Islam og de ydre grænser for økumeni
Af Howard Kainz
Oversættelse af: Islam and the Outer Limits of Ecumenism
Kilde: Crisis Magazine, 24. maj 2013
Udgivet på myIslam.dk: 23. juli 2016

Det Andet Vatikankoncils dekret om økumeni fra 1964, Unitatis redintegratio, var ganske klart: Den nyligt startede økumeniske bevægelse havde som sit eneste mål: genforeningen af kristne. Appellerne om genforening var rettet mod "dem, som påkalder den treenige Gud og bekender Jesus som Herre og Frelser, forenede ikke blot enkeltvis hver for sig, men også i samfund ..." (Unitatis redintegratio 1. Kilde: www.katolsk.dk). Den primære interesse var at blive forenet med de kristne samfund, der besidder den apostolske succession og bevarer alle syv sakramenter, som f.eks. de ortodokse kirker; og også med andre kristne grupper, såsom Church of England, hvis liturgi og andre skikke ligner katolsk praksis.

Andre dokumenter fra Det Andet Vatikankoncil havde imidlertid visioner om at udvide den opsøgende virksomhed (ikke streng økumenisk dialog, men "tværreligiøs dialog") til ikke-kristne religioner. Lumen Gentium (1964) erklærede bemærkelsesværdigt, at "Guds frelsesplan indbefatter også dem, der anerkender Skaberen, og deriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro og med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene" (Lumen Gentium 16. Kilde: www.katolsk.dk); og Nostra Aetate (1965), der opfordrede til "gensidig forståelse" og understregede, at "Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning, på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud." (Nostra Aetate 3. KIlde: www.katolsk.dk)

Ordlyden i erklæringen om, at Guds "frelsesplan" også omfatter muslimer, der tilbeder den samme Gud og "bekender, at de holder fast ved Abrahams tro", syntes at "presse citronen" – som om vi kristne deler en religiøs arv med islam ligesom med jødedommen.

Retningslinjerne for "tværreligiøs dialog" fra Koncilet, blev fulgt op af yderligere initiativer - for eksempel, Vatikansekretariatets Guidelines for a Dialogue between Muslims and Christians (1969); Orientations pour un dialogue entre Chretiens et Musulmans (1981), udgivet i Vatikansekretariatets regi; samt Christian-Muslim Relations: An Introduction for Christians in the United States of America (2003), udgivet af USA's Katolske Bispekonference.

Under sit besøg i Uganda i 1969 hyldede pave Paul VI - sammen med en omtale af katolske og anglikanske martyrer - også muslimske martyrer for "at nægte at overtræde deres religions forskrifter." Han syntes at henvise til babier (som senere blev til bahaierne), der blev henrettet i Persien (Iran) i det 19. århundrede. Han talte om "Vor høje respekt for troen, I bekender, og Vort håb om, at det, vi har til fælles, kan tjene til at bringe kristne og muslimer stadig tættere sammen."

I samme ånd indkaldte pave Johannes Paul II i 1986 til Verdensbededag for Fred (World Day of Prayer for Peace) i Assisi, med deltagelse af ikke-kristne religioner såvel som ikke-katolske kirker. Et foto fra 1999 af paven, som kysser et eksemplar af Koranen, der blev præsenteret for ham af en islamisk delegation, "gik viralt" på YouTube, ligesom billedet fra 2009 af præsident Barack Obama, der bøjer sig dybt for den saudiske konge.

I 2007 gav Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR) præsentationer af islam i vort ærkebispedømme og vort eget sogn planlagde fire 90-minutters præsentationer. Jeg mødtes med vores præst med mine indvendinger, og skrev også til daværende ærkebiskop Dolan om CAIR's terrorist-forbindelser, men til ingen nytte. Jeg deltog i de to første præsentationer, der fra start til slut skamroste islams skønhed, med kun et par minutter tilbage til spørgsmål eller kommentarer.

Robert Spencer sår i sin bog, Not Peace but the Sword: the Great Chasm between Christianity and Islam, tvivl om sådanne forsøg på tilnærmelser med muslimer. Islam er kun en "abrahamitisk" religion i den forstand, at muslimer hævder, at Abrahams ofring i Første Mosebog 22 var af Ismael, deres forfader, ikke Isak. Islams gud er ikke en fader, bestemt ikke kærlighed, men snarere herskeren over et univers, i hvilket alle mennesker er hans slaver. Nogle ikke-troende (samt de mystiske åndelige væsener kendt som jinn) er faktisk skabt til Helvede. Budet om at "elske din næste som dig selv" findes ingen steder i islam. Jesus var ikke Guds Søn, blev ikke korsfæstet og opstod ikke fra de døde. Snarere prædikede han Muhammeds komme - et faktum, der ikke fremgår af de nu [efter islamisk opfattelse] forvanskede udgaver af Det Nye Testamente. Jesus vil vende tilbage i de sidste tider for at knuse alle kors, dræbe alle svin (føde, der spises af kristne), ødelægge kristendommen og islamisere verden. Jomfru Maria var datter af Amram, far til Moses og Aron, og dermed ”Arons søster” (Koranen 19:28). Det Nye Testamente er blevet besudlet. Alle Jesu henvisninger i evangelierne til Muhammeds komme er blevet fjernet. Kristne er "de værste af skabningen" (Koranen 98:6), og kan kun undslippe døden bestemt for de vantro, hvis de betaler en særlig hovedskat (jizya) i muslimske lande.

Det hævdes ofte, at vi i det mindste kan gå sammen med muslimer om moralske spørgsmål. Men ifølge Spencer, er dette problematisk. Islamisk moral giver mulighed for praksisser, som katolicismen afskyr, herunder prævention, omskæring af kvinder og tilmed sexslaveri af ikke-troende kvinder. Abort er tilladt i det første trimester. Børneægteskab er omsiggribende, hvor islamisk lov hersker. Polygami er tilladt, sammen med mænds lette adgang til at blive skilt fra deres hustruer samt love om "midlertidigt" ægteskab. Sharialov, tilføjer Spencer, gør kløften mellem kristendom og islam næsten helt uoverstigelig: "Sharialov medfører blandt andet dehumanisering af kvinder; piskning/stening/drab af ægteskabsbrydere; drab på homoseksuelle, frafaldne og kritikere af islam. Alt dette er en del af ortodoks islam, ikke af en eller anden 'ekstremistisk' udgave af den."

I en bog jeg udgav i 1980'erne, Ethics in Context, havde jeg et afsnit om Den Gyldne Regel, som blev indledt med en liste over forskellige versioner af Den Gyldne Regel i de store religioner, herunder hinduisme, buddhisme og konfucianisme. Jeg kunne ikke finde noget, der lignede Den Gyldne Regel i islam. Der var intet af den slags i Koranen. Den formulering, der kom tættest på, fandtes i en af haditherne og lød: "Ingen af jer tror, før han ønsker for sin bror, hvad han ønsker for sig selv." Men denne belæring gælder kun for muslimer, hvilket vi opdager i Koranens vers 9:23 og 48:29, der forbyder venskab med, og medfølelse for, de vantro. Spencer påpeger også den meget begrænsede anvendelse af De Ti Bud: "'Du må ikke slå ihjel, du må ikke stjæle, og så videre og så videre. Islam hævder godt nok gyldigheden af disse ting, men kun for muslimer."

Bortset fra tolerance og normal respekt samt kommunikation med muslimer, er det fortsat tvivlsomt, om systematiske og strukturerede "dialoger" - for at nå til enighed om religiøse doktriner eller moralske værdier - er til nogen nytte overhovedet. Vort største håb i arbejdet med den kristen-muslimske "kløft" er, at vi kan fremhæve den naturlige morallov og de naturlige rettigheder, hvilke - da de er indskrevet i ethvert menneskes hjerte - kan aktiveres selv under religiøs tvang og begrænsning.




Howard Kainz er professor emeritus ved Marquette Universitet. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. Natural Law: an Introduction and Reexamination (2004), The Philosophy of Human Nature (2008) og The Existence of God and the Faith-Instinct (2010). Professor Kainz er en regelmæssig bidragyder til Crisis Magazine.








Oversættelse: Bombadillo