe mod andre kristne end at kæmpe mod tyrkerne. Ifølge en historiker "brugte (kong Karl V) mere tid, penge og energi på at bekæmpe franskmændene og protestanterne, end han nogensinde brugte på krigen mod Suleiman." Mere skændigt støttede Ludvig XIV [Solkongen, o.a.] den osmanniske belejring af Wien med mænd, penge og ingeniører. Da Jan Sobieskis sejrende hær inspicerede slagmarken, blev der fundet "mange franske" lig sammen med tyrkerne.

En anden vestlig svaghed var ligegyldighed. Mange vestlige ledere tog kun ringe notits af de trusler, der nærmede sig, før de muslimske hære stod på deres dørtrin. Som pave Sixtus IV sagde advarende til de europæiske herskere:

"Lad dem ikke tro, at de er beskyttet mod invasion, dem, der er på afstand af krigsskuepladsen! De vil også komme til at bøje nakken under åget (...) medmindre de møder op og konfronterer angriberen."

Selvom afstanden mellem nationerne - målt i dage og uger - er faldet drastisk, så opretholder mange i Vesten i dag stadig en holdning af ligegyldighed i forhold til truslen fra islam. De tror, at forfølgelsen af kristne i Mellemøsten og Afrika ikke kan ske for dem. Og mange i Amerika er uvidende om den accelererende islamisering af Europa. De ville gøre gøre klogt i at lytte til pave Sixtus IV's ord: "Lad dem ikke tro, at de er beskyttet mod invasion."

Kan det ikke ske i her og nu? Som Sword and Scimitar meget kompetent viser: hvad der er sket igen og igen i fortiden, vil meget sandsynligt ske igen.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo