"Familievenlig" islam kommer til Europa
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: “Family-Friendly” Islam Comes to Europe
Kilde: Crisis Magazine, 1. august 2017
Udgivet på myIslam.dk: 18. august 2017


Billede af en arabisk-sproget plakat, der hædrer den 19-årige terrorist Omar al-Abed

"Hvis du ønsker at se Europas ansigt om 100 år - i fravær af et mirakel - skal du se på de unge muslimske immigranters ansigter," sagde Philadelphias ærkebiskop Charles Chaput på en nylig Napa Institute-konference.

"Islam har en fremtid, fordi islam tror på børn," sagde han. "Uden en transcendent tro, der gør livet værd at leve, er der ingen grund til at føde børn."

Lad os stoppe lige dér for lidt analyse. Den første ting, der fortjener undersøgelse, er tidslinjen. Hundrede år fra nu er 2117. De fleste af os vil ikke være her til den tid, så for mange vil sagen virke mindre presserende, end ærkebiskop Chaput måske havde tænkt sig. En række iagttagere af den europæiske scene - Thilo Sarrazin, Douglas Murray, Bruce Bawer og Mark Steyn - forudser, at store dele af Europa vil være islamisk inden for tre eller fire årtier. Og hvis du i dag ved en fejltagelse skulle vandre ind i de no-go-zoner, der omgiver Paris, ville du tro, at de "unge muslimske immigranters ansigter" allerede er Europas ansigt.

Bortset fra tidslinjer, har ærkebiskop Chaput stort set ret angående den retning, som Europa bevæger sig i. Og han har ret i, at meget af skylden falder på de mange europæere, der er tilbageholdende med at få børn. Europa er ved at dø, siger han, fordi for få europæere har noget på spil i fremtiden.

Et par af de pointer, han kommer med, kan dog misfortolkes. Og på grund af det nuværende klima i Kirken [Den Katolske Kirke, o.a.] vil mange katolikker måske drage de forkerte konklusioner af hans bemærkninger. "Islam har en fremtid, fordi islam tror på børn," siger han. Desuden: "Uden en transcendent tro, der gør livet værd at leve, er der ingen grund til at føde børn."

Fejlen - den fatale fejl, virkelig - som mange katolikker begår, er en dobbelt antagelse: For det første, at muslimer tror på børn på samme måde, som katolikker gør; og for det andet, at muslimernes "transcendente tro" ligner katolikkernes transcendente tro. Faktisk har katolikkerne siden 2. Vatikankoncil fået hamret ind i deres hoveder, at islam og katolicisme har meget til fælles. For eksempel understreger koncilsdokumentet Nostra Aetate lighederne mellem de to trosretninger og dækker over forskellene.

Men hvis det er tilfældet - hvis muslimer mere eller mindre har det samme syn på børn og transcendens, som katolikker har - så er der ingen grund til at bekymre sig noget videre om Europas fremtid. Man kunne endda hævde, at Europa ville have det bedre i hænderne på et gudfrygtigt, trosfyldt og familiecentreret folk end i hænderne på de postkristne sekularister, som nu har magten.

Jeg tror ikke, at det var, hvad ærkebiskop Chaput havde i tankerne. I en anden del af sin tale siger han til unge mennesker, at de skal "elske hinanden, gifte sig, være trofaste mod hinanden, få mange børn og opdrage deres børn til at være mænd og kvinder af kristen karakter." Men stadig: For en katolik med en bestemt universalistisk indstilling er udtryk som "kristen karakter" og "islamisk karakter" praktisk talt ombyttelige, hvilket også gælder udtryk som "kristne familieværdier" og "muslimske familieværdier". Så lad os for klarhedens skyld se lidt nærmere på de islamiske familieværdier for at finde ud af, hvor meget vi har til fælles.

Et godt sted at starte er med Nonie Darwishs nye bog, Wholly Different, en undersøgelse af kristne værdier og islamiske værdier. Darwish levede i tredive år i Egypten, før hun kom til Amerika og til sidst konverterede til kristendommen. Så for at omskrive Joni Mitchell-sangen: "Hun har kigget på tro fra begge sider nu."

Darwish bekræfter, at "islam tror på børn", men ikke, som hun bemærker, af samme grund, som kristne tror på børn. "I islam," skriver hun, "næst efter at tro på Allah, er førsteprioriteten for en muslimsk troende ikke familie; det er jihad." Derfor: "I flere hadither understreger Muhammed, at hans krigere bør 'gifte sig med kvinder, der er produktive', så muslimer vil blive deres fjender talmæssigt overlegne."

Andre muslimske ledere har sagt lignende ting. PLO-formand Yasser Arafat pralede: "Den arabiske kvindes livmoder er mit stærkeste våben." Ayatollah Khomeini havde samme opfattelse. "Et islamisk regime skal være seriøst på alle områder," sagde han, "... herunder formering. Flere muslimer betyder mere magt. Flere muslimer betyder flere soldater." Khomeini praktiserede hvad han forkyndte, og i hans krig med Irak ofrede han tusindvis af børnesoldaters liv; han brugte dem endda til at rydde minefelter med deres kroppe.

Det kristne syn på børn er, at de er dyrebare i Guds øjne - vigtige i sig selv og ikke kun som foder for fjendens kanoner og miner. Den islamiske opfattelse er derimod utilitaristisk. Børn er vigtige, fordi de tjener jihad. Mener jeg, at enhver muslim tænker på denne måde? Selvfølgelig ikke. Men at bemærke, at mange muslimer er i stand til at hæve sig over dette indskrænkede syn på deres afkom, beviser ikke noget om islam; det fortæller os blot, at muslimer er mennesker.

Kærlighed er ikke fraværende i muslimske familier, men ifølge Darwish er familiens ære en langt vigtigere værdi end kærlighed. En muslimsk datter, der ikke klæder sig passende, eller som færdes i det forkerte selskab, risikerer at blive slået eller endog dræbt for den synd at bringe skam over familiens ære. En muslimsk hustru eller mor er ligeledes i fare. I filmen The Stoning of Soraya M, der er baseret på en sand historie, er det faderen og sønnerne, der kaster de første sten.

Omvendt bringer en muslimsk dreng eller pige, der er en observant muslim, ære til familien. Desværre, ifølge Darwish, er dette at gøre sig til jihad-martyr den mest hellige og gudfrygtige handling i islam. Derfor er der et stærkt incitament for en muslimsk familie til at opfostre en martyr, fordi hans offer vil bidrage kraftigt til familiens ære. Dette hjælper med at forklare den palæstinensiske tilbøjelighed til at lære børn, at martyrium (helst opnået ved at dræbe jøder) er livets højeste kald. "Min søn, selvmordsbomberen" er den palæstinensiske parallel til "Min søn, lægen."

Så det er nok ikke klogt for katolikker at søge trøst i Chaputs erklæring om, at "islam har en fremtid, fordi islam tror på børn." Islam tror også, at en af de sikreste veje til Paradis er ved at forkorte de vantros liv. Da moderen til den 19-årige Omar al-Abed hørte, at hendes søn havde dolket tre medlemmer af en israelsk familie til døde og såret en fjerde, udbrød hun: "Priset være Allah. Jeg er stolt af min søn. Må Allah være tilfreds med ham."

Hvis du er fristet til at tro, at dette er en afvigelse, så tænk på, at Omars mor har en yderligere grund til at være stolt af sin søn. Som en skribent udtrykte det:

"Under Den Palæstinensiske Myndigheds program til betaling af dem, der begår terrorangreb - undertiden kaldet 'betaling-for-drab' ['Pay-to-Slay'] - er Al-Abeds familie angiveligt berettiget til at modtage en månedlig gage på over 20.000 kr. i al fremtid fra den palæstinensiske regering som 'tak' for sidste uges mord."

Dette bringer os tilbage til ærkebiskop Chaputs kommentar om betydningen af "en transcendent tro, der gør livet værd at leve". Er alle transcendente religioner skabt lige - eller er der vigtige forskelle? Praksisser som æresvold og "betaling-for-drab"-programmet antyder, at islams transcendente gud ikke er helt den samme person som de kristnes transcendente gud. For det første er han ikke en fader. Faktisk er tanken om, at Gud er en fader, uforenelig med officiel islam. Og dem, der siger, at Gud har en søn, anses for at være forbandede. Problemet er, at hvis der ikke er nogen Himmelsk Fader, er der ingen evig model for barmhjertighed, kærlighed og forpligtelse, som jordiske fædre kan følge. Det ser ud til, at dysfunktionelle familier er den pris, som muslimer betaler for islams svækkede opfattelse af det transcendente.

For deres egen og deres børns skyld må katolikker komme ud over den forestilling, at islam og katolicisme deler de samme kerneværdier. Islam antages at tilhøre den abrahamitiske trostradition, men ifølge denne tradition forhindrede Gud Abraham i at ofre sin søn. Men i den islamiske tradition kan forældre ofre deres døtre for familiens æres skyld eller ofre deres sønner for jihads skyld - alt i tillid til, at Allah vil være godt tilfreds.

Hvad med de vantros sønner og døtre? Regn ikke med en lys fremtid for dem, når "unge muslimske immigranters ansigter" bliver Europas ansigt. Og regn ikke med at have 100 år til forberedelse af denne ansigtsforandring.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo