En opfundet historie?
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: An Invented Tale?
Kilde: FrontPageMagazine.com, 8. juli 2010
Udgivet på myIslam.dk : 3. juli 2012

Nu og da kan man høre opfordringer fra islamkritikere til islam om at reformere sig selv, til moskeer og madrassaer om at undervise imod de islamiske doktriner, der inspirerer terrorister. Et dramatisk eksempel på dette findes i filmen Fitna, hvor Geert Wilders opfordrer muslimer til at rive de stødende sider ud af Koranen. I en scene kan man i baggrunden høre lyden af sider, der rives ud.

Hvis din side forarger dig, så riv den ud? Det eneste problem med denne anbefaling er, at den forudsætter, at der er tilstrækkeligt med positivt materiale tilbage i Koranen og andre fundamentale dokumenter til at danne basis for en reformation. Men er der det?

Ifølge Moorthy Muthuswamy, en ekspert i politisk islam, "taler 61 procent af Koranen dårligt om ikke-troende eller opfordrer til deres voldelige erobring og undertvingelse, mens kun 2,6 procent taler om menneskehedens overordnede godhed." Hmmm. Virker som om dette ville løbe op i en frygtelig masse forargelige sider.

Det er en lignende historie, når man vender sig til sira, biografierne over Muhammed. Tag den tidligste af disse, den, der er skrevet af Ibn Ishaq. Af de 130 korte kapitler, som detaljeret beskriver Muhammeds liv efter hans ankomst til Medina, handler over 70 om razziaer, kampe og mord, eller også handler de om forberedelserne til razziaer og kampe, deling af byttet og oder om kampe, navne på dem, der kæmpede, osv. Ifølge en indholdsanalyse, foretaget af Bill Warner fra Center for Studiet af Politisk Islam, handler mindst 75% af sira om jihad. Disse er ubekvemme kendsgerninger for dem, der håber, at islam kan reformeres. Uanset hvor reformvenlig man kan være, er det svært at komme op med en symbolsk fortolkning af Koranens mange opfordringer til at føre krig mod vantro, da dette bogstaveligt talt var, hvad Muhammed gjorde.

Så i stedet for at opfordre muslimer til at fjerne de voldelige og hadefulde dele af Koranen, kan det være mere fornuftigt at tilskynde dem til opgive den som helhed. De "gode" dele af Koranen er så tæt forbundet med de "dårlige", at det er en umulig opgave at forsøge at adskille dem. Desuden er der ingen hjemmel i islamisk tradition for at vælge og vrage. Islamiske autoriteter siger, at Koranen, som den givet til Muhammed, er kopien af en original, der er skrevet på "uforgængelige" tavler i Himlen. Og blot for sammenligningens skyld - "uforgængelig" slår "hugget i sten" med flere længder. At tale om at reformere islam ved at omfortolke Koranen er som at tale om at reformere en marmorstatue. Visse ting egner sig ikke til reformation.

At bede muslimer om at give Koranen en total genovervejelse er selvfølgelig heller ingen let sag. Den vil være svær at sælge - helt sikkert. Men på den anden side - ingen af de "bløde" løsninger ser ud til at virke. Gennem det seneste årti eller så har vi prøvet:

- Demokrati-løsningen (som har ført til talrige islamistiske sejre ved stemmeurnerne)

- Den sekulære løsning (troen på, at muslimer hellere end gerne ville bytte burkaer med bikinier)

- Assimilations-løsningen (troen på, at muslimer, når de fik chancen, ville foretrække at blande sig op i den multikulturelle suppe)

- Eftergivenheds-løsningen (når muslimer ser, at vi er villige til at give dem alt, hvad de beder om, vil de blive tilfredse og holde op med at stille flere krav)

Alle disse løsninger forudsætter, at muslimer lider under en følelse af mindreværd pga. deres religion og kultur. Det kunne have været tilfældet halvtreds år siden, da islam så ud til ikke at komme nogen vegne, men nu, hvor islam er på vej frem, er det modsatte tilfældet. Muslimer har en følelse af overlegenhed pga. islam. Stillet over for et valg mellem det bedste et sekulært Vesten kan tilbyde og Koranens pragt og vished, vælger de Koranen. Derfor må enhver passende reaktion på truslen fra islam være baseret på, ikke at styrke de troende muslimers selvværd, men at bryde den ned. Den mest direkte måde at gøre dét på, er at ryste deres tro på Koranen som Guds åbenbarede ord.

Man kan indvende, at det næsten er umuligt at ændre dybtfølte overbevisninger, men som jeg gjorde gældende i en tidligere artikel, så viser historien igen og igen, at dybtfølte overbevisninger ikke er nær så dybe, som de ser ud til. Hvad skete der med de dybtfølte overbevisninger af Zeus' og Jupiters tilhængere? Hvad blev der af milleriternes, rappiternes og shakenes dybtfølte overbevisninger? Og for nylig - hvad skete der med de europæiske kristnes dybtfølte overbevisninger? Det er ironisk, at vort samfund, der er så optaget af forandring, alligevel insisterer på uforanderligheden af andre menneskers tro. Det er en del af arven efter multikulturalismen, at vi er kommet til at tro, at vores egen kultur er uendeligt formbar, samtidig med at vi tror, at ikke-vestlige kulturer er urokkeligt fastlåste. Og da vi mener, at den muslimske tro aldrig kan ændres, så foreslår vi heller aldrig, at den burde ændres.

Det er afgjort i ikke-muslimske samfunds interesse at så tvivl om Koranen. Når det er sagt, er jeg uenig i tanken om, at en blot og bar udstilling af Koranens voldelige eller hadefulde budskaber skulle være nok til at miskreditere den. Måske hader Gud virkelig de vantro. En langt mere direkte tilgang er at rejse tvivl om Koranens guddommelige forfatterskab.

Bill Warner og professor Muthuswamy siger, at en "videnskabelig" indholdsanalyse er den bedste metode til at miskreditere Koranen. Jeg tror, de har fat i noget, men i stedet for at tælle op, hvor mange gange "jihad" er nævnt, kan det være mere nyttigt at tælle op, hvor mange gange "Allah" lyder som en usikker prædikant, der forsøger at etablere sine akkreditiver som profet. Man behøver ikke at lave en egentlig ordoptælling for at bemærke, at visse temaer dukker op igen og igen i Koranen. En af de første ting man bemærker ved åbningen af Koranen er, at en af Koranens vigtigste bekymringer er ... Koranen. Læs et par suraer tilfældigt og du vil hurtigt se, at Koranen er yderst defensiv angående sin egen troværdighed.

Er Koranen en autentisk åbenbaring? Det hævder den at være. Faktisk - det er hvad den hævder om og om igen.

I sura 11:13 læser vi: "Eller siger de: 'Han har fundet på det'? Sig: 'Så kom med ti suraer magen til, der er opfundet ...'."

I sura 12:111 læser vi: "Det er ikke fortællinger, der er opfundet, men en bekræftelse af det, der forelå tidligere ..."

Sura 32:1-2: "Skriften er nedsendt fra alverdens Herre; derom hersker der ingen tvivl. Eller siger de: 'Han har fundet på den'? Nej, det er sandheden fra din Herre ..."

Sura 52:33-34: "Eller siger de: 'Han har opfundet det'? (...) Lad dem frembringe et budskab magen til dette, hvis de siger sandheden!"

Og så videre. Koranen er fuld af formaninger om sin egen ægthed. Næppe en side kan læses uden en eller anden påmindelse om, at det er en ægte åbenbaring, ikke en falsk. Mens man må regne med, at udtalelser af denne art optræder her og der i en hellig skrift, er der bogstaveligt talt hundredvis af sådanne passager i Koranen. En af de første ting, en vestlig læser støder på ved åbningen af Koranen, er, hvad der synes at være en sårbar vilje til at forsvare sin egen oprindelse. Den allerførste sura efter Fatiha begynder med ordene: "Dette er Skriften; om den hersker der ingen tvivl ..." I modsætning hertil er de indledende ord af 1. Mosebog: "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden." Forfatteren af 1. Mosebog har sin opmærksomhed rette mod Gud og hans skabelse, forfatteren af Koranen har sin opmærksomhed rettet mod sin bog. Sandt nok - der er masser af passager i visse gammeltestamentlige bøger, hvor forfatteren hævder den guddommelige myndighed bag, hvad han har at sige ("Så siger Herren"), men i Koranen er spørgsmålet om autenticitet næsten den centrale optagethed. Slå tilfældigt op på en hvilken som helst side i den, og der er en god chance for, at du finder en formaning om sandheden af "Vore åbenbaringer" og om skæbnen for dem, der ikke tror på dem. Hvis du tilfældigvis har en Koran ved hånden, kan du selv tjekke det. Bare gå i gang. Jeg venter. Det vil ikke tage lang tid.

Normalt - når nogen fortæller dig om og om igen, at han siger sandheden, så begynder du at få dine tvivl. Jo mere han forsikrer dig om sandheden af, hvad han siger, jo mere er du tilbøjelig til at tvivle. Man får den samme følelse efter at have læst "denne Koran kunne ingen finde på foruden Gud" for hundrede og syttende gang.

Koran-forfatterens bevidsthed om sig selv bliver desto mere tydelig, når man sammenligner Koranen med evangelierne. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes er ikke engageret i konstant bekymring over, om hvorvidt deres beretning virker opdigtet eller ikke. De har noget at rapportere og det rapporterer de bare. Og når Kristus taler, får man aldrig fornemmelsen af, at han prøver at gøre sig klog. En af de ting, som folk fandt mest bemærkelsesværdigt ved Kristus, var, at han talte med så stor myndighed.

Det kan være en nytteløs øvelse at forsøge at overbevise et større antal muslimer om, at deres grundlæggende dokument er en menneskeskabt fabrikation. Men selv om dette var tilfældet, ville der stadig være fordele ved at lave en nøje undersøgelse af Koranen. En ting man vil finde, er, at der er markante forskelle mellem Koranen og Det Nye Testamente. Dette er noget, som kristne har brug for at lære eller genlære, fordi det fungerer som en modgift mod det enerverende multikulturelle budskab om, at alle religioner er ens - og derfor, som Robert Spencer udtrykker det, "dybest set er ligestillede i deres evne til at inspirere godt eller ondt." En anden ting man finder, hvis man graver i begge tekster, er, at den kristne åbenbaring står på en meget fastere historisk og rationel grund end Koranen. Christopher Hitchens hævder, at Koranen og Det Nye Testamente stort set er ens - begge er fabrikationer. Tja, måske (...) men i så fald måtte Det Nye Testamente bedømmes som en langt dygtigere udført fabrikation end Koranen. Det har klangen af sandhed. Koranen på den anden side klinger temmelig hult. Hvorfor er det vigtigt at vide? - Fordi evnen til at modstå islamiseringen afhænger meget af selvtillid, og lige nu lider Vesten under en dyb mangel på, hvad Mark Steyn kalder "civilisatorisk selvtillid." Det kunne gøre en forskel for vores selvtillid, hvis flere mennesker kom til at indse, at vores egen grundlæggende åbenbaring langt mere ligner den ægte vare.

Moorthy Muthuswamy er bekymret over, at vesterlændinge ikke vil foretage en dekonstruktion af islam, fordi den form for analyse vil underminere deres egen tro. Som han ser det: "Nogle af de argumenter, der bruges til at sætte spørgsmålstegn ved islams religiøse grundlag (...) kan også give problemer for andre trosretninger, herunder flertallets religion i Amerika." Ja, i nogen grad måske, men de er af den slags problemer, som kristne er nødt til at kæmpe med, hvis de vil stramme op på deres tro og komme ud over den mentalt slatne tilstand, som mange kristne er havnet i. Der er en test af beslutsomhed på vej. Når kristne bliver sat på den prøve, gør de klogt i at vide, hvad de tror, hvorfor de tror det og hvorfor det er værd at forsvare. Det ville også hjælpe, hvis de vidste, hvad de er oppe imod (...) før de må finde ud af det på den hårde måde.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo