I en tidligere klumme diskuterede jeg bøger af to ex-muslimske kvinder, Nonie Darwish og Wafa Sultan, der handler om deres erfaringer efter at have levet mange år under islam. Darwish kommer til den mest ekstreme konklusion - at islam ikke er en religion overhovedet, men en politisk ideologi forklædt som religion. Hun angiver også, hvad der bør være de væsentlige kendetegn ved en religion: 1) en religion skal være et personligt valg; 2) ingen religion må dræbe dem, der forlader den; 3) en religion må aldrig beordre drab og undertvingelse af dem, der vælger ikke at være medlemmer af den; og 4) en religion skal overholde grundlæggende menneskerettigheder.

Kan det være sandt, at islam ikke er en religion? St. Thomas Aquinas udnytter i definitionen af religion Ciceros brede karakteristik, ifølge hvilken religion "består i at yde tjeneste og ceremonielle ritualer eller tilbedelse" til "et eller andet højere væsen, som mennesker kalder guddommeligt." Aquinas tilføjer, at denne definition gælder for religion i almindelighed, men at yderligere specifikationer kan være afledt fra åbenbaring:

Det hører med til naturlig fornufts diktat, at mennesket bør gøre noget gennem ærbødighed mod Gud. Men at han bør gøre denne eller hine bestemte ting, hører ikke til den naturlige fornufts diktat, men er etableret ved guddommelig eller menneskelig lov.

Efter Ciceros brede definition, kan satanisme, der anerkender Satan som det højeste overlegne væsen, kvalificere som religion; og afskyelige hedenske praksisser såsom børneofringer, kan kvalificere som ceremonielle ritualer forbundet med tilbedelse af hedenske guder.

Men vi har modtaget åbenbaring om, hvad Gud forventer - herunder respekt for menneskeliv (1 Mos 9:5-7); overholdelse af de ti bud (Matt 19:17); viden om, kærlighed til og tjeneste for Gud (Luk 10:27). Jakobs Brev tilføjer, at man for at have sand religion må tøjle sin tunge, tage sig af forældreløse børn og enker i deres trængsler og holde sig uplettet af denne verden (Jak 1:26-27).

Men, bortset fra åbenbaring, hvis vi indrømmer, at selv satanisme, aztekisk tilbedelse etc. i en vis forstand er "religioner", kan vi så nægte islam denne kategori?

En analogi med demokrati kan være nyttig: Den franske revolutions egalitarisme, som førte til Terror; Karl Marx' bevægelse i 1843-1844 mod kommunisme som "ægte demokrati"; Pol Pots massive udryddelser af mennesker og ejendom i Cambodja i 1970'erne for at etablere "Demokratisk Kampuchea". Disse og lignende massive "nivelleringer" i demokratiets navn, ved at smide "barnet" (individuel frihed) ud med "badevandet" (sociale uligheder), fortjener ikke navnet demokrati. Og ethvert "demokrati", der er dedikeret til ødelæggelsen af alle andre demokratier, kan bestemmes som et "grænsetilfælde" - et selvophævende begreb. En regering, som tolererer grupper, der er dedikeret til at styrte denne selv samme regering, vil have ført den demokratiske tolerance-værdi langt ud i det absurde.

På samme måde vil en religion som islam - der påbyder alle andre religioners underkastelse under islam (Koranen 9:29); udryddelse af alle vantro (9:5; 2:191-193); afholdelse fra at danne venskab med jøder og kristne (5:51); og endelig besejring af alle andre religioner (61:9) - give os et "grænsetilfælde" for religiøs sameksistens.

De forskellige islamiske praksisser, som kristne og andre finder stødende - undertrykkelse af kvinder, kvindelig omskæring, sexslaveri, børneægteskaber, polygami, æresdrab, henrettelse af ægteskabsbrydere, etc. - kan blive tolereret under rubrikken: primitiv religiøs praksis. Selv overtrædelsen af næsten alle De Ti Bud, og den fuldstændige mangel på en "Gylden Regel" i islam, kan falde indenfor det "grundlæggende", som angivet i Ciceros brede definition.

Det islamiske princip om henrettelse af enhver muslim, der konverterer til en anden religion, adskiller sig ikke fra, hvad man finder i visse religiøse kulter; islam kunne således anerkendes som en massiv verdensomspændende religiøs kult, der nidkært beskytter sine medlemmer mod indtrængen fra fremmede kilder.

Men "grænsetilfældet" må nødvendigvis være islams programmerede udryddelse eller undertvingelse af alle andre religioner. Begyndende i 635 e.Kr. har invasion efter invasion, med tvangskonverteringer ("konverter eller betal zakat [jizya? o.a.]"), efterfulgt hinanden gennem århundreder: Damaskus, al-Basrah i Irak, Antiokia, Jerusalem, Caesarea, Armenien, Egypten, forskellige byer i Nordafrika og Persien, Spanien og Sicilien, og endelig Konstantinopel i 1453.

Robert Spencer kommenterer i sin bog, Arab Winter Comes to America, den følgende passage (2:193) i Koranen: "Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald [fitna], og indtil religionen er Allahs! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret":

Fitna er en central synd i islam; ordet oversættes skiftevis som optøjer, omvæltning, kaos og tilskyndelse til oprør [eller som her: "fristelse til frafald", o.a.]. Hvis muslimer skal kæmpe, indtil der ikke er mere fitna og religionen er Allahs, så må alle ikke-muslimer gøres til muslimer for derved at udrydde fitna forårsaget af vantro og sikre, at al tilbedelse er rettet mod Allah.

Den skæbne, der er bestemt for USA, er helt i overensstemmelse med dette manuskript. Omar Ahmad, medstifter af og tidligere formand for Council on American-Islamic Relations (CAIR), fortalte i 1998 alle interesserede, at "islam er ikke i Amerika for at være ligestillet med enhver anden tro, men for at blive dominerende. Koranen bør være den højeste autoritet i Amerika, og islam den eneste accepterede religion på jorden."

Den igangværende udslettelse af "de vantro" som det ultimative mål for et verdensomspændende kalifat, fører os ud over begrebet om en tolerabel religion, med alle de rettigheder og privilegier, der tilfalder andre religioner. Dette er ikke en religion, men en "hellig" krig, rettet mod religion.

Det siger sig selv, at mange muslimer (ligesom katolikker, der kun ved lidt om Det Nye Testamente eller Kirkens Katekismus) er ubekendt med Koranen og hadith-litteraturen (overleveringer om Muhammed) - og dette kan være en velsignelse! Men at gå i "økumenisk dialog" med fromme muslimer, som må være bekendte med disses ultimative mål (et verdensomspændende kalifat og fjernelse af alle andre religioner), er noget i retning af et dødsønske.

Man kommer til at tænke på kaptajn Yossarians pludselige krigstidserkendelse i Catch 22: "de prøver at slå mig ihjel!" En "religion" dedikeret til at gøre en ende på alle andre religioner, med magt om nødvendigt, er et klart "grænsetilfælde" for meningsfuld religion.

---

Howard Kainz er professor emeritus ved Marquette Universitet. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. Natural Law: an Introduction and Reexamination (2004), The Philosophy of Human Nature (2008) og The Existence of God and the Faith-Instinct (2010). Professor Kainz er en regelmæssig bidragyder til Crisis Magazine.

---

Oversættelse: Bombadillo