Bombet irakisk kirke i 2013

Konservative katolikker har klaret sig dårligt i kampen mod militant sekularisme, så det er forståeligt, at de er på udkig efter allierede at støtte sig til i kulturkampen.

Visse katolske intellektuelle synes at mene, at muslimer er vore naturlige allierede i denne kamp, fordi de angiveligt har de samme værdier og fordi de ligesom katolikker er imod utroskab, pornografi og homoseksuel adfærd.

Den katolske filosof Peter Kreeft, for eksempel, har advokeret for, hvad han kalder en "økumenisk jihad" mod sekularisme, mens katolikker så forskellige som Dinesh D’Souza, E. Michael Jones og Timothy Cardinal Dolan har understreget den fælles moralske grund, der deles af katolikker og muslimer.

Den seneste tilføjelse til listen er Princeton-professor Robert George. I en artikel for First Things med titlen "Muslimer, vore naturlige allierede" ["Muslims, Our Natural Allies"] hævder han, at muslimer er vore naturlige forbundsfæller, fordi de fleste af dem tror på "beskedenhed, kyskhed og fromhed."

Den særlige anledning til artiklen var fejringen af Verdens Hijab-dag den 1. februar og artiklen var faktisk ledsaget af en kort video, hvori en attraktiv, velformuleret og lad os sige "vaks" ung kvinde i hijab gør sig til talsmand for at bære hijab som et udtryk for frihed og beskedenhed. For eksempel: "Generer det dig, at jeg har kontrol over, hvad jeg vælger at vise og tilbageholde for verden?" (En kunde-advarsel kan være på sin plads her. En af grundene til, at den unge dame er så ivrig efter at fremme hijab, er, at salg af hijab er hendes levebrød. Hun er grundlægger og ejer af Pearl-Daisy, en online hijab- og tøjforretning i Storbritannien.)

Selv om de er enige med professor George i spørgsmålet om "allierede", kan regelmæssige læsere af ham godt blive skuffede i denne omgang. I modsætning til sine sædvanlige klare og overbevisende analyser af sociale og forfatningsmæssige spørgsmål, er denne artikel i vid udstrækning baseret på subjektive argumenter. For eksempel handler meget af artiklen om at rose Georges mange nære muslimske venner, som alle synes at være eksemplariske borgere:

Jeg har mødt hundredvis af religiøst observante muslimer gennem de sidste mange år og mange er nu mine nære venner (...). De er blandt de fineste mennesker, jeg kender (...) de arbejder, som vi gør, på at indskærpe deres børn dyder som ærlighed, integritet, selvrespekt og respekt for andre, hårdt arbejde, mod, beskedenhed, kyskhed og selvkontrol (...). De takker Gud for den frihed, de nyder i USA ...

Dette fortæller os meget om kvaliteten af hans omgangskreds, men ikke meget om den muslimske tro. Vi bliver efterladt med det indtryk, at kun et fint trossystem kan producere så fine mennesker. Men det er selvfølgelig langt fra klogt at dømme et trossystem ud fra karakteren af dem, der tror på det. Nogle gange lykkes det folk at hæve sig op over det trossystem, de tilslutter sig eller er blevet født ind. Da jeg voksede op, for eksempel, var en af vore familievenner medlem af det kommunistiske parti USA (indtil han forlod det for at deltage i en endnu mere radikal kommunistisk organisation). Alligevel var han indbegrebet af venlighed og mildhed. Jeg tvivler meget på, at han nogensinde ville kunne hæve sin hånd mod noget medmenneske. På trods af alt dette troede han inderligt på en ideologi, der var ansvarlig for undertrykkelsen af millioner.

Mere til sagen: Hvis stridspunkter skal afgøres på basis af personligt bekendtskab, er jeg også bekendt med et meget fint menneske, en tidligere muslim, som følte sig tvunget til at forlade islam på grund af dens grusomme og undertrykkende natur. Hendes navn er Nonie Darwish, og ingen, der har læst hendes bog Cruel and Usual Punishment, vil blive efterladt med det indtryk, at islamisk seksualmoral ligner kristen seksualmoral.

Har katolikker og muslimer fælles moral?

Alligevel hævder professor George - sammen med Kreeft, D'Souza (nu tilsyneladende en ex-katolik), Jones og andre - at katolikker deler fælles moral med muslimer. Et eksempel på dette er, siger George, at begge er imod den tingsliggørelse og afpersonalisering af kvinder, vi ser i reklamer, underholdning og mode. Han spørger: "Er der en skuespillerinde i hele Hollywood, der - hvis hun optrådte ved en af disse absurde prisuddelinger klædt i en gennemsigtig kjole – kunne tåle sammenligning med den smukke unge muslimske kvinde i videoen, jeg præsenterer?" Personligt ville jeg stemme for den muslimske kvinde, men hvad har det at gøre med prisen på te i Kina? - eller i dette tilfælde, med virkeligheden af islamisk tro og praksis? Spørgsmålet er ikke, om beskedenhed i udseende og dragt er klædeligt, men om hvorvidt den unge kvindes argument er gældende for muslimer i almindelighed.

Hun hævder, at dette at bære hijab er et spørgsmål om personligt valg. Nogle gange er det selvfølgelig tilfældet, men der er overbevisende dokumentation for, at størstedelen af de muslimske kvinder bærer hijab, fordi de er nødt til det. I Iran, for eksempel er dette at bære hijab i det offentlige et lovkrav, hvilket også gælder for Aceh-provinsen i det angiveligt moderate Indonesien. Hvor hijab ikke er retligt krævet, er det ofte socialt påbudt. Med "socialt påbudt" mener jeg ikke, at det bæres af frygt for, at ens gammeljomfru-tante vil lade sin mund løbe, men af frygt for fysisk overlast. Tag som eksempel dette fra magasinet The New Yorker:

Disse piger var oftere under ordrer fra deres fædre og onkler og brødre, og selv deres mandlige klassekammerater (...). Piger, der ikke rettede ind, blev skånselsløst kritiseret, eller jaget, eller banket af fanatiske unge mænd, der udmålte den islamiske retfærdighed. Sommetider blev piger gruppevoldtaget.

Dette er ikke en beskrivelse fra en eller anden fjerntliggende stammelandsby i Afghanistan. Det er en beretning om forholdene i de muslimske forstæder omkring Paris. Ifølge Serge Trifkovic: "Mange fransk-fødte arabiske piger i ghettoen tyer til at bære hijab som den eneste beskyttelse mod slag i ansigtet og gruppe-voldtægt" (Defeating Jihad, p. 69). Er dette at bære hijab et spørgsmål om personligt valg? Nogle steder, ja. Men ifølge en undersøgelse foretaget i 2003, sagde 77 procent af de franske piger, der bar hijab, at de gjorde det på grund af fysiske trusler (Global Post, 2. marts 2010).

Selvfølgelig vil mennesker til sidst blive vænnet til lige meget hvilken virkelighed, de er nødt til at leve med. Under et sådant intenst socialt pres er det forståeligt, hvis mange muslimske piger og kvinder ender med at acceptere hijab, eller endog burkaen, som blot en del af livet. Det kan blive psykologisk utåleligt konstant at rase over forhold, man ikke har kontrol over og ikke må klage over. Faktisk er det en almindelig observation, at folk ofte føler behov for at retfærdiggøre de situationer, de er nødt til at finde sig i. Mange muslimske kvinder har uden tvivl overbevist sig selv om, at dette at bære hijab (eller evt. burka) er den gode og ordentlige ting at gøre, men dette er ikke det samme som det katolske ideal, som går ud på, at beskedenhed og kyskhed er frit valgte dyder, der afspejler en indre disposition snarere end et socialt håndhævet krav.

George gør også meget ud af at stille muslimsk beskedenhed op mod det vestlige kulturelle pres for at tingsliggøre og endda "pornoficere" kvinder. Men derved kommer han til at tilsløre den langt større tingsliggørelse af kvinder, der finder sted i traditionelle muslimske kulturer. Det kan være sandt, som han siger, at den typiske amerikanske mand, der ser på den sexede Hollywood-skuespillerinde, vil blive fristet til at afpersonalisere hende, så "hvem hun egentlig er som person trænges aldeles i baggrunden", men hvad med kvinderne i niqab eller burka? Niqaben har kun åbninger til øjnene. Burkaen skjuler helt en kvindes træk. Er dette ikke også en situation, hvor kvindens personlighed trænges aldeles i baggrunden?

Og det er ikke bare et spørgsmål om beklædning. Tingsliggørelsen rækker meget dybere end det. Enhver, der har læst Nonie Darwishs beretning om at vokse op i Egypten eller Wafa Sultans erindring om sit liv i Syrien eller Ayaan Hirsi Alis beskrivelse af sin barndom i Somalia, vil indse, at tingsliggørelsen af kvinder i de muslimske samfund er flere størrelsesordener værre end i USA eller Europa. Faktisk er det skrevet ind i sharia-loven, at kvinder er andenrangs borgere med andenrangs rettigheder. For eksempel fastslår Reliance of the Traveller, en bred anvendt håndbog i islamisk lov, at kvinder skal stå bag mænd og drenge under bønnen (f12.32), at vidneudsagn af én mand er lig med vidneudsagn af to kvinder (o24.10) og at den godtgørelse, der skal betales for en kvindes død eller tilskadekomst er halvdelen af godtgørelsen for en mands (o4.9). Og selv om en mand kan skille sig fra sin kone efter behag, kan en kvinde ikke blive skilt uden sin mands tilladelse (n1.1, n3.2, n3.3).

For flere personlige beretninger om, hvordan dette juridisk og/eller socialt sanktionerede syn på kvinder fungerer i praksis, så læs Darwish' beskrivelse af sin første oplevelse af et kirkebryllup i en gammel Hollywood-film og sin forbløffelse over "den måde, hvorpå en kristen kvinde blev æret og ophøjet af hendes ægtemand og samfund" (Now They Call Me Infidel, p. 80). Eller læs Sultans beretning om, hvordan hendes bedstefar i Syrien tvang hende bedstemor til at anmode en ung kvinde om at blive hans nye brud (A God Who Hates, p. 13). Og nej, det er ikke blevet bedre for kvinder siden da. I store dele af den muslimske verden er situationen for kvinder forværret.

Professor George er også bekymret - som vi alle bør være - over "seksualiseringen af børn i yngre og yngre aldersgrupper" i vores kultur. Men denne seksualisering af børn - slem, som den er - foregår i vores kultur stort set gennem reklamer, underholdning og seksualundervisning i de højere klasser. I Iran, Yemen, Saudi-Arabien, Bangladesh og det nordlige Nigeria, manifesterer den sig i barneægteskabets sjælsnedbrydende institution. I Iran, for eksempel, forsøger lovgiverne at sænke den giftefærdige alder for piger fra 13 år tilbage til 9 (hvor den lå under Khomeinis styre). Mohammad Ali Isfenani, formand for det iranske parlaments retsudvalg, kaldte den aktuelle minimumsalder på 13 for "uislamisk." Desuden har det iranske parlament for nylig vedtaget et lovforslag, der tillader en mand at gifte sig med sin adopterede datter. I sit essay sætter professor George det "retskafne liv", agtet af muslimer, i kontrast til Hollywoods fordærvede etik, men i visse henseender ligner islamisk etik mere den, vi finder hos Woody Allen og Roman Polanski, end den, der forfægtes af Den katolske Kirke.

Selvom George erkender, at "tildækningen af kvinder er ført ud i det ekstreme og afspejler en meget reel undertvingelse" i visse muslimske kulturer, synes han ikke at være klar over, hvor udbredt denne undertvingelse er. Hans perspektiv det, der normalt betragtes som det brede, kosmopolitiske syn, men det synes kun at afspejle kendskab til en meget lille del af den muslimske verden. Det er for eksempel meget sandsynligt, at de "religiøst observante" muslimer i hans egen omgangskreds ignorerer mange af de regler, de antages at følge som gode muslimer.

Måske vil de mennesker, han kender, være gode allierede i kampen for religiøs frihed og imod sekularisme, men at tro at "fromheden og de moralske overbevisninger" hos traditionelle muslimer "gør dem til socialkonservatives naturlige allierede", er at strække den for vidt. For at styrke sin pointe om socialkonservatisme blandt muslimer påpeger George, at et flertal af amerikanske muslimer stemte på George W. Bush ved valget i 2000. Men han undlader at nævne, at 89 procent af muslimerne - ifølge en meningsmåling foretaget af American-Muslim Task Force - stemte for Barack Obama, pro-abort-kandidaten, i 2008. Desuden fandt en 2012-meningsmåling, foretaget af Wenzel Strategies, at ikke enhver amerikansk muslim er forkæmper for religiøs frihed og ytringsfrihed. 58 procent af de muslimsk-amerikanske borgere mente, at kritik af islam eller Muhammed ikke burde være tilladt i henhold til den amerikanske forfatning. 46 procent sagde, at amerikanere, der kritiserer eller parodierer islam, skal sigtes efter straffeloven, mens én ud af otte adspurgte mente, at sådanne forbrydelser kræver dødsstraf.

Grundlæggende trosforskelle bør ikke ignoreres

Muslimer, vore naturlige allierede? Nogle muslimer kan vise sig at være gode allierede for katolikker i kampen mod sekulære kræfter. Men konservative katolikker burde tænke en ekstra gang over den "naturlige" del. Ordet antyder, at islamisk tro, etik og praksis er tættere på det katolske ideal, end de egentlig er. Alt for mange katolikker ser på overfladelighederne og ignorerer de dybe forskelle mellem de to trosretninger.

Hvilke forskelle? Ja, der er spørgsmålet om islamisk overherredømme - et begreb, der udtrykkes ikke blot i de islamiske skrifter, men også lejlighedsvist af prominente amerikanske muslimer. For eksempel sagde Omar Ahmad, medstifter af CAIR (Council on American-Islamic Relations), til et muslimsk publikum i Californien i 1998: "Islam er ikke i Amerika for at blive jævnbyrdig med andre religioner, men for at blive dominerende. Koranen skal være den højeste autoritet i Amerika og islam den eneste accepterede religion på jorden."

Det er den slags erklæring, vi kunne forvente fra en ayatollah i Iran eller en mufti i Arabien, og den sætter spørgsmålstegn ved graden af det engagement, som visse amerikansk-muslimske ledere har i religiøs frihed. Lige så vigtigt burde den rejse spørgsmålet om, hvilke muslimske grupper konservative katolikker planlægger at alliere sig med. CAIR har længe været accepteret af medierne og regeringen som moderate muslimers ansigt i Amerika, men vidnesbyrd tyder på noget helt andet. Ifølge David Gaubatz og Paul Sperrys bog Muslim Mafia, fungerer CAIR mere som en kriminel sammensværgelse fra underverdenen end en borgerrettighedsorganisation. Ligeledes har mange andre "moderate muslimske" organisationer tvivlsomme forbindelser. De fleste af de grupper, der foregiver at repræsentere muslimske amerikanere - såsom Council on American-Islamic Relations, Islamic Society of North America (ISNA), Islamic Circle of North America (ICNA), Muslim Student Association (MSA) og så videre - er tæt knyttet til Det Muslimske Broderskab. Forbindelserne blev fastslået i den skelsættende retssag om The Holy Land Foundation i 2008 - den største retssag om terrorfinansiering i amerikansk historie.

At finde den rette muslimske allierede kræver kort sagt en masse god dømmekraft - langt mere dømmekraft end den katolske ledelse i Amerika hidtil har været i stand til at mobilisere. For eksempel har USA's Katolske Bispekonference udpeget repræsentanter for tre af disse Muslimske Broderskab-forbundne grupper (ISNA, ICNA og Fiqh Council of North America), som deres vigtigste samtalepartnere i deres igangværende serie af katolsk-muslimske dialoger. Det Muslimske Broderskab - bare så vi ikke glemmer det - er den gruppe, der har det største ansvar for den seneste udbredte forfølgelse af kristne i Egypten. Så før katolikker taler om katolsk-muslimske alliancer, bør de reflektere over den amerikanske kirkes manglende evne til at skelne venner fra fjender. Det canadiske skattevæsen ophævede for nylig ISNA's status som velgørende institution på grund af dets bånd til terrorisme, men de amerikanske katolske biskopper fortsætter med at møde og hilse og samtale med dets medlemmer.

Katolikker og muslimer har arbejdet sammen mod fælles mål i fortiden, især ved Verdensbefolkningskonferencen i 1994. Men siden da er meget hændt i den muslimske verden. Det Muslimske Broderskab og andre islamistiske grupper har betydeligt mere indflydelse nu, og moderate muslimer har betydeligt mindre. Katolikker kan stadig arbejde sammen med muslimer, men de er nødt til at tænke grundigt over hvilke muslimske grupper, de vil alliere sig med, og de har brug for at finde et mere pålideligt princip til at vejlede dem, end "min fjendes fjende er min ven."

Og endelig: Ligesom professor George siger, at kristne bør afvise den uretfærdige identifikation af alle muslimer med terrorister, således bør de også undgå den modsatte yderlighed i at konkludere, at vold ikke har noget at gøre med islam. At nogle muslimer lever eksemplariske liv, giver ikke grund til at antage, at "retfærdighed" og "moralske værdier" har samme betydning i islam som i katolicismen. I Evangelii Gaudium [Evangeliets Glæde] advarede pave Frans mod "hadefulde generaliseringer" om islam. På samme måde bør katolikker også undgå alt for optimistiske generaliseringer om islam. Katolikker er ikke i øjeblikket i fare for at indtage en alt for vagtsom holdning til islam; de er i fare for at indtage en alt for afslappet holdning til den.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo