De fem Taleban-fanger, der blev løsladt fra Guantanamo i en fangeudveksling den 31. maj 2014. (Foto: Fox News)

Er der sådan noget som dårlig religion? Eller er religion af natur en god ting? Gennem det meste af historien, har de fleste mennesker ikke tøvet med at betegne nogle religioner som dårlige. Romerne fordømte kartaginiensernes børneofrende religion, kristne fordømte aztekernes religion for dens menneskeofringer og katolikker fordømte arianere og albigensere som kættere.

Den moderne tilgang til dette spørgsmål er helt anderledes. Med undtagelse af nogle rabiate ateister, har de fleste mennesker - selv dem uden nogen særlig tro - et positivt syn på religion. Og kristne især, synes positivt indstillet til mennesker af anden tro. Alvorlige kristne er langt mere tilbøjelige til at være bekymrede over farerne ved sekularisme end farerne ved en anden religion. Den nuværende holdning synes at være, at mennesker af tro - uanset deres tro - bør holde sammen i kampen mod sekularisme.

Man kunne forvente, at militant islams tilbagekomst på verdensscenen ville lægge en dæmper på dette venlige syn på religion, men det synes ikke at være tilfældet. Mange kristne indtager stadig den holdning, at hvis du er en religion, er du en del af familien, og så vil vi gå i brechen for dig. Som et eksempel har de seneste paver været ubøjelige i deres modstand mod sekularisme, men har været tilbageholdende med at kritisere islam. For dem består den store konflikt i vores tid ikke mellem religion og religion, men mellem religion og mangel på tro. Selvfølgelig kan der gives masser af retfærdiggørelse for denne opfattelse. Kampen mellem ateisme og tro, som pave St. Johannes Paul II mest var optaget af, var faktisk den afgørende kamp i det tyvende århundrede. Han kan have været bekymret over islam, men der var ikke meget tegn på, at han så noget iboende galt i den - som han gjorde med nazismen og kommunismen. Han kyssede engang Koranen, men man kan ikke forestille sig, at han nogensinde ville have gjort det samme med Mein Kampf eller Det kommunistiske Manifest.

Som det fremgår af hans Regensburg-forelæsning, havde pave Benedikt XVI et mere kritisk syn på islam end sin forgænger, men i det store og hele synes han at have haft den holdning, at troende er i én lejr og sekularister i en anden. Da han - i et længere interview med journalist Peter Seewald - blev spurgt, om Vatikanet fulgte en anden politik end den af tidligere paver, der "så det som deres pligt at redde Europa fra islamisering", svarede Benedikt: "I dag lever vi i en helt anden verden, hvor fronterne er trukket på en anden måde. I denne verden står radikal sekularisme på den ene side, og spørgsmålet om Gud, i dets forskellige former, står på den anden." (Light of the World, s. 100) Et andet sted i interviewet, taler Benedikt om kristne og muslimer som stående på "den samme side i en fælles kamp" om at forsvare "tro på Gud og lydighed mod Gud". (s. 99).

Pave Frans synes at have en endnu mere positiv holdning til islam. I Evangelii Gaudium hævdede han, at "den sande Islam og en autentisk tolkning af Koranen går imod enhver form for vold". For nylig i en tale til flygtninge, opfordrede han dem til at se på deres traditioners hellige skrifter: "... de, der er kristne, på Bibelen, og de, der er muslimer, på Koranen. Den tro, som jeres forældre indpodede i jer, vil altid hjælpe jer videre."

Den opfattelse, at vore fællestræk med islam er vigtigere end vore forskelle, deles bredt af kristne og er især stærk blandt katolikker. Men hvad nu hvis denne opfattelse er forkert? For at sige det lidt mere firkantet - hvad nu hvis Osama bin Ladens fortolkning af islam er tættere på originalen end moderate muslimers? I sit interview med Seewald henviste pave Benedikt to gange til den "tradition for tolerant og god sameksistens mellem islam og kristendom", der hersker i store dele af Afrika syd for Sahara. Og han så dette som et lovende tegn på, at tilnærmelse er mulig mellem de to trosretninger. Men sagen er, at den islam, der praktiseres i dette område, har tendens til at være af den folkereligiøse type, og typisk inkorporerer elementer fra andre trosretninger. Med andre ord står den langt fra autentisk islam, den, der er made-in-Mekka og efter bogen. Folkelig islam kan være mere kompatibel med kristendom, men kan ikke gøre et lige så stærkt krav som Mellemøstens islam på at følge profetens autentiske tradition. Islam er meget en efter-bogen religion, og alle bøgerne - Koranen, Hadith, sira, og sharia-lovmanualer - giver bedre tekstmæssige støtte til militante muslimer end til de moderate. Som en iagttager udtrykte det: "Moderat islam er en kulturel vane, radikal islam er autentisk islam."

Hvilken islam er den mest autentiske? Nogle forskere hævder, at begge fortolkninger - den mere fredelige og mere militante - er lige gyldige. Men medmindre man mener, at islam er som en Rorschach-test, der kan fortolkes på et uendeligt antal måder, må en af siderne have det bedste argument. Som jeg har påpeget andetsteds, så tror jeg, at de militante har den bedste sag, men i stedet for at gennemgå disse argumenter igen, foretrækker jeg at gøre opmærksom på nogle af konsekvenserne for islams katolske forsvarere, hvis den militante opfattelse af tingene viser sig at være den mest præcise. Hvis bin Laden og kompagni har fat den lange ende af diskussionen, og hvis Kirkens ledere fortsætter med at stå side om side med islam som en søster-religion, ser jeg flere negative konsekvenser for Kirken.

Den første negative konsekvens af denne side-om-side-med-islam tilgang er, at den skaber forvirring hos mange katolikker. Den gennemsnitlige katolik, der holder sig ajour med nyhederne og som ikke har lagt sig fast på nogen bestemt opfattelse af islam, vil have bemærket allerede nu, at der er noget galt med islam. Og efterhånden som mere kommer frem om islam og sharia-lov, vil det blive stadigt vanskeligere for den gennemsnitlige katolik at fæste lid til den opfattelse, at alle de mange problemer med islam intet har at gøre med den virkelige islam. Kirke-lederes fortsatte udtryk for "dyb respekt" for islam vil ikke så meget øge respekten for islam som mindske den respekt, katolikker har for deres egne ledere. Efterhånden som kløften øges - mellem hvad biskopperne siger og hvad nyhederne afslører - vil troværdigheden af Kirkens lære blive draget i tvivl.

Sådan en fremgangsmåde tenderer også mod at devaluere ofrene blandt de kristne i muslimske lande, der har haft modet til at modstå underkastelsen under islam. Det må være stærkt nedslående at få at vide, at den religion, i hvis navn dine venner og familie er blevet slagtet, er værdsat og agtet af Kirken. Desuden gør denne halvofficielle "godkendelse" af islam også en bjørnetjeneste for de mange muslimer, der har deres tvivl om traditionel islam, og de mange muslimer, der lider under vægten af sharia-loven. Når "den tro, som jeres forældre indpodede i jer", indebærer kvindelig omskæring, tvangsægteskaber, æresdrab og amputationer, bør katolske prælater være forsigtige med udtalelser eller andre udtryk, der synes at bekræfte denne tro.

En anden utilsigtet konsekvens af den katolske tendens til at sætte det bedst mulige ansigt på islam er, at den styrker det ateistisk/sekulære argument om, at alle religioner er ét ud af samme stykke. Kirken bliver ofte af sine fjender beskyldt for at være totalitær og intolerant. Hvis kirkeledere fortsætter med at give undskyldninger for en religion, der faktisk er totalitær og intolerant, kan disse anklager begynde at hænge ved. Bestanden af ateister som Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens fik et betydeligt løft i kølvandet på 9/11. Det er fordi, de var i stand til at overbevise en masse mennesker om, at vold er det sted, som religion uundgåeligt fører til. Og deres skildring af islam og kristendommen som tvillingebrødre - den ene kun lidt mindre voldelig og kvindefjendsk end den anden - kan meget vel have bidraget til det nylige kraftige fald i antallet af kristne. Så ud fra et rent taktisk synspunkt, bør kirkeledere være forsigtige med at gøre eller sige ting, der styrker dette forsimplede syn på kristendommen. Hvis katolikker vil undgå endnu flere frafald fra Kirken, må de tænke sig om to gange, før de understreger deres fælles grund med islam. I en tid hvor selv folk til venstre er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved islam, kan det være tid for Kirken til at overveje fordelene ved at holde afstand til sin "abrahamitiske" religionsfælle.

Selvfølgelig, hvis det er sandt, at kristendom og islam blot er to grene af den samme tro, så er det en pligt for Kirkens autoriteter at sige det, uanset hvad andre måtte mene. Men hvis det ikke er sandt - hvis islam faktisk er iboende voldelig - så er Kirkens autoriteter, ved at holde den aktuelle kurs, i færd med at bringe sig i stilling til en skandale af episke dimensioner, en skandale, der langt vil overgå sagerne om sexmisbrug. Det, jeg sagde om emnet for to år siden, synes endnu mere relevant i dag:

En stor del af skaderne fra disse skandaler skyldes afsløringen af, at nogle præster og biskopper havde dækket over dem. Kirkens nuværende politik med at søge fælles fodslag med islam, er en velment tværreligiøs gestus. Den er ikke ment som nogen form for mørkelægning; men den minimerer i realiteten den temmelig store kløft, der skiller islam og kristendom (...). I takt med at truslen fra en genopstået islam bliver mere synlig, kan katolikker meget vel begynde at føle, at de er blevet vildledt i en sag af afgørende betydning for deres sikkerhed. Anklagen mod Kirken vil skifte fra "Hvorfor gjorde Kirkens tjenere ikke mere for at beskytte børn?" til "Hvorfor fortalte de os ikke resten af historien om islam?" (Christianity, Islam, and Atheism, s. 103-104)

De forargede er indtil videre medkristne, som, når de ser på islam, ikke længere ser ansigtet af den smiley, som visse kirkeledere har hæftet på den. Men det er måske kun begyndelsen. Hidtil har den sekulære verden ikke været ude efter Kirken for at "mørkelægge" islam, fordi den selv har været endnu dybere involveret i sådan en mørkelægning. Hvis dette skulle ændres, vil Kirken blive efterladt i den lidet misundelsesværdige situation at være næsten den eneste ikke-muslimske apologet for islam. Og der er tegn på, at venstredrejede meningsdannere kan være i færd med at omkalfatre deres holdning til islam. Kloge hoveder på venstrefløjen og højrefløjen - på CNN såvel som Fox News - føler sig nu frie til at tale grimt om sharialoven, hvilket de ikke gjorde tidligere. Selv Hollywood-slænget er begyndt at ombestemme sig. For nylig iscenesatte en række fremtrædende Hollywood-stjerner en meget omtalt boykot af Beverly Hills Hotel i protest mod dets ejer, sultanen af Brunei, og hans planer om at indføre sharialov sit land.

Det er for tidligt at sige, om nogen virkelig dybere forandring er i gang, men hvis historien kan lære os noget, så er det, at venstreorienterede og liberale er i stand til at vende på en tallerken. Og når de først gør det, har de en evne til at overbevise alle om, at deres nye mening - uanset hvad den måtte være - er, hvad de altid har ment. Hvis det sker i forbindelse med islam, vil de sekulære dernæst vende sig mod Kirken for at få oprejsning. De vil hævde, at de altid har været imod sharia, og at Kirken altid har støttet den. De vil hævde, at Kirken dækker over islam for at skjule sine egne meget ens synder. De vil hævde, at Kirken, ligesom islam, hader kvinder og frihed, og at beviset ligger i Kirkens erklærede "agtelse" for islam. Med andre ord kan Kirkens søgen efter fælles fodslag med islam - en tilgang, som i første omgang syntes så fornuftig - vise sig at være en tåbelig og farlig kurs.

Som jeg har anført ovenfor - hvis islam virkelig er den "høje og ærefulde" tro, som en katolsk apologet siger, den er, så skulle det ikke betyde noget, hvad Candy Crowley eller Wolf Blitzer [2 CNN-studieværter, o.a.] måtte have at sige. Men katolikker har brug for at minde sig selv om, at middelalderens kristne ikke var de eneste, der skelnede skarpt mellem forskellige religioner eller mente, at nogle religioner burde forkastes. Paulus advarer i sit andet brev til korintherne mod enhver, der kommer og "prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede" (2 Kor 11:4). Jesus selv gav en lignende advarsel: "Tag jer i agt for de profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve" (Matt 7:15).

Men selvfølgelig kunne Jesus umuligt have haft én som Muhammed i tankerne. Eller kunne han? Medmindre kirkeledere er helt sikre på, at "Profeten" ikke er inkluderet i advarslen, ville de stå sig godt ved at undgå udtalelser, der giver troværdighed til den islamiske tro. I Nostra Aetate begrænsede koncilsfædrene klogt deres diskussion af kristen-muslimske relationer til muslimer. Der nævnes intet om islam, Koranen eller Muhammed. En ting er at erkende, at individuelle muslimer kan leve moralske liv og at de kan have et nært forhold til Gud. En anden ting er at antyde, gennem ord eller gestus, at islam er en gyldig tro og Koranen en pålidelig vejledning til frelse.

---

Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity,
The Politically Incorrect Guide to Jihad og
What Catholics Need to Know about Islam.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.

---

Oversættelse: Bombadillo