John Kerry og storimam Ali Mustafa Ya'qub i den store kuppelformede bedehal i Istiqlal-moskeen i Jakarta, Indonesien, februar 2014. (Foto: USA’s udenrigsministerium)

FrontPageMagazine den 11. februar indeholder en indsigtsfuld artikel af Daniel Greenfield om vores mislykkedes terrorbekæmpelsesstrategi. Vores politik, skrev han, er baseret på en kunstig sondring mellem "God islam" og "Dårlig islam". Vort mål, fortsatte han, er at "overbevise God islam om, at den skal holde sig væk fra Dårlig islam".

Ironisk nok, som Greenfield bemærkede, så ”anerkender vore diplomater og politikere ikke verbalt eksistensen af Dårlig islam". I stedet hævder de, at de "dårlige muslimer" (terroristerne) slet ikke er rigtige muslimer. Med en omskrivning af forskellige verdenslederes udtalelser, har terroristerne "intet at gøre med islam", de "taler for ingen religion" og har helt "perverteret" meningen med islam. Teknisk set er de ikke dårlige muslimer, fordi de ikke er muslimer af nogen art. Det er i det mindste, hvad teorien siger.

Med andre ord er vores strategi baseret på en cirkelslutning: Hvis du starter med den forudsætning, at islam er en fredelig religion, så kan de, der bryder freden, per definition ikke være tilhængere af islam. De må være motiveret af noget andet: Protest mod imperialismen, magtbegær eller endda en form for psykologisk defekt.

Hvad Greenfield siger om regeringens politik i forhold til islam, kan også siges om Kirkens [Den Katolske Kirkes, o.a.] politik. Kirkeledere har også for vane at sige, at terrorisme er en "perversion" af islam. De hævder, at jihadisterne bruger religion som et "påskud" for at skjule andre motiver. Og til tider har de endda opfordret muslimer til at være mere tro mod islam. For eksempel sagde pave Frans til en gruppe muslimske flygtninge i Rom for to år siden, at de skulle studere Koranen som et middel til at fordrive bitterhed, og følge deres forældres tro. Her er, hvad jeg havde at sige om emnet for et år siden:

”Kirkens politik (bør) sigte mod at svække troen på islam. Dette er det modsatte af den nuværende politik, der bygger på den antagelse, at der findes en god (autentisk) islam og en dårlig (uautentisk) islam, og at vi derfor bør styrke muslimernes tro på den "sande" islam og opmuntre dem til at trænge dybere ind i den.”

Dette er, som jeg fremførte på det tidspunkt, et umuligt projekt: "’God’ islam og ’dårlig’ islam er lige så tæt forbundet som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og Mr. Hyde vinder altid til sidst.” Eller som Greenfield udtrykker det:

God islam og Dårlig islam er to sider af samme mønt (...) vi forsøger at få Dr. Jekyll til at hjælpe os med at bekæmpe Mr. Hyde. Og Dr. Jekyll vil måske endda gerne hjælpe til, indtil han forvandler sig til Mr. Hyde.

Beviset for denne tese ses af vores frygt for, at den mindste kritik af islam vil tvinge de moderate (gode muslimer) til at slutte sig til ekstremisterne (dårlige muslimer). Men hvis muslimer så let kan forvandle sig fra Jekyll til Hyde, har der så været den store forskel mellem dem i første omgang? Ingen nærer bekymring for, at en fornærmelse mod Den Katolske Kirke eller endda mod Jesus Kristus pludselig vil forvandle moderate katolikker til maskerede terrorister. Den næsten universelle frygt for, at moderate muslimer let kan drives ind i den radikale lejr, er en anerkendelse af, at afstanden mellem de to ikke er så stor.

Kort sagt er God islam og Dårlig islam ikke adskilt af en kløft; de går kontinuerligt over i hinanden. Mange af de ting, som de "dårlige" muslimer gør, bliver også gjort af vore allierede, de "gode" muslimer. Derfor, som Greenfield påpeger:

Vores God islam-allierede i Pakistan bekæmper Dårlig islams terror, når de ikke lige skjuler Osama bin Laden. Dårlig islam i Islamisk Stat halshugger folk og tager slaver, og God islam i Saudi-Arabien gør det samme (...). Den moderate iranske regering underskriver en nuklear aftale, hvorefter den ekstremistiske iranske regering kræver "Død over Amerika".

Er den moderate muslim blot en fantasi? Det kan man vel ikke sige. Men der er formentlig langt færre af dem, end det almindeligt er antaget. Det er rigtigt, at det store flertal af muslimer på ethvert givet tidspunkt er fredeligt optaget af deres egne ting og sager. Men "dræber-ikke-nogen-lige-nu" er en dårlig målestok for moderation. Hvis de fredelige muslimer abonnerer på mere eller mindre de samme principper som de "dårlige" muslimer, bør de ikke antages at være moderate.

Talrige meningsmålinger har vist, at flertallet af muslimer verden over støtter ekstreme (og derfor ikke-moderate) sharia-straffe såsom amputation for tyveri, stening for utroskab og død for apostasi. Der er også udbredt støtte til blasfemilove, der ofte bruges som undskyldning for at forfølge kristne. I Pakistan for ikke så længe siden, deltog 100.000 mennesker i begravelsen af en mand, der myrdede en modstander af blasfemilovene. Offeret var, hvad vi ville kalde en moderat, men hans morder synes at være blevet langt højere æret. Omtrent på samme tid, opfordrede repræsentanter for mere end 35 religiøse partier og grupper til at tilbagekalde en ny pakistansk lov, der beskytter kvinder mod mishandling. I mellemtiden afviste det nigerianske senat et lovforslag om ligestilling mellem kønnene, fordi muslimske senatorer sagde, det var uislamisk.

Sådanne "moderate" muslimer er måske ikke villige til at dræbe, men de kan være villige til at støtte dem, der er. Efter bombningerne i Bruxelles blev det afsløret, at terroristerne havde bred opbakning i det muslimske kvarter, hvor de skjulte sig. Og ifølge en artikel i New York Times, opfattede 90% af teenagerne i muslimske kvarterer angriberne som "helte". På den anden side af Kanalen afslørede en meningsmåling blandt britiske muslimer, at to tredjedele af dem ikke ville anmelde en terror-relateret person til politiet.

Er der nogen muslimer, der vil kunne henføres til den strengere definition af moderat? Det er der faktisk. Men de udgør ingen steder noget nær et flertal og deres moderation afspejler ofte en manglende tilslutning til den dominerende islamiske tro. Mange moderate muslimer er som "cafeteria-katolikker". De vælger de aspekter af islam, der passer til deres egne tilbøjeligheder, og vrager resten. For dem, som for mangen en frisindet kristen, er religion ofte en personlig konstruktion, der kun har ringe lighed med den officielle version. Mens vi måske betragter sådanne mennesker som gode muslimer, ser deres trosfæller ofte på dem med foragt.

Hvordan kan det være, at så mange i Vesten og i Kirken mener – på trods af så meget bevis på det modsatte - at almindelig, normal islam er en model for moderation? Svaret, i et ord, er "projektion". Når John Kerry siger, at ”islams virkelige ansigt er en fredelig religion baseret på alle menneskers værdighed", så projicerer han vestlige og kristne værdier på en kultur, der er afgjort anti-vestlig og anti-kristen. Når han siger, at "vore trosretninger og vore skæbner er uløseligt forbundet", så kan Kerry, en katolik, være blevet påvirket af de mange katolske prælater, der har en lignende holdning.

Katolikker, der har et mere optimistisk syn på islam, kan lide at se sig selv som forkæmpere for multikulturalisme. Men langt fra at være sensitive over for mangfoldighed, er de i virkeligheden etnocentriske. De antager kort sagt, at alle andre er som dem selv. De ser på islam gennem katolske briller og konkluderer, i strid med 1.400 års beviser, at islam bare er en eksotisk form for katolicisme. De synes overbevist om, at det store flertal af muslimer deler den samme bekymring for social retfærdighed, menneskelig værdighed og kvinders rettigheder, som de kristne har.

Igen, dette er en etnocentrisk og endda egocentrisk måde at betragte den "anden" på. Som Greenfield udtrykker det: "Moderat islam er ikke, hvad de fleste muslimer tror. Det er, hvad de fleste liberale mener, at muslimer tror." Moderat islam eller God islam er en opfindelse – "en imaginær religion, som de forestiller sig muslimer må praktisere, fordi alternativet er enden på alt det, de selv tror på".

Den antagelse, at der er et skarpt skel mellem God islam og Dårlig islam, er en beroligende illusion, men også en farlig illusion. På kort sigt kan vi med denne antagelse nyde den selvgode følelse af at være frisindede, men på lang sigt vil vi bittert fortryde, at vi har spillet dette farlige bedrageriske spil.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo