Islamiske familieværdier
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: Islamic Family Values
Kilde: Crisis Magazine, 6. november 2017
Udgivet på myIslam.dk: 18. december 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Ligesom det er en god idé ikke at lægge for meget i det kors, der er tatoveret på overarmen af en truende rocker i baren, således er det bedst ikke at lægge for meget i de lejlighedsvise indrømmelser til kristendommen, vi finder i islam.

For nogle katolikker synes det at være tilstrækkeligt at høre - som Nostra Aetate fortæller os - at muslimer "ærer" Jesus og "viser ærbødighed" for Maria. Jeg kan ikke huske alle de gange, hvor en eller anden håbefuld katolik har gjort mig opmærksom på, at der er et helt kapitel opkaldt efter Maria i Koranen, eller at Maria nævnes mere end nogen anden kvinde i denne bog. Dette kompenserer formentlig på en eller anden måde for alle de vers i Koranen, der opfordrer til korsfæstelser, halshugninger og amputationer, og for det faktum, at kristne, som lever i muslimske lande, generelt lever et usikkert liv.

I gribe-efter-halmstrå-afdelingen er en af de hyppigste påstande den, at muslimer lever efter mere eller mindre de samme moralske regler, som traditionelle kristne. For eksempel læser vi i Nostra Aetate ikke alene, at muslimer ærer Jesus og Maria, men også at de "lægger (...) vægt på en moralsk livsførelse". Ligeledes har mange katolske forfattere argumenteret for, at muslimer er vore naturlige allierede i kulturkampen, fordi de er imod abort, utroskab og pornografi og værdsætter beskedenhed og kyskhed.

Det er rigtigt, at mange muslimske familier, især i USA, ikke synes at være ret meget forskellige fra kristne familier. De beder jævnligt, deltager i ugentlige gudstjenester, giver bidrag til velgørende organisationer og opdrager høflige børn. Som et resultat er det let at konkludere, at islamiske familieværdier og kristne familieværdier stort set er de samme. Men i virkeligheden er der en verden til forskel mellem de to. For at få et bedre billede af de islamiske familieværdier, er det tilrådeligt at kaste et blik på muslimske lande eller på de dele af Vesten, der nu hastigt falder under islamisk indflydelse.

Tag Storbritannien. Et nyt britisk websted, designet til at hjælpe muslimske mænd med at finde en kone nummer to, har mere end 100.000 brugere. Og det anslås, at der allerede er så mange som 20.000 polygame ægteskaber blandt britiske muslimer. Udover polygami er der mange andre praksisser, som det ville være noget nær umuligt at finde blandt kristne familier: Titusindvis af tilfælde af kvindelig kønslemlæstelse, tvangsægteskaber mellem fætre og kusiner samt kvinder indhyldet i burkaer.

Men lad os fokusere på polygami. Dette er ikke bare et tilfældigt element, vi støder på i arabiske kulturer, men det er et centralt element i det islamiske system. Denne praksis er i fuld overensstemmelse med sharia-loven og med Koranen. I Koranen har muslimske mænd lov til at have op til fire hustruer på én gang. Men Muhammed modtog en helt særlig åbenbaring fra Allah, der tillod ham alene at have alle de koner, han ønskede. Da Muhammed betragtes som det perfekte menneske og modellen for korrekt adfærd, er der ingen teologisk basis for at modsætte sig polygami. Selvfølgelig er der rigtig mange muslimske mænd, der ikke praktiserer polygami, men det er ikke fordi, at denne praksis anses for at være upassende. Derimod skyldes det, at mange mænd ikke har råd til at forsørge mere end én kone. Men polygami er altid en mulighed. Den egyptiske standard ægteskabskontrakt indeholder felter, som manden kan udfylde med navnene på hustru nummer to, tre og fire - bare for tilfældets skyld.

Kristendommen medførte en revolution i forholdet mellem mænd og kvinder. Den slettede den ulighed mellem kønnene, som polygamien forstærkede. Og den ophøjede ægteskabet mellem én mand og én kvinde til at være et sakramente. Under indflydelse af kristendommen blev polygami ulovlig i Vesten og i mange andre dele af verden også. På den anden side bevarede og forstærkede den tro, som Muhammed introducerede, polygamien ved at give den religiøs sanktion. Desuden er polygami ikke et blot levn fra fortiden. Med islams nuværende genopblussen spredes denne praksis. En vestlig konvertit til islam kan pludselig blive ført tilbage til en tid, hvor en mand kunne styre sin husstand meget ligesom en kalif styrede sit harem.

Hvorfor afviste Muhammed den kristne vision om ægteskab? En teolog kan spore det tilbage til hans afvisning af Treenigheden. Ligesom Inkarnationen ophøjer vores forståelse af mennesket, således ophøjer læren om Treenigheden vores forståelse af ægteskab og familie. Den indbyrdes kærlighed mellem de tre personer i Treenigheden bliver modellen for ægteskab og familie. En sådan himmelsk model findes ikke i islam. I Muhammeds bog er Allah en ensom gud og skal forblive sådan. Derfor:

"Så tro på Allah og Hans udsendinge, og sig ikke: 'Han er tre!' (...) Allah er én gud. Lovet være Han, højt hævet over at have en søn." (Koranen 4:171)

Koranen giver ikke teologisk basis for at opfatte ægteskabet som et én-mand-én-kvinde forhold. Men teologi har måske ikke været den afgørende faktor. Muhammed kan også have haft personlige grunde til at foretrække polygami frem for monogami. Det er meget muligt, at han simpelthen ikke ønskede at begrænse sig til en enkelt kone. Islam-forskere betegner en række af Muhammeds åbenbaringer som ”bekvemmelighedsåbenbaringer" - dvs. åbenbaringer, der virkede til hans personlige fordel eller hjalp ham med at løse en familiekonflikt. Den åbenbaring, der tillod ham at gifte sig med sin egen svigerdatter, falder indenfor denne kategori, og det samme gælder den åbenbaring, der tillod ham at have et ubegrænset antal koner (og sex-slaver).

Men der er endnu et tredje motiv, der skal overvejes. Som mange forskere har bemærket, så anser totalitære systemer den traditionelle toforælder-familie for at være en rival. Frygten er, at familieloyalitet kan komme til at gå forud for den "højere" loyalitet, man skylder staten. Tyranner ved, at de følelsesmæssige bånd af kærlighed, der udvikler sig i en familie, kan vise sig at være stærkere end troskaben til den herskende ideologi, eller til Big Brother eller til Kære Leder.

Dette var helt sikkert tilfældet med nazismen. Gennem organisationer som Hitlerjugend søgte nazisterne at overføre et barns loyalitet fra dets forældre til staten. På samme måde opfattede kommunisterne den traditionelle familie som intet andet end et reaktionært levn fra borgerskabsmoralens tid. Kommunisterne havde ingen skrupler med at opfordre børn til at optræde som informanter om deres forældre, og i det stalinistiske Rusland blev en sådan informant - den 13-årige Pavlik Morozov - ophøjet til status af nationalhelt.

I takt med at den moderne sekulære stat bliver stadig mere totalitær, begynder også den at se på familien som en rival til dens stræben efter at opnå fuld kontrol over borgerne. Staten søger således på forskellige måder at undergrave ægteskabets formål (f.eks. ved at fremme abort) og forstyrre forholdet mellem mand og kone (f.eks. ved at gøre kvinder økonomisk afhængige af staten). I mellemtiden kan det tages for givet, at medierne - der ofte virker som agenter for staten - vil forherlige uortodokse familiearrangementer. I disse dage er sitcoms [situationskomedier] om traditionelle familier lige så verboten som cigaretreklamer.

Det bør derfor ikke være overraskende, at islam, som er et totalitært system par excellence, favoriserer den polygame familiestruktur. Gennem sharia-loven forsøger islam at styre alle aspekter af individets liv. Som dens fortalere hævder, er islam ikke bare en religion, den er en komplet måde at leve på. Desuden er det et formålsbestemt liv. Meningen er, at det skal leves i tjeneste for ideologien om jihad for Allahs sag. Som Nonie Darwish siger det i Wholly Different: "I islam - næst efter troen på Allah - er førsteprioriteten for en muslimsk troende ikke familien; det er jihad." Derfor er "en mand, der giver sit liv til sin kone og børn i et monogamt ægteskab, en trussel mod jihad."

Darwish hævder, at det kristne ideal om eksklusiv og permanent loyalitet mellem mand og kone er i strid med islams mål. Et sådant ægteskab er en rival til den målbevidste forfølgelse af jihad. Det er et polygamt ægteskab ikke. For det første har manden ingen forpligtelsen til at forblive loyal over for den ene kone. Og lige så vigtigt er en polygam familie ved selve sin natur hærget af interne rivaliseringer. Den mangler den organiske enhed, der kunne gøre det muligt for den at stå som en rival til jihad-ideologien.

Ifølge Darwish og andre tidligere muslimer vil strukturen af polygame familier (kombineret med visheden om, at ens monogame ægteskab pludselig kan blive forvandlet til et polygamt) skabe delte loyaliteter og dysfunktionelle familier. Den sætter kone op mod kone, stedbror mod stedbror og svigermor mod svigerdatter.

Desuden skaber islamisk teologi rivalisering mellem en mands nuværende kone/koner og hans kommende brude i Paradis. For at sikre, at muslimske mænd aldrig bliver tilfredse med deres nuværende kone/koner, bliver de lovet mere polygami med mere attraktive partnere i den næste verden. Selvfølgelig er den eneste sikre vej til at skaffe sig brude i Paradis at føre jihad for Allahs sag. Som Darwish udtrykker det: "Islam har erstattet kærlighed til familie med kærlighed til jihad og martyrdom."

Et nyligt eksempel på Darwishs iagttagelse er givet af Sayfulla Saipov, jihadisten, der dræbte otte mennesker på en cykelsti i New York City ved at køre dem ned med en lastbil. Saipov er en familiemand, men kun i udtrykkets mest begrænsede betydning. Han har en kone og tre børn, men han havde også jihad i tankerne. I modsætning til den almindelige soldat, der håber at vende tilbage fra slagmarken for at blive genforenet med sin kone og børn, havde denne "soldat af Islamisk Stat" i stedet til hensigt at blive forenet med sine brude i Paradis. Løftet om fuldkomne hustruer i Paradis har tendens til at svække båndene til ens familie her på jorden. Desuden, som Muhammed forstod, er et sådant løfte en effektiv mekanisme til at sikre, at der altid vil være en rigelig forsyning af rekrutter til jihad.

Ikke alle muslimer har samme indstilling, selvfølgelig. Mange er ikke interesserede i polygami eller jihad, og de kan have deres tvivl om eksistensen af de 72 jomfruer. Nogle muslimske ægteskaber, som Darwish hurtigt indrømmer, "er lykkelige og velfungerende". Nogle muslimer er i stand til at hæve sig over ideologi og ignorere islams kvindefjendske lære.

Alligevel er de islamiske familieforhold langt mere dysfunktionelle end vestlige borgere er klar over. Polygami er ikke det eneste problem. Børneægteskab er almindeligt, og det samme gælder tvangsægteskab. I Iran og andre shia-muslimske samfund er midlertidigt ægteskab (en form for prostitution) lovligt. Og 91 procent af al æresvold på verdensplan begås af muslimer.

I den forbindelse siger islamisk lov, at der ikke er nogen straf for en mor eller far, der dræber sit barn, og ingen straf for en bedstemor eller bedstefar, der dræber sit barnebarn (Reliance of the Traveller, o1.4). Omvendt kan et barn dræbe en forælder for ærens skyld. Sønner deltager ofte i drabet på mødre (eller søstre), der på en eller anden måde har bragt familiens ære i fare. I The Stoning of Soraya M. - en film baseret på en sand historie - er det faderen og sønnen til en anklaget hustru og mor, der kaster de første sten. På Vestbredden opdrager forældre bevidst deres børn til at blive selvmordsbombere. Dette sker også for ærens skyld, for som man kan forvente i et system, der kredser om jihad, vil stor ære tilfalde martyrernes forældre.

Hvor sovjetkommunisterne og nazisterne opfordrede børn til at forråde deres forældre, så lærer det islamiske system, at ethvert familiemedlem kan ofres af ethvert andet familiemedlem for Allahs og jihads skyld. Det er barn mod forælder, forælder mod barn, mand mod kone, bror mod søster, kone mod kone: det er et uhyggeligt system. Og det bør ikke sammenlignes med det kristne familieideal.

Det er rigtigt, selvfølgelig, at familier i vestlige samfund ofte er urolige og destruktive. Men i den kristne og post-kristne verden er familie-dysfunktion ikke en følge af kristne værdier. Den følger af en afvigelse fra dem. De problemer, der plager moderne familier, er stort set et resultat af, at det sekulære samfunds anti-kristne og anti-familie-værdier leves ud.

Kristne er langt fra perfekte. De er ikke immune over for dumhed eller synd. Men kristne familieværdier er ikke mere lig islamiske værdier, end de er lig nazistiske familieværdier eller sovjetiske familieværdier. Katolikker, der sætter en falsk ligestilling mellem de to afgjort forskellige visioner om familieliv, som islam og kristendom repræsenterer, burde vide bedre. Og de burde holde op med at gøre det.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo