Osmanniske soldater poserer foran hængte armenske læger på Aleppo Plads, 1916

Jeg vil vove at påstå, at de fleste historisk oplyste mennesker ønsker at tro, at de - hvis de havde været til stede ved de afgørende begivenheder i historien - ville de have stået på den rigtige side: De ville have været med de allierede og imod aksemagterne; med Wilberforce og imod slavehandlerne; med romerne og imod de børneofrende karthagere.

Hvis jeg havde levet dengang, siger vi til os selv, ville jeg have kæmpet på den rigtige side, uanset konsekvenserne.

Nu har vi chancen. For det ser meget ud til, at vi nu befinder os i et af disse afgørende øjeblikke - muligvis et af de vigtigste vendepunkter i historien, og nok et af de farligste. Vi har tendens til at tro, at historiske vendepunkter generelt involverer et gennembrud til et højere plan - en vending til det bedre snarere end en vending til det værre. Men det er ikke altid tilfældet. Nogle gange svinger historiens pendul tilbage og ophæver århundreders fremskridt. Vendepunktet, vi nu står i, truer med at kaste os mere end tusind år tilbage - til nogle af historiens mørkeste dage. Vi kan meget snart komme til at kæmpe for ting, som vi troede var sikret for al fremtid - grundlæggende ting som religionsfrihed, ytringsfrihed og endda frihed fra slaveri.

Vendepunktet, jeg henviser til, er den civilisatoriske kamp mellem islam og Vesten (underforstået selvfølgelig, at meget af den vestlige tradition er blevet tilegnet af folk, der lever uden for Vestens traditionelle geografiske grænser). I et større perspektiv kan kampen mere præcist beskrives som en konflikt mellem kristendom og islam, for hvis Vesten mister sin kristne sjæl, vil den også miste evnen og viljen til at forsvare sine friheder.

Selvfølgelig benægter nogle mennesker, at der er et "civilisationernes sammenstød". Alle religioner og alle kulturer vil det samme, siger de, og de forsikrer os om, at den lille håndfuld ballademagere i den muslimske verden ikke repræsenterer det store flertal.

Men atter og atter har meningsmålinger vist, at mindst et flertal af muslimer ønsker at blive styret af sharia-lov - en efterklang af det hårde retssystem, der blev udviklet i det 7. århundredes Arabien. I modsætning til "oplyste" forventninger viser det sig, at rigtig mange muslimer på rigtig mange steder favoriserer grusomme og usædvanlige straffe for tyveri, utroskab, blasfemi og apostasi.

Dette er, hvad de ønsker for muslimske trosfæller, der er kommet på afveje. Men hvis du er en ikke-muslim, behøver du ikke at være kommet på afveje for at blive straffet. Den blotte eksistens af jøder, kristne og andre minoriteter betragtes af mange muslimer som en fornærmelse. Som følge heraf er diskrimination mod ikke-muslimer endemisk i den muslimske verden. Den kan ikke skyldes et lille mindretal af bigotter, fordi næsten alle - herunder politi, embedsmænd, arbejdsgivere og naboer - forventer, at de vantro kender deres plads.

Jøder og kristne har fattet budskabet for længe siden. Derfor er der så få af dem tilbage de steder, der tidligere var deres hjemlande - i Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet. For dem, der ikke forsvinder frivilligt, bryder den daglige lavniveau forfølgelse nogle gange ud i organiseret vold. Dette var tilfældet med folkemordet fra 1914 til 1923 mod armenske, assyriske og græske kristne, der levede i Det Osmanniske Rige, med 1933-massakren på assyriske kristne i Simele i Irak og med Farhud-pogromen i 1941 mod den jødiske befolkning i Bagdad. I de senere år har vi været vidne til slagtningen af kristne og yazidier begået af Islamisk Stat i Syrien og Nordirak, de talrige massakrer på kristne udført af Boko Haran i det nordlige Nigeria og af al-Shabaab i Somalia og Kenya, og de hyppige angreb på koptiske kristne kirker i Egypten.

"Vidne til" er måske for stærke ord. Mange i Vesten noterede sig blot disse grusomheder, og fortsatte derefter med deres daglige gøremål, som om intet var hændt. Men for at omskrive Trotskij: "Du er måske ikke interesseret i civilisationernes sammenstød, men civilisationernes sammenstød er interesseret i dig." I lang tid kunne folk i USA og Europa ignorere barbariet Afrika, Irak og andre steder. Men så flyttede civilisationernes sammenstød nordpå og ind i Europa. Da "sammenstødet" dukkede op i gaderne i Paris, på julemarkederne i Tyskland og i en koncertsal i Manchester, kunne kun de forsætlige blinde undgå at bemærke det.

Men dem er der tilsyneladende mange af. I Europa, Amerika og Canada fortsætter eliterne i regering, medier, den akademiske verden og endog Kirken med at insistere på, at der ikke er noget sammenstød. Dette er sandt i en vis forstand. Du kan ikke have et sammenstød, hvis kun én side kæmper. Og hidtil har tilbagestødet mod jihad - både den væbnede og den snigende art - været svagt. Eliterne vil end ikke overveje det indlysende første skridt - stramme begrænsninger på muslimsk indvandring.

Desuden gør de alt hvad de kan for at tilsløre sammenstødet. Politiet har ikke lov til at rapportere om omfanget af indvandrerkriminalitet, nyhedsmedier vil ikke bringe historier om forbrydelserne, medmindre de er usædvanligt voldelige, åbenmundede kritikere af islam eller indvandring bliver stillet for retten og almindelige borgere, der bringer "islamofobiske" bemærkninger på Facebook, får besøg af politiet.

Vestens selvpålagte blindhed for det, der sker, tvinger os til en anden bemærkning om det historiske vendepunkt, der nu udvikler sig. Kampen er ikke blot en civilisationskamp mellem islam og Vesten; den indebærer også en kamp internt i den vestlige civilisation selv. Mange af vore vestlige institutioner afviser nu den vestlige arv, og mange af dem har effektivt valgt side til fordel for islam.

I næsten enhver sag, der involverer konflikt mellem islam og traditionelle vestlige værdier, står skolerne, medierne, domstole og mange af kirkerne sammen med islam. Måske ser de ikke tingene på den måde. De kan rationalisere deres handlinger til at være intet andet end et forsvar for muslimers borgerlige rettigheder. Mange af dem er sandsynligvis ukendte med begrebet snigende [stealth] jihad. Men de fremmer den ikke desto mindre. Den vigtigste form, som denne fremhjælpning tager, er undertrykkelsen af alle dårlige nyheder om islam. I USA afviste Kongressen således i 2012 at undersøge Det Muslimske Broderskabs infiltrering af statslige organer, og samme år bøjede FBI, Pentagon og andre sikkerhedstjenester sig for muslimsk pres og rensede deres træningsmaterialer for enhver antydning af, at islamiske terrorister var motiveret af islamisk ideologi. Mere for nyligt har mediegiganter som Google, Facebook og Twitter påtaget sig at lukke munden på dem, der taler imod islamisk undertrykkelse.

Man kunne nævne mange andre tilfælde af denne noget nær selvmorderiske impuls til at vælge side til fordel for vores ideologiske fjender: Dommerne, der blokerer indskrænkninger af muslimsk indvandring, biskopperne, der lader sig hverve til den bedrageriske kampagne mod islamofobi og Obama-administrationens gave på milliarder af dollars til Iran.

Med få undtagelser, som f.eks. biskopperne, er disse støtter af kulturel jihad sekulære progressive. På trods af deres øgenavn kan progressive dog være afgjort regressive. De går ind for abort på alle graviditetsstadier - en praksis som tyder på, at afstanden mellem os og de børneofrende karthagere ikke er så stor, som vi måske tror. Progressive lover at trække os ind i fremtiden, alligevel trækker de os ofte ind i fortiden. Flere progressive stemmer ønsker nu alvorlige begrænsninger af ytringsfriheden. Dette er allerede sket på universiteter, hvor regler for hadttale effektivt kvæler det frie udtryk. Den gennemsnitlige universitetsstuderende i dag har ikke mere ytringsfrihed end en tjenestekvinde ved Cleopatras hof. De "oplyste" progressive, der driver Google, YouTube og Facebook har heller ikke meget brug for ytringsfrihed. Kritikere af islam er især udsat for at blive begrænset, suspenderet eller forbudt af disse internetmonopoler.

Her er situationen i korte træk. Vi står ved et af de vigtigste vendepunkter i historien. To magtfulde kræfter for regression truer med at trække os ind i en mørk fortid. På den ene side ønsker islamister at indføre undertrykkelse af kvinder, kvindelig kønslemlæstelse, sexslaveri, halshugning og dhimmitude for ikke-troende. På den anden side er deres højteknologiske progressive støtter i fuld gang med at decimere de ikke-muslimske befolkninger ved at fremme prævention og abort, samtidig med at de kontrollerer strømmen af information om islam ved hjælp af ytringshæmmende strategier, som ingen absolut monark nogensinde kunne have drømt om.

Hvis du nogensinde har ønsket, at du kunne have været til stede i et af historiens afgørende øjeblikke, så er dit ønske nu blevet opfyldt. Og hvis du nogensinde har ønsket at være på den svage belejredes side, er dette ønske også blevet opfyldt. Regressionens kræfter er på vej frem og den kristne civilisation er på tilbagetog.

Nu er det tid til at vælge. Jeg siger ikke, at valget er let. Meget er blevet gjort for at forplumre vandene - for at sikre, at vi forbliver forvirrede og selvtilfredse. Desuden er kun få ting helt klare, når man er fanget midt i begivenhederne. For mange jøder i begyndelsen af 1940'erne blev deres situation først helt klar, da de blev transporteret ud til koncentrationslejrene. For mange amerikanere i 1941 blev verdenssituationen først helt klar med angrebet på Pearl Harbor. De, der venter på absolut klarhed, finder ofte, at de har ventet for længe.

Selv om midlerne til at formørke sandheden er langt mere sofistikerede i dag end de var i 1940'erne, har vi stadig en markant fordel i forhold til vore sidestykker på den tid. Vi har langt mere historisk perspektiv, end de havde rådighed over. Da nazisterne f.eks. opbyggede deres militærmaskine i 1930'erne, var der ingen tusindårig historie med nazistisk aggression, der kunne tjene som advarsel. Nazistpartiet var ikke meget mere end et årti gammelt, og Hitler var først kommet til magten i 1933. Der var en vis undskyldning for dem, der naivt lod tvivlen komme nazisterne til gode.

Vi, derimod, kan ikke finde megen undskyldning for at ignorere tidens tegn. For dem, der studerer historie, er tegnene meget velkendte. Det skyldes, at islam har en 1400-årig historie med aggression bag sig. Og slagplanen har været bemærkelsesværdigt ensartet over tid - den rummer endda migration som et middel til invasion. Den sidste del af den 1400-årige plan for verdenserobring i Allahs navn er allerede begyndt. Vi er vidne til en bemærkelsesværdig ekspansion af islam ind i ethvert hjørne af verden - Afrika, Australien, Filippinerne, Kina, Rusland, Europa og Nord- og Sydamerika.

Men denne gang bliver islams styrker hjulpet og tilskyndet af den venstreorienterede progressivismes magtfulde styrker. Tidligere nævnte jeg nogle af de måder, som venstreorienterede forsvarer islam på. Her er en anden. For et år siden, efter at have holdt et foredrag på Island om jihad-truslen, blev forfatter Robert Spencer forgiftet af en venstreorienteret, hvorefter han blev nægtet ordentlig undersøgelse og behandling af en skadestuelæge (også en venstreorienteret ideolog). Selv om der er gået mere end et år, har politiet ikke taget skridt mod den mistænkte giftblander, og den islandske lægeetiske komité har ikke taget skridt mod den forsømmelige læge.

Engagerede venstreorienterede og hengivne islamister: Det er en hård kombination at overvinde. Begge tror meget fast på, hvad de tror. Medmindre kristne tror meget fast på, at de skal stoppes, vil begge fortsætte med at vokse i styrke. Vi står ved et afgørende punkt i historien. At vælge at forblive på sidelinjen vil kun øge mulighederne for, at disse regressive kræfter vil sejre.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo