En strategi for den kolde krig mod islam
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: A Strategy for Fighting the Cold War with Islam
Kilde: Crisis Magazine, 9. maj 2017
Udgivet på myIslam.dk: 23. maj 2017


I dette berømte foto fra 1961, flygter en 19-årige østtysk politisoldat til Vesten ved at springe over pigtråden, der markerer grænsen mellem Øst & Vest. Berlinmuren var 3 dage inde i byggeriet

Jeg er ved at læse Paul Kengors pragtfulde bog, A Pope and a President, og den fik mig til at tænke - som alt gør disse dage - på islam. Kengors bog fortæller historien om partnerskabet mellem pave Johannes Paul II og Ronald Reagan og den rolle, de to spillede i overvindelsen af Sovjet-kommunismen. Uden deres engagement i kampen mod kommunismen, kunne den kolde krig meget vel have bevæget sig den modsatte vej.

I modsætning til kommunismen, er islam ikke en gudløs ideologi, men i andre henseender er der mange ligheder. Ligesom kommunismen, er islam et undertrykkende system, der søger total kontrol over både legeme og sjæl. Ligesom sovjet-kommunismen under den kolde krig, er islam en missionerende bekendelse, der søger at eksportere sin ideologi ud over hele kloden. Og uanset hvor den kommer, omringer noget i retning af et tavshedens jerntæppe alle, der er fanget bag det.

Ikke overraskende har mange nationale sikkerhedseksperter fundet koldkrigsanalogien nyttig til at forklare Vestens civilisatoriske kamp mod islam. Flere har også foreslået, at der nu er brug for en koldkrigslignende kampagne for ideologisk krigsførelse mod islam, noget i retning af den kampagne, som Reagan og Johannes Paul II engang førte.

Men alle analogier halter. En af forskellene mellem den kolde krigs kamp mod kommunismen og den aktuelle kamp mod islam er, at nutidens katolske ledere er langt fra at forstå islam på samme klarsynede måde, som pave Johannes Paul II forstod kommunismen. Der er meget ringe modstand mod islam fra de katolske lederes side, fordi der er meget ringe bevidsthed om, at den bør modstås.

Men det kunne ændre sig. Der er spredte tegn på en opvågnen. Kardinal Burke i USA har udtalt sig dristigt om truslen fra islam. Det samme har biskopper i Afrika, Mellemøsten og Østeuropa. Afrikanske og Mellemøstlige biskopper har følt den fulde tyngde af jihad, mens østeuropæerne, der for nylig slap ud af kommunismens kløer, vil ikke se passivt til, mens et andet totalitært system koloniserer deres territorium. Efterhånden som antallet af angreb på kristne skyder i vejret, er det sandsynligt, at flere biskopper vil slutte sig til deres rækker.

Men selv hvis Kirkens ledere til sidst kom til fornuft, ville et problem stå tilbage. Katolikker ville stadig skulle tumle med spørgsmålet om, hvordan man modstår islam. Ethvert forsøg på at modstå islamisering løber straks ind i to vanskeligheder. Den første er problemet med repressalier mod kristne og andre mindretal, der lever i muslimske lande - og selv i ikke-muslimske lande. Kristne havde et lignende problem i konfrontationen med nazismen og kommunismen. Under 2. Verdenskrig blev katolske ledere tvunget til at dæmpe deres kritik af nazismen, da det blev klart, at europæiske kristne og jøder ville komme til at lide under konsekvenserne. Og selv om pave Johannes Paul II arbejdede utrætteligt for at støtte modstanden mod kommunismen, var hans fokus på østeuropæernes ret til at leve i frihed, snarere end på det kommunistiske system ugerninger.

Sig de forkerte ting og mennesker vil blive dræbt. Det er den første vanskelighed. Den anden vanskelighed indebærer også en form for gengældelse. Hvis du kritiserer islam, vil medierne straks slå igen. Medierne har investeret så kraftigt i fortællingen om, at islam er en fredens religion, at enhver, der udfordrer den fortælling, vil blive beskyldt for intolerance og snæversyn. Og da medierne allerede betragter Den katolske Kirke som intolerancens kilde, skal katolikker være særlig forsigtige med, hvad de siger.

Sig noget og folk vil blive dræbt, og medierne vil forsøge at ødelægge dig. Hvis du på den anden side ikke siger noget, vil islam fortsætte med at spredes ... og folk vil blive dræbt. Dette er dilemmaet. Er der en vej ud af det? Er det på nogen måde muligt et udfordre og miskreditere islamisk ideologi uden at bringe uskyldiges liv i fare? Uden at blive tromlet ned af pressen? Det korte svar er nej. Islam bliver let fornærmet, og intet mindre end fuldstændig underkastelse vil formilde dens mere hidsige repræsentanter. I mellemtiden vil pressen fortsat skildre helgener som syndere og last som dyd. Ikke altid, selvfølgelig, men med størst sandsynlighed.

Men der er nogle effektive måder at imødegå islamiseringen på, der er mindre risikable end andre. En af disse er at koncentrere beskydningen mod islamisk praksis snarere end tro - især mod de former for praksis, der ikke alene bekymrer ikke-muslimer, men også mange muslimer.

Mens enhver muslim er forpligtet til at tro, at Muhammed er Guds Sendebud (og også det fuldkomne menneske), er ikke enhver muslim forpligtet til at tage en barnebrud, at slå sin kone eller at dræbe en ulydig datter. Det giver således mening, at gøre opmærksom på de islamiske praksisser, der er sværest for muslimer at forsvare, såsom kvindelig omskæring, grusomme og usædvanlige sharia-straffe, æresvold, tvangsægteskaber, børneægteskaber og lignende.

Visse islamiske praksisser - såsom at faste i ramadanen eller at overholde forbuddet mod svinekød og alkohol - er ikke noget, der kommer andre ved. Men andre er åbenlyse overtrædelser af det, vi forstår som universelle menneskerettigheder. De kan ikke undskyldes med, at muslimer har en anden kultur. Mange muslimer indser, at disse praksisser virker barbariske for folk, der lever i den udviklede verden, og mange føler sig utilpasse ved dem. Islams kulturelle jihad kunne således modarbejdes ved at øge enhver følelse af ubehag, som muslimer allerede har. Vi skal have dem til at føle sig utilpasse ved disse praksisser og, som følge heraf, med den tro, der sanktionerer dem. I modsætning til påstanden om, at disse praksisser kun er kulturelle, så er de faktisk sanktioneret af religionen. For eksempel fastslår Reliance of the Traveller, en bredt konsulteret sharia-lovmanual, at kvindelig omskæring er ”obligatorisk” (e. 4.3), og at forældre, der dræber deres børn [formentlig pga. krænket ære] ikke er omfattet af straf (o1.2(4)).

Forskellen mellem, hvad islamisk lov finder acceptabelt, og hvad resten af verden finder acceptabelt, bør fremhæves, ikke udviskes. Dette er faktisk meget mere velgørende for muslimer end den nuværende praksis med at se den anden vej. Kirken er med rette opmærksom på situationen for de mest hjælpeløse og sårbare i samfundet, men mange i Kirken synes ikke at have bemærket den udbredte udnyttelse af sårbare kvinder og børn i den islamiske verden. Der er enorm stor lidelse i muslimske lande. Desuden er meget af den ikke blot den form for lidelse, der normalt ledsager fattigdom og uvidenhed, men den særlige lidelse, der udgår fra islamisk doktrin. Mange mennesker er ikke interesseret i den teologiske side af islam - de er ligeglade med, om Allah er en treenighed eller en enhed - men de fleste mennesker genkender uretfærdighed, når de ser den. Hvis ingen taler åbent ud om disse uretfærdigheder, vil intet ændre sig, men hvis de bliver bragt frem i lyset, er der i det mindste en chance for reform. Da Saudi-Arabien i 1962 endelig satte en officiel stopper for slaveriet, var det ikke et resultat af en pludselig indre oplysning, men på grund af presset fra verdensopinionen.

Den form for pres skal igen lægges på islam. Det betyder ikke, at pave Frans skal stå på Peterspladsen og fordømme Muhammed som en falsk profet. En åben udfordring ansigt til ansigt kunne føre til massive repressalier mod kristne - ikke kun fra IS og al-Qaeda, men også fra imam-inspirerede muslimske pøbelflokke.

Omvendt er det sværere at få samlet en flok med det formål at forsvare elskede traditioner for hustruvold eller ære-drab. Og dette gælder så meget desto mere, hvis kritikken er udbredt. Der er ikke behov for, at paven leder angrebet, når katolske medier, biskopper, menneskerettighedsgrupper og sociale organisationer kan gøre arbejdet med at øge bevidstheden om disse krænkelser af menneskerettighederne. Desuden kunne katolske grupper gå sammen med ikke-katolske organisationer, der allerede kæmper mod kvindelig omskæring, æresvold og andre menneskerettighedskrænkelser. To grupper, man straks kommer til at tænke på, er Clarion Project og Ayaan Hirsi Ali Foundation.

En anden fordel ved at gøre opmærksom på de mest ekstreme og uforsvarlige muslimske skikke er, at det også er svært for medierne at forsvare dem. Medierne kan lide at sætte islam i det bedst mulige lys og samtidig gøre dens kritikere til skamme. Dette er ikke let at gøre, hvis kritikken retter sig mod rædselsvækkende adfærd. Hvis et byplanlægningsråd er imod opførelsen af en ny moské, er mainstream-medierne hurtige til at råbe ”islamofobi”, men hvis en non-profit organisation starter en kampagne for at øge bevidstheden om kvindelig omskæring, er medierne sat i en vanskelig situation. Ønsker de at kritisere kritikerne af en sådan destruktiv praksis? Går de ind for kvindelig omskæring?

Pointen er, at de fleste forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved islam - især dem, der kommer fra katolske eller kristne kilder - vil blive trampet ned af medierne. Fordrejet rapportering og dårlig omtale kan let ophæve det gode, der måtte være opnået. Det er derfor, det giver mening at koncentrere sig om de praksisser, som selv medierne vil være tilbageholdne med at forsvare - såsom kvindelig omskæring, æresvold, stening og amputation for tyveri. Selv den mest forhærdede venstreorienterede journalist vil tøve med at lægge et positivt spin på håndsafhugning.

Det samme gælder et andet væsentligt træk ved islamisk liv - apostasi-loven. Medierne kan ikke let forsvare dødsstraf for frafaldne. Så når de overhovedet beskæftiger sig med dette emne, tenderer de mod at hævde - på trods af beviserne - at loven slet ikke kræver, at frafaldne skal dræbes, eller at den aldrig håndhæves, og så videre. Muslimske ledere vil undertiden hoppe med på dette bedrag, fordi de ved, at tanken om at myrde konvertitter ikke gør sig godt hos et ikke-muslimsk publikum. Men de vil ikke opgive apostasi-loven uden kamp. Det er fordi, den ligger meget tæt ved denne religions inderste kerne. Den er i realiteten garantien for, at der ikke vil blive sat spørgsmålstegn ved resten af troen. Som Yusuf al-Qaradawi, den mest indflydelsesrige sunni-muslimske leder i Mellemøsten, engang lod slippe ud: ”Hvis de [muslimerne] havde fået fjernet straffen for frafald, ville islam ikke eksistere i dag.”

Ikke-muslimer må gøre en sag ud af apostasi-loven og også af blasfemi-lovene, der tjener en lignende opgave. Derved sættes muslimske religiøse ledere i et dilemma. De kan ikke forsvare lovene uden at afsløre den totalitære karakter af deres religion. Hvilket kun giver kristne - og andre - endnu større grund til at presse på med sagen. Selv hvis en anti-apostasilov-kampagne ikke er i stand til at ophæve loven, vil den i det mindste gøre opmærksom på, at der virkelig - trods påstande om det modsatte - er tvang i islam. Hvis du ikke kan forlade din tro uden frygt for at blive henrettet, så vil det sige, at du bliver tvunget til at blive.

Og dette er en af de gode grunde til at kæmpe mod islamiske krænkelser af menneskerettighederne. Derved tvinges muslimer - og medierne - til at forsvare det uforsvarlige. Samtidig tjener det et dobbelt formål: at uddanne ikke-muslimer om islams sande natur, og at forøge muslimers utilfredshed med det system, der holder dem fangne.

Lad os vende tilbage til koldkrigsanalogien. Winston Churchill talte om kommunismen som et "jerntæppe", der havde sænket sig ned over det europæiske kontinent. Jerntæppet tjente til at holde østeuropæerne indenfor den sovjetiske blok. Det tjente også til at udelukke ethvert alternativt syn på menneskets værdighed og skæbne. Et lignende tæppe af tavshed indhyller nu den islamiske verden. Det tjener til at holde muslimer på plads, og til at holde ikke-muslimer i uvidenhed om islams natur.

Præsident Reagan, pave Johannes Paul II og utallige andre tapre sjæle forstod det kommunistiske systems tyranni, og deres indsats bragte i sidste ende frihed til millioner. Den nuværende situation vis-a-vis islam er ikke helt det samme, men der er lektier at lære fra den kolde krigs krigere. En af de primære erfaringer er, at undertrykkende ideologier skal konfronteres. Tavshed er ikke løsningen, fordi tavshed kun sikrer, at undertrykkelsen spredes.

Et af de afgørende øjeblikke i den kolde krig kom, da præsident Reagan stod foran Berlinmuren og sagde: "Mr. Gorbatjov, riv denne mur ned!" Kommunisterne gik meget langt for at forhindre afhopninger - kilometervis af mure, pigtråd og vagtposter. Og dette var grunden til, at vestlige ledere, som Reagan, rettede så stærk fokus på Berlinmuren. Den symboliserede kommunismens karakter af fængsel.

Apostasi-lovene og blasfemi-lovene er det islamiske sidestykke til Berlinmuren. De er de barrierer, som forhindrer mange muslimer i at krydse over til friheden. På grund af dem, er muslimer ikke mere frie til at forlade islam, end østberlinerne var frie til at forlade den sovjetiske zone.

Vil kristne udfordre apostasi- og blasfemi-lovene? Vil de gøre en sag ud af islams andre svært forsvarlige svage punkter - kvindelig omskæring, æresvold og brutale straffe? Eller vil de bukke under for det multikulturelle argument - nemlig, at hvad muslimer gør i deres egne kulturer ikke kommer os ved? Hvis dette virker som et overbevisende argument, så overvej budskabet på et skilt, der lejlighedsvist dukker op under muslimske demonstrationer. Det lyder: "Islam, vores religion i dag, din religion i morgen." Som det bliver mere og mere tydeligt i Frankrig, Tyskland, Belgien, Sverige og andre steder i Europa, ønsker mange muslimer at gøre deres kultur til vores kultur.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo