Et af vor tids store mysterier er, hvordan så mange angiveligt oplyste katolikker har været i stand til at misforstå islam så meget og så længe. Det er forståeligt, at katolikker i 1960'erne, da den islamiske verden var relativt rolig, kunne nære de høje forhåbninger om islamisk-katolske relationer, som blev udtrykt i Nostra Aetate. Men nu skriver vi 2017 og i det mellemliggende halve århundrede er meget vand løbet i havet.

I betragtning af alt, hvad der er sket i mellemtiden - 9/11, daglige terrorangreb, den accelererende islamisering af Europa og udviklingen af atomvåben i Pakistan og Iran - har katolikker vel nok fortjent at få mere at vide om islam end den korte behandling, der præsenteres i Nostra Aetate eller den endnu kortere behandling i Den katolske Kirkes Katekismus. Katekismens 38 ord om emnet slutter med forsikringen om, at muslimerne "med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene" (841). Desværre er dette af en lang række gejstlige og lægfolk blevet fortolket som: "Lad være med at bekymre dig og læg dig til at sove igen." For at få en idé om, hvor skødesløs Kirkens ledelse har været i dens vejledning om islam, så tænk på, at katekismen bruger omkring fem gange mere plads til en diskussion af menneskets forhold til dyr end til Kirkens forhold til muslimer.

Det er ikke alene det, at mange gejstlige og ledende katolske lægfolk ikke forstår de dybe teologiske forskelle mellem islam og kristendom, men de forstår heller ikke de dybe kulturelle og menneskelige forskelle, der følger af de teologiske forskelle. Sagt kort og klart, så er kristendommen en humaniserende religion og islam er ikke. Denne erklæring kræver selvfølgelig modifikationer her og der; men der er tilstrækkelig stor forskel mellem den kristne vision om den menneskelige person og den tilsvarende islamiske vision, til at katolske ledere bør være yderst forsigtige, før de erklærer fælles sag med islam. De mange erklæringer om ensartethed og solidaritet med islam, der nu rutinemæssigt udsendes af kirkeledere, tjener kun til at forvirre og vildlede katolikker.

Den teologisk set mest betydningsfulde kendsgerning om islam er, at den er en anti-kristen bevægelse. Dette er et af hovedtemaerne i Nonie Darwishs bog, Wholly Different. Darwish, der voksede op i et islamisk samfund og efterfølgende konverterede til kristendommen, hævder, at islam er en kontrarevolutionær tro: En afvisning af centrale bibelske overbevisninger. Som hun udtrykker det:

"[Muhammed] forkastede ikke bare Bibelen i al stilhed. Tværtimod lancerede han et vildt oprør imod den (...). Islam er en negativ religion, besat af at omstyrte. Den er et oprør og en kontrarevolution mod den bibelske revolution."

Den bibelske revolution var ikke kun en revolution i vores tænkning om Gud, men også en revolution i vores tænkning om mennesket. Det mest revolutionerende øjeblik kom, da Gud tog vores menneskehed på sig og blev en af os. Som pave St. Johannes Paul II bemærkede, så åbenbarer inkarnationen ikke kun Gud for mennesket, den åbenbarer også mennesket for mennesket selv.

Ved at afvise inkarnationen afviste Muhammed også menneskehedens ophøjede status, der er en følge af den. Dette ikke for at sige, at dette var hans hensigt fra starten. Islam begyndte ikke som en antikristelig teologi, men det var næsten uundgåeligt, at den måtte udvikle sig på den måde. Muhammed opfattede sig selv som en profet, og han havde et stærkt ønske om at blive anerkendt som sådan. Problemet er, at en profet er nødt til at have et profetisk budskab. Og efter at Jesus havde åbenbaret sig som Guds Søn og opfyldelsen af al profeti, var der ikke meget tilbage at sige i den retning.

Efter at have indset dette, gik Muhammed i gang med at genfortælle Jesu historie, idet han omarbejdede ham til at være, ikke Guds Søn, men en anden - og mindre - profet. Denne degradering af Jesus banede således vejen for Muhammeds påstand om at være profet. (Stående overfor et lignende problem, kom pastor Sun Myung Moon, grundlæggeren af Moonbevægelsen, frem til en lignende løsning. I hans udlægning lykkedes det ikke Jesus at fuldføre sin opgave med at gifte sig og skabe en perfekt familie og derfor overlod det til Moon at gennemføre den ufærdige mission.)

Jesus er i Koranen, ja, men han er i realiteten blevet neutraliseret. Han er ikke guddommelig, han blev ikke korsfæstet og genopstod ikke, og han spiller ingen rolle for menneskets forløsning. Faktisk er der i Koranen ingen antydning af, at mennesket har behov for at blive forløst. Man skal tro på Allah og hans sendebud (Muhammed) og adlyde Allah og hans sendebud, og så vil Allah sandsynligvis (der er ingen sikkerhed) lukke én ind i paradiset. Men man behøver ikke at blive genfødt.

Vi taler om "radikal" islam, men i en vis forstand er der intet radikalt ved islam. Den kræver ingen radikal forvandling af selvet, som kristendommen gør. I islam er mennesket ikke skabt i Guds billede. Derfor er der intet kald til hellighed, intet krav om at blive "fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!" (Matt 5:48). Den radikale forvandling i Kristus, som forbereder én til fællesskab med Gud, er ikke nødvendig, da menneskets skæbne ikke er forening med Gud, men forening med jomfruer i Paradis. Der er ikke behov for åndelig forvandling, fordi Himlen bare er en bedre version af Jorden.

Dette er én måde at betragte menneskets skæbne på. Men den kristne opfattelse er helt igennem anderledes. Paulus skrev: "Og alle vi (...) forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed" (2 Kor 3:18), og "for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed" (2 Kor 4:16-17). Uanset hvad man mener om sandheden af det kristne budskab, så er budskabet, at mennesket har et meget højt kald. Forskellen mellem denne vision af mennesket og den ret lave vurdering af det menneskelig potentiale, der er indeholdt i Koranen, er dybtgående. Det er underligt, at så mange katolikker er villige til at fortynde denne vision for at skabe en illusorisk moralsk ligestilling med islam.

Islams manglende interesse for menneskelig forvandling begynder med manglen på menneskelig interesse for Koranen. Selv om den blev til omkring 600 år efter evangelierne, indeholder den ikke noget af evangeliernes drama - intet guddommeligt drama og intet menneskeligt drama. I stedet er den en samling af afbrudte udsagn, advarsler og forbandelser, blandet op med Muhammeds egne udgaver af historier lånt fra Bibelen.

Selv når han genfortæller disse historier, synes Muhammed stort set ude af stand til at udstyre Bibelens profeter og helte med personlighed. Faktisk er den eneste person i Koranen, som Muhammed synes at være virkelig interesseret i, ham selv. Som en understregning af hans ydmyghed kan islamiske apologeter lide at sige, at Muhammed kun bliver nævnt fire gange i Koranen. Jeg har ikke talt efter, men det virker rigtigt. Ikke desto mindre formår Muhammed at nævne sig selv på næsten hver eneste side - nogle gange som "Udsendingen", nogle gange som "Apostlen", nogle gange som "Profeten" og næsten altid som den uundværlige mellemmand mellem Allah og menneskene. Denne gentagne understregning af hans rolle som profet findes også i hadith-samlingerne. For eksempel: "Jeg er blevet sendt til hele menneskeheden, og profeternes linje er lukket med mig" (Sahih Muslim, bog 4, nummer 1062).

Bortset fra Allah er Muhammed den vigtigste person i Koranen. Hvilket bringer os tilbage til Jesu placering i Koranen. Sandheden er, at han kun spiller en mindre rolle. Han er flere gange nævnt som en af profeterne, og ved et par andre lejligheder får han nogle linjer at sige. Ved en af disse lejligheder forsikrer han Allah om, at han aldrig hævdede at være Gud: "Det tilkommer ikke mig at sige noget, som jeg ikke har ret til." (Koranen 5:116).

Jesus findes i Koranen, men kun fordi han kender sin plads. Hans rolle er at fjerne den største hindring for Muhammeds krav om profetskab. Hvem bedre end Jesus kan afvise Jesu krav om at være Guds Søn og dermed bane vejen for, at Muhammed kan blive profetens segl?

Men ved at rippe Jesus for hans guddommelighed formåede Muhammed også at rippe ham for hans menneskelighed. Koranens Jesus er simpelthen ikke en interessant person. Faktisk kvalificerer han næppe til at være en person. Han virker mere som en ulegemlig stemme. Når kristne hører, at Jesus er i Koranen, antager de, at han må være en person som Jesus i evangelierne. Således kan de forsikre sig selv om, at selv om muslimer ikke anerkender Kristi guddommelighed, så vil de i det mindste være fortrolige med hans liv. Men enhver, der gør sig den ulejlighed at læse Koranen, vil hurtigt blive revet ud af den illusion. Der er ikke noget liv i Koranens Jesus. Der er ingen svagt ændret version af evangeliets fortælling. Faktisk er der slet ikke nogen fortælling - bare et par korte tilsynekomster for at gøre opmærksom på, at Jesus kun er et menneske, ikke Guds Søn.

Denne forkortede behandling af Jesus i Koranen matches af et reduceret syn på den menneskelige person. I islam er mennesket ikke mere end en slave af Allah. Han kan komme i Paradis, men Paradis er i det væsentlige et himmelsk harem. Ifølge den kristne vision, er det menneskets bestemmelse at blive forenet med Gud. Ifølge den islamiske vision, er det menneskets bestemmelse at kopulere.

Ved at afvise den kristne lære om inkarnationen, afviste Muhammed også den kristne vision om en forløst menneskehed. Inkarnationens kendsgerning hævede menneskets status umådeligt - "ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving." (Gal 4:7). Derfor er julesange så fulde af glæde. Som en salme minder os om, så bliver natten, da vor Frelser blev født, det øjeblik, hvor "sjælen følte sit værd." Takket være Muhammeds dystre vision, mangler alt dette i islam - ingen "et barn er født i Betlehem", ingen "velkommen igen Guds engle små", ingen "det kimer nu til julefest."

I lyset af den islamiske visions forholdsvise trøstesløshed er det svært at forstå, hvorfor så mange katolske prælater og teologer insisterer på at identificere islam som en beslægtet tro, vi har meget tilfælles med. Ligeledes er det ikke let at forstå, hvorfor så mange af dem ønsker at erklære deres solidaritet med islam.

Teologisk og menneskeligt repræsenterer islam et stort tilbageskridt. Den vil føre os tilbage til en tid, hvor ideen om menneskelig værdighed blev betragtet som latterlig - til en tid, hvor slaveri var en selvfølgelighed, og kvinder blev vurderet lavere end mænd og undertiden lavere end dyr.

På en måde er Muhammeds afvisning af inkarnationen en ny gengivelse af en urgammel fortælling. I Miltons Paradise Lost bliver Lucifers oprør udløst af Guds meddelelse om, at han havde født en Søn. Lucifer, som rangerede højt blandt englene, var meget stolt. I dag ville vi nok sige, at han bare ikke kunne klare konkurrencen. Det kunne Muhammed tilsyneladende heller ikke - en mand, så besat af stolthed, at han identificerer sig som Allahs nære fortrolige på næsten hver eneste side af Koranen.

Ligesom Lucifer, gjorde Muhammed oprør mod Kristus som Guds Søn. For hvis Kristus er Guds Søn, er Muhammed færdig som profet. Følgelig er der talrige passager i Koranen, der benægter Treenigheden og Kristus som Guds Søn, og som forbander dem, der tror på det.

Prisen, som Muhammeds tilhængere måtte betale, var tabet af fornemmelsen for menneskets ophøjethed, som inkarnationen bringer. Den centrale dramatiske begivenhed i historien er fødslen af et drengebarn, som også var livets ophav. Han kom, for at vi kunne have liv og have det i overflod.

Men hvorfor kom Muhammed? Han åbenbarer intet, der ikke allerede var åbenbaret i Det Gamle Testamente. I næsten alle henseender er Koranen ikke andet end gamle nyheder. Det eneste nye element er den "åbenbaring", at Muhammed er Guds sidste profet. Den gode nyhed i evangelierne er, at Gud er blevet en af os; den store nyhed i Koranen er, at Muhammed er blevet profet.

Sammenlignet med de enorme og vidunderlige åbenbaringer i Det Nye Testamente, er dette ikke andet end bagateller. Igen må man undre sig over, at så mange moderne gejstlige har så travlt med at sætte moralsk lighedstegn mellem kristendommens livgivende tro og islams livsfornægtede, regelbundne system. Måske skulle de læse Koranen. Eller bedre endnu, måske skulle de genlæse evangelierne.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo