"[Vi er] kun hjælpeløse brikker i spillet Han sår
På dette bræt af nætter og dage og år;
Hid og did bevæger, og truer, og slår,
Og én efter én tilbage i kassen [vi] går."
- efter Rubaiyat af Omar Khayyam

New Yorks Timothy Kardinal Dolan aflagde sidste sommer besøg hos Albanian Islamic Cultural Center i Tompkinsville på Staten Island, hvor han mødtes med en stor gruppe muslimske ledere. Som det ofte er tilfældet, når katolske prælater mødes med muslimer, var hans tema den fælles grund, der deles af de to trosretninger. Kardinal Dolan fortalte sit islamiske publikum: "I elsker Gud, vi elsker Gud, og han er den samme Gud", og han takkede dem "for at få mig til at føle mig som en ven og et medlem af en familie." Han fortsatte med at fortælle dem, hvor meget de har til fælles med katolikker: "Jeres kærlighed til ægteskab og familie, jeres kærlighed til børn og babyer, jeres kærlighed til frihed - religionsfrihed især - jeres forsvar for liv, jeres ønske om harmoni og enhed, og jeres omsorg for andre, jeres omsorg for Guds skabelse og jeres omsorg for dem, der er i nød."

Måske er dette sandt for muslimerne i Tompkinsville, men desværre vil kardinalens ord blive opfattet som en godkendelse af islam i almindelighed. Jeg siger "desværre", fordi det han siger om muslimers og katolikkers fælles værdier og overbevisninger, er meget misvisende.

To fundamentalt forskellige trosretninger

Tag den påstand, at muslimer og katolikker elsker den samme Gud. Selvfølgelig kan kardinal Dolans erklæring retfærdiggøres i bred forstand: Der er trods alt kun én Gud. Uanset om bøn og tilbedelse bliver rettet mod vor Fader i himlen eller mod Allah eller mod Den Store Ånd, så er der kun én Gud, der lytter. Men i den forstand, vil enhver, der opsender bønner, bede til den samme Gud, som katolikker beder til.

Når vi bevæger os fra det generelle til det specielle, begynder tesen om den "samme Gud" at falde fra hinanden. I Det Nye Testamente, præsenterer Gud sig selv som en treenighed (Matt 28:19); i Koranen, benægter Gud udtrykkeligt at være en treenighed (5:73). I evangelierne, henviser Gud til Jesus som "min elskede søn" (Matt 3:17); i Koranen, forbander Gud de kristne for at kalde Kristus Guds søn (9:30). I den kristne beretning, accepterer Gud Sin eneste Søns offerdød på korset; i den muslimske beretning, erklærer Gud enhver rapport om Kristi korsfæstelse for "alvorlig og falsk" (4:157). I lyset af disse væsentlige forskelle er det vanskeligt at se, hvordan Bibelens Gud og Koranens Gud kan være én og den samme.

Der er lignende problemer med kardinal Dolans andre påstande, som f.eks.: "Jeres kærlighed til ægteskab og familie." Jo, man kan i almindelighed regne med, at muslimer elsker deres familier. Men i mange henseender, er de katolske og muslimske opfattelser af ægteskab og familie verdener fra hinanden. For katolikker, er ægteskabet et sakramente; for muslimer, er det en kontrakt. Desuden er det først og fremmest en kontrakt om sex og penge. Faktisk bruger det arabiske sprog det samme ord, nikah, for både ægteskab og samleje. I islam er ægteskabet en institution, der er indstiftet for at opfylde mænds seksuelle behov. Således kan en muslimsk mand have to, tre eller fire koner ad gangen og lige så mange forskellige familier. Og fire er egentlig ikke en absolut grænse, for hvis en muslimsk mand bliver træt af én af sine koner, behøver han kun sige: "Jeg skiller mig fra dig" tre gange, og han er fri til at gifte sig med en anden. Selv om mange muslimske mænd hæver sig over deres religion og forbliver tro mod én hustru, så skaber den viden hos kvinden, at hun let kan udskiftes, en understrøm af usikkerhed og ustabilitet, hvilket igen fører til udbredt familiemæssig dysfunktion i den muslimske verden. Faktisk hævder en række forskere, at islamisk vold i vid udstrækning er et resultat af islamiske familiedynamikker.

"Jeres kærlighed til børn og babyer." Under islamisk lov, er kvinder og børn kun lidt mere end deres ægtemænds og fædres ejendom. Alligevel overtrumfer bånd af naturlig kærlighed ofte, hvad den egyptiskfødte forfatter Nonie Darwish kalder islams "korrumperende fristelser". Men disse religiøst sanktionerede fristelser er altid til stede i den muslimske verden. Tag sagen om børneægteskaber. Muhammed underskrev en ægtepagt med Aisha, da hun var seks år gammel, og fuldbyrdede ægteskabet da hun var ni. Og Muhammed betragtes af muslimer som det mest fuldkomne menneske, der nogensinde har levet! Koranen siger 91 gange, at alle muslimer skal forme deres liv efter Muhammeds forbillede. Så når islamiske samfund stræber efter at vende tilbage til deres muhamedanske rødder, er der et sideløbende krav om at sænke den lovlige alder for ægteskab. For eksempel forsøger iranske lovgivere nu at sænke alderen for pigers ægteskab til ni. Mohammad Ali Isfenani, formand for det iranske parlaments retsudvalg, kaldte den aktuelle minimumsalder på 13 for "uislamisk".

Så er der selvfølgelig spørgsmålet om æresdrab. Et stigende antal muslimske fædre, bedstefædre, onkler og brødre føler så stærkt for familiens ære, at de er villige til at myrde enhver kvindelig slægtning, der sætter denne ære i tvivl. Nogle kommentatorer siger, denne praksis intet har at gøre med islam, men blot er en uheldig stammeskik. Men faktum er, at muslimer står for langt størstedelen af æresdrabene på verdensplan. Dette skyldes, at æresdrab er beskyttet under islamisk lov. Den måske mest autoritative guide til islamisk lov er Reliance of the Traveler, en 900-siders manual, der er certificeret som pålidelig af Al-Azhar-universitetet i Cairo. Afsnit O [med overskriften "Justice", o.a.], der [bl.a.] beskæftiger sig med "gengældelse" (straf) for at dræbe et menneske, forklarer, at nogle drab ikke er underlagt gengældelse. "Ikke underlagt gengældelse" er for eksempel "en far eller mor (eller deres fædre eller mødre) for at dræbe deres afkom, eller afkom af afkom." [o1.2 (4) side 584] Med andre ord: Forældre eller bedsteforældre, der dræber deres børn eller børnebørn, bør ikke straffes. Mange steder i den muslimske verden, bliver gerningsmændene til æresdrab derfor ikke straffet, eller slipper med en let eller betinget dom.

"Jeres kærlighed til frihed - religionsfrihed især." Religionsfrihed? Men hvad med friheden til at skifte religion? Dette må vel være en af religionsfrihedens mest basale øvelser. Men der er tæt på enighed blandt islamiske lærde og jurister om, at mandlige apostater fra islam skal dræbes. Og den gennemsnitlige muslim på gaden har tendens til at være enig. En Pew Forum-opinionsundersøgelse fra 2010 viste, at 84 procent af egypterne er enige i, at apostater skal dræbes. En Pew-undersøgelse af pakistanere viste, at 78 procent støttede dødsstraf for dem, der forlader islam.

Religionsfrihed synes også at måtte indebære friheden til at kritisere sin egen religion. Men - som det nu er ved at blive tydeligt - de fleste muslimer i verden har ringe eller ingen frihed til at kritisere islam på grund af dens blasfemilove. Desuden gælder blasfemilovene, i modsætning til visse andre aspekter af sharia-loven, også for ikke-muslimer. Talrige kristne i muslimske lande er blevet fængslet eller dræbt for at komme med en henkastet bemærkning om Muhammed eller islam. Og at leve i Vesten betyder ikke nødvendigvis, at man er udenfor blasfemihåndhævernes rækkevidde. Den hollandske filmskaber Theo van Gogh blev dræbt i Amsterdams gader for at lave en islam-kritisk film. I Danmark blev forfatteren Lars Hedegaard næsten dræbt af en vordende morder for at "fornærme islam." Den danske tegner Kurt Westergaard og hans barnebarn blev tvunget til at søge ly i et sikringsrum, da en bevæbnet muslim forsøgte at bryde ind i hans hus. I mellemtiden er dødsfatwaer blevet udstedt mod en tegner fra Seattle, en filmskaber fra Los Angeles og en præst fra Florida - alle for overtrædelser af blasfemilove.

Det er nok meget sandsynligt, at muslimer i Tompkinsville ikke tager blasfemilovene så alvorligt som muslimer i Pakistan, men der er grund til at tro, at ikke alle amerikanske muslimer er lige så begejstrede for religiøs frihed, som kardinal Dolan lader formode. For eksempel fandt en 2012-meningsmåling, foretaget af Wenzel Strategies, at 58 procent af de muslimsk-amerikanske borgere mener, at kritik af islam eller Muhammed ikke burde være tilladt i henhold til den amerikanske forfatning. 46 procent sagde, at amerikanere, der kritiserer eller parodierer islam, skal sigtes efter straffeloven, mens én ud af otte adspurgte mente, at sådanne forbrydelser kræver dødsstraf. Andre 42 procent sagde, at kristne ikke har ret til at evangelisere muslimer.

Brikker i det store skakspil

Kardinal Dolan indser, at Den katolske Kirke har brug for allierede i kampen for at bevare religiøs frihed i USA, men det er tvivlsomt, at USA’s imamer vil vise sig at være pålidelige allierede. Tilgangen med "økumenisk jihad" - en strategi, hvor kristne og muslimer opfordres til at slutte sig sammen i en fælles kamp mod sekularisme - kan virke i nogle spørgsmål, og i nogle tilfælde, men ikke i spørgsmålet om religiøs frihed. For en troende muslim, betyder religionsfrihed stort set to ting: Frihed til at praktisere sharia (32 procent af de adspurgte i Wenzel-meningsmålingen mente, at sharia skal være højeste lov i USA) og frihed fra kritik. Imamer og islamiske aktivister indser utvivlsomt, at det ikke er dem, der er målet for Obama-administrationens angreb på religionsfriheden. På mange forskellige måder, har administrationen vist en tydelig bias imod katolikker og til fordel for muslimer. I det omfang islamiske ledere er interesseret i spørgsmålet om religionsfrihed, er det sandsynligvis for at bruge det som løftestang til at lukke munden på det stigende antal mennesker, der kritiserer islam netop for dens undertrykkelse af frihed. En "alliance" med det katolske hierarki ville blandt andet give dem en vis immunitet mod katolske kritikere af islam, og faktisk er det allerede lykkedes for muslimske grupper at få medlemmer af det katolske hierarki til at lukke munden på katolikker, der taler åbent ud om islams undertrykkende natur.

Islams repræsentanter er villige til at indgå alliancer med katolikker, men ikke nødvendigvis fordi de deler de samme værdier. Islamiske ledere er lige så tilbøjelige til at danne alliancer med sekulære venstreorienterede som med katolske biskopper. Igen - dette er ikke fordi de er enige med den sekulære venstrefløj, men fordi de ser en politisk fordel deri. En af de kristnes store fejltagelser angående islam er, at de ikke forstår dens politiske karakter. I modsætning til kristendommen, er undertvingelse af andre religioner og kulturer en del af dens inderste væsen. I denne forbindelse er det værd at bemærke, at skakspillet, der opstod i Indien, blev stærkt forbedret, da det nåede til muslimske lande. Strategi er et vigtigt begreb i en krigerkultur. Formentlig er det endnu vigtigere for det 21. århundredes udøvere af hemmelig [stealth] jihad - dvs. udbredelsen af islam ved hjælp af kulturel snarere end væbnet krigsførelse. Mens biskopper kan betragte deres muslimske kolleger som "dialogpartnere", er det meget sandsynligt, at ikke så få af deres partnere betragter biskopperne som brikker i det meget seriøse spil om islamisk ekspansion.

Det mest dristige nyere træk i dette "store strategispil", er tilbuddet fra Al-Azhar - islams vigtigste universitet - om at genetablere forbindelserne med Vatikanet. Forbindelserne blev afbrudt, da pave Benedikt XVI fordømte bombningen af en kirke i Alexandria, Egypten. I et forhandlingstilbud til pave Frans sagde storimamen på Al-Azhar, at forholdet kunne genoprettes, "hvis han i en af sine taler ville erklære, at islam er en fredelig religion." Storimamens hovedinteresse i at opretholde relationer med Vatikanet er helt klart at se, hvordan han bedst kan manipulere Kirken for at opnå en strategisk fordel. Og han synes at have haft en vis succes. Pave Frans hævdede i sin første apostoliske formaning, Evangelii Gaudium [Evangeliets glæde], at "den sande Islam og en autentisk tolkning af Koranen går imod enhver form for vold".

"Sabotere dens elendige hus"

Vi kunne undersøge flere af kardinal Dolans påstande om islamiske værdier - "jeres forsvar for liv, jeres ønske om harmoni og enhed," osv. - men det er vigtigere at overveje hans optræden i moskeen i lyset af den langsigtede islamistiske strategis større sammenhæng. Strategien er i det væsentlige den samme som den, den italienske politiske teoretiker Antonio Gramsci anbefalede for kommunister i 1930'erne - nemlig den "lange march gennem institutionerne". Den islamiske udgave af strategien blev først skitseret af Hasan al-Banna, grundlægger af Det Muslimske Broderskab, og derefter udviklet af teoretikere som Sayyid Qutb og Maulana Mawdudi. For nylig er strategien blevet anvendt med stor effekt af premierminister Recep Erdogan i hans gradvise omdannelse af det sekulære Tyrkiet til et islamistisk samfund. Strategien omfatter også Vesten. Et hemmeligt 20-siders dokument, skrevet i 1991 af et medlem af bestyrelsen for Det Muslimske Broderskab i Nordamerika og senere opsnappet af FBI, fremstiller gruppens mission som "en stor jihad om at eliminere og ødelægge den vestlige civilisation indefra og 'sabotere' dens elendige hus ved deres hænder og hænderne af de troende."

"Indefra ... ved deres hænder." Forfatteren synes at have en god forståelse af den vestlige forkærlighed for at samarbejde i sin egen undergang. Den lange march gennem institutionerne behøver ikke at tage så lang tid endda, når institutionerne selv smækker dørene op og lægger velkomstmåtten ud. En af de institutioner, som Det Muslimske Broderskab sigter mod at påvirke og manipulere, er Den katolske Kirke. Repræsentanter for Broderskab-forbundne grupper - såsom Islamic Society of North America og Islamic Circle of North America - har allerede formået at få sig selv udpeget som biskoppernes vigtigste dialogpartnere i USA. Derudover synes talrige katolske colleges også at være bukket under for islams charme. Nogle af kurserne i islamiske studier, der serveres for katolske studerende og præstestuderende, kunne også have haft et "Made in Saudi Arabia" stemplet på forsiden. Desuden kan man i almindelighed regne med, at katolske gymnasier præsenterer et hvidvasket billede af islam.

Det er svært at se, hvilke fordele disse religiøse alliancer giver katolikker, men de giver en række fordele til muslimer. Fordelen ved at have katolske skoler og colleges til at fungere som apologeter for islam er indlysende - en tjeneste, der, sagt i forbifarten, ikke gengældes i islamiske skoler. En mindre indlysende, men lige så vigtig fordel er, at den form for godkendelse, der leveres af kardinal Dolan og andre katolske ledere, blåstempler islam. Den får islam til at tage sig ud som et velanskrevet medlem i klubben af verdensreligioner, og tenderer mod at bekræfte den tese, at alle nedslagtningerne gjort i islams navn er et værk af "fanatikere". Desuden tjener disse alliancer også til at neutralisere katolske kritikere af islam.

Et konkret tilfælde

Tilfældet med Robert Spencer, som af fr. C. J. McCloskey er blevet beskrevet som "måske den mest fremragende katolske islam-ekspert i vort land" (National Catholic Register, 6. juli 2013), er illustrativt. Spencer blev sidste forår inviteret til at holde et foredrag for en gruppe katolske mænd i Worcester, Massachusetts, men under pres fra muslimer ophævede biskop Robert McManus fra Worcester invitationen med den begrundelse, at Spencers tale "ville få negativ indvirkning på Kirkens i stigende grad konstruktive dialog med muslimer."

Sidste sommer var Spencer planlagt at skulle tale ved en katolsk konference om hjemmeundervisning i Sacramento, Californien, sponsoreret af Kolbe Academy. Som tak modtog funktionærerne i Kolbe Academy et brev fra Nathan Lean, chefredaktør for Aslan Media, hvis grundlægger, Reza Aslan, er en muslimsk kritiker af kristendommen. Det fremgik af brevet, at Southern Poverty Law Center og Anti-Defamation League listede Spencer som en "hadgruppeleder", og at Spencer "regelmæssigt optræder i offentligheden med medlemmer af den nynazistiske bande, English Defence League...." Lean fortsatte: "Hvorfor Kolbe Academy fuldt vidende vil være vært for en mand med disse forbindelser er uklart.... Jeg har advaret flere store borgerrettighedsorganisationer og overvågningsgrupper om dette, og de har meddelt mig, at de undersøger invitationen.... Derudover har jeg talt med nyhedsmedier både i staten Californien og på nationalt plan.... De var uvidende om dette foredragsengagement og mange er interesseret i at bringe historier om det...."

Med andre ord: "Fint lille akademi I har der. Det ville være en skam, hvis noget slemt skulle ske med det." Som Lean fuldt ud forstår, så betyder det ikke noget, at hans portræt af Spencer som en hader er falsk. Hvilken katolsk organisation ville ønske sådan en form for opmærksomhed? Men det viste sig, at Kolbe Academy stod fast. Det blev dog tvunget at finde en ny lokalitet, fordi biskop Jaime Soto i Sacramento, ligesom biskoppen i Worcester, nægtede at give Spencer tilladelse til at tale på Kirkens ejendom. Det lykkedes ikke helt Spencers fjender at blokere ham i denne omgang, men det faktum, at de har så stor indflydelse på stiftsanliggender, er foruroligende.

De forsøgte igen senere sidste sommer, da Spencer tog imod en invitation til at debattere med Shadid Lewis fra Muslim Debate Initiative i USA. Vært for arrangementet var Ave Maria Radio og det blev afholdt på Eastern Michigan University, så Spencers fjender kunne ikke godt presse de kirkelige myndigheder til at aflyse begivenheden. Ikke desto mindre gjorde de deres bedste for at overtale biskop Earl Boyea fra Lansing, der fejrede messe efter debat-symposiet, til at holde sig på afstand af begivenheden. Victor Begg fra Michigan Muslim Community Council spurgte, hvorfor biskoppen ville deltage i symposiet "vel vidende, at disse mennesker har en islamofobisk, fordomsfuld dagsorden". Ligeledes spurgte Dawood Zwink, gruppens leder, hvorfor debatarrangørerne havde valgt en så "brandstiftende" skikkelse som Spencer.

Det lykkedes ikke Michigan-muslimerne at få grebet om deres modstanders biskop, men det er der ingen grund til at juble over. Andre biskopper og katolske grupper vil notere sig kontroversen og tænke sig om to gange, før de inviterer kritikere af islamisk supremacisme til at tale. Derfor kan vi forvente at se en række lignende træk fra islamiske aktivister i fremtiden. Deres mål er at marginalisere deres modstandere ved at gøre det umuligt for dem at stille op én mod én. Når Det Muslimske Broderskabs notat taler om at sabotere vestlig civilisation "ved deres hænder", er det denne form for taktik, de henviser til. De ønsker at lukke munden på Spencer og andre kritikere af islam, og de ønsker at få katolikker til at gøre det for dem.

Nogle katolikker synes alt for villige til at give efter. I en artikel i National Catholic Reporter, for eksempel, der dukkede op kort før debatten på Eastern Michigan, skrev Michael Sean Winters, at Spencer burde udelukkes fra katolske fora, fordi hans "nederdrægtige anti-muslimske udtalelser klart nærmer sig det niveau af fanatisme, vi forbinder med Holocaust-benægtelse" (8. august 2013). Winters forsømte at citere nogle af disse "nederdrægtige" udtalelser, men tilsyneladende betyder fairness og nøjagtighed ikke noget, når man har at gøre med en person, hvis synspunkter er "moralsk forkastelige". Under sit udfald advarede Winters biskop Boyea om, at han ville gøre "klogt i at følge eksemplet fra sine biskoppelige brødre og sige, at Den katolske Kirke simpelthen ikke kan være forbundet med dette modbydelige anti-muslimske bigotteri."

Krigslisten afsløret

Hvor passer kardinal Dolan ind i dette billede? Han har ikke, så vidt jeg ved, udelukket nogen katolsk taler eller er blevet bedt om det. Men at lukke munden på talere er ikke det eneste spil, der spilles af muslimske aktivister. Kardinal Dolan kom ikke bare tilfældigt forbi moskeen på Staten Island. Han var inviteret. Og det er sandsynligt, at han blev inviteret med et andet formål end at fremme godt kammeratskab.

Et af de vigtigste strategiske mål for muslimske interreligiøse ledere i New York City-området, er at fjerne det terrorbekæmpelsesprogram, der blev indført af New Yorks politi (NYPD) efter 9/11. En del af programmet omfatter overvågning af mistænkte moskeer og afdelinger af Muslim Student Association (MSA). Overvågningen synes berettiget i lyset af det faktum, at moskeer og MSA-afdelinger har vist sig at være væksthuse for radikalisme. Ifølge fire separate undersøgelser, giver cirka 80 procent af amerikanske moskeer udtryk for en supremacistisk vision og forsyner deres medlemmer med antisemitisk, anti-kristen, pro-sharia og pro-jihad litteratur. Som NYPD er helt klar over, blev de terrorister, der udførte det første bombeattentat på World Trade Center i 1993, radikaliseret af Omar Abdel-Rahman, "den blinde sheik", en imam, der prædikede i tre moskeer i New York-området. Ligeledes blev to af 9/11-flykaprerne vejledt i Dar Al-Hijrah-moskeen i det nordlige Virginia. Det samme var tilfældet med major Nidal Hasan, Fort Hood-terroristen. MSA-ledere har også en lang tradition for at fremme terrorisme eller selv at være engageret i den. For eksempel var Anwar al-Awlaki, som blev en højtstående al-Qaeda-leder i Yemen, tidligere formand for MSA-afdelingen ved Colorado State University. Mohamed Morsi, hvis tilhængere er ansvarlige for den grasserende forfølgelse af kristne i Egypten, blev først engageret i Det Muslimske Broderskab, da han var medlem af MSA ved University of Southern California.

NYPD hævder at handle udelukkende på basis af solid information om specifikke grupper og enkeltpersoner. Ikke desto mindre har muslimske ledere, som det kunne forventes, formået at fremstille efterretningsprogrammet som et angreb på religionsfriheden. Og de har haft succes med at mobilisere deres tværreligiøse kristne partnere i forsøg på at lukke politiaktionen. For eksempel har Den Baptistiske Fælleskomité for Religionsfrihed vendt sig stærkt imod, hvad den kalder NYPD's "profilering" og "spionage" mod "det muslimske samfund".

Dyrkningen af kardinal Dolan kunne tyde på, at han bliver den næste i rækken af tværreligiøse partnere, der bliver indrulleret i bestræbelserne på at få stoppet politiets efterforskning. Han kan bevise, at han er seriøs, når han taler om den muslimske kærlighed til religiøs frihed, ved at deltage i kampagnen for at lamme NYPD's terrorbekæmpelse - en kampagne, der drager fordel af USA’s engagement i religionsfrihed. Selvfølgelig - hvis kardinal Dolan har ret angående de fælles værdier for muslimer og kristne, så er NYPD-programmet en ekstrem overreaktion. Men hvis han tager fejl?

Dødelige konsekvenser

Kardinal Dolan synes at mene, at den islamiske tro kan indpasses i rammen af velkendte og komfortable katolske og amerikanske antagelser. Og han er ikke alene i forsøget på at forene de islamiske værdier med den vestlige, kristne tradition. Mange andre katolske ledere gør det samme. Men det synes at være på høje tid, at de kaster et mere realistisk blik på islam. Især bør de indse, at de, ved at forsøge at indpasse islamiske ideer om frihed i et vestligt format, vil få noget, der slet ikke passer. For de fleste muslimske ledere rundt om i verden, er religionsfrihed nemlig ikke et ønske om at blive behandlet som andre religioner; det er et ønske - i stigende grad et krav - om at blive hævet over kritik, over undersøgelse og over enhver mistanke.

I 2011 lykkedes det for grupper forbundet med Det Muslimske Broderskab, som f.eks. Council on American-Islamic Relations og Islamic Society of North America, at overtale en imødekommende regering til at rense uddannelsesprogrammerne i alle de nationale sikkerhedstjenester for stof, der blev betragtet som "forudindtaget" mod islam. FBI, CIA, NSA, forsvarsministeriet, ministeriet for indre sikkerhed [Department of Homeland Security] - 17 agenturer i alt - blev forbudt at trække nogen som helst forbindelse mellem islamisk terrorisme og islams lære, lov og hellige skrift. På befaling af muslimske ledere, blindede vort nationale sikkerhedsapparat sig villigt for truslen fra islam. Som et resultat er forbundsagenter ved talrige lejligheder blevet tvunget til at ignorere efterretninger, der kunne have forpurret terrorangreb. FBI's manglende evne til at udnytte de russiske efterretningsrapporter om Tamerlan Tsarnaev, én af Boston Marathon-bombemændene, er et eksempel herpå.

Ligeledes ønsker Det Muslimske Broderskab, på subtile og knap så subtile måder, at opmuntre Den katolske Kirke til at rense sig selv for enhver forestilling om, at islam er andet end en frihedselskende og fredselskende religion. Deres mål er at holde katolikkerne føjelige og uvidende, så deres hemmelige [stealth] jihad kan fortsætte uantastet. Det er et dødsens alvorligt "spil" med dødsens alvorlige konsekvenser, men indtil videre, som eksemplificeret ved kardinal Dolans uovervejede bemærkninger og de forhastede tilbagetog af biskopperne Soto og McManus, viser Kirkens ledelse ringe forståelse af, hvad der står på spil.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo