Intet fremmer jihad som uvidenhed om islam. Og da der er så megen uvidenhed, har jihad spredt sig hurtigt. Men vi synes ikke at lægge mærke til det. Vi hører spredte fortællinger om forfølgelsen af kristne i Nigeria, Egypten, Pakistan og Iran. Vi ved eller burde vide besked om de daglige kniv- og køretøjsangreb i Europa. Alligevel er vi på en eller anden måde sikre på, at sådanne ting ikke kan ske i Amerika. Men det er netop vores naive nonchalance, der praktisk talt garanterer, at det vil. I mellemtiden gør kirkeledere intet for at fjerne uvidenheden. Mens Vatikanet bedrager sig selv med at tale om fælles grund, fortsætter islam med at fortære grund - både geografisk og kulturelt.

Selvfølgelig er det ikke kun katolikker, der ikke kan se de ubehagelige sandheder om islams spredning i øjnene. Efter 36.000 dødbringende jihad-angreb siden 2001 er selvtilfredshed stadig dagens orden. Denne selvtilfredshed skyldes i vid udstrækning det faktum, at vi undervurderer omfanget af jihad. Det er fordi, vi aldrig hører om langt de fleste jihad-angreb, men også fordi vi har tendens til hurtigt at glemme dem, vi har hørt om. Truslen er reel, men vores hukommelse er kort.

Måske er du stadig ikke overbevist om, at truslen er så omfattende, som jeg lader formode. Så for at overbevise dig, lad mig teste din hukommelse om nogle store islamiske terrorangreb, som du måske har glemt. Kan du f.eks. huske det første angreb på World Trade Center? For mange af jer er det et let spørgsmål. Men yngre læsere klør sig muligvis i nakken: "Hvilket første angreb? Der var kun ét, var der ikke?" Mange medlemmer af den "vågne" ("woke") generation var endnu ikke født i 1993. Det var, da islamiske terrorister detonerede en enorm lastbilsbombe i parkeringshuset under Nordtårnet. Det sprængte et tredive meter bredt hul gennem fire af bygningens underniveauer, sendte røg op til 93. etage og resulterede i seks dødsfald og mere end tusind kvæstede (mange af røgforgiftning).

Lad os nu gøre spørgsmålene lidt sværere. Kan du huske bombningen af fire pendler-tog i Madrid? Det skete i 2004 og resulterede i 191 døde og 1.800 sårede. Det var store nyheder på det tidspunkt, men dagens massive nyhedsstrøm har tendens til hurtigt at presse gamle begivenheder ud af hukommelsen for at give plads til nye.

Hvad med massakren i Beslan, Rusland? Kan du huske den? I 2004 overtog tredive muslimske terrorister kontrollen over en stor grundskole i Beslan. Mere end 330 mennesker - mange af dem børn - blev efterladt døde, før hæren endelig fik gjort det af med terroristerne. På det tidspunkt virkede den som en af de hjerteskærende historier, som man aldrig glemmer. Men der er stor sandsynlighed for, at mange uden for Rusland har glemt den.

Mumbai? Angrebet i Mumbai begået af et hold muslimske terrorister var en fire dage lang belejring, der efterlod 164 døde og 300 sårede. Et af angrebets hovedmål var det ikoniske Taj Mahal Palace Hotel, hvoraf store dele kunne ses i tv-nyhederne indhyllet i røg og flammer. Hvis angrebet på Mumbai stadig står klart i din erindring, er det måske fordi det blev genopfrisket af filmen Hotel Mumbai, som blev udgivet i februar 2018.

Angrebet på Bataclan-teatret? Undergrunds- og busbombningerne i London? Angrebet på Bruxelles lufthavn? Alle disse var storstilede angreb med enorme antal kvæstede, men alligevel er du sandsynligvis nødt til at anstrenge din hukommelse for at få blot en svag erindring frem.

Nu til 84.000-dinar-spørgsmålet. Kan du huske kupforsøget mod regeringen i Trinidad? Nej? Nå, det kunne jeg heller ikke. Jeg stødte først for nylig på historien, og så, med lidt hjælp fra Wikipedia, kom den langsomt tilbage til mig. I 1990 tog 115 medlemmer af en radikal muslimsk organisation kontrol over parlamentet og øens eneste tv-station. Efter seks dage overgav de sig endelig til hæren, men ikke før 24 mennesker var blevet dræbt.

Jeg bringer Trinidad-kupforsøget op, fordi det viser, hvor udbredt jihad er og hvor længe det har stået på. På dette sted er jeg fristet til at starte en diskussion af de mange jihad-angreb på badebyer og turistattraktioner. Men jeg ønsker ikke at ødelægge din næste ferie, og desuden er voldelig jihad slet ikke det største problem.

Hovedfokus for denne bog [What Catholics Need to Know about Islam] er ikke væbnet jihad, men en anden form for jihad, der er endnu mere truende. Jeg kalder den "kulturel jihad", men den kaldes også "stealth-jihad". Denne form for jihad er farligere, fordi den er mere udbredt, og fordi de fleste af os næppe er klar over dens eksistens.

Kulturel jihad er en langsigtet kampagne for at sprede islamisk lov og kultur ved at påvirke vigtige kulturinstitutioner som fx medier, politiske partier, skoler og kirker. Tag den indflydelsesoperation, som arabiske stater udfører mod amerikanske universiteter. Siden 2012 har lille Qatar doneret 376 millioner dollars til Carnegie Mellon University, 351 millioner dollars til Georgetown, 340 millioner dollars til Northwestern University, 275 millioner dollars til Texas A&M, 41 millioner dollars til Virginia Commonwealth University, og mindre beløb til to dusin andre større universiteter. Saudi-Arabien har doneret lignende beløb til mere end 60 universiteter.

Hvorfor giver islamiske donorer store summer til allerede velhavende amerikanske universiteter? Hvad håber de at få ud af det? Håber Qatar-emiren, at Harvard vil navngive en bygning efter ham? Håber saudiske prinser at få deres sønner optaget på Princeton på trods af lave testresultater? Eller forsøger de måske at bestikke institutterne for Mellemøsten Studier, Islamiske Studier og Historie til at præsentere islam i et gunstigt lys?

Det politisk korrekte svar på det sidste spørgsmål er naturligvis: "Bestikkelse? Det er latterligt. Hvem har nogensinde hørt om et amerikansk universitet, der tager imod bestikkelse?" Virkeligheden er, at der er hundredvis af den slags indflydelsesoperationer, som trænger ind i alle vore større sociale institutioner. Nogle af dem er ikke engang videre hemmelige, fordi de ikke behøver at være det. Vestlige borgere har lært at dukke hovedet og ikke se visse ting. Hvis du bemærker noget og laver ballade, så betyder det, at du er en "islamofob". Og det kan betyde store problemer.

Har kulturel jihad en chance for at forvandle kulturen? Tjaa - her er en analogi. For ti år siden virkede det ikke som om, at LGBT-bevægelsen havde en chance for at gennemtvinge nogle af sine vanvittige ideer. Hvis du for seks år siden havde fået at vide, at biblioteker over hele landet en dag ville sponsorere drag-queen historietimer for børn, ville du ikke have troet det. På samme måde ville du ikke have troet det, hvis du havde fået at vide, at læger og professorer en dag ville blive fyret for ikke at tiltale skæggede mænd som "frøken".

Men nu er vi alle troende. Lige pludselig er det drag-queens, der bestemmer farten. Dette er ret forbløffende i betragtning af, at LGBT-segmentet kun udgør omkring 2 procent af befolkningen, og segmentet af drag-queens og skæggede lillepiger er endnu mindre.

Muslimer i Amerika udgør mindre end 2 procent af befolkningen, men de bakkes op af en verdensomspændende muslimsk befolkning på 1,7 mia. De bakkes også op af de samme magtfulde kræfter, der støtter drag-queen-historietimer og drenge-i-pigers-omklædningsrum - nemlig medierne, den akademiske verden, domstolene, big business, big tech og fremtrædende politikere. Desuden bruger muslimske aktivister i USA den samme vellykkede taktik som LGBT-lobbyen. Først siger de, at de blot er borgerrettighedsgrupper, hvis eneste ønske er lige rettigheder. De forsikrer dig om, at de ikke ønsker andet end en plads ved bordet. Derefter hæver de kravene, og hvis du ikke følger trop, er du - afhængigt af hvilken gruppe du fornærmer - enten en "homofob" eller en "islamofob".

Det virker næsten som om, at islamisterne og venstrefløjen er i - hvad siger man? - "hemmelig forståelse". Faktisk har der længe eksisteret en stiltiende alliance mellem islamister og venstreorienterede i Vesten. Og begge grupper har haft stor succes i deres bestræbelser på at udhule kulturen indefra.

Mange mennesker er uvidende om denne alliance. Og her er vi tilbage ved videnskløft-problemet. Nysgerrighed, siger man, dræbte katten, men det er mangel på nysgerrighed om islam, der dræber Vesten. Man kan dog ikke helt give den gennemsnitlige borger skylden for hans mangel på nysgerrighed, for når det drejer sig om islam, giver pressen ham kun lidt at være nysgerrig efter.

Tag fx sammensværgelsen om at sprænge jernbanebroen over Niagara River-kløften i luften, mens passagertoget mellem New York og Toronto kørte over. Hvad? Har du aldrig hørt om plottet om at sprænge broen over Niagara-floden i luften? Det er mærkeligt. Hvis det var lykkedes, ville det have resulteret i hundreder af døde. Heldigvis blev det forpurret af Det Kgl. Beredne Canadiske Politi og FBI. Men du skal ikke have det dårligt, hvis du ikke kendte til det. Uden for New York fik plottet meget lidt nyhedsdækning. Tilsyneladende besluttede medierne, at det ikke var vigtigt for dig at vide det.

Det gamle ordsprog siger: "Hvad du ikke ved, vil ikke skade dig." Men hvad du ikke ved om islam, kan skade dig meget. Niagara River-kløften er måske hundrede meter dyb, men ikke nær så dyb som vores uvidenhed om den religion, der blev grundlagt af Muhammed.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo