Bliver Kirken angrebet af mørkets kræfter?
Af William Kilpatrick
Oversættelse af: A Dark-Forces Assault on the Church?
Kilde: Crisis Magazine, 2. oktober 2017
Udgivet på myIslam.dk: 22. oktober 2017

"Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, (...) mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." (Efeserbrevet 6:12)

Det er ikke let at bestemme den rolle, som ondskabens åndemagter spiller i verdens anliggender. Ingen ved med sikkerhed, hvad der foregår i dette rige, eller noget om myndighedernes og magternes andel i fastlæggelsen af begivenhedernes gang. Men vi lever i yderst mærkelige tider - så mærkelige, at det er svært at finde mening i meget af det, der sker, set i et dennesidigt perspektiv. Så det synes umagen værd at forsøge at forstå visse fænomener set i et hinsidigt perspektiv.

En af de mærkeligste udviklinger i vores tid er Kirkens reaktion på islam og islamisk migration. Da reaktionen er helt modsat Kirkens historiske reaktion, synes det berettiget at overveje, om overjordiske kræfter er på spil. Hvis dette er tilfældet, bør det ikke komme som nogen overraskelse. Kristus lovede, at dødsrigets porte ikke ville få magt over hans Kirke, men det ligger i hans ord, at dødsriget helt sikkert ville forsøge.

I årenes løb har forskellige paver vidnet om denne stræben. I slutningen af det 19. århundrede havde pave Leo XIII efter sigende – mens han fejrede messe - visioner om dæmoniske ånder. Dette fik ham til at indføre bønnen til St. Mikael Ærkeenglen ("vær vort værn imod djævelens ondskab og efterstræbelser"), som siges i slutningen af en lavmesse [stillemesse, o.a.] i den ekstraordinære form [den traditionelle latinske messe, o.a.]. I nyere tid, på festen for St. Peter og St. Paulus i 1972, holdt pave Paul VI en prædiken, der advarede om, at "gennem nogle sprækker er Satans røg trængt ind i Guds tempel."

Hvad der kan komme som en overraskelse for dem, der er foruroligede over pave Frans' liberale tilbøjeligheder, er, at også han ofte har advaret om Satans indflydelse. Et par måneder efter sit valg indviede han Vatikanstaten til St. Mikael Ærkeenglen, som "forsvarer Guds folk mod ærkefjenden par excellence, djævelen." Da han var kardinal i Argentina beskrev han et forslag om at omdefinere ægteskabet som "et 'træk' af løgnens fader, der forsøger at forvirre og bedrage Guds børn."

Hvis Satans røg kan trænge ind i Den katolske Kirke, er der ingen grund til at antage, at den ikke også kan trænge ind i andre religioner. Uden at komme ind på spørgsmålet om, hvorvidt Muhammed var bedraget af Satan, som nogle hævder, er det sandsynligt, at Satan forsøger at påvirke islams retning, ligesom han stræber efter at have skadelig indflydelse på Den katolske Kirke.

Det kan således være, at Kirkens nuværende situation i forhold til islam skyldes et dobbelt angreb - et, der sigter mod at øge islams traditionelle aggressivitet, og et andet, der sigter mod at svække Kirkens traditionelle forsvar. Resultatet er en slags dødedans: En voldsom opblomstring af islamisk krigeriskhed, modsvaret af en overdreven fremhævelse af tolerance, åbenhed og gæstfrihed fra katolikkernes side.

Hvis dette er tilfældet, kan en manifestation af den katolske dårskab være Kirkens holdning til muslimsk masseindvandring. Mange katolske ledere tænker på muslimsk migration som noget, der ikke adskiller sig fra andre migrationer. For dem er det simpelthen et spørgsmål om at være imødekommende eller ikke-imødekommende, om at være velgørende eller ikke-velgørende. Men mange muslimske ledere ser migrationer i et andet lys. For dem handler det ikke om at elske sin næste; det handler om, hvem der skal være herre over hvem.

Hvis historien fortsætter ad sin nuværende kurs, vil islam blive herre over meget af Europa inden for relativ kort tid. Ændringen af ejerskabet vil skyldes en kombination af migration, høje fødselsrater og forsætlig blindhed hos Europas ledere. Og det vil resultere i en stor del elendighed. Det forbløffende er, at denne massive trussel mod Europa og den europæiske kristendom dårligt nok erkendes i Vatikanet. I det omfang den bliver registreret, bliver den affærdiget som en bekymring af ringe betydning. Se f.eks. pavens seneste påstand om, at flygtninges sikkerhed bør prioriteres over national sikkerhed.

For det meste bliver bekymringer over muslimsk aggressivitet bare fejet væk. Sådanne bekymringer ses af kirkeledere som tegn på intolerance, islamofobi og fremmedhad. Da udtrykket "fobi" betegner en irrationel frygt, lader det formode, at frygten er grundløs. Men de, der frygter islams spredning, synes at have kendsgerningerne på deres side. Deres bekymring er baseret, ikke blot på de hyppige kniv-, bombe- og lastbilangreb, men også på omfattende data om forbindelsen mellem muslimsk indvandring og stærk stigning i voldelig og ikke-voldelig kriminalitet i Europa.

Som svar på de hårde beviser på, at øget indvandring vil være selvmorderisk for Europa, bringer paven vage humanistiske synspunkter om "møde", "gensidig berigelse" og den gavnlige virkning af "udveksling mellem kulturer". Pave Frans siger, at de europæere, der modsætter sig indvandring, gør sig skyldige i "intolerance, diskrimination og fremmedhad". Dette kan være sandt for nogle, men mange er simpelthen bekymrede for, at de eller deres børn skal blive ofre for overfald eller det, der er værre. Undladelsen af at anerkende denne berettigede frygt er en form for hårdhjertethed. Desuden kan denne utopiske holdning til migrationssituationen, der kendetegner mange i hierarkiet, betragtes som en form for anmasselse.

Overvej et par linjer fra pave Frans' tale til Rådet for de europæiske Bispekonferencer (CCEE) i september 2017. "Der har ikke været mangel på fristelser til eksklusivitet og kulturel forskansning i Kirkens historie," sagde paven, "men Helligånden har altid hjulpet os med at overvinde dem, hvilket har sikret en konstant åbenhed mod den anden, betragtet som en konkret mulighed for vækst og berigelse." Han fortsætter: "Helligånden vil hjælpe os med at bevare en holdning af tillidsfuld åbenhed, som vil gøre det muligt for os at overvinde enhver barriere og komme over enhver mur."

Dette synes at grænse til anmasselse. Det svarer lidt til at sige: "Hvis du springer ud fra klippen i en ånd af tillid, vil Helligånden ikke lade dig falde." Det var "tillidsfuld åbenhed", der bragte Europa ud i den nuværende situation, men Frans lader formode, at Helligånden vil få os ud af ethvert yderligere roderi, vi skaber, hvis bare vi forøger graden af tillidsfuld åbenhed.

Det kan være, at jeg har overset noget, men jeg mindes ikke noget bibelsk påbud om "konstant åbenhed" eller "tillidsfuld åbenhed" i forhold til vort medmenneske. I stedet er der ikke så få advarsler om det faldne menneskes upålidelighed.

Pave Frans synes at ignorere advarslerne. Som samfundskritikeren Hugh Fitzgerald udtrykker det:

"Helt uanset tidspunktet ville den naivitet og ubesindighed, som pave Frans stiller til skue, være svær at snuppe. Men i dette øjeblik af verdenshistorien - hvor lederen af Den katolske Kirke ser ud til at være fast besluttet på ikke at forstå islams hensigt og trussel, mens kristne overalt bliver angrebet af muslimer, og muslimer banker på Europas porte og kræver at blive lukket ind uden forsinkelse (...) - er hans selvtilfredse buonismo [sukkersøde pladderhumanisme, o.a.] direkte ulidelig."

Kort sagt er pavens svar næsten det stik modsatte af, hvad tiden synes at kræve. Vor tids hovedbegivenhed er islams genkomst på verdensscenen. Alligevel handler Frans - sammen med andre i hierarkiet - som om vi stadig befandt os i tresserne, hvor islam var relativt passiv. Som følge heraf reagerer han på den islamiske terrors genopståen med tresser-floskler om "møde" og "åbenhed".

Ifølge alle beretninger er djævelen uhyre intelligent. Det er blevet sagt, at en af hans største præstationer i moderne tid er at have overbevist folk om, at han ikke eksisterer. Det kan være, at hans næststørste præstation er at have overbevist Kirkens ledere om, at islam ikke er en trussel, netop på det tidspunkt, hvor truslen mod kristne vokser eksponentielt.

Hvis Kirkens ledelse faktisk er under angreb nedefra, er det et særdeles smart et. Det skyldes, at det udnytter de bedste kristne instinkter - især impulsen til godgørenhed. Den mest overbevisende del af hierarkiets appel om at byde velkommen til muslimske indvandrere, uanset hvor mange, er de konstante påmindelser om, at dette er, hvad Kristus ønsker, vi skal gøre. Da paven for nylig lancerede Share the Journey-kampagnen for solidaritet med indvandrere, bemærkede han, at "Kristus selv beder os om at byde vore broder- og søster-migranter velkommen med vidåbne arme." Nogle gange har han sagt, at "vi ser ansigtet af Kristus selv" i migranternes ansigt. Ved andre lejligheder har han sammenlignet flygtninges rejse med Den hellige Families flugt til Egypten.

Selv om den bliver anvendt forkert, er appellen til Skriften vanskelig at modstå. Det virker på en måde småligt og egoistisk at bekymre sig om personlig sikkerhed, når vi bliver mindet om Kristi ord: "Jeg var fremmed, og I tog imod mig." [Matt 25:35]

Alligevel må man undre sig over godgørende impulser, der letter en afgjort antikristen religiøs ideologis overtagelse af Europa. Hvor godgørende er det at overgive europæerne, deres børn og deres børnebørn, til et liv med blodsudgydelse og borgerkrig, eller alternativt til et liv med underdanig dhimmitude, sådan som kristne nu oplever det i mange dele af den muslimske verden?

Så Kirkens velkomsthilsen til islam og islamisk migration kan ses som et lysende eksempel på kristen godgørenhed, eller den kan ses som et eksempel på stædig tåbelighed og anmasselse stående over for et hurtigt spredende onde. Det er en djævelsk kompliceret situation. Og det burde få os til at overveje, om ikke djævelen selv er tæt involveret i det.

Det er selvfølgelig spekulation, som jeg indrømmede i starten. Ingen ved med sikkerhed, hvordan overnaturlige kræfter påvirker menneskelige begivenheder. Det kunne være, set fra evighedens perspektiv, at paven har valgt den rette vej. Islams undertvingelse af Europa kunne være en nødvendig del af Guds plan. En islamisk overtagelse af Europa kan tænkes at være en tugtelse for europæisk dekadence: Den naturlige og overnaturlige virkning af årtier med prævention, abort og selvcentrerethed.

Eller det kan være, at masse-indtoget af muslimer til Europa vil give anledning til deres omvendelse. Pave Frans synes at være af denne opfattelse. Ved flere lejligheder har han talt om migration som et kulturelt møde og en kulturel udveksling, der næsten uundgåeligt vil føre til gensidig berigelse af de involverede kulturer. I sin tale til CCEE sagde Frans, at "Kirken har spredt sig til alle kontinenter takket være "migrationen" af de mange missionærer. Nu lader det til, at han forestiller sig en omvendt proces, hvor potentielle konvertitter vandrer til kristne lande og møder både de kristnes generøsitet og den europæiske humanismes ånd. Paven synes at mene, at dette møde kan føre til omvendelse, så længe vi har tro på, at "Helligånden vil hjælpe os med at bevare en holdning af tillidsfuld åbenhed, som vil gøre det muligt for os at overvinde enhver barriere og kravle over enhver mur."

Måske er det så. Men igen, det smager af anmasselse. Alle de historiske vidnesbyrd tyder på, at når muslimer bevæger sig ind på andre kulturers territorium - enten ved migration eller ved erobring - så er konverteringer en ensrettet vej. Med nogle få undtagelser konverterer muslimer ikke til troen af de mennesker, de støder på. Det er ikke-muslimerne, der konverterer til islam. Det kristne Nordafrika - St. Augustins hjemland - bukkede under for islam i det 7. og 8. århundrede, og det er aldrig blevet genkristnet. At forvente, at nutidens europæiske kristne kan opnå det, som de mere hårdføre kristne for 1300 år siden ikke kunne, er højest anmassende.

Som tidligere nævnt er pave Frans yderst opmærksom på Satans evne til at manipulere med kristne. Men han er også på mange måder en venstrefløjens mand. Som sådan er han sårbar over for illusionen om, at der ikke er nogen fjende til venstre. Han synes også at være velvilligt stemt over for den multikulturelle illusion om, at der ikke kan være nogen fjende blandt "de andre". Således vil Frans have svært ved at acceptere realiteten af en større trussel fra islam, endsige fra en venstre-islam-alliance.

Paven er ikke uvidende om muligheden for et angreb på Kirken af mørkets kræfter. Men han forventer sandsynligvis, at djævelen vil slå til fra højre ved at udnytte frygten hos alle de kulturelt forskansede fremmedhadere og islamofober, der ønsker at bygge mure i stedet for broer.

Dette er én måde at se det på. Men et andet mere sandsynligt scenario er, at djævelen udnytter godtroenheden hos de liberale gejstlige og lægfolk - de katolikker, der næppe tror på hans eksistens, men meget stærkt tror på åbenhed, kulturmøde og islams fredelige hensigter.




Dr. William Kilpatrick tog sin kandidatgrad i Uddannelse fra Harvard University og sin doktorgrad i Rådgivende Psykologi fra Purdue University. Han var professor ved uddannelsesafdelingen på Boston College i mere end 30 år.

Kilpatrick er forfatter til flere bøger, bl.a. The Family New Media Guide; Why Johnny Can’t Tell Right from Wrong; Psychological Seduction: The Failure of Modern Seduction; og Identity and Intimacy.

Hans islam-relaterede bøger er:
Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West,
Insecurity, og
The Politically Incorrect Guide to Jihad.

Han har også skrevet artikler til Investors Business Daily, Front Page Magazine, Jihad Watch, Catholic World Report og National Catholic Register.




Oversættelse: Bombadillo