Den dag musikken døde
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: The Day the Music Died
Kilde: Crisis Magazine, 25. juli 2017
Udgivet på myIslam.dk: 26. september 2017


Musikere fra Teheran Symfoniorkester under en prøve i 2010 før orkesteret blev opløst af styret i 2012. (Foto: Vahid Salemi / AP.)

Af ren nysgerrighed googlede jeg en dag: "symphony orchestras in the Muslim world" [symfoniorkestre i den muslimske verden]. Resultaterne var temmelig bedrøvelige. Et websted - "About Symphony Orchestras in the Arab World" [Om symfoniorkestre i den arabiske verden] - indeholdt følgende (dårligt oversatte) information:

  • Symfoni i Saudi-Arabien: "Ikke-eksisterende ..."

  • Orkesteret i Emiratet Qatar: "Dette orkester har ingen klar identitet ... 100% af fremmede elementer" [dvs. at ingen af Qatar-orkesterets musikere kommer fra Qatar].

  • Det Irakiske Nationale Symfoniorkester: "Dets bibliotek blev plyndret flere gange [i 2003] ... Og dets medlemmer var udsat for systematisk likvidere [sic], hvilket førte til udvandring af mere end 30 irakere [sic] musikere til de europæiske hovedstæder."

  • Det Palæstinensiske Nationale Symfoniorkester: "Hovedkvarter: eksisterer ikke ... endnu ikke etableret i den fulde forstand af den musikalske enhed."

  • Kuwaits Symfoniorkester: "Ingen oplysninger om orkesterets aktiviteter ..."

Historien er ikke helt igennem dårlig. Cairo Symfoniorkester, der beskrives som det bedste i den arabiske verden, har f.eks. "tiltrukket mange internationale solister såsom Aram Khachaturian ..." Men i det store og hele kan man trygt sige, at symfonisk musik ikke trives i den sunni-muslimske verden.

Hvad med shia-udgaven af islam? Teheran er hovedstaden i shia-islam, og den har et rimeligt symfoniorkester, der dog har en vaklevorn nyere historie. Orkesteret blev opløst under Mahmoud Ahmadinejads styre og derefter genoprettet under præsident Rouhani, men er stadig genstand for pludselige regeringsaflysninger. Høgene er særligt bekymrede over kvinder, der synger solo.

Islams ambivalente holdning til musik går helt tilbage til Muhammed, der sagde: "Allah, mægtig og majestætisk (...) befalede mig at gøre det af med musikinstrumenter, fløjter, strygere, krucifikser og tingene fra den præ-islamiske uvidenhedens tid. På Opstandelsens Dag vil Allah hælde smeltet bly i ørerne på enhver, der sidder og lytter til en sangerinde" (Umdat al-Salik r40.0). I Don McLeans sang, American Pie, markerer Buddy Hollys altfor tidlige død "den dag musikken døde", men den dag musikken døde for islam, var den dag, Muhammed begyndte at modtage åbenbaringer ovenfra.

Det er ikke bare musik. Med undtagelse af kalligrafi og arkitektur har islam generelt været temmelig uvenlig over for kunst. I en anden hadith er Muhammed citeret for at sige: "Enhver billedskaber vil komme i Ilden, hvor et væsen vil angribe ham for at plage ham i Helvede for hvert billede, han lavede" (Umdat al-Salik w50.1). Det er ikke helt klart i islamisk lov, om dette gælder for al repræsentativ maleri, eller kun for skildringer af levende liv. Men hvis du er en muslim med kunstneriske tilbøjeligheder, er det nok bedst at holde sig til geometriske mønstre, bare for at være på den sikre side.

I takt med at islamisk tro og kultur spreder sig til Vesten, er det sandsynligt, at denne antipati mod kunsten vil sprede sig med den. Ironien er, at hvis musikken dør i Vesten, vil vestlige kunstsamfund bære en del af ansvaret.

Hvordan det? Jo, i lang tid har kunstnere og musikere og deres mæcener haft sympati for tanken om, at multikulturalisme og mangfoldighed er uforbeholdent gode ting. Deres argument er, at kulturel mangfoldighed fører til kulturel berigelse og derfor er godt for kunsten.

Ved første øjekast synes argumentet at give god mening. For eksempel siges nogle af Picassos værker at være inspireret af afrikanske stamme-masker, Dvoraks 9. symfoni, Fra den nye verden, benyttede sig af en negro spiritual og Debussy indarbejdede elementer af amerikansk ragtime og javanesisk gamelan-musik i sine stykker. Man kunne nævne mange andre eksempler på kulturelle lån i store kunstværker og musik.

Men mangfoldighed har en ulempe, som sjældnere bliver bemærket. Øget eftertryk på mangfoldighed i Amerika har ikke, som man kunne forvente, ført til større mangfoldighed af meninger, men til større konformitet. For eksempel har næsten alle universiteter nu diversitetsregler og diversitetskontorer, men effekten af disse diversitetsprogrammer har været at indskrænke tanker og udtryk til dem, der er officielt sanktioneret. Som enhver, der i længere tid har opholdt sig på et universitet, ved, så er der langt mere ytringsfrihed i en hyrevogn eller en frisørsalon end i et gennemsnitligt klasseværelse på et universitet.

Følger man sagen til dens logiske konklusion, vil man se, at multikulturalisme fører til monokulturalisme og til sidst til et monokromt samfund. For uden en fælles kultur til at forene dem, splittes multikulturer op i konkurrerende subkulturer. Når dette sker, træder de herskende myndigheder til og laver love, der forbyder "had" og "ufølsomhed" i håbet om, at alle således kan tvinges til at respektere alle andre.

Ulempen er, at disse regler ikke kan pålægges ligeligt og at dobbeltstandarder hurtigt udvikler sig. I et samfund, hvor krænkelse af andre betragtes som den værste forbrydelse, vil dem, der lettest bliver krænket, få mest ud af det. Men dem, der lettest bliver krænket, er ofte dem, der har mindst tolerance over for andre.

Tag f.eks. islam og den islamistiske tilbøjelighed til at se "islamofobi" overalt. Fordi islam er mere fremmedartet end de fleste andre kulturelle varianter, har den en særlig stilling hos dem, der ønsker at bevise deres tolerance for mangfoldighed. Muslimske påstande om at være krænket vil således normalt blive taget for pålydende, snarere end at blive set som en strategi for at fremme islamisk kultur på bekostning af andre kulturer.

Problemet er, at der er meget lidt, som islamisk kultur ikke finder krænkende. Så snart ét krænkende element er fjernet, tager et andet dets sted. Hvis krænkelsen ikke fjernes hurtigt nok, følger en retssag hurtigt efter. Tag f.eks. sagen om den canadiske udlejer, der fik en bøde på 12.000 dollars, fordi han ikke tog sine sko af, da han viste et soveværelse, hvor et muslimsk par holdt deres bønner. Det betød ikke noget, at udlejeren var fra Nigeria. Nogle forskelligheder er mere lige end andre forskelligheder. Og islamiske love og skikke er et minefelt af potentielle krænkelser, der kan eksplodere lige op i ansigtet på uforsigtige vesterlændinge eller omplantede nigerianere.

For vestlige borgere er forskellighed for forskellighedens skyld et første princip. Men hvad nu hvis en af de forskelligheder, du åbner din dør for, ikke tror på forskellighed? Hvad hvis den i stedet mener, at andre kulturer skal tvinges til at gøre tingene, som den selv gør det? Hvad der lige nu sker i Vesten er, at den mindst tolerante kultur udnytter mangfuldighedskulten til sin egen fordel.

Hvilket bringer os tilbage til kunsten. Blandt de ting, som islam finder krænkende, er malerier, statuer, mosaikker, musik og sang. Ødelæggelsen af Bamiyan-buddhaerne og udslettelsen af de romerske templer og hvælvinger i Palmyra er kun de seneste i en lang række af ødelæggelser, der strækker sig tilbage til Muhammed. Ifølge kulturkritiker Hugh Fitzgerald er "den største ødelæggelse af kunst i verdenshistorien den, der er begået af muslimer mod ikke-muslimske civilisationers hellige og profane kunst (arkitektur, artefakter)."

Takket være den militante islams genopblussen ser det ud til, at vi er trådt ind i en ny æra af billedstorm. Og det er ikke kun kunsten, der bliver angrebet; det er også de mennesker, der benytter den. Der har været en række terrorangreb mod turister i det gamle egyptiske Karnak-tempel nær Luxor. I 2015 dræbte bevæbnede mænd 19 mennesker i Bardo-museet i Tunis. I 2002 tog 40-50 bevæbnede tjetjenske islamister 850 gidsler under en musikteater-forestilling i Moskvas Dubrovka Theater. Den tre dage lange belejring endte med 130 gidslers død, heriblandt 17 af de medvirkende skuespillere og en tredjedel af orkesteret. For nylig har vi set jihad-angrebet på Bataclan-teateret i Paris, som resulterede i 130 menneskers død, hvoraf mange også blev lemlæstet, og jihad-angrebet på en Ariana Grande-koncert i Manchester, England, som efterlod 22 døde.

Trods al deres antipati for kunsten har jihadisterne en næsten Hitchcock'sk fornemmlse for dramatiske steder: Karnaks tempel, Bardo Museum, Dubrovka Teater, Bataclan Teater, World Trade Center. De er endnu ikke nået til Mt. Rushmore og Albert Hall, men det er meget sandsynligt, at begge allerede står på en eller anden jihadists huskeseddel. Heldigvis har myndighederne opfattet mønsteret og er begyndt at øge sikkerheden omkring museer og monumenter. I dag - hvis man vil besøge Louvre eller Rijksmuseuem - skal man liste rundt mellem politi og soldater med automatiske våben. Mange kunstnere vil gerne udråbe deres arbejde som grænseoverskridende og endda direkte farligt. Det er ved at blive bogstaveligt sandt, men formodentlig ikke på de måder, som kunstnerne havde tiltænkt. Når du går til koncert eller besøger et museum i disse dage, er der bestemt et forøget element af fare.

Det ville dog være en fejl at tro, at væbnede jihadister er den eneste trussel mod kunst og musik. Den anden fare kommer fra selve den islamiske kultur og fra den ikke-voldelige udbredelse af denne kultur til vestlige samfund. Tendensen er blevet omtalt som "islamisering" og også som "hemmelig jihad" [stealth jihad]. For mit eget vedkommende foretrækker jeg udtrykket "kulturel jihad", fordi islams fremrykning på nuværende tidspunkt langt fra er hemmelig. Grunden til, at borgerne i Vesten ikke ser den igangværende kulturelle overtagelse, er, at de ikke ønsker at se den. Og de ønsker ikke at se den, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med den. Blandt dem der ser, hvad der sker, mener nogle, at tendensen mod islamisk dominans er ustoppelig. Således skriver økonomen Peter Smith i Quadrant:

”Tolerante samfund har i disse politisk korrekte tider ingen mulighed for at modvirke intolerance, når den praktiseres og prædikeres af en mindretalsreligion, der er klar til at gøre sig til offer ved den mindste anledning. Jeg troede, at de kunne, men det kan ikke lade sig gøre.”

Om hvorvidt tendensen er irreversibel, er stadig et åbent spørgsmål, men tendensen er hidtil ikke gået i retning af assimilation (som mange havde håbet), men mod kulturel erobring. Og som islamiseringen fortsætter, vil den få dyb indvirkning på kunsten. Fordi hvor islamisk tro og lov går frem, går kunsten tilbage.

Det handler ikke kun om fjendtlighed mod kunsten, men også om ligegyldighed mod den. Selv om nogle muslimske indvandrere i Europa vil få smag for Chopin og Renoir, vil de fleste ignorere koncertsalene og kunstmuseerne helt og aldeles. Som befolkningen fortsætter med at skifte til fordel for islam, vil de museer, der formår at holde åbent, blive nødt til at lægge vægt på ikke-repræsentativ islamisk kunst og sætte Renoir i kølerum. Hvad koncertsalene angår, vil mange dø en langsom død. Mark Steyn udtrykker det på denne måde:

”Når demografien ændres, vil der ikke længere være koncertsale. Kunstnere, der har et multikulturelt udsyn, bør være opmærksomme på dette. Tæl antallet af tildækkede kvinder i Londons West End. I Birmingham, hvor jeg gik i gymnasiet, har du et provins-symfoniorkester i en muslimsk by - jeg er ikke sikker på, at det vil overleve. Al kunst, al folkelig kultur er truet af islam, fordi der ikke er plads til den.”

Selv om Birmingham ikke vil være en by med muslimsk flertal før om endnu ca. tyve år, har Steyn ret angående den generelle tendens. Og han har ret angående den manglende erkendelse hos "kunstnere, der har et multikulturelt udsyn." De folk i kunstsamfundet, som blindt hylder mangfoldighed, udgør i realiteten en femte kolonne, der letter en kunst-fjendtlig kulturs invasion af det vestlige samfund.

Man kan ikke andet end spekulere på, om de virkelig elsker kunsten, eller om de mere er forelskede i tanken om at blive set som overordentligt tolerante og åbne. Folk, der elsker noget, er normalt villige til at kæmpe for at forsvare det. Men der er ringe bevis for, at kunstsamfundet vil kæmpe for at bevare den kultur, de har arvet.

Der er selvfølgelig undtagelser. Den førnævnte Mark Steyn er en af dem. Af profession er Steyn en musikkritiker, der har specialiseret sig i komponister af populærmusik som f.eks. Cole Porter, Jule Styne og Dorothy Fields. Men kort efter 9/11 udvidede Steyn sine aktiviteter til politisk og kulturel kritik med særlig fokus på kritik af islam og den kraftløse vestlige reaktion på dens indhug. Hvorfor togtet ind i politik? Som Steyn siger: "Meningen med politik er at frigøre tid til det, der virkelig betyder noget" - hvilket i hans tilfælde er musik.

En anden kontra-jihadist, der hellere ville lave noget andet, er Ned May. Han er leder for Gates of Vienna, et websted, der er viet til diskussionen af farerne ved islamisering, både i Amerika og Europa. Han skriver under pseudonymet Baron Bodissey og producerer en daglig forsyning af kyndige og velskrevne klummer. Men hans virkelige lidenskaber er landskabsmaleri og musik. I en artikel om Bachs kor-præludie "O Lamn Gottes unschuldig", skriver han: "[Bachs musik] er et af hovedmotiverne bag min beslutning om at fortsætte kampen mod Den Store Jihad. J. S. Bachs musik repræsenterer indbegrebet af den menneskelige ånds storhed og vil fortsat være således, selvom den civilisation, der skabte den, bliver til støv."

Han fortsætter: "Der er ingen ideologi i denne [musikken] (...). Men ideologi kan meget vel ødelægge den. Ligesom der ikke længere er nogen buddha-statuer i Bamiyan (…), således kan der komme en dag, hvor alle orgelpiberne ligger spredt ud over gulvet af en ødelagt bygning, og hvor der ikke længere er fingre til at fare henover tangenterne eller fødder til at trykke på pedalerne. Dette er en af hovedårsagerne til, at jeg gør, hvad jeg gør: For at dette ikke skal forsvinde fra jordens overflade."

Da de er villige til at kæmpe for at bevare den musik, de elsker, fortjener Steyn og May at blive betragtet som ægte musikelskere. Jeg er ikke så sikker på, at det samme kan siges om de kunstnere, der straks springer op for at forsvare enhver forskellighed under solen, men har ringe respekt for den kultur, der frembragte Bach, Beethoven og Cole Porter. Er de forelsket i kunst eller er de mere forelsket i en - for tiden fashionabel, men i sidste ende destruktiv - ideologi om kulturel mangfoldighed, som betyder døden for kunst og musik?




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo