Den islamistisk-nazistiske forbindelse
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: The Islamist-Nazi Connection
Kilde: Crisis Magazine, 30. juli 2014
Udgivet på myIslam.dk: 15. august 2014


Haj Amin al-Husseini, stormufti af Jerusalem, gør honnør for medlemmer af det bosniske Waffen SS i november 1943.

En af de store fordele vi har i forhold til vore forfædre er bagklogskab. Med et klart billede af fortiden, kan vi undgå at lave de samme fejl, som de gjorde. Men hvad nu, hvis vi ikke har lov til at bruge dette bakspejl? Hvad hvis vi er tvunget til at foregive, at det, der skete i fortiden, ikke har nogen relation til det, der sker nu?

Selvfølgelig er der noget, der taler for, at det er bedst at lære af sine egne fejl, men nogle fejl er så dyre, at det er langt bedre at lære om dem i historiebøgerne. Eftergivenheden over for nazisterne før 2. Verdenskrig er et eksempel på en af den slags fejl, som verden ikke har råd til at gentage. Alligevel er der meget, der tyder på, at vi er i færd med at begå en lignende dumhed i dag. Islamismens fremkomst i Europa, Afrika, Mellemøsten og andre steder vækker uhyggelige minder om nazismens fremkomst i Europa for 80 år siden. Allerede nu burde enhver med et flygtigt kendskab til historien have haft en klokke, der ringer. Men takket være vort udsøgt følsomme uddannelsessystem, er mængden af dem, der "ikke ved meget om historie", svulmet op til enorme dimensioner. Og selv dem, der kender deres historie, ved, at der er visse sammenligninger, som det ikke er meningen de skal drage - som f.eks. mellem nazister og islamister. At gøre dette ville være stødende for muslimer og for en hel masse andre også. Med andre ord er det ikke tilladt at have den form for diskussion, der kunne hjælpe os til at undgå den skæbne, der overgik Europa under nazismen.

Som en generel regel er det bedst at undgå den nazistiske analogi. Nazismen er et unikt ondt øjeblik i historien. At stemple enhver politiker, man er uenig med, som nazist, tjener kun til at fortynde originalens enestående rædsel. Men i islamisternes tilfælde er analogien passende. Lighederne mellem de to ideologier er for store til at de kan ignoreres. Desuden er det en historisk kendsgerning, at fremtrædende islamister arbejdede tæt sammen med nazisterne under 2. Verdenskrig. Og hvad mere er, så gør mange muslimer selv i dag ingen hemmelighed ud af deres beundring for Hitler. Det kan være at gå for vidt, at kalde den og den senator for nazist fordi han bruger beskidte kampagnetricks, men det er mindre vidtgående at bemærke en nazi-lighed, når islamister er så glade for at sætte et Charlie Chaplin overskæg under næsen, eller når f.eks. et eksklusivt tyrkisk indkøbscenter sætter plakater af Hitler op som en del af dekorationen, eller når muslimske bander i Paris angriber en synagoge fuld af jøder, eller når fremtrædende imamer udtrykker ønske om at rydde op for Hitler.

At færdiggøre Hitlers arbejde? Den islamiske teolog og lærde Yusuf al-Qaradawi har givet udtryk for netop et sådant ønske. I en 2009-erklæring kaldte han Holocaust "en guddommelig straf" af jøder: "Den sidste straf blev udført af Hitler (...). Om Allah vil, næste gang vil det ske i hænderne på de troende." Selvfølgelig repræsenterer sheik Qaradawi ikke alle muslimers synspunkter i sagen. På den anden side ville det ikke være korrekt at sige, at han står udenfor mainstream islam. Qaradawi har haft en lang række høje akademiske stillinger på forskellige mellemøstlige universiteter; han er formand for Den Internationale Union af Muslimske Lærde; han har modtaget otte internationale priser for sit bidrag til islamisk videnskab; og han sluttede på tredjepladsen i en 2008-meningsmåling for at finde verdens førende offentlige intellektuelle. Qaradawi spiller også godt sammen med den ikke-videnskabelige mængde. Hans populære TV-program "Sharia og Liv" når ud til et verdensomspændende publikum på anslået 60 millioner mennesker. I mange henseender er sheik Qaradawi selve Hr. Almindelighed.

Qaradawi er at ret nyt medlem af Hitler-fanklubben og ikke engang det mest fremtrædende. Mens sheiken er begrænset til at række henover årene for at lykønske Føreren, behøvede Haj Amin al-Husseini, stormuftien af Jerusalem, kun at række henover et bord. Der er et billede af Hitler og Husseini siddende knæ-ved-knæ i Hitlers private kontor i Rigskancelliet i november 1941. Det sandsynlige samtaleemne? - den hurtigste måde at eliminere jøderne på. At fremskynde "Den endelige Løsning" var en besættelse for Husseini, og han brugte timer på at diskutere sagen med folk som Joachim von Ribbentrop, Heinrich Himmler og Adolf Eichmann.

Muftien var ingen muslimsk enspænder. Ifølge historikerne David Dalin og John Rothmann: "Med den mulige undtagelse af kong Ibn Saud af Saudi-Arabien, var al-Husseini den mest fremtrædende og indflydelsesrige islamiske leder i Mellemøsten." (Icon of Evil, p. 5) Og han blev behandlet som sådan af nazisterne, der forsynede ham med fem boliger og et månedligt underhold på omkring 60.000 kr. Til gengæld rekrutterede al-Husseini mere end 100.000 muslimer til at kæmpe i den europæiske del af Waffen-SS.

Hasan al-Banna, grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab og ven med Husseini, var også imponeret af nazisterne, og under krigen arbejdede han på at etablere en formel alliance med Hitler og Mussolini. Under instruktion af al-Banna, delte Broderskabets efterretningstjeneste desuden oplysninger med tyskerne om den britiske hærs bevægelser.

Islamister og nazister delte også en interesse for antisemitisk litteratur. Ifølge Dalin og Rothmann:

Mein Kampf (...) er fortsat en uopslidelig bestseller i flere islamiske lande. Efter Seksdageskrigen i 1967 opdagede israelske soldater, at mange egyptiske fanger bar rundt på små paperback-udgaver af Mein Kampf, oversat til arabisk ... (Icon of Evil, p. 113)

Ligesom nazisterne havde araberne også en fast tro på ægtheden af det ondsindede antisemitiske skrift, Zions Vises Protokoller. Den første af mange arabiske udgaver blev udsendt i 1921. Den har været en bestseller i islamiske hovedstæder lige siden og er stadig obligatorisk læsning på mange arabiske universiteter. Kong Faisal var så forelsket i den bog, at han gav alle saudiske hoteller ordre til at lægge et eksemplar i hvert af deres rum - formentlig lige ved siden af "Gideonitternes Koran".

Desværre er den muslimsk-nazistiske forbindelse ikke blot af historisk interesse. Islamister over hele verden optræder mere og mere som nazisterne gjorde.

Antisemitismen er den mest oplagte lighed: Brandbomber mod en synagoge i en forstad til Paris; muslimske demonstranter i Antwerpen, der opfordrer til "slagtning af jøder"; islamistiske demonstranter i Frankfurt, der sammen med venstreorienterede og nynazister synger anti-jødiske slogans; og jøder, der igen forlader Europa i hobetal på jagt efter tilflugtssteder.

Et andet fælles mål er underkuelsen af kristne. Jøderne var ikke nazisternes eneste mål, de førte også Kulturkampf mod kristne. Den katolske Kirke i særdeleshed blev betragtet som en ideologisk fjende. Noget af denne anti-kristne fjendtlighed er fanget i en populær Hitlerjugend-sang:

Vi er de glade Hitlerjugend,
Vi har ikke brug for kristen dyd,
For Adolf Hitler er vores forbeder
Og vores forløser.
(citeret i Liberal Fascism, p. 365)

Som det bliver stadigt tydeligere, er islamisterne heller ingen venner af kristne. Kristne har været det vigtigste mål for Boko Haram i Nigeria og Det Muslimske Broderskab i Egypten, og kristne blev plukket ud under indkøbscenter-massakren i Nairobi. I Irak, som allerede har mistet to tredjedele af dets kristne befolkning i de senere år, har Islamisk Stat (tidligere ISIS) meddelt de kristne mod nord, at de enten må konvertere til islam, betale jizya-skat eller se døden i øjnene. Som forberedelse til den antikristne kampagne, markerede IS-soldater de kristne hjem med identifikationssymboler.

Der er mange andre paralleller med nazisterne: Grundskole-indoktrineringen af palæstinensiske børn, for eksempel, og brugen af gadevold i europæiske byer som en form for intimidering. Men den mest nedslående lighed mellem nazismens og islamismens fremkomst ligger i den ensartede reaktion hos de truede. I begge tilfælde er vestlige lande faldet over hinanden for at udtrykke selvfornedrelse og eftergivenhed. Vi husker den territoriale eftergivenhed overfor nazisterne - München-aftalen og de mindre indrømmelser, der førte op til den - men der var også en stor kulturel eftergivenhed. For eksempel var Charlie Chaplin ude af stand til at finde en Hollywood-producer, der var villig til at stå bag Diktatoren, hans 1940-parodi på Hitler. Og mens filmen stadig var i produktion, meddelte den britiske regering, at den ville forbyde fremvisningen af den i Storbritannien. I dag har filmskabere ingen hæmninger omkring at trække Hitler gennem vridemaskinen, men de undgår omhyggeligt at fornærme muslimers følelser. For eksempel producerer Hollywood masser af terrorfilm, men mærkeligt, deres terrorister er aldrig af den islamiske slags. I mellemtiden, i føjelighed for islamisk pres, blev en lavbudget filmskaber i Californien sat i føderalt fængsel i et år for at lave en video, der gjorde grin med Muhammed.

Undervisere og småbureaukrater har været lige imødekommende overfor muslimske ønsker. En overskrift i The Guardian lyder: "Frygt for islamofobi gav aktivister frie tøjler i Birmingham-skoler." Hvilken slags aktivister kan det mon være? Historien fortsætter:

En gruppe fundamentalistiske 'aktivister', hovedsageligt mænd af pakistansk oprindelse, infiltrerede ledelsen af mindst 10 skoler i Birmingham og undertiden brød loven for at indføre muslimsk tilbedelse og kønsadskillelse ...

Forsøget på at lave skoler om til madrassaer havde stået på i årevis, men ingen prøvede at stoppe det. Hvorfor? Fordi "deres aktiviteter ikke blev hindret af [By-] Rådets tjenestemænd, der var bange for beskyldninger for islamofobi".

Dette er Birmingham, England, men hvem siger, at det ikke kunne ske i Birmingham, Alabama? For amerikanske undervisere rangerer islamofobi lige under racisme og homofobi som en af de værst tænkelige hadforbrydelser. Amerikanske skolebøger har allerede været gennem operationer, der ændrede teksterne, så de blev acceptable for den islamistiske uddannelseslobby.

Men hvem har brug for at gå i skole for at lære de rigtige holdninger, når medierne er så villige til at forsikre os om, at dårlige ting intet har at gøre med islam? Eller så villige til nøje at eftersnakke den palæstinensiske udlægning af situation i Mellemøsten? Goebbels var ikke nogen amatør til propaganda, men han ville have misundt islamisternes evne til at præsentere sig selv som misforståede uskyldigheder og deres evne på at få verdens medier til at hoppe med på bedraget.

Vesten blev til sidst i stand til at rejse sig og konfrontere den nazistiske udfordring. I dag er Vesten endnu ikke nået til det stadium, hvor det indser, at det har en udfordring foran sig. Hvad vi nu kalder "politisk korrekthed" eksisterede i spirende form, selv i 1930'erne, men ikke i så høj grad, at det forhindrede folk i at se, hvad der var lige for øjnene af dem. Det var deres fordel i forhold til os. Vores fordel i forhold til dem er, at vi kan drage nytte af klare og lærerige historiske paralleller. Vi har det historiske bakspejl - hvis bare vi ville tillade os at bruge det.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo