Nazister, islamister og skabelsen af det moderne Mellemøsten
Af Matthias Küntzel
Oversættelse af: Nazis, Islamists, and the Making of the Modern Middle East
Kilde: Matthias Küntzel, Israel Journal of Foreign Affairs, 4. februar 2015
Udgivet på myIslam.dk: 14. december 2015

Anmeldelse af:
Nazis, Islamists, and the Making of the Modern Middle East
af Barry Rubin & Wolfgang G. Schwanitz
(New Haven: Yale University Press, 2014), 340 sider.

Få emner er kilde til så stor uenighed blandt Mellemøst-historikere som spørgsmålet om omfanget af krigstidens forbindelser mellem nazisterne og muftien af Jerusalem, Hajj Amin al-Husseini, og betydningen af disse bånd for udviklingen af forholdene i Mellemøsten fra 1945 til i dag.

Nogle ser samarbejdet mellem nazistiske og arabiske ledere som blot en fodnote til historien. Andre betragter denne periode som afgørende for at forstå den aktuelle antisemitisme i regionen og den igangværende eskalering af konflikten i Mellemøsten.

Selve titlen på denne bog antyder holdningen, som indtages af den fremtrædende tyske Mellemøst-historiker Wolfgang G. Schwanitz og den produktive israelske Mellemøst-ekspert Barry Rubin, der døde for tidligt i 2014. For dem er den nazistiske periodes vedvarende indflydelse på Mellemøsten af i dag en etableret kendsgerning. Men hvad der adskiller Nazis, Islamists, and the Making of the Modern Middle East fra andre bøger om dette emne, er den lange historiske periode, undersøgt af forfatterne, der spænder fra det tyske kejserriges tidlige dage til nutiden.

Den kronologisk strukturerede tekst - opdelt i tolv kapitler, beriget med næsten 1.200 fodnoter og illustreret med tredive billeder og faksimiler - er overbevisende læsning. Et kortfattet åbningskapitel efterfølges af et 50-siders afsnit (kapitlerne 2 og 3), der beskæftiger sig med tanken om "En jihad Made in Germany" der blev fremmet af kejser Wilhelm under 1. Verdenskrig. Dette er et emne, hvor Schwanitz er ubestridt ekspert.

Vi lærer for eksempel om memorandummet fra november 1914 af den tyske orientalist Max von Oppenheim, der ikke alene gør sig til talsmand for en alliance med Tyrkiet, men også anbefaler at tilskynde muslimer til jihad for at ramme England og Rusland i deres koloniale baglande. Oppenheims forslag vandt gehør i den tyske ledelse. Som et resultat - under 1. verdenskrig - "producerede [hans kontor] over tusind publikationer på ni europæiske og tolv mellemøstlige og asiatiske sprog (...) og distribuerede tre millioner eksemplarer af bøger, aviser, tidsskrifter, pamfletter og foldere" til fordel for jihad (s. 39).

De næste halvtreds sider (kapitlerne 3 og 4) omhandler mellemkrigstiden og demonstrerer, at Tyskland fortsatte med at være et center for støtte til ideen om jihad: "Det var i Berlin, at radikale islamister for første gang konfronterede og besejrede mere moderate muslimer, udviklede deres ideologi og propaganda, og etablerede internationale netværk." (s. 78)


Nazister og islam

Den længste del af bogen (kapitlerne 5 til 9) beskæftiger sig med nazisternes forskellige bestræbelser under 2. Verdenskrig på at mobilisere muslimer og bruge dem til deres egne formål. Forfatterne afslører talrige nye og værdifulde oplysninger om muftiens aktiviteter i Berlin: De navngiver medlemmerne af den hemmelige "Arabiske Komité for Samarbejde", ledet af muftien (s. 123), og forklarer, at Heinrich Himmler mødte muftien i juli 1943 og fortalte ham, at tre millioner jøder allerede var blevet myrdet. Meget af denne information stammer fra muftiens selvbiografi, som stadig kun er tilgængelig i den arabisksprogede original.

Endelig afsætter forfatterne 60 sider til at demonstrere "kontinuiteten i institutioner, ideologi og personel" (s. 248), som de mener begyndte i 1915 med den "tyske jihad". Den toppede med alliancen mellem Hitler og al-Husseini, og fortsætter med at påvirke Mellemøsten - både i nationalistisk eller islamistisk klædedragt - til i dag.

Vi får nye oplysninger om bestræbelserne på at beskytte muftien mod retsforfølgelse efter 1945 - bestræbelser, der lykkedes og tillod ham at føre "den nye krig mod jøderne" (s. 199), denne gang mod Israel. Selvom forfatterne kun nævner de vigtigste år af denne nye krig (1946-1949) i forbifarten, er de forhold, de citerer, af interesse: I 1948 hentede muftiens tilhængere "de nazistiske våben, som al-Husseinis mænd havde skjult i Egyptens ørken til brug i det forventede pro-tyske oprør i 1942”, for nu at bruge dem mod Israel (s. 199). I 1951 grundlagde muftien Liga for Kaldet til Jihad i Cairo og genoptog sit samarbejde med de førende iranske islamister, der banede vejen for Khomeini.

"Det kan virke overdrevent at påstå, at der ikke ville have været nogen 1948 og ingen arabisk-israelsk konflikt uden al-Husseini og hans allierede," konkluderer forfatterne. "Men ingen enkelt person gjorde dette resultat mere sandsynligt end ham." (s. 200) Til denne vurdering, giver forfatterne overbevisende støtte; man kunne have ønsket, at de altid havde draget deres konklusioner lige så forsigtigt.


Muftien og Wannsee-konferencen

Desværre er dette ikke tilfældet, som for eksempel i deres helt uoverbevisende tese om muftiens angivelige nøglerolle i Wannsee-konferencen.

Det er et veldokumenteret faktum, at muftien fordømte tusindvis af jøder til at blive myrdet i Holocaust ved at blokere deres flugtveje. Men Schwanitz og Rubin går videre og erklærer, at det eneste personlige møde mellem Hitler og al-Husseini den 28. november 1941 var vendepunktet, hvor Holocaust begyndte: "Ved deres møde indgik de pagten om jødisk folkemord i Europa og Mellemøsten, og umiddelbart derefter gav Hitler ordre til at gøre forberedelser til Holocaust," ifølge åbningskapitlet i deres bog (s. 6).

I løbet af deres studie, udvikler de denne tese yderligere: Efter mødet med al-Husseini, "traf Hitler en femte beslutning, der ville gøre en ende på millioner af liv. Han gav Heydrich ordre til at organisere en konference inden for ti dage til at forberede den "endelige løsning af det jødiske spørgsmål". Hitler traf således sin nøglebeslutning om at starte folkemordet med al-Husseinis anti-jødiske retorik og insisteren på at udslette jøderne hængende frisk i sine ører. (s. 162)

Det er rigtigt, at Heydrichs invitation til Wannsee-konferencen var dateret den 29. november 1941 - dagen efter muftiens samtale med Hitler. Dette var imidlertid ikke en forhastet beslutning. Heydrich henviste i sin konference-invitation til en skriftlig ordre fra Herman Göring dateret 31. juli 1941, hvor sidstnævnte ønskede "en generel plan for (...) gennemførelsen af den ønskede endelige løsning af det jødiske spørgsmål". Desværre får Görings forlangende - gjort på et tidspunkt, hvor muftien endnu ikke var i Tyskland - ingen omtale i bogen.

Forfatternes tese ignorerer også de mangfoldige resultater af forskningen i Holocaust, der for længst har ført til opgivelsen af tanken om en Hitlers "nøglebeslutning". Holocaust-forbrydelserne udfoldede sig i etaper og begyndte længe før Hitler-Mufti-mødet og Wannsee-konferencen den 20. januar 1942: I september 1941 blev 34.000 jøder fra Kiev myrdet på to dage ved Babi Yar. I starten af november 1941 begyndte nazisterne at dræbe mennesker i specielt konstruerede lukkede lastvogne ved at fylde dem med udstødningsgas; beslutningen om at forberede sig til denne form for massemord var allerede truffet i slutningen af september. På samme tid - fire uger før Hitler-Mufti-mødet - begyndte SS opførelsen af Belzec udryddelseslejren i det tysk-besatte Polen. Nazisterne behøvede ingen opmuntring fra muftien til at gennemføre alle disse og fremtidige foranstaltninger.

Forbindelsen mellem Hitler-Mufti-mødet og beslutningen om Holocaust, præsenteret af forfatterne som en kendsgerning, er intet andet end spekulation. Bortset fra dette problem, rejser bogen også andre spørgsmål, der fortjener yderligere diskussion. Således klager forfatterne med rette over, at Hitlers ideer om Mellemøsten er blevet forsømt i den store litteratur, der beskæftiger sig med ham.


En Kejser-Hitler-kontinuitet?

De to forfattere hævder, at Hitlers østlige politik var en fortsættelse af den kejserlige jihad, som var begyndt med Max von Oppenheim og Kejseren. "Den fremtidige diktator," skriver de om Hitler i 1920'erne, "tænkte allerede på arabere og muslimer som pålidelige allierede." (s. 77) Men det er tvivlsomt. I 1926 udgav Adolf Hitler anden del af Mein Kampf, hvori han fordømte Kejserens jihad-strategi som en "udenrigspolitisk fejltagelse". Han latterliggjorde "håbene om den legendariske opstand i Egypten" og afviste oprørerne som "snakkesalig vindbøjtler" og "opblæste orientalere." Han skrev videre: "Den 'hellige krig' kan give vore tyske klukkehoveder den behagelige fornemmelse, at andre nu er villige til at bløde for os." Men det ville være umuligt "at storme en magtfuld stat med en koalition af krøblinge". Disse udtalelser er ikke diskuteret, ikke engang nævnt, i bogen.

Schwanitz og Rubin hævder: "Udviklingen i den politiske situation – set fra Det Tredje Riges standpunkt - gjorde en alliance med islamisme og jihad til en endnu mere attraktiv strategi end den havde været i Kejserens dage. Tyske forfattere og nazistiske ideologer understregede anvendeligheden af den islamistiske bevægelse; diplomater, militære officerer og efterretningsfolk, der havde arbejdet med muslimer under 1. Verdenskrig (...), troede stadig på den strategi, der oprindeligt var udviklet af von Oppenheim og Kejseren." (s. 86)

Denne påstand er stærkt overdrevet. Sandt nok havde der været sådanne røster, men de forblev isolerede i lang tid. Under nazisterne blev von Oppenheim faktisk udsat for diskrimination som en "halv-jøde". Det memorandum han alligevel præsenterede for udenrigsministeriet i juli 1940, kritiserede den manglende tyske interesse for mellemøstlige anliggender og anbefalede støtte til den arabiske revolution mod Storbritannien. Det blev ignoreret af udenrigskontoret.

Desuden udsendte udenrigsministeriet i august 1940 et cirkulære, der bekendtgjorde, at reorganiseringen af den arabiske verden ville blive overladt til Italien. Men arabiske repræsentanter, hed det videre i cirkulæret, skulle holdes i uvidenhed om den tyske mangel på interesse. Hertil kommer, at lederen af udenrigsministeriets politiske afdeling, SS-leder Ernst Woermann, der underskrev dette cirkulære, eftersendte et memorandum om det arabiske spørgsmål, der udtrykkeligt understregede, at "i betragtning af den nuværende magtfordeling, kan den 'islamiske tanke' ('hellig krig') ikke anvendes". Igen, Woermanns instruktioner er ikke nævnt i bogen.

Det er rigtigt, at nogle ledende nazister var fascineret af islam, at nazisternes arabisksprogede radiopropaganda begyndte at spille det "islamiske kort" så tidligt som i 1939 og at SS tog energiske skridt til at funktionalisere islam fra slutningen af 1942 og fremefter. Men forfatterens kontinuitetstese tager ikke fuldt ud hensyn til den modstridende karakter af disse processer. Det giver den tyske arabiske politik en sammenhæng, den i virkeligheden ikke besad.

Problemet med diskontinuitet versus kontinuitet påvirker også behandlingen af emnet "islamisme". Forfatterne skal anerkendes for, at de behandler jihad-bevægelsen under 1. Verdenskrig og forbinder den med Det Muslimske Broderskabs jihad. Men er det virkelig troværdigt at beskrive det Muslimske Broderskab som "en organisation forankret i den osmannisk-tyske jihadisering af islam"? (s. 70) Dette er et åbent og vigtigt spørgsmål for fremtidige debatter.

Derfor er det svært ikke at reagere på denne bog med ambivalens. På den ene side bringer den nogle meget værdifulde oplysninger fra hidtil uopdagede kilder samlet fra arkiver i Tyskland, USA, Storbritannien, det tidligere Jugoslavien, Israel og Rusland. Rubin og Schwanitz giver et friskt billede af samspillet mellem Europa og den islamiske verden og beriger debatten om diskontinuitet og kontinuitet i Mellemøsten. På den anden side tvinger de undertiden deres overdrevne tese kraftigt ned over kilderne. Den informerede læser har således følelsen af, at visse forhold, der ikke passer ind i billedet, simpelthen er blevet udeladt. Dette skader bogens troværdighed og forbliver problematisk, uanset hvor tilbøjelig man kan være til at dele forfatternes centrale antagelser.




Den oprindelige version af denne anmeldelse blev først offentliggjort i Israel Journal of Foreign Affairs, 2015, Vol. 9, No. 1, pp. 133-137, se her.




Oversættelse: Bombadillo