Islams religiøse fritagelse for kritik
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Islam’s Religious Exemption From Criticism
Kilde: Crisis Magazine, 23. juli 2014
Udgivet på myIslam.dk: 12. marts 2015

Under den finansielle krise i 2008 var et af dagens presserende spørgsmål, om hvorvidt forskellige gigant-selskaber - AIG, Merrill Lynch, Citigroup, GM og andre - var for store til at fejle. Der var enighed blandt politiske beslutningstagere på det tidspunkt om, at disse selskaber måtte reddes af regeringen, hvis ikke den globale økonomi skulle kollapse med dem.

Et lignende spørgsmål kan stilles med hensyn til islam. Er den for stor til at fejle? Vil dens kollaps bringe kaos i sit kølvand? Dømt efter deres adfærd, synes de fleste politikere at være stærkt optaget af islams overlevelse. Deres ræsonnement går nogenlunde som følger: Islam er en religion; religion er en stabiliserende kraft i samfundet; derfor er en opblomstring af islam afgørende for stabiliteten i den muslimske verden. Den samstemmende opfattelse er derfor (og har været således i lang tid), at det er ønskeligt at afstive islam og redde den, når nødvendigt.

Redningerne kommer i form af finansiel og militær støtte til forskellige regeringer i den muslimske verden. Bistanden leveres også i form af "garanter" for islams gode karakter: Forsikringer fra verdens ledere om, at islam er en fredelig religion; forsikringer fra religiøse ledere om, at den er en model for tværreligiøs tolerance; og forsikringer fra undervisere om, at "jihad" er en indre åndelig kamp. At holde islam oven vande har fået en så høj prioritet, at vestlige kritikere af islam ofte bliver idømt bøder eller endda fængsel. I det meste af Europa, kan man trygt stikke en plakat med teksten: "Hug hovedet af enhver, der fornærmer islam" i ansigtet på en politibetjent, men hvis man er en ikke-muslim og gør opmærksom på, at islamisk lov tillader halshugning, vil man blive stillet for en dommer den næste dag anklaget for at sprede had. For sit eget vedkommende lovede USA's præsident at beskytte islams gode navn mod "negative stereotyper."

I første omgang gik den moralske støtte til islam og den økonomiske og militære støtte til muslimske regeringer - hvoraf mange ikke var særlig religiøse. Dette ændrede sig med Obama-administrationen. Politikken har hele tiden været at støtte moderate, stabiliserende regeringer, men med den nye administrations komme, undergik selve definitionen af "moderat" en ændring. Under den antagelse, at religion skaber moderation, blev de mest religiøse grupperinger - såsom Det Muslimske Broderskab - nu antaget for at være de mest moderate. Derfor kastede Obama-regeringen sin støtte bag Det Muslimske Broderskab og lignende grupper, der forsøgte at vælte sekulære regeringer i Egypten, Libyen, Tunesien og Syrien. Ligeledes støttede administrationen kraftigt Recep Erdogans styre i Tyrkiet, selv om Erdogan var i færd med at omdanne Tyrkiet fra en stabil, sekulær stat til en islamisk stat.

Moderate? Det ser ikke sådan ud nu. Som det hurtigt viste sig, var de USA-støttede islamister langt dårligere til at stabilisere deres lande, end de regimer, de erstattede. Uanset deres ulemper, synes de verdslige, autoritære herskere - set i bakspejlet - at have været den mere modererende kraft; og en af deres metoder til at opretholde stabilitet var at holde islam i under låg. De fungerede som en hæmmende kraft på de mere voldelige manifestationer af islam med det resultat, at kristne og andre mindretal nød relativ sikkerhed.

Et af de primære argumenter for at give livredning til islam, er, at den er en stabiliserende kraft i Mellemøsten og andre steder. Men hvis det viser sig ikke at være tilfældet, bør vi så stadig ønske at støtte islam? Hvis islam er en destabiliserende kraft, vil verden så ikke være bedre tjent uden den? Og eftersom muslimer er de primære ofre for islamisk vold, vil de så ikke også være bedre tjent uden den? Dette er ikke for at antyde, at vi bør overveje at gå i krig mod islam, men at vi bør overveje at trække den støtte tilbage, som holder den i live.

Lad os trække en analogi til en anden verdensomspændende ideologi - kommunismen. Tag tilfældet med sovjet-kommunismen. Burde vi have ønsket dens succes eller fiasko? I betragtning af kommunismens undertrykkende natur, er det overraskende, hvor mange i Vesten der havde blandede følelser i spørgsmålet. Mange vestlige eliter havde den samme holdning til Sovjetkommunismen, som de i dag har til islam. Ligesom islam, syntes også sovjetkommunismen at være noget permanent - en uundgåelig kraft i historien, som vi tilsyneladende var nødt til at affinde os med. Vestlige apologeter for kommunismen var villige til at indrømme, at sovjetkommunismen havde sine fejl, men det var fordi, den var en fejlfortolkning af sand kommunisme. Den behøvede reformer, ja, men den grundlæggende model var sund. Men på trods af alle sine vestlige fortalere, brød sovjet-kommunismen sammen, hvilket for en stor del skyldtes, at vestlige ledere holdt op med at give indrømmelser til den kommunistiske ideologi (hvilket de havde gjort under Carter-administrationen) og i stedet begyndte at udfordre den.

Analogien med sovjet-kommunismen halter dog på et afgørende punkt. Sovjet-kommunismen var ikke en religion. Faktisk blev kommunismens onder af mange tilskrevet dens gudløse natur. Som med den forudgående nazistiske trussel, blev kommunismen opfattet som en politisk, ikke religiøs, bevægelse. Selvom Hitler forsøgte at genoplive hedensk-teutonisk mytologi og selvom Stalin tilskyndede noget, der lignede en religiøs personlighedskult omkring sig selv, opfattede ingen i Vesten nazismen eller kommunismen som legitime udtryk for religion.

Det er en anden historie med islam. Islam ser mere og mere ud som en verdenstruende ideologi, men den er mere immun over for kritik end både nazismen og kommunismen, fordi den er en anerkendt og veletableret religion. At udfordre den er at påkalde sig anklager for anti-religiøst bigotteri. Desuden er der noget i vores samvittighed, der gør os tilbageholdende med at irettesætte en religionsfælle.

Vi er betingede til at have en positiv holdning til religion - især andre folks religion. På en måde virker det forkert at tænke for meget over islams fejl. For at komme uden om dette problem, hævder nogle islam-kritikere, at den ikke er andet end en politisk ideologi og bør betegnes som sådan. Men dette fornyede varemærke er en vanskelig ting at sælge, fordi islam, efter de mest almindelige definitioner af begrebet, faktisk må betragtes som en religion. Og for de fleste mennesker ser den bestemt ud som en religion. Nazisternes hedensk-lignende symboler og ceremonier var klart surrogater, men det samme kan ikke siges om muslimernes århundreder gamle skikke. Når folk kaster sig i bøn fem gange om dagen, er det svært at hævde den påstand, at hvad de laver, ikke er andet end et magtspil.

Sandheden er, at islam er en hybrid: Den er både en politisk ideologi og en religion. Og selvom den politiske side af islam på alle måder kan vise sig at være lige så farlig som nazismen eller kommunismen, så opnår den fra dens religiøse side en betydelig beskyttelse mod kritik. På grund af dens religiøse karakter virker det forkert at konfrontere islam med samme form for ideologisk krig, som Vesten førte mod fascismen og kommunismen.

Men truslen mod Vesten og resten af verden er efter alt at dømme stigende. Ægyptere, nigerianere, kenyanere, pakistanere, filippinere og andre har svært ved at standse udbredelsen af radikal islam inden for deres grænser. I Europa breder islamiseringen sig hastigt, og ingen har fundet formlen til at modstå den. I Irak har Abu Bakr al-Baghdadi proklameret oprettelsen af et nyt kalifat, erklæret sig selv som kalif og har opfordret muslimer verden over til at slutte sig til ham i krigen mod de vantro. Vi hører meget om alle de forskellige former for islam, men tanken om kalifatet er, at der kun bør være én samlet islam. Ligesom kommunismen er kalifatet tænkt som et grænseløst samfund - et tværnationalt og stadigt ekspanderende imperium af sande troende. Grunden er, at islam, ligesom kommunismen, stræber efter at blive et universelt trossystem.

I modsætning til kommunismen, har islam mulighed for at gennemføre sine missionerende aktiviteter under religionens banner. Under Den Kolde Krig havde kommunister ikke fordelen af at kunne etablere rekrutterings- og indoktrineringscentre over hele den frie verden. Og jo, dette er, hvad islam i realiteten har. Moskeer er ikke bare religiøse steder; de ofte centre for politisk aktivitet og ikke sjældent jihad-aktivitet. Som et populært muslimsk digt udtrykker det: "Moskeerne er vore kaserner, kuplerne vore hjelme, minareterne vore bajonetter og de troende vore soldater." Det kan virke som lidt af en poetisk overdrivelse, men det tages alvorligt i den muslimske verden. Recep Erdogan kom i fængsel for at citere disse linjer, dengang Tyrkiet stadig var en sekulær stat. At han nu er leder af dette land, giver en god indikation af, hvilken vej vinden blæser.

Selvfølgelig: For en ikke-muslim er det blotte vink i retning af, at moskeer kunne tjene sådanne formål, en åben invitation til beskyldninger om islamofobi og bigotteri. På samme måde vil en antydning af, at der er ligheder mellem islam og kommunisme eller mellem islam og nazisme, placere én i periferien af acceptabel samtale. Hvilket rækker til at bevise pointen: Islams religiøse status sætter den hinsides kritik. Du kan kritisere de meget radikale islamiske radikale og meget ekstreme islamiske ekstremister - så længe du husker at tilføje, at deres aktiviteter selvfølgelig intet har at gøre med religionen islam.

Da jeg var dreng, var en af de mere populære tegneserier "Ham" Fishers "Joe Palooka." Palooka var en sværvægtsbokser i topklassen og omtrent lige så renfærdig, ædel og patriotisk, som en tegneseriefigur kunne være. Næst efter hans boksefærdigheder, var Joe største styrke hans integritet. Det var også hans største svaghed, fordi hans modstandere uvægerligt udnyttede den. Én, jeg husker, var en stor og tyk slagsbror ved navn Ruffy Balonki. Ruffy brugte ethvert muligt beskidt trick, herunder at stikke øjne ud og bære knojern i handskerne. Han brugte endda psykologisk krigsførelse. Ved én lejlighed, dukkede han op i ringen med en stor tatovering, der dækkede hele hans omfangsrige mave. Den var hjerteformet, og inde i hjertet stod med fede bogstaver "MOR".

Som Ruffy rigtigt havde gættet, forhindrede Joes følelse af anstændighed ham i at sætte slag ind i dette område. I runde efter runde, og på trods af bønner fra hans manager (samt de tavse bønner fra tegneserielæsere over hele landet), nægtede Joe at ramme Ruffy i, hvad alle vidste, var hans svage punkt. Og fordi han blev forstyrret i sin boksning, fik Joe bank i runde efter runde. Jeg husker ikke, hvad der til sidst fik bragt Joe til fornuft, men jeg har ikke glemt billedet af ham, gjort næsten hjælpeløs af hans egen anstændighed.

Ligesom med Ruffy Balonki, har islams teologi/ideologi nogle meget store svagheder. Men vores fornemmelse af anstændighed, der i dag er styret af reglerne for politisk korrekthed, vil ikke engang tillade os at tale om dem. I realiteten er de følsomme områder beskyttet af et stort skilt, hvor der står: "Religion - må ikke berøres". Forskellen er, at kampen, vi bliver trukket ind i, ikke er en boksekamp, og at vi, hvis vi taber den, ikke vil blive tilbudt revanche.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo